🎙️Du kan se episoden herover. Lytte til den i vores player, eller nyde den hvor du end finder dine podcast-episoder
☕ Har du lyst til at støtte os?
Vi bruger ikke annoncen, så hvis du kan lide hvad du hører og gerne vil støtte podcasten, så er du meget velkommen til at købe os en kop kaffe - på Buy Us a Coffee
✏️ Om episoden
I denne første episode taler Cecilie Conrad og Anna Vestlev Sandfeldt om, hvad unschooling egentlig er, og hvordan man begynder. Samtalen tager afsæt i Annas situation som mor til et barn, der ikke starter i skole, og bevæger sig gennem de første spørgsmål, der opstår: Hvad skal man gøre i hverdagen? Hvor meget skal man styre? Og hvad betyder de-schooling i praksis?
Cecilie deler erfaringer fra mere end ti år med unschooling, herunder at have fulgt et barn hele vejen fra skolestart til slut uden skole. Sammen undersøger de, hvordan man kan skabe rammer for læring uden curriculum, og hvad det kræver af forældre at stå i processen – både i tvivl, i modstand og i tillid til barnet og livet omkring det.
🗓️ Optaget 17. August, 2025.
Transcript af episoden
Genereret automatisk - så der er sikkert masser af fjollede fejl :)
Cecilie Conrad: 00:00
Jeg vil starte med at sige velkommen til et podcast, som jeg tillader mig at navngive uden at spørge min co-host overhovedet, fordi det er her episod 1. Og jeg tænkte, at vi kunne kalde det her podcast Undskulden for begynderen. Fordi som er min kusine og medvær. Hun begynder at undskule før med i forgårs eller noget i den stil officielt. Så på den måde er det for begyndere, men Anne har også nytt og taget en uddannelse på området, plus været min kusine, så jeg hedder Cecile Køben, og jeg har underskuet mere end 10 år. Så på en eller anden måde handler det jo vel både om øsgoling og om deskuoling.
Anna Vestlev Sandfeld: 00:40
Ja, det er måske i virkeligheden også et meget godt. Sådan for begyndere, det er jo ikke alle, der nødvendigvis kender de der begreber, som sidder så meget på ryggræden for så en som dig. Og som jeg begynder at snus lidt til, ikke. Altså af det der medskuoling og deskuling hænger så meget sammen?
Cecilie Conrad: 00:59
Jeg kan huske, da jeg startede på undskulingen, der var jeg jo så heldig at have nogle virkelig dygtige damer, som havde undskulet i lang tid og tænkt over undskolen i lang tid, som ligesom var mine venner. Og jeg kan huske, at deskuling begrebet irriterede mig rigtig meget. Det irriteret mig rigtig meget, at der var så meget snak om, at det i virkeligheden handler mest om os møder. Og i en anden omgang fædre i det omkring, det ligesom var en del af projektet. Nogle fædre er jo mere distant end andre og ligesom overlader det. Ok, hvis du ved det der, så gør du det. Og andre er mere en del af processen. Så det ikke forens rolle. Den kan være kæmpe stor, men nogle gange er mindre. Jeg kan bare huske, at jeg terede mig. Jeg har da sådan at hør, det her, det handler om børnene, det her, det handler om deres liv, det her handler om at gøre det rigtigt for dem. Jeg gider ikke alt det der navlepilleri. Jeg synes, det er en selvoptaget idé, at det vigtigste vil undskylden af bigskuolingen, den vigtigste ved undskueling af mig. Fordi for mig er det vigtigste, mine børn. Og at det som skrives og udvikler, så har de det rum, de skal være i deres liv. Så på den måde i teret det begræb mig rigtig meget. Og nu i min gårhårde visdom, måske, at det måske havde de ret der dame, ikke?
Anna Vestlev Sandfeld: 02:22
Ja. Ja, fordi det jo også, nu har jeg jo for ligesom måske at sige, hvor det er, det tager afsætning i det her ikke. Den her snak, vi har. At jeg har en dreng på seksår, og han skulle jo være startet i noget skole i år, fordi det er sådan det er i Danmark. Og når man er 6 år, så er man klar til skole. Og det synes jeg ligesom ikke passet ind i den måde, at han er, eller sådan det ville ikke fungere for os. Og så har jeg jo ligesom fulgt med på tidlinjen hos dig igennem mange år. Fordi at vi har jo også er kommet i dit hjem dengang, at I begyndte at hjælpe og undervise og påskle osv. Og derfor havde jeg jo en fornemmelse af, at der fandt sådan mulighed. Og så som du ser, at jeg har taget en uddannelse i pædagogik på universitetet, men der hører man jo ikke noget om. Det er ikke ligesom en del af grunddannelsen og høre om, hvad det er for nogle forskellige muligheder er i den danske skolov for vej.
Cecilie Conrad: 03:32
Jeg tænker på god overrække af dit liv på at tænke ret grundigt over pædagogik som sådan, så det sætter dig jo i en position, hvor du er i stand til at tænke nogle andre slags tanker om hvad det vil sige, at udvikle sig, hvad det vil sige at gå fra baby til halve voksen, og hvad det vil sige at absorberer viden, og alle de der ting, du tænker alligevel mere nuanceret over de ting, end hvis du nu havde været uddannet syrge, eller læge, eller noget andet. Det var på den måde, da du var sygt. Og det er mere fordi hvis man ligesom skulle sige, at det her podcast er sådan en one, så er vi jo begge to, deles kender vi hinanden sindssygt godt, og dels så har vi begge en uddannelse der på fagområdet.
Cecilie Conrad: 04:20
Du er også synt, om man så må sige ved at være meget tæt på nogle børn, der er vokset op uden at gå i skole. Det er der jo også mange danske ødskoler, som ligesom kaster sig ud af onderskole. De kender faktisk ikke nogen. De har aldrig midt nogen. De har måske læst noget, eller forstå og forhåbentlig forstå en hel masse, og jeg har alt muligt respekt for det, men på den måde er jo ikke sådan helt begynder.
Anna Vestlev Sandfeld: 04:43
Og så har jeg jo også den baggrund, at jeg ikke har gået i en folkesole. Jeg har jo kun gået på friskol og privatskole. Og så kan man sige almindelig gymnasium. Men jeg har jo ikke prøvet folkeskolen selv. Så derfor havde jeg jo allerede en fornemmelse af, at et alternativ også kunne være rigtig godt, kan man sige.
Cecilie Conrad: 05:09
Ja. Men der er langt fra en friskole til omskoling.
Anna Vestlev Sandfeld: 05:14
Det er det.
