Unschooling: Læring, tvivl og at finde sit folk

Cecilie Conrad:

Vi er i gang med at optage episode syv. Jeg hedder Cecilie Conrad, og nogle gange hedder jeg Cecilie Vestlev, og jeg laver den her podcast sammen med min kusine Anna. Og vi snakker om unschooling, som er noget, jeg har gjort i vildt mange år, og som Anna lige er begyndt på i praksis, men har kigget på mig gøre i vildt mange år. Hjulpet med også.

Så nu kan vi ligesom tale om det, der kommer op og er relevant for Anna, fordi det er virkeligt og i begyndelsen, og spejle det i, hvad hun ved, og hvad jeg ved. Så det bliver sådan en rejse ind igennem, hvad unschooling er og kan være, og hvordan man kan forstå det, og hvad man har brug for at forholde sig til. Og i dag skal vi tale om noget, jeg som sædvanlig ikke ved, hvad er, fordi det er Anna, der ved, hvad det er. Så velkommen.

Anna Vestlev:

Jo tak. Men vi plejer også at starte med at sige, hvad vi strikker.

Cecilie Conrad:

Det er rigtigt, vi strikker. Men nu strikker jeg strømper igen, fordi det faktisk er det eneste, jeg kan strikke, mens vi optager podcasten. Medmindre jeg er i gang med sådan et langt lige stykke på en trøje eller et eller andet. Så jeg strikker strømper, og jeg gider næsten ikke engang vise dem. Jeg strikker bare strømper.

Anna Vestlev:

Jeg er i gang med en lille pung. Bunden af en pung. I sådan noget, jeg ved ikke, om man kan se det.

Cecilie Conrad:

Det ser meget glat ud.

Anna Vestlev:

Det er sådan noget …

Cecilie Conrad:

Nylon?

Anna Vestlev:

Nej, bomuld.

Cecilie Conrad:

Fladt?

Anna Vestlev:

Ja, japansk bomuld. Det er sådan noget ret syret garn, som jeg har strikket en stor taske af engang. Nu skal jeg strikke en lille pung og en lille taske.

Cecilie Conrad:

Er det så til din lille datter, eller er det bare, så du kan få sådan et sæt, der matcher?

Anna Vestlev:

Jeg tror faktisk, at det er til min svigermor.

Cecilie Conrad:

Okay. Yndigt.

Anna Vestlev:

Men det er også, fordi jeg har været i strikkekrise og haft svært ved at finde noget at sætte på mine pinde. Altså decideret krise.

Cecilie Conrad:

Så kan man jo altid strikke strømper.

Anna Vestlev:

Jo, men det gik jeg også sådan lidt død i.

Cecilie Conrad:

Det kan jeg godt forstå.

Anna Vestlev:

Fordi hvis man har strikket rigtig mange strømper, så bliver det også kedeligt.

Cecilie Conrad:

True. Men det er dog bedre end ikke at strikke noget. Altså, jeg strikker strømper med garnet fra Netto, som jo ikke er luksusgarn. Det kan man ikke påstå. Men jeg synes bare, at alle de strømper i det uldgarn fra Netto, som jeg har strikket, faktisk har været rigtig gode at gå med. De er blevet brugt rigtig meget. Og så havde Netto – hvornår var jeg sidst i Danmark? – sådan noget …

Anna Vestlev:

Udsalg eller spot.

Cecilie Conrad:

Ja, det var sådan noget tyve kroner for et nøgle eller ti eller et eller andet, og så tænkte jeg, okay, whatever. Tog med, og nu sidder jeg så her og strikker strømper, fordi jeg er nødt til at lukke et ærme af i min store hvide sweater, som jeg er ved at lave. Det kan jeg ikke gøre, mens vi snakker. Kan være, jeg er ved at strikke det andet ærme næste gang. Det ville faktisk være ret godt, for jeg vil gerne have den færdig, inden vi rejser til San Francisco om tre uger. Der skal jeg nemlig ikke have en stor hvid sweater med og strikke på, når jeg skal være i Californien og Las Vegas. Lige i hedebølgen. Jeg skal kun have tynde ting i hør.

Yes. Nå, men det er strik.

Anna Vestlev:

Og vi er jo i starten af august måned.

Cecilie Conrad:

Så det er Not Back to School.

Anna Vestlev:

Næste uge er det, at de almindelige skoler starter op igen. Og jeg er jo blevet spurgt – det er jo sjovt, når man hjemmeskoler – så bliver man spurgt: "Nå, men hvornår starter I op igen?" Og det er sådan svært, ikke? Fordi man gider heller ikke at lyde som sådan en: "Ej, men vi starter jo heller ikke sådan ligesom op." Så lyder man bare virkelig irriterende, ikke? Men der er jo ikke en start som sådan. Altså for os. Det flyder jo lidt ind i hinanden.

Cecilie Conrad:

Skal I holde Not Back to School-dag?

Anna Vestlev:

Det ved jeg ikke. Det har jeg faktisk ikke snakket med Thyra om.

Cecilie Conrad:

Altså, vi lavede jo typisk pandekager på Not Back to School-dag. Og så kan man godt lave lidt forskellige, flere Not Back to School-dage, fordi skolerne starter – folkeskolen og så privatskolerne. Og i Spanien starter de senere og sådan noget. Man kan godt få ret mange pandekager i sensommeren, hvis man ligesom går efter det.

Anna Vestlev:

Arbejder på det. Altså, der er jo nu så mange hjemmeskolefolk i Københavnsområdet, så der bliver faktisk holdt sådan en "kom, vi mødes, alle dem, der hjemmeunderviser" første september, som jo er min fødselsdag. Inde ved Tårnlegepladsen, som du også kender rigtig godt. Så der mødes man lige sådan to hundrede mennesker eller sådan noget og hygger sig sammen, leger lidt lege og leger på legepladsen og snakker rigtig meget.

Cecilie Conrad:

Tænk, at der er to hundrede mennesker i dag, mand.

Anna Vestlev:

Jamen det er jo ikke engang dem alle sammen.

Cecilie Conrad:

Vi var en hyggelig lille flok dengang, det var mine børn, der ikke startede i første klasse, kan jeg godt love dig for.

Anna Vestlev:

Og vi holdt faktisk også afslutning derinde. Hjemmeskoleafslutning, hvor jeg mødte din veninde Christine, tror jeg.

Cecilie Conrad:

Friisendahl?

Anna Vestlev:

Det kan godt være.

Cecilie Conrad:

Hendes børn er store.

Anna Vestlev:

Ja, ja, men der er jo børn i alle aldre derinde, og det er jo i virkeligheden noget af det, der også er ret fedt. Så der er meget sådan community på den måde, ikke? På en anden måde, tænker jeg. Det har vi jo også snakket om før, at det er en anden sådan different playing ground, eller hvad hedder sådan noget, ikke?

