Det er stadig et eventyr at være nomade. Selvom vi nogle gange er trætte.
På bare tæer stod jeg ude på den våde terrasse et øjeblik og så solen bryde frem mellem skyerne over Nevadaørkenen i den lille forhenværende mineby Beatty, mens jeg lyttede til fuglene og så på de intermistiske huse bygget af campingvogne, små skure og andre løsninger, der ikke er egentlige huse, men fungerer ganske udmærket som sådan. Var det ørneskrig, jeg hørte? Jeg er ikke dygtig nok til fugle til at kunne sige det med sikkerhed.
Beatty er det sidste stop på vores amerikanske roadtrip i år, kun få timer fra Las Vegas, hvor vi vender tilbage til nogle mere fredsommelige uger hos vores venner. Der sker ikke meget her, og det er lidt svært at sige, om byen lever af andet end de turister, der kommer forbi for at se Death Valley. Ligesom os. Der er adskillige moteller og en del Airbnb-agtige udlejninger, en række hyggelige og formentlig ret dårlige diners og en enkelt saloon, og desuden et helt vildt casino i en eller anden steampunk-fusion-design. Faktisk flot.

Udenfor byen er der et skilt, man kan køre hen til og tage et billede af: Et skilt fra 1930'erne, hvor et lovligt bordel annoncerede for Angel Girls. Da vi kørte herhen, kørte vi ellers forbi et andet lovligt og lukket bordel, der stadig stod med græske søjler og det hele. Det, der trækker ved Angel-skiltet, er snarere det crashede fly, der ligger lige ved siden af skiltet. Et eller andet stunt der i 1970'erne gik lidt galt og endte med en crash landing. Ret fotogent sted, det må man give dem.