Cecilie Conrad: 05:16
Ja. Det, som vi havde tænkt med den her podcast, serie, var vel at optage sådan noget som en gang om måneden, eller hvis noget virkelig presser sig på, så ofte. Fi man har jo også travlt med livet. For ligesom at tage de temaer, der kommer op, når de kommer op for en, der begynder. Fori samtidig med, at du kan alt mulighed, at muligt selvfølgelig har en livshistorie. Så har du også for første gang i dit liv et barn, der ikke starter i skoler. Og som ikke får en matematikbog smækket ned på køkkenborget hver morgen kl. Så du kommer til at ramme ind i mange af de ting andre mennesker rammer ind i. Og så var det, vi tænkt, det kunne der egentlig komme et meget meningsfuld podcast ud af, og vi to snakker om, hvordan hvordan føles det? Og hvad er det egentlig, der dukker op, og hvordan kan man forholde sig til det. Og der kommer garanteret til at komme alt muligt med verden omkring, ja I kommer til at opleve nogle ting, hvor man må forholde sig til, at det ikke er alle, der forstår, hvad det er for noget mærkelig, man går og laver. Så det er jo ligesom ramning. Helt sikkert. At du kommer med dans tema.
Anna Vestlev Sandfeld: 06:27
Ja, det er værd, at jeg kommer med det. Og jeg tror, jeg havde tænkt til den her, det er jo lidt en opstart, og jeg skal finde en anden form. Men jeg tror måske, jeg havde tænkt, at dans tema på en eller anden måde kunne være, hvad er ligesom det allervigtigste, jeg kan gøre for at skabe nogle gode rammer for at lave øndskuling herhjemme. Fordi lige nu der er det sådan lidt, jeg har lyttet til din anden podcast med de kloge kvinder, The Ladies Fixing the World, som jo er mega inspirerende, men som jo også er nogle, altså, I har jo nærmest 100 års erfaring til sammen, ikke.
Cecilie Conrad: 07:13
Og det er jo noget jo, hvis syv børn og ligger dem sammen oven i hinanden.
Anna Vestlev Sandfeld: 07:20
Og det er jo det der med, når man ligesom tænker, okay, jeg har hørt om det her, jeg kan høre, at der er noget i det, der tiltaler mig med den her måde at gå til læring på i mangel på et bedre ord. Men hvordan når man så ikke ligesom, altså når man starter sådan helt fra som ny. Hvor er det vigtigt at tage fat i noget, fordi man kan jo gøre rigtig mange ting, kan jeg jo høre på de der mange afsnit.
Cecilie Conrad: 07:48
Det handler jo nok i meget høj grad om ikke at gøre noget. Det er sådan der ligesom er, at det er det der is i mæven. Jeg selvfølgelig at man ikke gør ikke noget, fordi vi taler heller ikke om unparenting, og vi taler ikke om, at du sætter der bare med Netflix, og så passer verden nok sig selv. Men jeg tror, at jeg godt huske, hvor jeg startede det der med sådan. Man vil så gerne gøre det rigtigt. Man vil så gerne gøre alt muligt ting fra starten, og ikke misse opportunity, og ikke sådan ligesom ikke fejl.
Anna Vestlev Sandfeld: 08:25
Det er måske ikke så meget. I virkeligheden er jeg ikke så bange for at lave fejl, men jeg tror, jeg er tvivl om der er noget, jeg bør gøre. Fordi jeg tror jo sådan set rigtig meget på, at vi lærer igennem at prøve noget af gøre nogle fejl. Men det er så bred, altså det, man kan gribe fat i, så er der ligesom et sted, hvor der kunne være smart at starte.
Cecilie Conrad: 08:56
Jeg tænker, du kender godt. Du gør jo alt muligt i forvejen. Det er jo ikke sådan, at du stiller det her spørgsmål på baggrund af, at du plejer at sidde og kigge ind i vækgen, og så kan fortælle dig, hvad du kan gøre. De ting, man gør i forvejen med små børn. Man snakker med dem, og man svarer på spørgsmål. Og nogle gange er man jo selv bare vildt begejstret og inspireret over et eller andet, og så kommer det til at fylde. Og nogle gange jeg ved, du har mistet din mor for nylig. Nogle gange sker der voldsomme ting i ens liv, og man må forholde sig til alt muligt med det. Også alle praktikaliteterne bagefter, så skal man ud i mors lejlighed og forholde sig til, hvad man beholder, og hvad man giver væk. Den slags ting. Vi laver en hel episode på The Lady om det der, men livet sker. Og det er så i vejen for børnenes udvikling. Men i virkeligheden, det er jo også bare en del af det at være undskler, at der er sindssygt meget plads til det så. Der er plads til, at mor det. Der er plads til praktikaliteterne, der er plads til, at nu kan vi altså ikke bygge med lego tog, for det vil ikke overskud til at spiser på frit i 14 dage, fordi vi kan ikke noget, fordi vi er ked af det. Og det skal vi sige. Man lærer både børn og voksne i det lærer ligesom, at jeg er bare ligesom af forskellige faser og tilstand, som egentlig er afhængig af, hvordan livet er i gang med at udfordre sig omkring egentlig. Og alle de ting går du jo at gøre i forvejen ved jeg. For du har jo, så du er ikke sådan, at taget ud af børnehav, og så ikke kommet i skole. Det er sådan, at du er forvejen står op og laver morgenmad, og jeg har nogle ritmer. Så er der noget, man skal gøre anderledes. Det er jo i virkeligheden det der spørgsmål, ikke. Er noget, at gøre anderledes nu, fordi det ikke er skole, som du ikke gjorde, da det ikke var børnehav.
Anna Vestlev Sandfeld: 10:51
Ja. Ja, fordi min søndy han har jo været ude af stoppet i børnehavet for halvandet år siden. Så på den måde har han jo været hjemme i et stykke tid. Og vores yngste Na, som er to år, hun har slet ikke været i noget institutionen. Jeg tror også, jeg kan blive sådan lidt tvivl om, hvordan det der balance mellem at ligesom sige, så står vi op og laver morgen med, men og når vi ligesom igennem vores morgening. Fordi at jeg kan mærke, at der i hvert fald med et barn, der bliver større og større, så er der også et behov for at blive udfordret på sin uskærighed og intelligens, og
Anna Vestlev Sandfeld: 11:40
hvad man nu kan kald. Altså et behov for at stå til sig af nogle ting. Og hvor meget skal man ligesom lave handor, og hvor meget skal man også prøve at facilitere et eller andet rum, hvor det kan ske.