I næste weekend skal vi på hjemmeunderviserfestival ude i Hareskoven for børn og forældre, hvor jeg blandt andet skal holde en samtalesalon for forældre. Og der er udsolgt af billetter.

Cecilie Conrad:

Billetter ligefrem. Hold da kæft. Det er en ny verden.

Anna Vestlev:

Jeg tror, vi bliver nogle hundrede mennesker. Altså ja, det er også lidt vildt på en eller anden måde, at det er der, vi er.

Og jeg har også skrevet et blogindlæg, som handler lidt om det der med at prøve at finde sit folk eller sit community. Det er godt nok også noget af en proces. Altså at finde ud af, hvem man hører sammen med. Fordi bare fordi det er hjemmeundervisere, så er det jo ikke sikkert, at det lige er der, det klikker. Man føler sig ikke nødvendigvis hjemme, bare fordi det er nogen, der gør det samme som en selv. Og jeg tror, at det alligevel er en stor del af processen i det her, ikke? At finde nogen, hvor man sådan: "Åh, her kan jeg lige slappe af, her kan jeg bare være mig selv. Her skal jeg ikke hele tiden være opmærksom på alt muligt." Både for mig, men også for mine børn.

Og det er jeg i hvert fald blevet opmærksom på, at det måske har fyldt mere, end jeg lige havde tænkt. Jeg ved ikke, om det er en følelse, du på en eller anden måde kan genkende?

Cecilie Conrad:

Jeg tror måske, da mine var små, der var det lidt nemmere at finde min homeschool crowd, fordi der var simpelthen så få. Så man var lidt nødt til at finde ud af at folde sig ud med dem, der var. Man kunne ikke være super kræsen. Og det er heller ikke, fordi … det var jo nogle virkelig dejlige mennesker, og nogle af dem er jo stadigvæk mine allerallerbedste venner.

Der var også – det har vi jo talt om før – lidt højere til loftet, tror jeg, lidt mere fritænkning sådan generelt i gennemsnit. Jeg siger ikke, at folk ikke er fritænkere i dag, men vi var meget få familier, som havde valgt skolen fra, og det var så stor en fællesnævner i så lille en ramme, at der var rigtig meget plads til, at vi gjorde det meget forskelligt, og at vi var meget forskellige.

Så vi havde egentlig, synes jeg, et rigtig fint fællesskab mellem de der ti, femten familier, vi var, der mødtes. Flere var vi ikke. Og så fandt børnene nogle venner, og så var man lidt ligesom nødt til at hænge på med de voksne, der hørte til de børn, som børnene havde lyst til at være sammen med. Og det var egentlig okay. Så det var mere sådan et kollegialt fællesskab, end det var sådan: "Her slapper jeg rigtigt af."

Og så synes jeg, at de forskellige voksne, der var i det, som jeg jo så kunne spille bold med – det blev ret hurtigt tydeligt for mig, hvad de forskellige af dem ligesom kunne bruges til. Altså ikke sådan at bruge mennesker på den måde, men sådan: Okay, hvis jeg har behov for den her type samtale, så ved jeg godt, hvem jeg skal ringe til. Og hvis jeg har behov for den her type eftermiddag, så ved jeg også, hvem jeg skal ringe til. Så det var egentlig måske ikke så svært.

Det har jeg jo sagt før, at det var lidt ligesom det der Narnia-skab. Jeg tror ikke, der er mange, der ikke har læst Løven, heksen og garderobeskabet. Men for dem, der ikke har, så er det jo en historie om at lege gemmeleg og så gå ind i et skab med gamle pelse og mase sig igennem de her pelse for at gemme sig inde bag ved dem. Og der bliver bare ved med at være pelse, og der bliver ved med at være pelse, og der bliver ved med at være pelse, indtil det begynder at være nåletræer. Mærkeligt nok, ikke? Og det går fra at være bunden af et skab til at være bunden af en skov, og pludselig kommer man ud i sådan et vinterlandskab i et parallelt univers, hvor der er fauner, og der er talende dyr, og der er hekse, og der er alt muligt, ikke?

Og sådan oplevede jeg det at begynde at være hjemmeskoler. At det var en tur ind igennem det der støv og mørke og ting, der stak, og sådan noget. Men da jeg kom ud, så var det, som om jeg var i en helt anden verden. Og det var i meget høj grad på grund af det sociale felt, at jeg pludselig mødte en meget stor gruppe af mennesker, som havde virkelig højt til loftet, som virkelig havde plads til at tænke nye tanker og til, at folk ikke var som dem selv. Selvom de var meget forskellige, og mange af dem havde meget anderledes værdier end mig, meget anderledes familiestruktur, meget anderledes måde at unschoole og homeschoole på – alle mulige forskellige parametre var overhovedet ikke det samme – så havde vi bare et fællesskab lige pludselig, som jeg tror, jeg aldrig har oplevet før i mit liv.

Og der tror jeg, at der er sket det med hjemmeskolebevægelsen i Danmark siden, at der er opstået et meget stort midterfelt i det felt, der jo bare er blevet sindssygt meget større. Et midterfelt, som er en lille smule mere systembevarende, en lille smule mere "vi hjemmeskoler, fordi det der med skole, det kan vi gøre bedre derhjemme". Altså så vi gentager systemet derhjemme, vi gør det bare bedre. Og det er ikke det samme som at gentænke hele ideen om barndom, familie, uddannelse, opvækst, opdragelse, relationer. Hvad skal livet overhovedet være? Hvilke rettigheder har vi i forhold til hinanden? Hvilken filosofi ligger der bag den måde, jeg vælger at være i min rolle som mine børns mor, men samtidig også som et menneske, der er i gang med at leve mit eget liv? Ikke "mit eget liv" som i, nu skal jeg til Barcelona på weekend, men som i, jeg er et subjekt i verden med en livsmission på en eller anden måde.

Og det er slet ikke, fordi jeg skal skyde systembevarende hjemmeskole – "vi gør det bedre derhjemme" – ned, fordi det er bedre. Det er altid bedre. Der er bare lidt mindre craziness i det felt, tror jeg.

Anna Vestlev:

Jeg tror også, noget af det, der sker – som jeg også skal finde ud af – er, hvor jeg i virkeligheden befinder mig bedst. Jeg tror, når man træder ind på et felt, hvor der er rigtig mange i forvejen, så er det jo nemmere at gribe fat i det, der lugter lidt af noget bekendt. Men det der med at træde uden for det og sige: "Ej, jeg vil i virkeligheden gerne gøre noget andet end det, som majoriteten herovre gør" – inden for hjemmeskolemiljøet. Og det kan godt føles provokerende for nogle jo. Altså helt vildt provokerende, ikke? Fordi man så fremstår, som om det, jeg gør, er bedre.

