Badeferie og skrivepause, Alhaurin de la torre

Badeferie

Jeg gik lige helt i stå med at skrive, siden vi ankom i onsdags. Blev smidt lige ud i at tage på skadestuen med Dawn og Mir, der havde slået kravebenet slemt på sit stengulv. Tror det tog lidt pippet fra mig at forsøge at gengive oplevelsen. Og så gik jeg bare i stå med at skrive.

Lige nu har jeg 6% strøm på min computer, og kan dermed ikke få skrevet så meget. Men lidt kan det vel nå at blive til.

Thomas tog en hurtig beslutning og er ankommet

Vi hentede min bror Thomas i lufthavnen her i formiddag. Han tog en hurtig beslutning og hoppede på et fly i nat. Skønt! Han har besluttet at leje den anden ferielejlighed på adressen her, så der er ikke er noget logistikproblem ift at være sammen. Dejlig let. Og vildt hyggeligt. Hvis man vil se, hvor vi bor, har Bernhard et site om huset: www.bonitavilla.com

Det var mig, der kørte til lufthavnen, og det gik ganske fint - jeg synes det er sjovt at køre, men er altså stadig bange for det. Indrømmet, det er jeg. 

Altid festligt at hente nogen i en lufthavn. Især en elsket. Og vi fandt det, og vi fandt væk igen. Der er temmelig stressende i en lufthavn samtidig...

Naturreservat

Vi kørte mod El Chorro, som er en kløft et smukt område med en kløft (El Chorro, er egentlig en by, men vi kalder altså bare området for El Chorro). Lidt ligesom i i Frankrig, blot med meget ældre og langt mere usikker bro at gå på. Tror faktisk ikke, vi ender med at gå derop, for det ser virkelig farligt ud, om end meget meget smukt også. I dag nøjedes vi med at køre til dæmningen, og til et sted ved en lagune. Thomas var træt, men også virkelig dejlig at være sammen med, og som altid fotografisk inspireret. Han sagde, at det fede var, at ligemeget, hvad man fotograferede, ville det blive fedt. Det var også en meget smuk park. Og det var bare utrolig smukt og spændende det hele. Jesper kørte, jeg er stadig meget bange for at køre i bjerge, så det var nok meget godt.

Der er rigtig meget naturreservat hernede. Men det er måske heller ikke så svært, når der er bjerge overalt. Hvad skal man ellers bruge dem til?

Det samme naturreservat rummer en anden lagune, hvor der holder flamengoer til. Og der er vandreruter, og på kortet er der også en tegning af en hval?! Man undrer sig. Om end der er floder ind i landet og op til disse kæmpe vandområder, tvivler jeg nu alligevel på, at jeg kommer til at se hvaler. 

Viden og lys - om at finde vej

Bernhard har lånt os en bog, men da den er på spansk kan jeg ikke læse andet end billederne. Må simpelthen finde nogle gode websites eller købe nogle flere bøger. Uvidenhed er et dybt mørke! Men der er lys på vores vej samtidig, det tvivler jeg ikke på. Vi får hele tiden den ene fantastiske oplevelse efter den anden. Hver gang vi kører, og hver gang, vi kører den forkerte vej, viser det sig at være rigtigt og byde på skønne timer sammen, i naturen, ved vandet, under solen, i livet, i live. 

Og om end krokodilleparken var en meget spændende oplevelse, var det også endnu et eksempel på en turistfælde. Torremolinos, hvor parken ligger er et af det helt store charter-mekkaer; vi kørte ikke engang ind i byen. Orkede det ikke. Og parken var jo også bare plastic og frostvarer, masseproducerede souvenirs og pile: "Gå denne vej og aflever dine penge, Turist". Man kan godt få noget godt ud af det, og stedet bød da også på skønne oplevelser. Men vi trængte lige til en tur ud naturen eller fem, ovenpå den oplevelse.

Sidder på vores terrasse ved Fingaen lige nu, og har lige set en rotte smutte over udhænget og op på taget. Klamt? Måske bare Guds frie natur. Men ok: Ingen mad udendørs, i hvert fald ikke protein...

Lagunen, en ruin og noget rå natur

Det første sted, vi stoppede sammen med Thomas i går, var ved en ruin. Vejen ned mod lagunen var en jeep værdig, og jeg beordrede Jesper at stoppe på halvvejen. Om end vores bil er stærk, er der ingen grund til at løbe den risiko at køre den meget langt ned et sted, hvor man faktisk ikke ved om den kan komme op igen. Og flad parkering, tak. Ikke alt for meget arbejde for håndbremsen. Da jeg i morges satte ud, kørte jeg bilen ud af porten, og skulle lige vente på at Jesper hentede sit VISA-kort - og den hældning kunne håndbremsen ikke helt klare. Det knagede i den og bilen trillede en smule,også når jeg hev og flåede i den. Faktisk kørte jeg helt op på toppen af bakken uden Jesper og Liv, fordi jeg ikke fandt det forsvarligt at vente der. Og det var jo på astfalt. Men jeg bekymrer mig jo også mere end Jesper om ting.