Cecilie Conrad: 11:55
Jeg tror godt, man kan facilitere ret meget rum. Jeg tror det vigtigste, og nu svarer jeg på noget andet, du spørger om, men jeg tror det vigtigste er det, vi på en eller anden måde gøre med de her samtaler. Som jeg ved, at du har gør en masse af uden for de her samtaler. Det er at ruste sig selv til at håndter situationen. Der kommer til at være nogen, hvordan lærer han så at læse. Alle muligt kommer til at stille dig et muligt spørgsmål. Du kommer også til at få angstanden fald en gang mellem og tænke, at jeg har udlagt hans liv, fordi nu kan han ikke fire tabellen og sådan noget. Kan man grine af lige nu. Men nogle gange får man sådan nogle helt sorte dage, hvor man slet ikke er overskue. Så det der med, at ligesom få tænkt, jeg har en dyb installation af idéen om curriculum. Jeg har en dyb installation af idéen om skolen, jeg har en idé om eksamener, og jeg har en idé om, at man lærer noget ved at lære sådan nogle chunker, der er pakket fint i skolebøger, og ikke sådan et mosaik af absorberet mere fragmenteret viden, som måske først bliver sat sammen senere i livet, og måske kun nogen af det, vi opfatter som fagområder, bliver til noget, der sidder sammen. Og andre vil blive ved med at være fragmenteret viden resten af dit liv, fordi det bare ikke er der, du har din passion. Og det er også jo ikke. Du kan 34 år på tysk resten af dit liv, men du lærer tale fransk, ikke hvis man skulle lave det som sådan en sprog og analogi. Jeg bør ikke alt sammen blive til noget, der hænger perfekt sammen. Men anyways, det at arbejde med de ting inde i sig selv, sådan at man er klar til de der sorte dage, og man er klar til de dumme spørgsmål. Det tror jeg, altså, det er der, hvor det at gøre noget. virkelig badter. Fordi de hårdt er dager, og det går hårdt ud af børnene. Jeg har masser af nedsmeltinger i min proces, som skulle været ude og købe skolebøger og sidde ved spisborg klan i morgen i to en halv dag, indtil jeg vågnere op igennem minstrus. Hvis man nu kan undgå det, så i hvert fald bare en masse penge på grund svag i skolebøg, man endnu med at smidde ud af. Men også pres på børn, da de har brug for at få.
Anna Vestlev Sandfeld: 14:02
Ja, fordi jeg tror for mig er det også meget sådan. Så kan jeg blive sådan helt frustreret over, at vi ikke lige kan tage på en tur, fordi det gider min børn, ikke. Eller at nogen herhjemme er et dårlig humør, og så går det ligesom så er det, dagen går ud på. At nogle af dårlig humør.
Cecilie Conrad: 14:25
Men måske er det vigtigste ved at gå fra en ligden en til at være en står af, at lærer at håndtere at være i livet. Jeg har jo teenager lige nu. Men det andet sted i livet, hvor humør nogle gange kan fylde rigtig meget. Og det er jo ikke fordi, at jeg synes, jeg har søde og dejligt samarbejde med børn, men nogle gange, så er følelseslivet bare. Jeg fylder bare det hele. Altså lige nu af de 13, 16 og 19, de tre, der bor i hjemme, og så har jeg også sent på 26. Men de tre teenager, de har sådan på skift, måske ikke så meget den ældste, men de to yngste har på skift virkelig fyldt meget. Det har været deres sociale liv og deres følelsesliv. Så, og jeg kan da også blive fuldstændig sindssygt hjernet og bruge tid på det, men nogle gange ikke, fordi jeg vil bare gerne gå en tur på en bjerge top eller læse Shakespeare eller noget andet jeg synes sjovt. Men min rolle som mor er jo nok hovedsagelige at lære dem støtte med resonansboks på deres. Jamen, at jeg kan være i verden, og jeg kan håndtere og vågne dårlig humør, eller jeg kan håndteres om det var. Altså tænk desværre rumme. Dem skal vi jo hjælpe dem med at rumme, mens vi er under vores vinger. Så på et tidspunkt, så begynder de at gå lidt mere ved siden af os, og så på et tidspunkt så flyver de lidt mere væk. Og når de gør det sidste, så skulle du jo gerne kunne bruge. Nogle gange så bruger jeg sådan et billede af et skib. Og ligesom siger, når man sætter børn i verden, så er det lidt ligesom at bygge sådan et stort skib og bemande det, og lære allskædels, lave reb og lærer at navigere, og lærer båden skal være tæt, og alle de der ting. Og så på et tidspunkt sætter man den i søen. Det i søen det der kæmpe store skib. Det er jo ikke en rob af mennesker. Det er et ret komplekst projekt. Og så vil man gerne som forældre her, at det skab kan sejler. Og rollen som morer, når de er store, rigtig store, er jo mere som fyrtårnet, end som skib sågeren. Så kan de referere tilbage, selvfølgelig skal de kunne referere tilbage. Og selvfølgelig er man på et eller andet niveau altid en eller anden form for reference på. Det eneste referencepunkt for et barn, som nærmer så 30 år. Det er der jo ikke noget. Og sådan en har jeg også. Så derfor kan jeg ligesom se hele processen for mig.
Anna Vestlev Sandfeld: 17:10
Nu er det ligesom fundamentet, der skal bygges, ikke?
Cecilie Conrad: 17:13
Ja, altså ja. Og dine børns skibe skal være sejldygtige om 20 år, ikke så det er sådan en lang, lang rejse. Og selvom du synes, det bare kunne være her sjovt at forstå alting om romanien, eller går på legplads, eller noget andet, så kan det være, at det, der er behovet, det er at lære at håndtere den her følelse, jeg vågnede op med i dag. Og forholde mig til at spise på en dag, hvor min apat ikke er der, eller hvad nu er. Og det er altså. Jeg har jo så mange børn, som du har. Jeg ved ikke, ikke kan man sige det på den måde. Det er godt. Hvert fald lige nu. Og mingeg er bare, at jeg har 13 år imellem en elst og denneste. Og nogle gange har jeg meget slægt ved at tage ud af til den. Fordi synes, jeg har været. Jeg har aldrig læst tåkke bøger for mit ønste barn. Og der følge min lukket øjnen på det el. Så jeg forstår godt den der tøj, der nogle gange, at bare gerne lave noget andet. Men nogle gange er jobbet bare at lave de der ting, der føles som ingen progress. Også fordi vi altså lever vi ikke også
Cecilie Conrad: 18:20
bare i en verden som er sådan fuldstændig emotionelt underanet. Børn vokser op uden at have sprog for følelser og processer omkring følelser og identitet og personlighed vokser op uden at kunne tale om spiritualitet og filosofi og oplevelsesrummen og drømme. Altså hele den der værden i verden eksistentielle krise, det dybeste set af menneske, det snakker man ikke med børn om, når de på en eller anden tidspunkt bliver spyttet ud af den der skolefabrik, om det så er efter gymnasiet eller universitetet, så står man lige pludselig og skal forholde sig til livet. Det er en kæmpe krise for rigtig mange mennesker.