Men det er jo ikke det, det handler om. Det handler jo ikke om, at man gør noget bedre. Det handler jo bare om, at man gør noget, som passer bedst til en selv. Men det kan være helt vildt svært, hvis man ikke har sikkerheden eller troen på, at det, man gør, er det rigtige for ens familie.

Cecilie Conrad:

Jeg synes, det lyder, som om der er to forskellige ting, der kan blive triggeret der, ikke? Den ene er: Får du en reaktion fra dine omgivelser, som er negativ, fordi de synes, du er lidt skruebrækker, når du ikke gør som dem? Eller får du en reaktion inde i dig selv, hvor du bliver i tvivl om din strategi, fordi du ser nogle andre gøre noget andet? Og begge dele kan jo være ret saboterende for inner peace, kan man sige, ikke?

Anna Vestlev:

Jo, lige præcis. Og det er nok en blanding i virkeligheden, ikke? Til tider er den der tvivl meget fremtrædende, tror jeg. Og andre gange er det meget nemt at mærke, at det her, det vi gør, gør vi på den rigtige måde for os.

Cecilie Conrad:

Det der med den der tvivl, når den bliver ligesom mødt af dem med skolebøger, ikke? Det er jo, at man som unschooler virkelig skal kunne håndtere rigtig, rigtig meget usikkerhed og rigtig, rigtig lidt kontrol. Du har meget lidt kontrol. Og vi har talt om det før, den der mekanisme med, at man elsker sine børn fra det øjeblik, man faktisk går rundt med dem i maven. Når man får dem i armene, så mærker man tit meget, meget tydeligt: Det her vil jeg gerne gøre rigtig godt. Det mærker man nok hver morgen, når man står op. Det her vil jeg gerne gøre rigtig godt. Gerne gøre alt, hvad jeg kan, for at mit barn kommer godt i gang med livet, og for at mit barn bare har det godt i dag. Det er begge dele, ikke?

Det ville jo være sindssygt rart, hvis det at gøre det rigtig godt havde sådan en tjekliste, ikke?

Anna Vestlev:

Jo, hvor er den tjekliste?

Cecilie Conrad:

Altså sådan en: Okay, hvis jeg gør de her nitten ting og kan sætte flueben, så har jeg gjort det godt. Og så kommer mit barn til at have et godt liv og havde også i øvrigt en god dag. Det ville jo være virkelig rart at have sådan en form for kontrol. Og jeg tror, at det er meget almindeligt at falde i en: Okay, mit barn skal have frisk luft og broccoli og lave en side i matematikbogen og hjælpe til med at putte ni ting i opvaskemaskinen, og hvad det nu kan være. Bare gøre det operationaliserbart, gøre det til en to do-liste. Gå fra ideen om, at barnet skal have en god dag og et godt liv, til noget, man kan handle på, så man bagefter kan gå i seng om aftenen og sige: "Okay, jamen jeg nåede sytten ud af nitten, det er sgu meget godt."

Det er jo så ikke sådan, det er med unschooling. I hvert fald ikke. Man kan ikke ligesom tage matematikbogen og så i slutningen af skoleåret sige: Vi fik faktisk udfyldt det hele, og mit barn blev bedre, og det gik fra ikke at kunne firetabellen til at kunne firetabellen. Og det kan jeg forstå inde i min skolede hjerne. Det ville jo være utrolig rart og trygt for ens morrolle.

Så når man vrider sig ud af den ved at begynde at sige nogle mærkelige ting – som at det er bedre med frihed og motivation, og at man på metaniveau lærer nogle virkelig dårlige ting, når man får at vide, at man skal lære nogle bestemte ting, og at man kan være god eller dårlig til dem, og at det er meget bedre, at barnet selv udforsker og uddanner sig. Og med de akademiske ting venter vi på, at det akademiske barn vågner, og det gør det typisk meget senere, end det bliver presset til i skolesystemet.

De fleste børn har masser af nysgerrighed, men ikke nogen akademisk systematik omkring den, mens de er børn. Hvad man måske vil kalde børn før puberteten. Og så kommer puberteten og smelter hjernen. Der foregår alt muligt spændende, men det er måske ikke systematiseret algebra, vel? Der foregår alt muligt i alle mulige retninger, men det meste af det, der foregår, er personlig udvikling. Og det skal der være plads til. Så man skal hele vejen hen, til de bliver sådan fjorten, femten år – faktisk i min erfaring – før det bliver sådan: "Nå, nu vil jeg faktisk godt lære at tale tysk og spille guitar og forstå verdenshistorie og læse filosofi og lære matematik", ikke? Der er man nået til den alder, hvor mange børn, der har gået i folkeskole, vil være færdige med det.

Anna Vestlev:

Men er det ikke også, fordi man i virkeligheden tør læne sig ind i den præmis, at læring ikke er lineær, men at det er en rodet affære?

Cecilie Conrad:

Jamen måske også, at der er nogle vigtigere ting at lære, når man er ti.

Anna Vestlev:

Ja ja, men det er lidt det, jeg mener. Hvis vi ligesom skulle tænke det som: Nu bygger vi læringen op som sådan et fundament, ikke? Så starter vi med basen hernede, og så bygger vi op, og det skal ligesom passe oven på hinanden, så vi tager det nemme først og sådan noget. Hvorimod den erfaring, jeg i hvert fald synes, jeg begynder at have – og det er jo selvfølgelig også baseret på ét barn, så det er jo, hvad det er …

Cecilie Conrad:

Som måske ikke er statistisk signifikant.

Anna Vestlev:

Nå, men det er bare totalt tilfældigt, at en eller anden aften, så vil han gerne sidde og kigge på divisionsstykker, fordi det så spændende ud i den bog, vi har anskaffet os, fordi det er fedt med nogle mønstre og former og sådan noget, ikke? Og så dagen efter har det ikke nogen interesse overhovedet. Altså, man kan ikke … det der med, at man jo er skolet til, at det skal være systematisk. Men i virkeligheden er læring ikke nødvendigvis systematisk.

Cecilie Conrad:

Jamen det kan det godt blive, men det er det ikke, når man er seks-syv år. Der er nogle andre ting, der foregår.

Jeg tror også, der er lidt en dynamik med, at skolen jo er en opbevaringskasse for børnene, hvor vi ligesom kan gøre af dem, fordi vi gerne vil på arbejde. Og så kan vi også egentlig godt blive enige om – det er ikke, fordi jeg er uenig som sådan. Jeg kan være uenig i one size fits all-curriculum, men jeg er jo ikke uenig i, at det kan være rigtig fint i livet at have forstået noget matematik og have styr på geografi og sådan. De ting, man tænker, man gerne vil lære børnene i skolerne, er jo rigtig fine ting at vide, når man er voksen.