Anyway - vi kørte halvvejs ned, og gik resten af vejen. Nu er det jo også ret fedt at gå på sine ben ude i naturen. Alle steder, på nettet og i bøgerne, står der, at man skal huske lange bukser og gode sko, hvis man vil ud og vandre i naturreservaterne - og der var jeg så i mine birkenstoch og den franske sommerkjole, og der var da masser af tidsler og klippestykker, og hvad ved jeg. Men der var jo altså også lige bare så ufatteligt smukt, at det da kunne være ligemeget. Og jeg har travet ganske meget rundt i både Indien og Thailand i klipklappere, også i klipper og ved vandfald og igennem skov og bevoksning - så hvorfor ikke også her?

Maden blev slæbt med, og endda barnevognen, som Silke havde brug for, da hun var meget træt. Det var en sigøjnerudflugt, festligt og folkeligt og kaotisk, som når vi er bedst. Storm førte an, og var meget skøn at se på i sin blå bluse, med sine blå øjne, under den blå himmel ved det blå, blå-turkise vand. Fantastisk. 

Oppe i Ardales, byen nærmest naturreservatet, havde vi købt brød og frugt, og ved vandet kunne vi så indtage denne kongelige frokost: Hvid brød, avocado, citron fra 'egen' have, appelsiner og tomater, oste og en enkelt pølse. Samt chips og lakridser. Speltmor go home! Det her handler om at være sammen, ikke om helsekost. Og i øvrigt: For den rene er alting rent - det står vistnok selv i Biblen!

Thomas tog en masse billeder med sit seje kamera, og Storm fandt et dyrekranie - måske et lam eller en ged eller noget. Mega-sejt! Man kunne se at vandstanden var lav, og at meget jord var skyllet væk mellem træerne. Der var noget bevoksning som var plantet - måske mandeltræer, vi var ikke helt sikre. Tydelige (lorte)spor efter masser af dyr, som vi med vores støj nok havde skræmt væk allesammen. Liv så vistnok et enkelt dyr, ellers så vi kun fugle. Og jo: Liv så et sejt firben med grønne og røde tegninger. 

Da Fjord begyndte at knirke, tog vi turen op igen. Jeg døde af skræk, da bilen trak sig op på hovedvejen igen. Næste gang tror jeg jeg insisterer på at vi går hele vejen ned. Men pyt. Vi overlevede. Og kørte videre op til dæmningen. Den gamle dæmning var klart smukkere end den nye, og mens vi kørte traf vi beslutningen om at køre tilbage en anden gang. 

Nå - nok for nu. Nu min første nattetur i pool.  

Og resten af historien fortalt dagen efter:

Dæmningen

Videre kørte vi op mod dæmningen, vi havde set på billederne. Det er jo ikke rå natur, men der er noget altid fascinerende ved dæmninger; det totalt naturstridige i den store højdeforskel på vandmasserne. Og så er vandet jo altid smukt, uanset hvad. Vi kørte og så begge dæmninger, både den gamle og den nye, og stoppede først rigtig tilbage ved den gamle. Kravlede over et hegn for at komme helt ned til vandet, hvor nogle gæs holdt til med deres unger, nogle store fisk svømmede rundt i vandet og en slange var i gang med at sluge en lille fisk. En utrolig naturopelvelse.

Oppe på dæmningen fandt vi en bænk i skygge, og Fjord skulle tisse. Han kunne bare ikke helt overskue at tisse i græsset og endte med at tisse på mig. Men hvad. Det har jeg prøvet før, og det kan jo skylles af. Vi gloede ned i det opdæmmede vand og på fiskene, der svømmede i række efter gæssene - sjovt nok. Nogle bud på hvorfor?

Og vi gik ud på broen over dæmningen, lidt på skift, for Storm og Silke var for trætte og ville ikke mere. Og så den lille smule vand i floden på den anden side, den frodige bevoksning i flodlejet og på bjergene omkring, fugle der fløj omkring, den gamle meget smukke byggestil, vandet der plaskede - åh ja. Ren idyl. Om end krydret med en vis træthed på dette fremskredne tidspunkt. Bagefter skulle vi bare tilbage og hvile og spise, og installere Thomas som jo endnu ikke havde sat sin taske noget sted; blot skiftet til shorts i bilen og smurt faktor 50 på skuldrene (storesøsters ordre).

Galleri

Og her en bunke billeder fra den dag, vi hentede Thomas og besøgte laguner og dæmninger og så en masse dyr.

Storm og Silkes morgenrutine. Der hygges med at spille spil.

Vi nyder solen, og nusser om Fjord

Skilt ved dæmningen - alt er farligt. Elsker at der er nogen der har skrevet på skiltet.

Silke. Chokolademund.

Fjord tygger I alt han kan få fat på.

Vi er parkeret ved dæmningen ved Embalses Guadalhorce-Guadalteba.

Vi har taget frokost med. Ohhh - at sidde sammen i naturen og nyde livet.

Dæmningen ved Embalses Guadalhorce-Guadalteba - På dansk hedder floden der er opdømmet for Stilhedens flod.

Lyset. Farverne. Åhh så smukt.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her