Til den anden side, også kun få minutter uden for byen, findes spøgelsesbyen Ryholite, hvor vi nåede frem i solnedgangen for at læse skilte og fotografere lyn og ruiner. Byen blev anlagt i 1905 og forladt i 1910, efter at hele tre jernbaner var ført til byen, fire banker havde åbnet kontorer, og store faciliteter til håndtering af malm og servicering af minearbejdere (saloon, bordel, casino, bank) var anlagt i hovedgaden, som naturligvis hedder Gold Street.
Ganske små, men også ganske store oplevelser midt i ørkenen blev flankeret af danskopgave for de HF-studerende unge i familien, og studier i kunsten at lave mad - først vores egen ekstreme kost arrangeret af i det udmærkede køkken i vores aribnb, og dernæst grineflip over den massive forskel mellem britiske og amerikanske cookingshows, da vi så TV (en udforskning vi nogle gange bruger når vi roadtripper): Først noge Great British Baking Show hvor vi lærte om de historiske rødder bag den engelske “pudding,” fra fåremavewrap over indmad med krydderier over melbaserede mærkelige konstruktioner i osteklæder til den nu så utroligt morsomt navngivne “spotted dick”. Hvad sker der for sproget?! Dernæst så vi et halvt afsnit af Beat Bobby Flay, et totalt oppe at køre amerikansk show, der naturligvis er en konkurrence med baggrundsmusik, standup-agtige samtaler, publikum der hujer, genfortællinger i nutidsform der skal gøre det egentlig ok uspændende ekstremt. Vi havde det sjovt.
Som slutbemærkning fra vores TV-oplevelser vil jeg pege på, at i det her land, hvor utrolig mange mennesker taler spansk hjemme, og hvor der ingen respekt er for dette andet sprog, har jeg nu set reklamer på spansk. Der er midtvejsvalg, og det kan man mærke, og nogle af de mest pushede reklamer kører simpelthen på begge sprog. Vildt nok med forskelligt indhold til de to grupper.
Så. Man lærer ikke spansk i skolerne. Der er ikke spanske labels på fødevarer. Du kan ikke tale spansk på skadestuen.
Men reklamerne.
Ja. Dette er USA. Jeg hører ørnen igen, går ud med min app om lidt og får det bekræftet, og tænker på, hvordan det at køre gennem USA har givet uendelige nuancer i det billede, vi prøver at skabe for os selv af dette udskældte og mærkelige land. Alle er ulogiske, alle har flaws. Med den rolle USA har valgt at påtage sig, står landet bare mere for skud - det er farligere for os andre på rigtig mange måder. Ikke bare storpolitisk fylder USA, men desværre også … ja, jeg var ved at sige “kulturelt”, men det er den del af den amerikanske kultur, der underminerer kultur, som breder sig som en pest i verden. Undskyld, jeg siger det. Kunne vi ikke i stedet alle sammen lave mad som i Indien med passion, kulturhistorie, helbred, mytologi in mente? Kunne vi please klæde og bære os selv som italienerne, svæve overskudsagtige gennem gaderne i naturfibre tilbagelænet i dyb selvtillid, eller som japanerne: fornuftigt, højkvalitetskonstruktioner, afbalanceret. Kunne vi lade os underholde som spanierne i gaderne, på pladserne, på caféerne – af hinanden, af fællesskab og fest? Kunne vi bevæge os, dyrke vores helbred og vores kroppe som skandinaverne: på cykler, på ski, i vandrestøvler, uanset vejret, uanset hvad?
Det ville være så rart at slippe for halvfabrikata, processed food, færdige løsninger, drive-through, sukkerbjergene. Det ville være så fint, hvis man stadig kunne binde en sko, knappe en skjorte, hive en underkjole på før kjolen, så den falder fint, klæde sig som en voksen, klæde sig til situationen. Og hvad hvis vi ikke trængte til underholdning, hvis vi ikke var understimulerede, fordi vi er overstimulerede, hvis vi havde overskud til den svære øvelse at være nærværende med dem, vi elsker, hvis vi førte samtaler og så på horisonter, gik tur med vores gamle og hang ud med vores venner i stedet for at lade de enorme tv-skærme og små telefoner konstant distrahere og underholde os?
Jeg ved godt, at det ikke er hele USA. Men det kommer herfra. Det gør det.
Jeg købte for fanden eddike til at komme i mit morgenvand, bare lige lidt for hurtigt (altså uden at læse det med småt), og måtte kontakte, at der er SUKKER i æblecidereddike, hvis man ikke passer på. Bare et af tusind eksempler på, hvor vanvittig bare maden er her.
Jeg boede engang på et kloster, hvor underholdning var forbudt. Selv romaner. Hvis du gør noget, så gør det for alvor. Gør det, fordi livet er vigtigt. Du kan læse en roman, hvis du har et formål med det, og hvis den er en del af “kaldet”. Religiøs eller ej, der er noget at lære her. Hvis vi lader os underholde, er vi i retning af distraktionen – en fordømt tilstand, der stort set handler om at undgå kaldet, altså meningsfuldheden. Og uden meningsfuldheden kommer tomheden væltende og æder os, og vi får lyst til at spæne alt hvad vi kan så langt væk fra den følelse som overhovedet muligt.
Den rigtige vej er at lytte til kaldet, til hvad der mon er vigtigt, tage vores ansvarsområder på os og rette ryggen. Den forkerte vej er distraktion og underholdning. Okay. Det blev lidt en rant. Lad mig vide, hvad I tænker alle sammen. Jeg tænker måske bare lidt for meget her til morgen. Mine hænder gør ondt, fordi jeg har pakket bil hver dag i en uge, simpelthen flyttet for mange ting for mange gange. Solopgangen er i fuld sving, farverne er skiftet til klar blå himmel og jeg skal ud med min fugleapp så jeg kan identificere skriget, jeg hører med jævne mellemrum, jeg skal have mere kaffe, og jeg skal pakke bilen, før vi kører ud i det varmeste og tørreste sted i verden, som en sidste cresiendo, inden vi skal tilbage til det hyggelige fællesskab med vores venner i Las Vegas og slappe af i varmen blandt kolibrier og roadrunners.





Kommentarer