I går spillede jeg GTA med min yngste søn. I forgårs talte jeg om psykopati med den ældste. De to ting har alting og ingenting med hinanden at gøre.
Da min søn for et par dage siden spurgte, om han måtte købe et nyt spil, sagde jeg ja. Det gør jeg som regel. Kun de virkelig dyre spil holder vi lidt igen med. Computerspil er en legeplads for vores sønner, en verden at udforske, en hobby, en leg, en uddannelse, hvis man vil. Da jeg så, hvad det var, smilede jeg og sagde: Nå! GTA alligevel. Må jeg prøve?
Desværre tager det flere timer at downloade computerspil, så jeg fik ikke lov til at prøve det. Ikke med det samme.
Men jeg fik lov at prøve samme forventningens glæde, utålmodigheden. Og i går var det så at jeg fik lov at prøve at selve spillet - en kort historie om at være helt utrolig dårlig både til at styre kameraet og bilen, at blive skudt af politiet to gange og dø i en eksplosion en. Det tog en halv time.
I konteksten af vores liv med computerspil var det en episk halv time. Det var walking the talk. At være med i stedet for at fordømme, at interessere sig for det, børnene laver, at være sammen i livet. Ikke være bange, men være nysgerrig. Klar til at have det sjovt.
Engang var jeg virkelig bange for spillene, og i fire år brugte vi ikke computere. Heller ikke til sociale medier, film eller noget som helst. Fire nemme år, men også fire FOR nemme år. Fra den store afstand til computerspil til der, hvor vi er i dag, kan der vist ikke rigtig være længere. I dag tænker jeg, at computerspil er sjove, komplekse, en del af livet, fulde af udfordringer, historier, identifikationer, oplevelser, og at for dem, som har det sjovt med computerspil, er det jo bare som det skal være.
Samtalen om psykopati med min ældste søn tog udgangspunkt i filosofi og adfærdsbiologi som han studerer for tiden, både ved at læse Sapolsky og Harari og ved at læse science fiction af Sanderson. Hvem er mennesker, når man skræller kulturen af? Det er jo et spørgsmål, der er stillet gennem århundrederne på mange forskellige måder, et spørgsmål, som måske i sig selv ikke giver mening.
Det er i hvert fald mit take.
Det menneskelige har ikke noget naturligt nede under kultur. Kultur er ikke et lag der holder sammen på os. Skellet mellem det naturlige og det kulturelle er en konstruktion skabt af en logik og faktisk også af en filosofi - det har ikke noget med tingenes rette sammenhæng at gøre. For der er ingen mennesker, der ikke har kultur. Der er således ikke en natur uafhængig af kultur, ikke for mennesker. Mennesker er kulturskabende natur. Det kulturfrie naturmenneske findes ikke. Vi er alle dannede.
I øvrigt er det et af mine yndlingsbegreber. Dannelse. Findes ikke på mit andet sprog, engelsk, og jeg glæder mig til at se, hvad ChatGPT gør ved det, når den om lidt oversætter.
Min søn og jeg talte om, at det er naturligt for mennesker at dele kultur, at det er naturligt for forældre at videreføre sociale og kulturelle koder ved at lære dem til sine børn, og at den måde, vi gebærder os på, altid vil være social. Mennesket vil være optaget af fællesskabet, og der er en fordring til at passe på hinanden.
Det er derfor, krimigenren blomstrer, og derfor fascinerer psykopaten – fordi det første – kriminaliteten – udfordrer den sociale orden, de kulturelle koder, ideen om, hvad der er i orden, og derfor sætter os i gang med at tænke over og nuancere systemet, mens det andet – psykopatien – skræmmer og undrer, fordi det ligger så dybt i natur-kulturen, det alment menneskelige at have empati og være optaget af fællesskabet. Psykopaten som ikke har de indbyggede medfølende grundindstillinger undrer, netop fordi alle vi andre har dem. Vi kan ikke forstå psykopaten, fordi det at stjæle biler, køre direkte ind i mennesker der går på fortovet, forårsage trafikuheld og skyde på politiet (og det der er værre) er så fuldstændig fremmed for os.
Og så sidder man der og spiller GTA.
Bortset fra den basale navigationsudfordring var det en spændende psykologisk udfordring at opleve, hvordan de kriminelle handlinger i spillet var fascinerende at arbejde med, og hvordan det netop var fraværet af realitet, der gjorde det muligt at udforske en adfærd, som aldrig ville udfolde sig i virkeligheden. Fordi den aldrig vil udfolde sig i virkeligheden, fordi den er fremmed, mystisk og uforståelig. Når man spiller GTA, leger man med denne klare følelse af, hvad der er okay, og hvad der ikke er, og bliver skarpere på det at være menneske.
Det var sjovt, og jeg blev faktisk en anelse bedre til at styre. Om end det driver mig til vanvid at styre mit kamera og min bil samtidig.
Det var dagens input. Jeg fik faktisk skrevet, mens jeg ventede på at mine børn er klar til at sove og der bliver stille i mit soveværelse. En læser sin bog, en anden bliver færdig med et kapitel i selvsamme GTA, og en tredje sover i sin kærestes T-shirt. I morgen er der fødselsdag og jeg tager min Challenge fra 2023 op igen, og ser om jeg kan skrive lidt hver dag.
Der er uendeligt meget mere at sige om rejsen frem til at spille GTA, om at være i verden, om unschooling og gaming. Så det er vel bare at klø på. Skyd mig endelig en tanke eller to. Hvor er I henne, alle sammen, med gaming, adult content, deltagelse, narrativer, beslutninger på børnenes vegne? Det er en vild rejse at være forældre. Lad os da tage den i fællesskab.
Kommentarer