Jeg voksede op med to fædre. Jeg voksede op i to familier, med to mødre, to fædre og to hold søskende. Kun en af mine søskende rejste med mig fra den ene familie til den anden, og ofte gjorde vi det ikke engang samtidig. Det har været forvirrende for min identitetsdannelse, for min væren i verden. To kulturer, to virkeligheder, to udgaver af mig.
Men det er ikke pointen i dag.
I dag tænker jeg på noget, som den ene af mine fædre altid sagde:
Vi giver aldrig op.
Aldrig nogen sinde giver vi op.
Et godt slogan at holde fast i dengang jeg havde kræft. Og noget at tænke på, når vi bokser rundt med vores tilsyneladende umulige liv.
Vores to store mellembørn på sytten og nitten begynder på en universitetsforberedende uddannelse til januar efter aldrig nogen sinde at have gået i skole, efter at have været unschoolede, altså aldrig mødt skoleformatet. Det er deres udtrykte ønske at komme på universitetet, så vejen er fin og god for dem. Frivillighed er et centralt begreb for unschoolere, meget vigtigere end negationen af skolen som sådan. Faktiskt helt centralt.
Lige dér i centrum af det hele, sammen med relationen, det at gå i kødet på livet med alt, hvad det indebærer, i en kontekst af ubetinget kærlighed, af at høre til, af at være sammen med nogen, som ved, hvem man er. Helt ind til benet.
I løbet af de sidste næsten otte år, er vi blevet nomader. Så samtidig med at de unge studerer, farer vi verden rundt. Projekter, mennesker, eventyr, hikes, kunstmuseer og meget mere fylder vores kalendere op.
I går hen under aften, spændt ud mellem en fødselsdagsfest i Danmark og et event, vi hoster i Tarragona, Spanien, med kun få dage imellem, spændt ud over den tyske autobahn med 120 km i timen og et forbrugsbatteri, der var drænet af riskogeren, kaffemaskinen og gamercomputeren, sad vi så dér og studerede matematik og grammatik under en opladelig ledlampe, der svingede med bilens bevægelser. Køresyge rammer, når man skriver i en bil, der kører. Trætheden var overvældende.
Men vi giver aldrig op.
Det ene barn skal læse matematik for 11 års skolegang op på tre måneder og til eksamen til jul. Det andet øver sig i sine svageste områder, og det er vældigt hyggeligt.
Det er vildt nok at have unschoolet i mere end ti år og så pludselig have formatet skole som en kniv på struben. Det store stygge ord eksamen står og lurer i vintermørket, og vi må navigere i at være tro mod dem, vi er, mens vi finder en kompatibilitet med den verden, vi engang sagde nej til.
Man kan godt lære matematik under en svingende lampe i en bil på Autobahn. Hvis man virkelig vil. Det er det, der er hele pointen. Man kan lære, hvis man er interesseret. Oftest lærer unschoolede børn bare fordi de laver noget, der giver mening, og læringen som sådan er ikke formålet med aktiviteten. Man kan sådan set sige det modsatte lige nu om vores indsats. Læringen er formålet. Forstå det system som er fremmed og lær de redskaber og færdigheder der er nødvendige og gerne også den bunke af reel viden der er værd at tage med fra oplevelsen.
Formålet med aktiviteten er at lære. Metoden er ny, egentlig ret sjov. Begge børn hygger sig med en konkret udfordring og ville blot ønske, at der var lidt større huller i kalenderen til at fordybe sig i det akademiske. Sådan har det forresten altid været. At have tid til at læse, tegne, lave matematik, lave projekter, udforske forskellige akademiske discipliner og samle sig viden og færdigheder har altid været højt på ønskelisten for aktiviteter i vores familie. Det er en form for fritid for vores børn. Deres arbejde og hverdag er livet som sådan. At forholde sig til relationer, praktiske opgaver, rejseaktiviteter, motion, arbejde. At studere er en luksus, og vi kaster os ud i det med liv og sjæl.
Mærkelige baglænse komplekse verden. Here we come. Med svingende lampe og fokuserede hjerner drøner vi sydover og lærer matematik og studieteknik og historie, inden vi lander i næste enorme event.
Kan det virkelig være en pause at lave brøkregning og løse andengradsligninger, skrive rapporter om red-shifting og cosmic microwave background med 120 km i timen? Eller er det kun ham, der spiller GTA, der virkelig holder fri?
I min optik er de alle tre lige meget på arbejde, lige meget i livet, på lige fod engagerede i præcis det, de allerhelst vil. Og jeg koger kartofler, tjekker regneopgaver, gennemlæser konstruktioner, drikker kaffe.