Anna Vestlev Sandfeld: 19:05
Jeg tror også, at på en måde er der ligesom to ting. Der er noget, der handler om sådan, hvad det er for en rammer vi ligesom tæt omkring vores børn. Altså når man siger, at jeg vil ikke den der præstationskultur, der er i en folkeskole. Eller det der testkultur, som der jo også rigtig meget er nu. Fordi også fordi jeg fagligt ved, at testningen af børn er rigtig usundt. Men fordi jeg også kan se, at det vil være helt subjektivt på mit eget barn en dårlig måde at lære på, at det fungerer ikke for ham. At blive testet og vurderet og holdt op imod nogle andre. Men der er også noget, der handler om, og det tror jeg er noget af det, jeg synes, der er rigtig sværligt, og så vender vi tilbage til descooling i virkeligheden. Fordi hvor meget skal jeg ligesom forstå mig ret, opgive mig selv i den her proces med at bygge skabet for mine børn.
Cecilie Conrad: 20:09
Det synes jeg er en helt anden problematik. Det er den der kvinde identitet og frigørelser af det her. Det synes jeg jo bare en 85 procent af det er en stor, misforstået gørses agenda. Prøver at få kvinde frigørelse til at være det samme, som at friggør os fra vores rolle som forældre. Det synes jeg er noget jokist. Når vi sætter børn i verden, det kender vi alle sammen, der har børn. Så er det eneste, vi vil, det er at passe på dem og sørge for, at det er der skib, jeg snakker om før, at det sejler 25 år senere. Og at forhindre os i at udfolde den del af vores liver at forhindre os i en bruge af vores tilværelse, som er sindssygt vigtigt. Altså selvelig vil vi gerne være. Selvfølgelig vil vi gerne være for vores børn, og det er os selv, der er det. Og jeg tror, at det er en stor del af det at være menneske, at have nogle år i livet, hvor man lærer at sacrifise. Det kan jeg ikke sige på dansk lige nu. Hedder det på den.
Anna Vestlev Sandfeld: 21:20
Jeg sætte sin egen behov til side.
Cecilie Conrad: 21:22
Det er sådan, det er faktisk ikke så vigtigt. Jeg har lige lært det igen, og jeg tror, man skal lære det igen og igen. Og jeg tror, det er en meget, meget god. Den kommer der engelsk Humbling Experience. Altså at man lærer, at det går med, at jeg har alle mulige af gendager, som mit ego har, og som jeg har en idé om, at jeg og meget og min identitet, hvornår gerne vil. Det er ikke nødvendigvis det, jeg skal, og det heller ikke nødvendigvis det, der gør mig lykkelig eller fri. Jeg har lige haft det igen for nylig. Hvornår var det? Sådan april maj i år, og nu skriver vi august, så det er engang et halv år siden. Der sådan skift i vores familiekultur, hvor det bare pludselig blev lidt nogle andre genager, der fylder for os. Og før i det var vi sådan et team, der var ude og eksplore. Vi er noget, og vi rejser rundt i hovedsageligt rot i verden. Og vi sådan ved skulle se kunst og sættoppe, vi skulle gå hike, vi skulle med mennesker og vi skulle alle de der ting. Og så lige pludselig så tager det meget mere over, at mine teenager gerne vil have et teenage liv. De vil gerne på bar, de vil gerne sidde og hænge i parker, de vil gerne på ture med deres venner, de vil gerne folde sig ud romantisk, de vil gerne danse, de vil gerne feste, de vil gerne alle de her ting. Og lige før jeg da også lige sådan adte lidt sådan, okay. Okay. Så jeg kommer ikke ind på det der kunstmuseum, fordi det er vigtigt at sidde i en parke og spise en sandwich, og det kan blive sindssyg hjørnen af, især som mader fordi hvornår kommer jeg lige til Vind igen, og tænkt lige på alt det etpiske, der hænger ind på deres museer. Men der bliver også nødt til bare at tage et skridt tilbage og tænke, okay, hvor mange år i mit liv har jeg tre teenager. Og hvor mange gange er de i den samme by som har 30 af deres venner, når nu de er nu med. Så måske skulle der bare være plads til at folde det ud lige nu, og så lur mig, om ikke vi går et hejk i nebald om ti år alle sammen sammen, eller et eller andet udvalg af jer sammen. Og det er hvad det er. Folder sig ud i forskellige stadier. Der er forskellige ting, der fylder på forskellige tidspunkter.
Anna Vestlev Sandfeld: 23:43
Så er det også et eller andet sted et spørgsmål om, når man starter den her rejse, kan man godt kalde det. Altså nu bliver det også meget dramatisk. Men det er jo på en måde sådan en mere. Det er mega dramatisk, mand. Men det er jo i virkeligheden noget med også at tage det der lange blik på en anden måde end at tænke på læring, og de skal lære nogle ting, fordi jeg er med deres karriere i fremtiden. Altså at ligge det lange blik er på deres medmensklighed og deres evne til at være i verden på en sådan en solid måde, eller på en måde, hvor de sådan er groundet i sig selv, ikke?
Cecilie Conrad: 24:30
Jeg tror jo, hvis de kan finde ud af at være i verden, de kan være i deres følelser, de kan være i deres relationer, de kan være i deres spirituelle og eksistentielle oplevelser, de kan være i deres identitet og i deres har sagt relationer er super centralt ting at kunne være i sine relationer og kunne finde ud af at folde sig ud socialt på alle mulige niveau. Hvis man kan det, så er det at finde matematik en lige sådan sidekick, man bare lige kan bruge et halvt år på, når man er 16. Det kommer ikke til at fylde. Jeg tror, at de andre ting eller net påstå, jeg ved, at de er andre ting, sure enormt meget energi fra børn, der ikke får lov til at arbejde nok med det. Jeg lavede faktisk lige på det andet andet podcast, jeg har, der hedder Self Directed, som jeg har sammen med jeg, min mand. Et interview med en fyr, som han meget sjovt. Han har et barn på friskolen, et barn i almindelig skole, og et barn, han omskuler. Jeg har lavet en bog til det, der hedder middle school, som i USA er sådan fra 11 til 14, så har du værste år skolemæssigt, som mange kommer ud bag efter, at de havde allermest. Og det giver jo super meget mening, fordi det der, man træder ind i på teen. Det der, at hjeren går i gang med en kæmpe ombygning, og hvis man bliver presset til at bruge sin vidunderlige timer, sin energi på noget andet end det, som endog af det i kroppen eller identet af processen, gerne vil, så er det altså virkelig virkelig op i bakket at
Cecilie Conrad: 26:10
være mennesker. Og jeg tror, at børn, der vokser op med plads til om i de år, der kan bare finde ud af, hvad det fanden der, der sker med mig, og hvad det egentlig er at være. De er jo super begavet, super bevidste børnene i den alder, og kan sige de mest utrolige ting om, hvad det vil sige at være mennesker, gør sådan nogle fantastiske tanker. Og så står vi og stoppen og sybanden ned i halsen på dem og et eller andet med en kongeke. De ikke kunne være mere ligeglæde med.
Anna Vestlev Sandfeld: 26:38
Jeg tror faktisk ikke, man skal lære kongemen mere.
Cecilie Conrad: 26:41
Men ja noget andet. Men jeg skærer jo kongrækken ganske frivilligt i vores familie nu, fordi vi faktisk synes det sjovt. Men altså.
Anna Vestlev Sandfeld: 26:51
Men det godt. Hvis nu vi tænker på, hvem er det, der måske ikke kunne finde på lyt til den her samtale, så kunne der også være nogen, der tænker, det der omsoring, altså. Det er ikke sådan noget at stjælle. Men jeg tænker for at holde lidt fokus på, hvad det er, vi også får snakket rundt om, ikke i forhold til det her. Hvad er det? Kan man ligesom gøre. Nu ved ikke, om jeg tabte tråden fuldstændig.
Cecilie Conrad: 27:19
Jeg faldt, jeg havde også lige præcis en oplevelse af, nu taler vi bare i halvjeres retninger, og vi kommer ikke imod endnu. Og måske er du ret i det her er jo ligesom episode 1. Og måske skulle man tale om, hvad er undskolling overhoved for noget.
Anna Vestlev Sandfeld: 27:31
Ja, i hvert fald sådan, hvad er det, og hvad er det? Jeg tror i hvert fald, hvad det er, ikke. Og så kan man tage en snakke om, hvad er det ikke.
Cecilie Conrad: 27:41
Man kan nok snakke rigtig lang tid om, hvad undskoling er. Det er jo det godt at kunne længe til de adskillige episoder, jeg har lavet på de andre podcaster om, hvad det egentlig er.
Anna Vestlev Sandfeld: 27:51
Det er et svært spørgsmål at svare enkelt på.
Cecilie Conrad: 27:55
Men i princippet er det jo en strategi for ens børns opvækst, som bygger på idéen om, at skolingen i form af en hver form for skoling, enhver form for to-down curriculumbaseret idé om børnenes uddannelse, den skal fjernes fra ligningen. Nogle, der siger, at det er livet som om skolen ikke eksisterer, men det er noget fis, fordi skole eksisterer, og vi kan jo ikke gå at læse, om det ikke eksisterer. Lig som lad som om, at måden ikke findes eller et eller andet bare, fordi man synes er. Det bør jo ikke. Vi kan også forestille sig, at Rusland ikke finder, så er der pludselig ikke krig i Ukrain. Sådan er det jo ikke. Det er sådan, at der er skoler, og det har der været i nogle hundre år. Og der har været i den om curriculum og uddannelse, top dagdannelse i rigtig, rigtig lang tid. Og vi lever i et samfund, som bygger på mange måder på idéen om, at det her er en præmis, man er nødt til at gå i skole for at kunne blive en ordentlig voksne, så man kan få sig et ordentligt liv. Og det er super radikalt at vælge årensku. Det vil jeg ikke det der. Jeg tror ikke på det. Jeg stoler på processen, jeg stoler på, at mit barn udmærket selv kan finde ud af, hvad der er relevant at lærer. Og min opgave er det mest af en køllingag. Jeg kan fjerne forhindringerne for det, det gerne vil lære. Og at lærer er utroligt mange forskellige ting, og det er også fuldstændig orden. I den mest radikale udgave, så er det jo fuldstændig orden, hvis du er 16 år, ikke kan læse. Og det er super konfronterende for folk, at tænke, at det er måske lige at tage den et par skridt for langt. Men realiteten i det er jo ligesom at sige, at jeg tror, det er godt at lære at læse. Men jeg tror mere på, at mit barn skal nok finde ud af, hvad der er godt at lære, og så lærer det, og det kan udmærket selv finde ud af at lære ting. Jeg behøver faktisk ikke at gå ud og købe en japansk grammatik, fordi barnet siger, at vi gerne lærer at tale japansk. Jeg behøver bare sige, at det var da en god idé. Og så skal jeg ikke mere.
Anna Vestlev Sandfeld: 29:59
Det kommer også and på alderen selvfølgelig ikke. Men hvis min seårig sagde, nu vil jeg gerne lære og lære japansk. Det er et eksempel. Så er det vel også noget med at hjælpe her med at sige, okay, hvordan kan man gøre det om? Der er nogle eps, fx, eller der kan findes nogle YouTube-videoer. Det er vil også noget med at hjælpe dem med sådan om, hvordan finder du sådan nogle ressourcer, som du kan bruge til at gå i gang med at lære de her ting.
Cecilie Conrad: 30:27
Jeg kan man godt, men det kan godt være lidt sådan en falggruppe, hvor man som morer hører barnet sige, at det kunne være sejr, der taler japansk, eller japansker sejt eller et eller andet. Og så ringer man på de der teachable momenting. Og kommer løbende med bøger og alt muligt andet. Og det bliver sådan en stort fed projekt indlægning, hvor måske er det bare en lille interesse, men så er det typen med læsning, fordi mange børn, altså realitet i at lære at læse. Bare for at lige at tage den tråd færdigt, at det er jo meget, meget, meget, meget få børn, der kan læse der 16. Også dem, man bare lærer være i fred. De lærer at læse alle sammen. Liges om børn lærer at gå, så lærer børn at læse. Det begynder man faktisk ikke at lære. Men der sker jo tit det, fordi vi synes, det er sådan en central ting. Børn på et eller andet tidspunkt begynder de at spørge en bugskær, fordi de ser mal sted. Og så tænker man, nu begynder vi bare at lære at læse. Og så kan man løbende med alle mulige læseprojekter. Og hvis bare så fuldstændig uinteresseret en uge senere, og så kommer lidt panik, og tænker, at det går et står, eller et eller andet. Men realiteten er jo, at i mange gange, så piller de lidt med det ene, og så piller lidt med et andet, og så lærer de at læse 10 år, men så pludselig så skal de lære at slutlægt flik flag, eller pludselig er det en fase, hvor det hele handler om at sove. Vi tror, det er sådan ensrættet ting, fordi vi vokset op med den der rygme i skolen af, at man introducerer et eller andet, og så tager man en lidt bid af det hver dag ind, så man kan det. Det er bare sådan lige tanke. Lige præcis. Og sådan meget disciplineret tankegang også. Men nogle gange er det jo ikke sådan. Nogle gange kan et barn udtryk en idé, om man lærer at tale japansk. Når bare fire. Og så ikke rigtig interesseret sig mere for det. Og så måske tager det op igen senere, og man måske lære italiensk i stedet for. Jeg tror i hvert fald, selvfølgelig skal man gøre noget, og det vil jeg gerne svare på lige om lidt. Men jeg vil gerne sige, at det er vigtigt, at de der teachable moments, at man lige prøver at holde sin heste lidt tilbage og lægge mærke til, at man kommer bryglende med hele sin skolede identitet og tænker, at nu skal vi sag med lærer noget. Fordi man kunne jo også lære, hvordan man finder ud af det selv. Man kunne også lære, at man er lige så elsket, hvis man gør det, som hvis man ikke gør det. Man kunne også lære, at det kan være godt at lære en idé om noget, man gerne vil lære måden, selvom hvis det er noget så stort som et sprog. Der er mange forskellige måder at gå til sådan en situation. Og selvfølgelig, hvis et barn siger, jeg vil gerne lære det samme matematik, som de lærer over i skolerne, så kan man jo godt sige: nej? Hvad tænker du kunne være sjov ved det? Altså spørge lidt ind til. Hvad er det egentlig ved det, der er det sjove? Vil du bare gerne kunne forstå lidt mere i anime, eller vil du gerne kunne lege indja, hvis vi er tilbage med det der japansk. Eller er det skrifttegnen, at du gerne vil lære male, eller vil du gerne til jabe kan snakke med folk? Hvad er det egentlig, der er i den i gerne og vil der sprog? For nogle gange er det jo også nok bare at kunne tælle til 10 og sige goddag og farvel, og jeg vil gerne have et glas vand, og så føler, at man kan noget, så det er det. Så sådan spørg lidt ind, men også er det ligge, hvis interessen dermmer af. Et andet super godt spørgsmål er, er det noget, du godt kunne tænke dig, at jeg hjælper dig med?
Anna Vestlev Sandfeld: 33:48
Ja. Og det her.
Cecilie Conrad: 33:50
Det er også bare, hvor man er fred?
Anna Vestlev Sandfeld: 33:53
Ja. Så det er jo lidt det der, når jeg spørger til sådan, skal man så ligesom hjælpe med at finde de der ressourcer frem. Og så skal man lige starte med at spørge. Skal jeg hjælpe dig med at finde ud af, hvor man kunne lære noget omkring det her?
Cecilie Conrad: 34:09
Men man kan også sige, at din idé om ressourcer, kan også være meget anderledes end de ressourcer, der rent faktisk virker for dit barn. Jeg kan huske, at første gang, vi fik sådan et elektronisk klaver, sådan et stort af min bror, der er musiker. Og børnene gerne ville spille på det, så var jeg straks i gang med klaverkursser og korter og skader og alt muligt andet. Flig sådan har jeg lært at spille klaver, som barn ikke er nogen, som bliver god til det, men jeg havde nogle klaver timer på en bestemt måde, så jeg havde en idé om, hvordan jeg lærer spille klaver. Og der er ingen tvivl om, at det skubbede dem så langt væk fra det klaver, som de overhovedet kunne komme. Og nu måske det 10 år senere på vores tid siden var der en af dem, der tog det op på en helt anden måde ved at lære et bestemt stykke, ikke noget med noget peri, ikke noget med noget med at læse noget, ikke noget med nogen skærer eller korter, eller noget som helst, ingen små fingerøvelser, ingen håndstilling, ingen ret ryg nog steder. Han sådan skrædder stilling med klaver, der var på gulvet. Eller sådan et keyboard. Og har taget det op og faktisk har rigtig meget fornøjelse af spille og spiller. Kan også være, at lige skulle grave det klaver ud af bageeromet, nu jeg tænker over det. Og spiller lige så snart. Hand kan komme til det, hver gang der klaver til, og så spiller. Så på en eller anden måde, så kan vi også med vores idé om, hvad det vil sige at finde ressourcer, og hvad det vil sige at hjælpe. Kom i vejen for børnenes proces og ødelægger det fuldstændigt for dem. Så det er rigtig vigtigt at lægge mærke til. Hvad er det egentlig, der gør, at barnen siger det her? Hvad er det egentlig? Men på en slags ressource, der virker for det her barn, og har bare brug for ressource? Hvad er de der ressourcer for nogen?
Anna Vestlev Sandfeld: 35:56
Jamen, måske er det virkelig, fordi jeg tænker, så kunne man godt, når man hører det der, så kunne man godt sådan blive helt sådan handlingslarmet, fordi hvad kan man så? Altså? Og man så bare sådan en, der smør med dig og skifter tøj på børn, der har tid bukserne eller sådan noget.
Cecilie Conrad: 36:12
Jeg kan jo ikke andet få. Så skal man jo også huske, når jeg tænker bare en del af processen.
Anna Vestlev Sandfeld: 36:17
Det er jo noget af det vil så også, netop som du siger: Hvad fungerer for det her barn? Altså, fordi jeg kender jo mit barn. Tind gange bedre end en eller anden skolelær jeg vil gøre, fordi jeg er mine mennesker, og jeg er deres menneske eller sådan. Og jeg kommer til at være der resten af mit liv. Hvor det er en professionel underviser jo ikke.