Altså bare lave en bred ramme og sige: Når man er tyve år, så er det rigtig smart at kunne tale mere end ét sprog og have forstået noget basal matematik, noget fysik, kemi, alle de der ting. Det er også meget smart at kunne køre på cykel og kunne lave privatøkonomi og måske kunne finde ud af, hvornår man bliver ked af det, og hvad man kan gøre for at blive glad igen, og sådan noget. Der er jo en hel del andre ting end det akademiske, det er godt at have fået greb om, ikke?

Men hvis vi nu taler om det akademiske: Jeg tror, der lidt sker det, at man tager det akademiske og prøver at presse det så tidligt ned, man kan, fordi man har en forestilling om, at jo hurtigere man lærer det, jo bedre fødder står man på, når man er voksen. Det er jo ikke rigtigt. Hvis man ved de her ting, når man går i gang med voksenlivet, så er det jo lige meget, om man lærte dem, da man var syv, eller da man var fjorten.

Anna Vestlev:

Ja, jeg tror lidt, det er det, jeg mener.

Cecilie Conrad:

Der er ikke nogen fordel der. Og så tror jeg også, at fordi man nu godt vil lære det til syvårige, så er man nødt til at brække det ned i småbitte bidder, som man kan få en syvårig til at spise. Og udover det er det jo egentlig også meget rart for skolen, der skal have dem i ti år, mens de voksne går på arbejde, at det tager lidt lang tid, ikke? Alle de der gentagelser og alle de der øvelser, hvor du sidder og skriver d fireogfirs tusinde gange, for at dit d skal blive pænt, og sådan noget. Du skal måske aldrig nogensinde skrive noget i hånden resten af dit liv, efter du er gået ud af skolen. Men whatever, vi fik tiden til at gå, ikke?

Og sådan tror jeg også, det lidt kan være med divisionsstykker og alt muligt andet. Så fik vi fyldt tiden op med det, og så kunne vi lade som om, at det var fundamentet for, at vi kan blive gode til matematik, når vi går i gymnasiet og skal have det på højniveau. Men egentlig har det ikke rigtigt nogen betydning. Det er bare for at fylde tid.

Anna Vestlev:

Ja ja, og man kan sige, hvis ens barn synes, noget er interessant, så behøver man ikke at gribe det an på den der systematiske måde, som man ellers måske kender fra skolen, ikke? Nu tænker jeg også, hvis man bevæger sig ind i det her felt og måske ikke har set det i praksis på samme måde, som jeg har, og måske er mere tvivlende over for tilgangen. Hvis man gerne vil have en unschooling-tilgang – prøve noget, der lugter lidt derhenad – så handler det jo også bare om at sige: "Nå, men så er det spændende lige nu, så kan jeg da godt lige undersøge det her med dig lige nu." Og om fem minutter synes du ikke, det er interessant mere. Det er fint nok. Det gør ikke noget.

Cecilie Conrad:

Det, der er super vigtigt, synes jeg, hvis man vil unschoole – for det første kan man ikke unschoole lidt. Altså lave noget, der lugter af unschooling, det kan ikke helt lade sig gøre. Fordi det, der er vigtigt, er jo, at du, når han vil lave divisionsstykker, egentlig ikke synes, det er vigtigere, end når han vil tegne dinosaurer. Det er jo sådan set lige meget, hvad man hygger sig med, og hvad man er i gang med at udforske. Det kan også være, man er i gang med at udforske, hvad der sker, når man laver lange, lange tandpastastriber på gulvet, eller man vikler klisterbånd rundt om hovedet, eller man prøver at lave trommesæt ud af bogreolen. Det er alt sammen udforskning.

Og der sker jo så tit det, når man har nogle unschoolingfamilier, hvor det er lidt nyt, og forældrene ikke sådan har fået … altså, deschooling varer jo hele livet. Men man er i begyndelsen af det. Så sker der jo tit det, at hvis vi kigger på bogstaver, så er mor og far all over the place: "Nøj, nu bliver det spændende", ikke? "Og nej, der mistede han interessen." Hvor man ikke er ked af, at barnet mister interessen for det med tandpastaen eller klisterbåndet.

Men hvis man sidder og kaster appelsiner hen i sofaen eller bygger kuglebaner ud af paprør eller sådan noget, ikke? Så er man jo i gang med at undersøge tyngdekraft og parabler og lære at forstå afstande, og alle mulige ting er man jo i gang med at lære. Men mor og far synes ikke, det er specielt vigtigt. Men hvis man tager og skriver bogstaver med tandpastatuben, så bliver det vigtigt. Og så taler vi om at miste interessen og sådan noget, ikke?

Og der bliver man nødt til at gå ind i sig selv. Fordi det, du fortæller mig om lige nu med divisionsstykkerne – det er jo divisionsstykker. Det er noget, der ligner skole. Det er noget, hvor du kan tikke en boks og sige til de andre unschoolere og din far, eller hvem der kunne være interesseret: "Nu har barnet lært at dividere", ikke? "Wow, fedt", ikke? Men der er jo ikke noget med: "Nu har barnet lært at blande ni forskellige slags lilla med farverne." Det snakker vi ikke så meget om, vel? Eller: "Nu kan han stå på ét ben, når han tager strømper på." Det snakker vi heller ikke så meget om. Det er helt præcis den gruppe af ting, vi snakker om, at man kan få interesse for, miste interesse for, og hvor der skal være fremdrift. Og det er der, den i virkeligheden ligger, ikke?

Anna Vestlev:

Jo, jo, det er superinteressant, hvad det er, der ligesom får lov at være det vigtige. Og det er jo også, fordi det er mega svært, ikke? Det er sådan et dobbeltperspektiv, man skal have på sig selv. For man bliver jo grebet af det, når de så lige pludselig sidder og interesserer sig for noget, som ikke – forstå mig ret – bare er leg, men som lugter af det der boglige. Så bliver man jo sådan: "Hey, det her er noget andet." Og det er jo helt vildt svært at pille det af.

Cecilie Conrad:

Ja. Men det er jo også en dobbeltopgave. For på den ene side skal man pille det af, og på den anden side er det jo også fint, hvis de hygger sig med det. Jeg synes jo også, at der i nogle unschoolingkredse kan være sådan en nærmest fordummende idealisme om, at "vi har aldrig rørt en matematikbog. Mine børn kan ikke læse." Altså, det er sådan, okay, der er jo ikke noget galt med at kunne læse. Det er fint at kunne læse, ikke? Og børn, der synes, det er sjovt at lave matematikopgaver, skal jo bare lave alle de matematikopgaver, de overhovedet har lyst til. Det er der jo ikke noget i vejen med.