Det er en fest. En lidt busy fest måske, men en fed fest. Det her liv.
Og vi giver aldrig op. Vi KAN faktisk godt nå det hele.
Nogle gange må vi rejse ind i det, vi ikke kender, og nå det hele under nye præmisser, men det er jo bare en del af festen.
Mens bilen bevæger sig tættere og tættere på den side af Pyrenæerne, hvor solen skinner, tænker jeg på min barndom. Min anden far, som fredsommeligt slog sin knytnæve i køkkenbordpladen, rettede ryggen og sagde højt til sig selv: “Vi giver aldrig op!”.
Og så gik han videre i sine sysler. Lavede mad, vaskede op, rettede blækregninger og talte med os fem børn. Han gav aldrig op, han kløede på.
Min anden far døde nytårsaften for næsten seks år siden.
Jeg savner ham selvfølgelig, men det er også okay. Han er med os, med os i bilen, hvor vi ikke giver op, med os i vores liv. Sorgprocessen har gjort sit arbejde, og åndeligt set mærker jeg mine afdøde tydeligt og føler mig ikke alene.
Når jeg siger, at jeg aldrig giver op, er han med, og når jeg videreformidler til mine børn de otte vigtigste matematikregler (som forresten gælder i rigtig mange af livets forhold og kræver sin egen blogpost), så har vi ikke mistet ham, vi bærer ham med os.
Der knytter sig et smukt minde til dengang han forlod denne verden.
Han døde to gange.
Først døde han. Vågnede ikke rigtig efter en mindre operation og gled fredsommeligt videre ind i den næste verden. Men da hospitalet er, som det er, blev han genoplivet. Første gang han døde, var han død i 25 minutter.
Det er ret lang tid.
Familien samledes efter genoplivningen, og satte sig til at vente på den anden død. De livsforlængende maskiner skulle slukkes, og selvom han levede med en tynd tråd i denne verden uden maskineriet, vidste vi alle, at det var et spørgsmål om kort tid. Vi vidste også, at det ikke havde været hans ønske at blive genoplivet, at han ønskede at finde sammen med vores mor, som døde otte måneder tidligere. Han ville ikke mere uden hende. Det var selvfølgelig sørgeligt, men det var samtidig det rigtige.
Alle var der. Bare ikke min familie.
Vi var på fjerne kyster, som man siger. Kunne ikke nå hjem. Så i den smukke fugtige vintertåge på Portugals sydkyst, ventede jeg på nyt fra Hvidovre Hospital, mens årsskiftet nærmede sig time for time. Ventede på hans anden afrejse, ventede på at uret drejede hen til et nyt år. Et år som forresten blev mere vanvittigt end noget på planeten Jorden på det tidspunkt havde set komme.
Netop som vi parkerede i en lille bjerglandsby, kom opkaldet. Vi skulle i cirkus med nogle venner, et fransk kunstcirkus til fejring af årsskiftet. Teltet var gult, lamperne smukke, natten mørk. Forestillingen er til dato den smukkeste, vi nogen sinde har set, og vi har nu set en del kunstcirkus, inklusive fire forestillinger med Cirque du Soleil.
Vi grinede og græd, måbede og smilede, beundrede og følte, mens vi tog det hele ind, sammen alle sammen. Vidste jeg, at min far ikke havde givet op. Han var gået videre. Hans plan var at gå videre til den næste verden, og dét gav han ikke op på. Alt omkring det var komplekst og fint og fuld af kærlighed og skønhed. Året vendte, og vi gik videre i livet uden ham.
Anden gang han døde, døde han for good. I øvrigt.
Her seks år senere sidder jeg i en bil på Autobahn og underviser pludselig mine unschoolede teenagere i klassisk skolemateriale, deltager i et pres på for at gøre noget, mange ville sige er ret umuligt, mens bilen bevæger sig med 120km i timen.
Det er helt fint. Det er sådan, vi er. Jeg er sikker på, at denne optimisme, det at gøre det, selv når det virker umuligt, og det at aldrig give op, bringer os meget længere, end nogen mere "realistisk" strategi nogensinde kunne.
Livet er ikke simpelt, og tiden bøjer mærkeligt, er ikke lineær, matematikken falder fra hinanden, vi må tro, klø på, fortsætte, smile. At tro på, at vi kan det næsten umulige, er en strategi, der hjælper os med at overvinde middelmådighed og kedsomhed – og gør vores liv rigere. Så vi fortsætter for fuld drøn på flere niveauer. Ned ad syveren mod Syden, videre i livet, videre i alle projekterne.
Og vi giver aldrig op. Aldrig.
Kommentarer