Vi står på skuldrene af vores mødre, bedstemødre, formødre. Vi er formet af vores egen barndom, som vi bærer med i vores forældreskab.
Når vi bevæger os ind i moderskabet, er en af de sværeste øvelser at være bevidst om vores egen barndom og opdragelse. Det vi bærer på, er med til at forme vores egen tilgang til vores børn og opdragelse.
I januar 2025 mistede jeg min mor. Jeg var hendes eneste barn, og jeg voksede op med en mor, der stod på sine egne ben. Hun tog nogle modige beslutninger omkring uddannelse (hun tog en 9. klasse og senere en HF og en kandidatuddannelse) og hun valgte at beholde et barn, selv om hun var 40 år da hun blev gravid.
Da jeg mistede min mor, blev jeg klar over, hvor meget hun har givet mig. Hun gav mig modet til at stå på egne ben og tage kompromisløse beslutninger. Blandt andet beslutningen om at gå i en anden retning i forhold til mine børns skolegang.
Jeg øver mig hver eneste dag i at lytte til mine børns behov for at forme deres dage efter det, de har brug for. Jeg øver mig i at være til stede i deres leg og samtaler og se bort fra de praktiske ting, der altid er i et børnehjem. Jeg tror på processen frem for et specifikt mål.
Når det stormer i vores relationer med de vigtige mennesker i vores liv, så mener jeg, at sårbarhed, ærlighed og mod er de vigtigste ankre. Det samme gælder, når det stormer indeni os som mennesker. Og så tror jeg på, at børn kan tåle den sårbarhed og ærlighed i langt højere grad end vi er vant til at tænke. Børn er ikke skrøbelige væsner. De er små naturkræfter, som vi bør behandle med ærbødighed. Derfor græder jeg foran mine børn. Jeg siger undskyld, hvis jeg har skældt ud. Jeg fortæller, hvis jeg har en svær dag. Så de forstår, at de også altid kan vise sårbarhed over for mig.
- Anna Vestlev Sandeld
Comments