Opdagelser i Bilbaos forstad: Fra rullebånd til grotter der ikke er der

Et sted udenfor Bilbao, onsdag d. 18. juli 2012

Hér har de forstået det!

Jeg ved ikke, hvor jeg er. Men jeg ved:

1. der er rullebånd i gaderne når skråningerne er for stejle.

2. Der er den mest totale kran-agtige svævebanebus-ting over floden

3. Guggenheim er en halv time væk

4. Der er en kirke fra 1400-tallet lige om hjørnet

5. Pensionatet har udsigt over havnen

Vi har ellers været omkring en del steder, hvor de ikke havde forstået det. Jeg kan for eksempel nævne det lille Supermercado, hvor vi ikke havde kontanter og spurgte efter en ATM. Stod og viftede med VISAkortet efter at have gennemrodet alle lommer og tasker og punge, og sagde 'donte es el banco' agitige sætninger. Damen svarede på et kinesisk sprog! Hun havde klart IKKE forstået det. Overhovedet ikke. Måske stod hun bare i det der mercado klokken ti om aftenen for sjov, ikke for at tjene penge.

Altamiragrottens skuffelse: Forventninger versus realitet

Og de havde sandelig heller ikke forstået det i Altamiragrotten. Den er verdensberømt, de største og mest velbevarede, mest utrolige og overvældende hulemalerier skulle være dér. Og et museum med en kopi så fantastisk, at ikke engang forskerne kan se om de er i den rigtige grotte eller i kopien - det havde vi selv læst på internettet. Og kopien kan man jo så besøge, uden at forstyrre kultur-arven; disse Verdenshistoriens første kunst-udfoldelser. Hér kan man rigtig få en fornemmelse for hele (kunst)historiens begyndelse, for dette utrolige fund.

Og hvad finder man så i virkeligheden? Et museum. Et kæmpe museum om forhistorisk menneskeliv, og en fake grotte-kopi med gange og lys-effekter og irriterende guider, der taler spansk og vil bestemme nøjagtig på centimeter, hvor man må være. Og man må endelig ikke tage billeder, det kunne jo ødelægge - hvad egentlig?

Det kunne snarere afsløre dem, og dermed ødelægge deres indtægtsgrundlag. Nej, det er nederen at være negativ, det er det - men mand, hvor er jeg uenig med den anmelder fra Vagabond: jeg synes bestemt ikke at Altamiragrotten er værd at køre efter.

Selve grotten må man slet ikke komme ind i, man kan komme hen til den og blive vist bort af en hoven mand med knippel, som siger at man jo bare kan se på den udefra. Og museet er bestemt ikke nogen tro grottekopi, det er snarere en plastic-kopi. Hvor man bliver lukket ind i små hold, og sendt rundt på lukkede gange, og ikke må passere hinanden.

Vi fik spat, kort og godt. Allesammen. Min bror og jeg har noget synkron genetik vedrørende autoriteter, og denne gang stod han af først. Nok er nok, og nu måtte de altså lige stoppe med deres uniformerede pis.

Selve museet er sådan set fint nok, rigtig godt formidlet til børn i alle aldre (altså så man kan vise det på forskellige niveauer uden selv at skulle gøre sig så meget umage). Men nu var vi der for at få en grotteoplevelse, og det fik vi ikke. Overhovedet ikke.

Livets små glæder: Superheltelege og familietid

Men vi fik ryddet op i bilen, og vi fik leget en superhelteleg, mig og Storm, og vi fik tisset flere gange allesammen, og lavet lidt fis. Det er godt, vi også så Gaudi-huset i Comillas og drak kaffe ved havet og fandt dette yndige og underlige pensionat i en forstad til Bilbao. Og spist håndholdt hotelmad med for megen olivenolie (igen, mand man er træt af det nu) og skrevet nogle blogindlæg og shoppet nogle souvenirs. For grotten, den verdensberømte Altamiragrotte - dén var lige til at lukke op og ..... ja, køre væk fra igen.

Er dog glad nu. Meget. Ved at livet har gaver og dagens premie er dette Pensionat ved Bilbao. Det bliver stort at være her, hvor de har forstået det. Jeg håber meget de har noget rent tøj til os i den her by, for ellers er det overflødigt med de der rullebånd, mine bukser kan fint gå selv.

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk