Historien om Sct Wenceslaus, skytshelgen for Prag by og for Tjekkiet i det hele taget, er en af de historier, jeg er ved at få greb om. Jeg har hverken læst eller set Game of Thrones, men forstår fascinationen af det middelalderlige magtspil, og ligesom det gælder for alle andre historier, er det historien selv, der har kvalitet - ikke dens Historiske sandhedsværdi.
Sct Wencesclaus far var konge. Hans farmor og farfar var omvendt til kristendom og døbt af de to vigtigste missionærer, der kom til Bøhmen i slutningen af det første årtusind til disse “czech lands”, som det hedder på engelsk - området her, hvor tjekkisk sprog og kultur har sine rødder. Var der en stat med navnet Tjekkiet, som Wencesclaus far var konge af - nok ikke. Var han nogen sinde konge? Well, ikke rigtig. Alligevel er han en af dem, hvis historie, vi må kende, for at kende historien om dette sted, og for at kende os selv.
I øvrigt hedder Wencesclaus noget meget lettere på tjekkisk, denne lange version som er umulig at gætte, hvordan man udtaler, må være en kristen version af det tjekkiske Václav med et langt af og et s-lyds-c. Det slår da ingen knuder!
Så lad os nu kalde ham det Václav den Gode. Som alle andre sagnhelte fra tidlig middelalder har han et tilnavn til identifikation, og denne Václav er altså god.
Men i modsætning til hvem?
Legenden går at han blev dræbt af sin bror, der meget passende får tilnavnen Den Onde. Så er der ligesom styr på tingene. Men måske var der anden ondskab på spil i Václavs livshistorie?
Hans far er konge, og hans farfar var konge. Hans fædrende bedsteforældre er en del af magteliten i europa, har omvendt sig til den store religion der spreder sig med Romerriget. Charlesmagne har omvendt sig og er kronet kejser i 800 i Aachen (arguably den smukkeste katedral i hele verden btw, overset og helt eminent), og disse bedsteforældre er blot en generation senere.
Da Vaclavs far dør, bliver hans farmor regent. Hun har gennem hele hans liv kørt ham i stilling til jobbet, men han er for ung, kun tretten år. Han går stadig på universitetet, på bedstemor Ludmillas initiativ har han fået de fineste uddannelser, og han er ikke færdig. Hans mor Drahomá, derimod, er lidt træt af snobberiet. For et øjeblik siden var hun dronning, en titel hun konverterede for at kunen få, og nu har svigermor ikke bare nappet opmærksomheden og magten; hun har også fuld kontrol med sønnens dannelse.
Træt af det hele hyrer Drahomía en lejemorder og får Ludmilla dræbt; hun bliver kvalt i sit eget slør - i sin hellighed, opøjethed, fjernhed? Symbolet er stærkt, at blive kvalit i sløret, og konflikten er fundamental mellem svigerdatter og svigermor - den bundløse altoverskyggende ubetingede kærlighed til barnet og barnebarnet, og kampen om kongemagten - alle temaerne er til stede i historien om Václavs vej til magten.
Drahomía overtager magten efter sin svigermor, bliver dronning og jagter den kristne overklasse rundt, således at da Václav er 18 bliver hans mor sendt i eksil efter at de tilbageværende kristne fyrster samlet går imod hende.
Bliver Václav nogen sinde egnetlig konge? Det er lidt svært at få greb om, og måske heller ikke afgørende for historien. Den fortsætter med pres fra Frankerne, fra Magyarerne, fra Saxerne; med alliancer og angreb, intriger og krige, frem og tilbage. Det afgørende er, tror jeg, at Väclav samler hva der var spredt, skaber en regering der samler tjekkiske magthavere og styrker det kristne og dermed også den intellektuelle fællesskab, indfører latin og tysk både sprog og kirketradition.
I et af efterspillene, en af konflikterne, bliver Václav dræbt til en fest. Af sin bror. Bolislav den Onde konspirerer med nogle forsmåede fyrster, der overfalder Václav, som ifølge legenden får det dræbende lansespyd af sin egen bror. Måske er historierne genskabt til ære for arketyperne; det er det ultimative forrædderi.
Og hvad skal vi så med det? Konger, mødre, slør, slotte, lanser, drab og dronninger i den tidlige middelalder er stof til legender, historier, tegninger, romaner og ja: tv-serier, jeg ikke gider se. Jeg ser ud ad vinduet på en morgenløber med svingende hestehale og tænker på, at i slutningen af september tager en af kirkens mænd Václavs kranie op ad en æske eller ud af et skrin; pakket ind i et slør bliver det båret på en pude gennem Prags gader så alle kan se det. Holdt frem. Holdt helligt.
Det er ligegyldigt, hvis kranie, der egentlig er tale om, ligegyldigt om historierne er historisk korrekte. Afgørende er at i byens grundstof ligger disse historier. En tidlig morgenvandring over Karlsbroen vil fra middelaldercentrum føre til den næsten sidste statue på venstre side af Václav med hatten, der står med samlede hænder og ser mod himlen; symbolet på en ydmyg og hellig mand. En skytshelgen, som holder hånden overi den by, moderne tjekker løber deres morgentur i.
Man kan lave et utal af fortolkninger.
Legenden fortsætter med heltehistorier af religiøs og symbolsk betydning: Engle viser sig på hver side af Václav til hest på en slagmark og råber til modstanderen at han skal træde tilbage, og historien om at han hver eneste nat stod ud af sin seng, for at vandre omkring byens kirker for at give almisser til enker, forældreløse, syge og fattige blev senere ratificeret af paven som historiske sandheder.
Jeg elsker katolske sandheder.
De er fuldstændig på linie med mit yndligscitat om historier fra The name of the Wind: “All stories are true, but this one really happened, if that is what you mean”.
Historien om Václav som den konge, der er retfærdig og vidende, har Gud på sin side, flankeres af engle på slagmarken og går på bare fødder for de der lider nød om natten er historien om den konge, vi alle har brug for.
Derfor sidder Václav til hest foran nationalmuseet og forstås som den vigtigste middelalderkonge i Bøhmen, den centrale figur i historien om kongedømmet her - også selvom han hverken var den første eller konge overhovedet. Disse historier der står centralt i kulturerne fortæller os hvem vi gerne vil være, peger på hvordan vi kan forstå hvad lviet er og hvor Det Gode kommer fra. De taler om motiver, psykologier, drømme, idealer.
Historien om skytshelgenkongen, der trådte frem af den tidlige middelalder, fik den fineste uddannelse og måtte leve med konflikten mellem farmor og mor for til sidst at overtage magten og samle sit land i en alliance på et religiøst fællesskab, er historien om, hvem vi gerne vil være.
Ordet “kristendom” kan godt i dag smide de fleste af hesten; der er tanker om manipulation, magtmisbrug og forvrængning af frihed, kvinderoller og magtstrukturer, og hvis man kigger over på det evangeliske USA får man jo helt ondt i maven. For mig er historien om Václav som den kristne konge, der samlede et folk og havde engle i ryggen og moralen på rette sted ikke en del af den historie. Det er en historie om at være spirituel, veluddannet og stå ved sine meningers mod; at give det man kan og gøre hvad man kan for det fælles gode. Måske er der tale om en projektion, men jeg tror, det er en fællesmenneskelig projektion, så. Vi griber til disse historier, fordi de er vigtige, fordi de definerer og kalibrerer; de finjusterer vores fokus og hjælper os med at være dem, vi gerne vil være.
Vi kan spejle os i dem, bruge dem som klippegrund, finde vej i deres symboler, forstå os selv på deres bagtæppe. Der er flere helte i den tjekkiske kultur, flere navne at sætte på den indre væg. Sct Václav var et godt sted at starte. Så mens træerne springer ud i prag, bevæger vi os videre til Karl lV Holy Roman Emperor, til Tycho Brahe og Kepler, til Kafka og Kundera frem til Havel og Cerny, og hvem ved hvad der dukker op på den stjernehimmel, Prag er blevet?
Hvis Wenceslaus, Václau er Den Gode Konge, er han som et tarotkort, den ultimative konge-symbol; den konge vi alle gerne vil have, måske det menneske, vi alle gerne vil være: Den der med det man har går med det gode, hjælper hvor man kan og trodser alle former for ondskab, hvor end denne kommer fra, så er det nok den eneste sandhed, vi har brug for at tage med fra historien om middelalderkongen, der blev skytshelgen både får Prag by, og for Tjekkiet som kulturel helhed.. Det er vel det, historien handler om.
Om den er sand eller ej. Den Gode Konge er et sandt og sund ideal, en stjerne vi gerne vil gå efter på enhver himmel.
Comments