Cecilie Conrad: 36:47
Altså, vi taler om udbetænket kærlighed nu, og ubetinget kærlighed er jo en af hjørnesten i alting men også i ønsken. Sofisk så nu kan man nok ikke rigtig sige, at alle omsoler og er enige om nog som helst. Men måske det, at det er ligesom aldrig været meningen, at børn skal vokse op i en kontekst, hvor der ikke er utbetinget kærlighed til sted. Ubetænket kærlighed er en ramm, som skal være til sted, og som typisk også er til sted. Det kan komme ud på uheldig måder, men den er der jo egentlig. Så længe børn vokser og er under vores vinger. Og fordi der er ubetinget kærlighed, så er der en helt anden rog i maven og et helt andet fundament. Og også hvis du laver din fejl. Din fejl laver mindre skade end en professionel fejl. Det der bliver skivet op til tavlen, når ikke kunne løse med aftik opgaven, er virkelig katastrofalt. Fordi det er professionel, hvor imod hvis du kommer til at bede dit barn om noget, det ikke kan, så passerer det sådan set igen. Som regel rimelig nemt. Men du virkelig ikke gør umdå med at lave det til travling. Så nej, du skal ikke bare spare mad og skifte underbokser på børnene. Du skal bare passe på, som jeg sagde. Hold lige lidt i tømmerne, når du tænker ressourcer, eller tænker, hvordan kan jeg hjælpe, eller tænker det her et teachable moment, og så prøv at spørge børnene, hvad de har lyst til. Prøv at lægge mærke til. Det er jo også det, du er. Man kunne godt mente, at det var slightligt manopulerende det, jeg siger nu, men når man har mindre børn, så kan man godt ligesom lægge mærke til, hvornår har de en god dag, hvad skal der til for i dag er god? Hvad gør dem glade? Hvad virker for dem? For tiden, det er jo noget, man hele tiden bliver nødt til at revaluere, fordi de udvikler sig i godsk. Så hvis du lægger mærke til, at det er udprintet sider med prik til prik og fagopgaver, der optager deres bevidsthed, som virkelig er tiltrækkende for dem, og som de synes er rigtig sjove. Så printer der en hel masse ud af dem liggende i alle rum og glas med fagblier og alt muligt andet, uden at behøver at bede om det. Og det er jo klar, at du skaber de der rammer. Hvis du vilsker alting med tog, som jeg ved, at en af dem gør. Så selvfølgelig låner du flere bøger på biblioteket. Der er noget med tog, og køber t-shirts med tog og printer prig ud, hvor det er tog. Selvfølgelig kender du dine børn, og sørge for, at de ting, der virker for dem, er i deres omgivelse. Nogen kalder det streing, at man ligesom lægger ting tilfældigt, og så kan de selv opdage det. Man skal faktisk på, at det ikke er alt for manipulerende, og man ikke har alt for travlt med, at det er vigtigt, at de opdager det med matematikopgaven på, og mindre vigtigt de opdager det der stykke chokoladkage ud på køkkenbordet. Fordi måske skal de bare opdage, hvad livet er, og hvordan de trives i det.
Anna Vestlev Sandfeld: 39:47
Måske er der også bare, altså du siger det der, ikke. Noget af det, som jeg i hvert fald synes, jeg har begyndt at blive bedre til, det er også, at når min søn siger: Nu vil jeg gerne have en bestemt slags mad. Han har sådan en skal gerne have mad med smørst, marmelade, pålig chokolad og så lige et drøst kaneltu på toppen.
Cecilie Conrad: 40:13
Altså, alt det ord i andet.
Anna Vestlev Sandfeld: 40:14
Ja, ja, ja. Sådan et standbardem ikke. Men så også sige sådan om du finde tingene i køleskabet. Altså det der, altså, fordi det er det jo lidt, du sagde det der med curling før. Altså man kan jo godt sådan sige: du finder bare tingene. Jeg vil gerne hjælpe dig med det, som er svært. Du kan ikke åbne lovet på der, man lavet grog. Selvfølgelig skal nok hjælpe dig med det. Men alt det, du kan gøre selv, det kan du sagtens gøre selv, fordi det giver også den der følelse af at kunne noget. Og det tror jeg jo er mega vigtigt som barn at have følelsen af, at jeg mister et eller andet, om det så er jeg så må en mand, eller om det er at kunne et eller andet.
Cecilie Conrad: 40:59
Jeg vil gerne sige til det der med. At ja, man kan sige, der du finde ting, og jeg vil gerne hjælpe dig i det omfang der brug for hjælpe. Men nogle gange, så
Cecilie Conrad: 41:10
kan man også, nu kommer vokset tilbage, og jeg kan ikke brændet, borskin ud. Nogle gange, så bliver forældre, for det også meget travl med børn, der skal kunne tænke selv. Det skal helst være sjovt, og livet skal helst flyde for alle og være rart. Nogle gange, så gør jeg ting for mine teenager, som de udmærket kan selv. Daglig gør jeg mange ting, de udmærket kan selv, fordi jeg kan mærke, at det har de har brug for. Det er en del af omsoven, eller de er distraheret, eller de kan ikke overskue det. Og så bliver jeg ikke sådan en mor, der ligesom siger, at du kan da udmærket selv, smørt og sandwich. Men det er jo også det med at kende sit barn, det ikke. Jo, men det er også et spørgsmål om, at det skal ikke blive sådan en insisterende proces, ligesom det ikke skal blive sådan insisterende, men du var i gang med at lave at læse, og nu fortsætter vi med at lave at læse, eller du sagde, at du vil lære japansk, og nu har fundet de her ressourcer, og nu sætter vi os kraftad med dem hver dag. Hv man ikke har det der projekt ind i hovedet. Det kan være super godt at sige, at du har agency, hvis du gerne lave den der cra, så lad os finde alt, hvad med vi finder flere ting frem. Hvad vil vi hjælpe ad? Her har du en skammel, så du kan nå, og nu laver vi craad og finde ud af, hvad for nogle af dem, der smager godt. Og det er ikke en gang, at Børnefjandsyn, der faktisk havde det ulykker mader, lavede han Sebastian Klang.
Anna Vestlev Sandfeld: 42:26
Det er genelt. Og det er også lidt det, jeg mener. Jeg synes i virkeligheden, det er jo en jo den balance, det er jo hele tiden balancen ikke. Altså mærke, hvor det, grænsen, ligesom er for det her. Så vi er tilbage sådan noget udviklingspykologi også ikke. Altså, hvor er grænsen for den her udvikling. Og hvor er behovet fra barnets side, fordi min yngste hun skal edder med mig selv have lov til at lave sin mad, kan jeg godt lige bede om ikke. Der må jeg jo ikke hjælpe hende særlig meget. Hvis på store, kan man gerne have hjælpe til rigtig mange ting, ikke. Så det er jo også sådan en, hvor man lige henne i sine behov, og hvis nu der er noget andet, der fylder helt vildt meget, så kan det være, at man ikke lige kan oversku og hælde haven op i sin skol.
Cecilie Conrad: 43:07
Det er faktisk, og så gør du det bare. Vi har sådan en idé om udviklingspykologi, som om det er sådan træffe, man går op af, og så hvis man pludselig er på et andet triden, end mor lige forestillet, så er det bare helt af helvede til. Sådan er virkeligheden jo ikke. Det er jo meget mere chaotisk.
Anna Vestlev Sandfeld: 43:24
Det tænker sådan, der er ligesom den der tanke om det lignende er. Og i virkeligheden, så foregår livet jo mere sådan her, ikke.
Cecilie Conrad: 43:31
Jo, det er sådan noget kæres. Og jobbet som mor er at rende rundt og lære alle ting til at bygge den der båd, ikke? Og børnene løber lidt rundt med, og nogle gange er de optaget det en og nogle gange det andet. Jeg tænker, at jeg har lyst til at vende tilbage til en sidste ting, og om ikke andet, så skal vi slut af, fordi jeg sidder direkte i soler ved at kåfusdan i år.