Så på den ene side bliver man nødt til lige at få skilt følelserne ad inde i sig selv. Sådan: Hvad har jeg egentlig gang i inde i mit hoved lige nu, og hvorfor er det, jeg taler om at miste interessen og det der? Og så på den anden side ikke have sådan et dumhedsideal, hvor: "Ej, men vi må overhovedet ikke røre det, og vi har ikke noget, der ligner matematikbøger. Vi har faktisk ingen blyanter hjemme hos os."

Det minder mig lidt om engang, jeg var i gang med at lede efter vuggestue til mit barn nummer to. Dengang jeg stadig ligesom troede på det. Og så var vi ude at kigge på sådan en Steinerinstitution i Valby til et intromøde. Og jeg havde jo en syvårig og en baby, så jeg var et andet sted i forhold til at være mor end mange af de andre forældre, der sad der med deres småbitte børn, ikke? Og som var lidt mere i begyndelsesfasen af forældrerollen. Og så kan jeg bare huske, at jeg stillede lidt forskellige spørgsmål, fordi det var en meget steineragtig Steinerbørnehave, ikke, hvor der ikke må være noget. Altså tøjet skal være på nogle bestemte måder …

Anna Vestlev:

De skal gå med solhat.

Cecilie Conrad:

Naturfarver, og der må ikke være nogen Disney-figurer på maven, og de må ikke det ene, og de må ikke det andet. Og jeg var sådan lidt: Prøv lige. Okay, men hvad hvis man ser Disney Sjov derhjemme om fredagen? Kan det ligesom aligne med, at man går i Steinerbørnehave? Fordi det er jo ikke sådan, at … jeg synes bestemt ikke, børn skal se fjernsyn, mens de er i børnehave. Eller det ved jeg ikke, om jeg synes, men det syntes jeg i hvert fald ikke dengang. Men det gør vi derhjemme. Og vi ser også X Factor. Jeg har et barn, der går i skole og laver nogle helt andre slags ting. Det kunne også være, at vi kunne finde på at spise bacon og sådan noget. Altså, hvor er vi her? Kan vi overhovedet samarbejde, hvis vi gør nogle andre ting derhjemme?

Og så var der en af de andre forældre, der havde et behov for at række hånden op og fortælle, at de hjemme hos dem altså ikke havde noget fjernsyn. Og det kan godt blive sådan … Altså, det havde jeg heller ikke. Man kan godt have perioder i livet, hvor man ikke har fjernsyn. Og så kan man have perioder i livet, hvor man har en syvårig, der går i skole, og alle de andre følger med i julekalenderen. Og så køber man et fjernsyn. Hvor det bliver lidt et badge of honour, at vi ikke har noget fjernsyn hjemme hos os, så derfor er vi lidt bedre end jer.

Og på samme måde: "Mine børn har faktisk aldrig set en bog nogensinde. Så vi er lidt bedre end jer." Der kan også være sådan en diskurs inde i nogle af unschoolinggrupperne, hvor det er sådan: "Min tolvårige søn har faktisk ikke været ude af sit værelse i et år og ikke været vågen, mens der var dagslys, fordi vi lader ham spille computer alt det, han vil, fordi vi er så frie." Og jamen okay, men er det bedre end ham, der spiller fodbold eller laver matematikopgaver? Det er lige før, det er sådan i nogle af de grupper, og der skal man også lige passe på, at man ikke havner i sådan en … Det bliver jo demonstrativt. Det er det, der sker. Det bliver demonstrativt: Jeg er demonstrativt meget unschooler her. Og jeg gør mig virkelig umage med, at der ikke må være noget, der ligner eller lugter af akademisk noget som helst.

Anna Vestlev:

Men det er vel også, fordi hvis man betragter det som systemkritik, at man så gør alt andet end det, man mener, systemet er – så gør man det bedre.

Cecilie Conrad:

Ja, man gør jo bare det modsatte. Det er stadigvæk systemet. Det er jo systembevarende, bare på vrangen. Det er jo heller ikke frihed.

Så deschooling-rejsen, når man oplever det med divisionsstykkerne og interessen, der forsvinder, er jo bare at have en blid og kærlig opmærksomhed på sig selv. Hvor man lægger mærke til: Det er sjovt, at jeg bliver så spændt på det og optaget af det, når vi snakker om divisionsstykker, og ikke når vi snakker om at tegne dinosaurer. Og at jeg kalder det at have interesse og miste interesse, og jeg bliver meget mere tense. Det kunne være, jeg skulle tage og slappe lidt af. Og blive lidt bedre til at lægge mærke til andre ting, andre temaer, der kommer op, som jeg ikke forstår.

Det er jo en anden ting i øvrigt. Det er ret nemt for os at hjælpe vores børn med at lave divisionsstykker, fordi det har vi selv gjort. Og der er jo en meget smuk del af forældrefølelsen, som ligger i ønsket om at lære sine børn ting. Det er jo helt almindeligt for mennesker, at vi giver viden videre til de næste generationer. Vi vil gerne lære vores børn alt det, vi ved. Og når vi har lært dem alt det, vi ved, så ville vi ønske, vi vidste mere, så vi også kunne lære dem det. Og tager måske på nogle læringsrejser med dem eller sidder og læser bøger om natten om de emner, der interesserer børnene, fordi så kan man fortælle videre i morgen.

Det er en meget fin del af forældrerollen, og det er også noget af det, der kan gøre skolebogshjemmeskole så appellerende. Fordi det er en måde for os at være i vores forældrerolle, hvor vi føler, at vi gør noget, der giver super meget mening. Og det er sådan urmenneskeligt. Det er urmenneskeligt ligesom at spille musik eller klappe en hund, som er noget, mennesker har gjort. Kigge ind i et bål. Vi har gjort det i tusindvis af år. Det føles rigtigt ind i knoglerne. Og der er det jo rart at lære dem alfabetet. Fordi det ved vi, hvordan man gør, tror vi. Mange gange fucker vi jo op i deres læserejse, når vi prøver at lære dem at læse. Men det er en anden sag.

Så der kan man jo også øve sig lidt: Er der nogle andre situationer, hvor jeg kan få lov til at lære mine børn ting, jeg kan? For det er egentlig et behov, man gerne vil dække som mor. Og det er en fin måde at være i relationen på også. Især hvis man kan lytte lidt.

Anna Vestlev:

Og jeg tror, nogle gange kræver det en anden form for tålmodighed, ikke? Det er lidt det der: Hvis man har prøvet at bage kage med en syvårig eller en treårig, så ved man, at det kræver tålmodighed på sådan et niveau, hvor man tænker: Så vil jeg hellere lære dem brøkregning lige nu, ikke?

Cecilie Conrad:

Mere rengøring bagefter.

Anna Vestlev:

Og fordi man er sådan: Jeg har ligesom min måde at gøre det på, og jeg ved, at vi skal, og sådan noget, ikke? Og i virkeligheden er det måske der, det vigtigste arbejde foregår – når man øver sin tålmodighed i, at de får lov til at gøre sådan en praktisk ting.

Cecilie Conrad:

Jo, men det er jo også fint at lære børnene, i hvert fald med tiden, at nogle gange skal vi bare bage kagen. Og den skal blive færdig, og vi gider kun at vaske to skåle af. "Og nu skal du lige se, hvordan vi gør det på den effektive måde, fordi vi skal gå om en time, og der skal den være færdig. Den skal faktisk være inde i ovnen om et kvarter. Nu skal du lære, hvordan man gør det hurtigt." Det er jo fint, at de også lærer det.

Så må man jo bare være lidt bevidst om: Er jeg i gang med en udforskningsrejse og en sanseoplevelse og måske nogle eksperimenter med, hvad for nogle krydderier man kan komme i, hvor det stadig smager godt, og sådan noget? Eller er jeg i gang med at få en kage færdig, som vi skal have med på legepladsen, ikke? Men det lærer de jo også. Tålmodighed er jo en stor del af jobbet, ikke?

Anna Vestlev:

Tålmodighed. Og så har jeg fundet ud af, at noget af det, der også virkelig gør en forskel, det er humor. Jeg tror, det nærmest er blevet en af hjørnestenene i vores hverdag, at vi skal huske lige at have lidt humor med. Fordi nogle gange, når det bliver lidt tense, og hvis man har nogle børn, der har nogle meget stærke holdninger, og en mor, der måske også kan have nogle stærke holdninger, så hjælper det bare rigtig meget, at man lige prikker hul på ballonen og bare griner lidt af tingene, ikke?

Fordi ellers bliver man jo sådan helt … og så er det rigtig svært at lære noget. Hvis der er en voksen, der står og er sådan her, og børnene er sådan her, så er der i hvert fald ikke særlig god grobund for at lære noget som helst. Hvad enten det er, hvordan man trykker på en tandpastatube, at smøre en bolle eller divisionsstykker, eller hvad det nu er.

Cecilie Conrad:

Men nu siger du "grobund for at lære". Jeg tror altså, det er meget svært at undgå at lære. Nu er vi lige i starten af august, og det betyder, at det for en fjorten dage siden var Learn Nothing Day, som vi to i hvert fald glemte at tjekke ind med hinanden på. Kender du Learn Nothing Day?

Anna Vestlev:

Jeg tror, det ringer en klokke i hvert fald. Jeg kan ikke huske, hvad det var.

Cecilie Conrad:

Learn Nothing Day er jo Sandra Dodds fødselsdag og stammer tilbage fra dengang, hvor alting var chatfora og sådan noget, hvor hun jo havde alle mulige samtaler i gang med hele verden om unschooling, fordi det ligesom var hende, der var the one. Ikke hende alene, men hun var med i det. Og så lavede hun en gang den challenge til folk, at de kunne prøve at se, om de kunne komme igennem en hel dag uden at lære noget.

Anna Vestlev:

Ja, og det kan man ikke.

Cecilie Conrad:

Og det kan man ikke. Det er i hvert fald meget, meget svært. Og hun havde så den sjove situation, fordi hun chattede i de der chatfora med folk fra hele verden, at lige så snart solen stod op i Australien, så begyndte der at komme beskeder ind om, hvordan folk fejlede Learn Nothing Day. Sådan: "Shit mand, nu fortalte mit barn mig noget, jeg ikke vidste i forvejen." Eller: "Ej, jeg kom til at slå noget op på Wikipedia. Jeg havde glemt det. Det var lige til morgenkaffen."

Så man skal også huske det der læringsfokus, som meget nemt kommer ind i et familieliv, hvor man tænker, man unschooler. Og måske især for sådan nogle som dig og mig, der har akademisk uddannelse og kommer fra akademiske familier, hvor alting er skole, skole, skole. Flere af mine forældre var lærere og sådan noget. Det er meget bogligt anlagt. Alting er bøger og viden og sådan noget. Det er sindssygt svært at vælge at lade være.

Og nu sidder jeg så her i min høje alderdom og visdom med mine stort set voksne børn og kan grine lidt af det. De der første ti år nærmest, i hvert fald de første syv, altså fra syv til fjorten, de handler ikke om det. De handler ikke om at dividere. De handler ikke om at lære at skrive. Det handler overhovedet ikke om det. Og nu er vi på tre ud af fire. Min yngste er fjorten et halvt. Silke bliver atten i næste måned. Så de er jo faktisk voksne.

Og det er sket for dem alle sammen, at de på et eller andet tidspunkt mellem femten og sytten er blevet ambitiøse og seriøse omkring akademisk indsats. Og de er ret seriøse. Har jeg presset dem? I don't know. De vokser op i en kontekst, hvor folk godt kan lide at tænke. Folk kan godt lide at læse bøger. Folk kan godt lide at tale om noget andet end neglelak.

Anna Vestlev:

Udfordre. Altså, man må jo godt udfordre nogen, hvor man tænker: Hallo, prøv lige at give det mere end et halvt sekund, inden du giver op på det her. Og hvis du så synes, det stadig er uinteressant, fair nok.

Cecilie Conrad:

Jo, men man kan også godt tænke, når man har en syvårig, at det faktisk er lige meget, om man kan alfabetet, og det er faktisk lige meget, om man kan tallene. Det, der er vigtigt, er, at man er i gang med den udviklingsopgave, det er at gå fra at være et barn til at være en meget ung voksen, som man kan sige, en fjorten-femtenårig er.

På det tidspunkt, når de er fjorten-femten, så har du puberteten, som smelter hjernen og gør, at de crasher rundt. Det er sådan radiobilsagtigt. Det er en maskine, der slet ikke er til at styre. Samtidig med at de jo inde i hovederne – det sker måske allerede, når de er omkring tolv, og det er en meget bred pensel, jeg maler med lige nu – så bliver de jo sådan små filosoffer. De bliver jo sindssygt kloge faktisk. Ved alle mulige ting, tænker over alle mulige ting, er virkelig parat til at tage alt muligt ind. Ikke nødvendigvis på en skolesystematisk måde i starten, men meget, alt muligt. Og det kører i tusind retninger, og så samler det sig ligesom sammen. Og på et tidspunkt er der også ro nok på hjernens rekonstruktion – det er jo hele nervesystemets rekonstruktion – og det hormonelle begynder også i hvert fald at have en eller anden kurs, så det ikke bare er alle steder.

