Da Life of Pi kom i biografen, så jeg den sammen med min ældste datter. På det tidspunkt var vores andre børn små, og det at tage ud og se en film var en måde at give vores ældste lidt mor-tid.

Filmen er visuelt smuk, historien overvældende, på samme tid et eventyr og en tragedie. Uvirkeligheden og de drømmeagtige farveværker gør det til et fantastisk eventyr at nyde i mørket med popcorn. Filmen har et plot-twist der får dig til at tænke.

Jeg vil ikke spoile filmen for dem, der ikke har set den; jeg vil i stedet dele nogle af tanker, den fik mig til at tænke over.

Vi har lånt et svensk sommerhus - og vores børn går på opdagelse - de har nærmest været på teknologimuseum og har udforsket gammel teknologi som VHS, DVD'er og CD'er. 

I DVD-samlingen var Life of Pi. Denne smukke film er virkelig en der får dig til at tænke. Om hvad virkelighed virkelig er, og hvilke historier vi vil leve med i vores liv.

Jeg har skrevet om det før, om hvordan vores syn på livet, vores filter til at opleve verdenen på mange måder, består af historier og nuancer som er skabt af historieelementer. Karakterer, stemninger, handlinger, og udvikling.

Hvad kan du forestille dig? Hvilken historie fortæller du dig selv? Netop dette er din begrænsning eller din styrke.

Historien om Life of Pi kan opfattest som at handle om coping-mekanismer; hvordan det at skabe en bedre historie er en måde at følelsesmæssigt overleve en udfordrende situation på.

Spørgsmålet er: Gør vi altid det? Og er den såkaldte virkelighed af den udfordrende situation mere sand end den måde, vi vælger at se den på?

Hvad er forskellen mellem fortællingen som en coping-mekanisme og dyb forståelse?

Jeg frygter, at den mainstream-ide om virkelighed, det videnskabelige synspunkt, og hvad der kan måles, dokumenteres, fotograferes og tælles på en eller anden måde har fået en usund status.

I modsætning hertil er følelsen af det, stemningen, eventyret, Kraften, den lange prikkede historielinje, og Meningen og Tegnene noget, hippier i lilla tøj taler om, mens alvorlige mennesker griner.

I mit ekspertiseområde er fortælling, fantasi, opfattelse og væren i centrum - og intet af det kan måles. Det kan kun føles - og opleves.

Så, i forhold til filmen, stemmer for den første og smukkeste historie om Life of Pi.

Den historie hvor drengen og tigeren overlevede; det der skete, var skønheden.

Dette er sandheden.

En sandhed meget højere end nogen tragedie, da det er historien om religiøs tolerance, om at tale til Gud, om at respektere alt levende, om tabet af al håb og om at give dig selv til Gud, om mærkelige chancer og stjerner og hvaler, om at lære ekstremerne i sit væsen at kende og fortsætte med at gå igennem livet, selv når rejsen gennem livet er hård; og om kærlighed.

På denne måde handler Life of Pi om alt, hvad der nogensinde har betydet noget, og om hvad det vil sige at være menneske og hvordan vi håndterer livet.

Lys og kærlighed

Cecilie Conrad

Tak fordi du læser med
Jeg vil elske at høre fra dig. Lytte til dine tanker og refleksioner - eller ros :) Det er ofte følelsesladet at dele vores liv på denne måde, og vi bliver meget glade, når vi får feedback fra jer der læser med. Så du er meget velkommen til at dele en kommentar nedenfor 😋