Anna Vestlev Sandfeld: 43:56
Jeg tror også, det passer meget fint med tid.
Cecilie Conrad: 43:58
Men det sager det der med. Du anstår med det jeg vil? Have med, hvis vi ikke kan gå en tur, fordi jeg gerne vil gå en tur, og nu er der ingen, der givet at gå tur og det røver noget. Det er jo en navigation, hvor jeg tror, at nogle øjenskere kan godt blive meget forskrækket over høj selv. Og først er forstå, hvor meget skade, man kan lave med sine idéer om curriculum og sine agenda, og sin idéer om, hvordan man skal på moment, som man kommer og sabortere børnenes egentlig meget udmærket flydende proces. Så bliver det sådan, så går de sådan et med væggen og smætter ned på gulvet og skal tørs op med en klud og tør næmst værd og have mening om noget som helst. Det er fuldstændig i orden, hvis du er et menneske, der har brug for, at man går en tur hver dag. Det er faktisk okay. Det du er nødt til at indse, det er, at det kan tage noget tid at lære dine børn det. Det kan tage noget tid at etablere en sådan vane, det er måske tre måneder, hvor man bliver ved med at insisterer på, jeg skal også være her, og jeg er jeres mor, og jeg vil gerne gøre alt for jer. Men jeg bliver kaldt, hvis jeg ikke kommer uden for hver dag. Jeg har brug for at komme uden for hver dag, og I for små til værene hjemme. Så realiteten er, at hver dag, når vi er færdig med at spise frokost, så går vi en tur. Og nogle gange er det 10 minutter rundt om blokken, så jeg bare lige fået lidt ild med i lungerne, og nogle gange tager vi Soologisk have eller på Kundstuseum. Det kan være lidt forskelligt, men vi tager tåret på efter frokost, og vi går en tur. Og der skal du så som morser til, det kommer til at være en kamp, måske i 100 dage træk, før det blevet en vanen. Fordi det kan tage tid for børn. Men så samme har jeg tit sagt og mad. Der er nogen, der siger, at min børn spiser ingen grønts, så jeg så har sådan: okay, så prøv læ på spise en blædet suppe for eksempel. Den skal du servere 100 gange uden den bliver spist, hvor de kun spiser toppen. Altså, de hæder bacon og ost og protoner og alt på, og så spiser de det og ikke såppen, og det pisset terende for dig, og du har stået og lavet den og sådan ned skraldband, men du skal gøre det hundred gange, før det bliver dank. Og det må du godt have sådan nogle agenda, hvis det handler om fx sundhed, jeg vil gerne have, min børn lærer spise grøntser, eller vil gerne have de lærer spise bøffer, eller hvad du vil have dem til. Man har jo nogle idéer, hvor tit så man fejl, men man har dem, og man tror på dem, det her er det rigtigt for mine børn, eller det her er fuldstændig livsnødvendigt for mig. Jeg skal simpelthen have en halv time med min morgenkaft uden at nogen der taler til mig. Hvor det er det er, der kan godt være nogle ting. Man kan ikke få 12 timer om dagen, når man har børn i ser, hvis man har dem hjemme. Men man kan godt få lov at være og have nogle holdninger. Og have nogle er behov. Selvfølgelig kan man det. Man bliver nok bare nødt til at vælge lidt med omhu, hver for nogle af dem bliver faktisk virkelig og arbejdet i. Og så uden alt det derde og selvretet ikke jeg tror, at du har det. Men det er da mange, der har, og også bliver promptet til at have som kvinder ikke. Jeg skal have min personlig
Cecilie Conrad: 46:50
frihed, og jeg skal have min mig tid, og jeg skal det en eller det andet. Det er ikke det, det handler om. Det handler bare om at være i et samarbejde, hvor alle er der, og dine børn også vil have dejligt kende, at du er der, og du har nogle behov. Og mor er ikke glad, hvis mor ikke for kage om søndagen, eller mis, eller så at være sin te. Og der er også nogen, jeg kender mange, der ligesom har der. Når jeg har lavet en kapte, så sidder jeg ned til at drukket den, og der er ingen magt på jorden, der kan få mig til at rejse mig. Så kun skæres du. Og så på en eller anden måde, så får børnene lidt, at mor det der 10 minutter paus tre gange og hver efter i dag, når hun laver den der kobet. Og det ender vi med at respektere ikke. Så det bare noget tid, men det ender med at være sådan. Og det vil jeg bare sige sådan en modvæk til, at det kunne godt lyde da du tidligere sagde det der med mig, at jeg så, at du skal bare sådan udsætte dig selv. Det er jo egentlig ikke det, jeg mener. Men man skal måske ikke huske, at mig selv er hovedsageligt i min rolle som moror i det her over mit liv, men jeg kan ikke udfolde den rolle uden at være her som helt menneske, og det hele menneske jeg har nogle behov og nogle karaktertræk og nogle grænser og nogle.
Anna Vestlev Sandfeld: 47:58
Men det er også noget med at synge ned i, hvad er det allervigtigste, ikke.
Cecilie Conrad: 48:03
Og så nogle af dem skal man så satse noget energi på at sige, at det der med god, det kan simpelthen ikke rumme, virkelig kan. Det bliver nødt til at blive vane. Og så ligger man arbejdet. Og det kan være, at de der hundred gange, hvor man siger, at det her er min hundred dage, så lige op til, at det skal være en vane, og det skal være noget, vi bare kan. Det kan være, at du kun kommer ud af døren 60 gange. Altså, fordi du skal jo ikke præste til et niveau, hvor jeg over skriver hinanden.
Anna Vestlev Sandfeld: 48:28
Præcis. Ja, samarbejde. Det er måske også meget godt sted at stoppe for denne her gang, ikke. Altså, at der er noget omkring det der samarbejde, at det er det, der skal være et fokuspunkt. Jeg tror rigtig meget, det er det, der er et fokuspunkt for mig lige for tiden.
Cecilie Conrad: 48:46
Nu skal jeg også svaret på spørgsmål. Er der noget, jeg skal gøre, ja du skal arbejde på samarbejde, og børnene lærer det her et samarbejde, og du lærer, at det samarbejde at være en undskyld for det her.
Cecilie Conrad: 48:57
Ja.
Cecilie Conrad: 48:58
Lad os stoppe den der. Jeg tror, der er 600 grader i den her have, jeg sidder af.
Anna Vestlev Sandfeld: 49:03
Jeg sidder med uld på herhjemme i den danske sømer.
Cecilie Conrad: 49:07
Ja, lad os sige farvel. Færvel og tak.
Comments