Og så har det i hvert fald for mine været sådan, at så sker det. Så er det sådan: Nå, nu kan man sætte sig ned systematisk og læse en bog om Christian den 4. Eller om kvantefysik eller noget andet. Og det bliver vildt interessant at finde kurser i this, that and the other. Og også sådan: Nu strikker jeg en sweater på pind 2. Altså sådan noget. Nu går jeg i gang med noget, der kræver disciplin. Det kræver fokus. Det kræver systematik. Det kræver måske, at man arbejder lidt for det. Det kræver sacrifices. Jeg kan faktisk ikke altid bare sidde og hygge mig med et eller andet, der er hyggeligt. Nogle gange må jeg lige sige nej, jeg går ikke med på den her tur, fordi jeg egentlig har et commitment på det her filosofikursus, og jeg skal læse tredive sider inden tirsdag. Jeg bliver nødt til lige at høvle noget af det.

Det kommer jo, når de er klar til det. Og det, der er sindssygt svært, er at have is i maven. At vente på det. Og selvfølgelig … altså, jeg ved ikke, om jeg tror, at sådan noget akademisk er genetisk. Det har jeg lidt svært ved at se for mig. Jeg tror meget, det er familiekultur og relationer og sådan nogle ting.

Det er mere for at sige: Hvis man så bliver fjorten, femten år, og det der skift kommer, hvor der kommer en anden seriøsitet, en anden modenhed i personligheden og en ambition om at finde vej som voksen … Det er også det, det er. De er godt klar over, at på et tidspunkt skal jeg have mit eget tag over hovedet. På et tidspunkt skal jeg selv kunne hive nogle penge hjem og købe brød for og sådan noget. Det er jo det, der egentlig begynder at ske. Og de får nogle interesser, der er lidt mere wholesome. Nogle tager jo dinosaurinteressen med, fra de er fire, til at de bliver palæontologer, når de er voksne. Men det er jo ikke alle.

Nogle får så pludselig en interesse af en eller anden art, og det kan jo godt være noget andet end det der highbrow universitetsnoget. Det kan jo fint være, at man nu bare er vildt interesseret i gamle biler og ender med at blive sådan en, der flipper veteranbiler, for eksempel. At det er det, der er i vejen, og man kan slet ikke få nok af at tørre olie af gamle motorer og få dem til at virke og sådan noget. Eller noget andet. Klippe hår. Det er jo ikke, fordi det er bedre at sætte sig ned og studere det gamle Ægypten, end det er at studere modetasker og udvikle nogle og lære at sy. Det er ikke det, jeg siger nu. Det er bare sådan, at mine børn og vores familie er meget boglige, ikke? Jeg har jo en, som faktisk er meget boglig, men samtidig bygger en karriere i en helt anden retning, ikke? Så, ja, I don't know.

Men det kræver, at man venter. Det er, som om vi vil have det der til at ske, når de er otte. Og vi tror, at vi gør ting, når de er otte, som gør, at de vil være i en bedre position til at tage de beslutninger og få den seriøsitet og struktur, når de er sytten. Og det er ikke min erfaring. Min erfaring er, at en fuldstændig kaotisk barndom – som jo oven i købet har været ekstra kaotisk, fordi vi har boet alle mulige steder, ikke? Mine børn har nok boet – mon ikke de har boet hundrede forskellige steder i løbet af deres barndom? Det tror jeg. Nu er de fjorten, sytten og tyve år, de tre, der har været nomadebørn.

Og altså, det er totalt kaotisk faktisk. Sådan en kaotisk barndom, hvor der ikke er nogen ydre krav til, hvad du lærer, og du bor heller ikke noget sted, og alt bare vælter rundt, ikke? Den kan stadigvæk munde ud i unge voksne, som er totalt ambitiøse og tager kurser og går til eksamener og tjener penge, lægger budgetter, løber ture om morgenen, tænker over, hvor mange fibre der er i deres kost. Alt muligt. Som er meget voksent og ambitiøst og fint, ikke? Og man kan få tolv i matematik til eksamen uden at have lavet noget som helst matematik, før man blev sytten. Det har vi jo set to gange nu.

Anna Vestlev:

Man kan også være tilfreds med at få et syvtal.

Cecilie Conrad:

Nå ja, ja, men hvis man vil. Det er ikke nogen fordel at lave matematik, når man er otte. Man bliver ikke bedre til matematik, når man er sytten, af det. Ikke nævneværdigt faktisk. Især ikke, hvis man ikke gider lave matematikken, når man er otte.

Anna Vestlev:

Det er jo i virkeligheden det der, ikke? Men jeg tror måske, når jeg siger det der med, at man skaber en bedre grobund – jeg tror også bare, at det lidt taler ind i det samme som det, du lige har snakket om, ikke? Hvis man deflater seriøsiteten omkring, hvordan man ligesom griber det an … Åh, nu ved jeg ikke, nu kommer jeg lidt ud ad en tangent. Jeg tror bare, at hvis ens hverdag er rar at være i, så er det meget nemmere at være i den. Eller sådan. Og der kan jeg i hvert fald mærke, at det der med at bruge humor hos os har været en stor del af det. Jeg tror, det der med ikke at tage sig selv så pisse seriøst hele tiden.

Og jeg tror, hvis man træder ind i det her miljø og gerne vil hjemmeundervise, uanset hvilken tilgang man så bruger: Gear lige ned, ikke? Skru ned for seriøsiteten, det skal nok komme. Prøv lige at starte med at have det rart sammen. Det er faktisk meget, meget, meget vigtigere, at man har det rart sammen.

Cecilie Conrad:

Ja, amen til det. Og det er jo også det, det handler om fra syv til fjorten. Det handler om at komme ind i at være i livet og finde ud af at være i livet. Og hvis man ikke har det rart sammen, hvordan får man det så rart sammen? Hvis man ikke har det rart inde i sig selv, hvad gør man så ved det? At lære, at dit dårlige humør ikke behøver at gå ud over alle mennesker omkring dig. At finde ud af: Når jeg tog de beslutninger om at gøre de ting den dag, så havde jeg det faktisk nederen, da jeg gik i seng om aftenen, og var rastløs og i dårligt humør næste morgen. Så hvad gør jeg i morgen? Og det tager måske fire år at lære. Det er jo ikke sådan, at man fik en erfaring, og så gjorde man det aldrig igen. Det er jo ikke sådan, det virker.

Og hele den rejse i at være i relation og være i sig selv, finde ud af, hvad man bliver glad af, finde ud af, hvad der skal til i livet. Lære at forstå, håndtere, identificere følelser. Alle mulige følelser. Hvad stiller man op med ambitioner? Hvad stiller man op med selvkritik? Hvad stiller man op med uro, angst? Hvad stiller man op med en kontekst, der måske er ustabil? Nogle gange kan det jo godt være, at far bliver fyret, eller et eller andet sker, ikke? Alt det er jo det, det handler om at finde ud af. Hvordan kan jeg være i livet? Hvordan har jeg det? Hvordan kan jeg have det godt? Og når man har fodfæste i det, og hjernen så er ved at være klar til noget mere systematisk, jamen så kommer det jo af sig selv. Så er det jo ligesom at lære at gå.

Stop. Anna, jeg lægger mærke til, at vi måske har siddet en times tid, og der er ved at være to tusind grader inde i min bil, hvor jeg sidder. Plus ikke noget ilt. Så min hjerne begynder at være ret flydende.

Anna Vestlev:

Og man skal jo have det rart.

Cecilie Conrad:

Jeg synes aldrig rigtigt, vi fik sagt: "Det her er det, vi skal tale om i dag." Så kan vi gøre det retrospektivt. Hvad har vi talt om i dag?

Anna Vestlev:

Vi får jo brug for at give den her podcast … Jeg var lidt i tvivl, og jeg tror, der er noget, der handler om det der med at finde ud af, hvordan man er i det her hjemmeskolemiljø. I hvert fald her i Danmark, sådan som det ser ud nu, ikke? Finde ud af, hvordan man står på sine egne ben i den her proces, som det er, hvis man hjemmeskoler eller unschooler.

Cecilie Conrad:

Det er i hvert fald vigtigt, synes jeg, det du sagde i starten med, at man jo ikke behøver at være demonstrativ. Man kan jo godt … I starter jo op på en eller anden måde. Hvordan starter I så op? Hvad skal I? Så kan man jo bare snakke lidt om det: "Vi er unschoolers, og vi har de her ting i gang for tiden", og sådan noget. Man behøver jo ikke demonstrativt at unschoole. Og hvis der så er nogen, der siger: "Nå, men vi er vildt glade for matematikbøgerne fra forlaget Delta et eller andet", så kan man jo bare være interesseret: "Nå, hvad er det, du synes, er det bedste ved dem?" og sådan noget. Det betyder jo ikke, at du skal fare hjem og købe dem. Du kan jo godt interessere dig for, hvad andre synes er fedt, ikke? Og så være i det.

Og man kan sådan set godt være vildt gode venner med og have et godt hjemmeskolefællesskab med nogen, der er meget strukturerede og systematiske og top-down-agtige. Det kan man fint. Så skal man jo bare aftale, at det er legeaftaler. Så kan de lave al deres matematik og latin på nogle andre tidspunkter, end når man er sammen, ikke? Det kan man godt. Og så kan man sige nej tak til legegrupper med mødepligt, fordi det er en måde at tænke på, der ikke lige passer til jeres familie.

Men man kan jo sige det med kærlighed. Der er sikkert nogen, der synes, det er vildt fedt at vide, at der er mødepligt, og alle kommer hver gang, og vi er der to gange om ugen, og det kan jeg regne med, og sådan noget. Hvis det passer til dem, så er der jo ikke nogen grund til, at man gør sig til dommer.

Anna Vestlev:

Og det kan også være, at det passer ind i en periode, ikke? At det er det, man gør.

Cecilie Conrad:

Jo, men jeg synes, vi har talt meget om noget andet også, som er deschooling, ikke? Det her med at passe på med at være akademisk ambitiøs på sine børns vegne, mens de er små.

Anna Vestlev:

Ja, eller tro, man skal stå med en eller anden facitliste, ikke? At det er sådan her, man skal gøre det, eller det er det her, man skal lære.

Cecilie Conrad:

Ja, fordi det er det ikke. Og så kan jeg jo prale lidt med mine, ikke? Det er jo ikke for at prale, men jeg synes, at det har været utroligt spændende at se, hvad der sker på den anden side af fjorten. Hvordan det helt klart bare tipper som sådan en vippe. Så har det stået og balanceret lidt, og så lige pludselig vipper den, og så ruller alle boldene den vej, som de skal. Og det er ikke den samme vej for alle mennesker, men det er en vej med en retning, som ikke er den der [uklart], som barndommen på mange måder er, ikke?

Og så er det jo i øvrigt heller ikke slut, det der med at finde ud af, hvem man er, og hvordan man er i livet. Det bliver ved. Det er da bestemt også noget, jeg … altså, det var faktisk en af grundene til …

Anna Vestlev:

Hele vejen, ikke?

Cecilie Conrad:

Jo, man opdager jo, at man heller ikke helt selv ved det, selvom man er fyldt halvtreds i min ende. Og det gør det jo bare til en spændende rejse. Men vi har jo da i det mindste fået det ud af at være en unschoolingfamilie, at vi er sindssygt gode til at tale om det. Vi ved, det er noget, der er værd at tale om, og mine børn kan tale om det, jeg kan tale om det. Man prøver nye ting af.

Og jeg sad så sent som her til morgen, hvor jeg glemte vores aftale, og snakkede med et af børnene, som bare ikke rigtigt var det rigtige sted indeni. Om det der med, at hvis man har det nederen, så er der jo ikke andet for end at gå i gang med listen. Hvad plejer at virke? Hvad kan jeg gøre for at have det bedre, end jeg har det lige nu? Jeg ved det jo godt. Jeg ved godt, at hvis jeg løber en tur, tager et bad, spiser et sundt måltid mad, drikker en liter vand, læser et digt, snakker med nogen – det kommer til at tage de næste to timer, og så har jeg det bedre. Det kan godt være, jeg ikke har lyst. Det kan godt være, jeg skal forcere det, men om to timer, når jeg har gjort de ting, så har jeg det bedre, end jeg har det lige nu. Så det nytter ikke noget, at jeg bare sidder her med min telefon og skumler i et hjørne. Jeg bliver nok faktisk nødt til bare at lave det der til en to do-liste og gå i gang.

Det kan man også tale med en meget stor en om, ikke? Man kan tale med sin mand om det nogle gange.

Ja, jeg fik strikket en tå.

Anna Vestlev:

Jeg har fået strikket sokker.

Cecilie Conrad:

Nej, og du laver alt muligt fancy mønster.

Anna Vestlev:

Ja, det er sådan noget meget fint hulmønster. Og det er meget, meget nemt at lave faktisk.

Cecilie Conrad:

Okay, skal vi lægge en lille opskrift på?

Anna Vestlev:

Jamen det kan jeg ikke. Det er en opskrift, jeg har købt fra PetiteKnit.

Cecilie Conrad:

Nej, det går ikke. Så er det bare et link til PetiteKnit.

Anna Vestlev:

Men bare for at sige, at hun laver nogle tasker, som bare er ret fine.

Cecilie Conrad:

Super. Okay, tak skal du have. Vi ses.

Anna Vestlev:

Det gør vi. Hej.