Om fugle der er der, og fugle der måske er der

Forventningens glæde

I dag skal vi på fugletur; vi tager op og ser på La Fuente del Piedra, som er en meget stor lagune en times tid nord for, hvor vi er. Den kaldes også The Pink Lagune, fordi en enorm flamingoflok yngler dér. Min begrænsede viden om flamingoer fortæller mig, at æggene klækker i maj og ungerne først er flyvefærdige i august, så jeg kan ikke forestille mig andet end, at de må være der nu. Og på nettet kan jeg læse, at flokken er på ca 13.000 fugle, så selvom lagunen er meget stor, vil jeg mene, der er god chance for at jeg får dem at se. 

Rovfuglene på bjerget

I det hele taget skulle La Fuente del Piedra være et godt sted at se fugle, alle mulige fugle. Og nu vi er ved fugle, var vi i onsdags oppe og se en falkonergård. Eller et falkoner-sted. Ved ikke lige, hvad det hedder når der ingen gård er. Det var en utrolig oplevelse; jeg bliver altid fascineret af dette nærmest umulige forhold mellem mennesket og fuglen, når jeg oplever falkonerer.

Svævebanen

Vi kom i virkelig god tid, da vi havde fået hentet nogle lidt forkerte informationer på nettet, men det viste sig faktisk at være en gave. For at komme op på bjerget, kan man vælge en efter sigende meget led vej, eller man kan 'flyve' i kabelbane. Turen op ad bjerget, var en oplevelse i sig selv - både grænseoverskridende at sætte sig selv, sin elskede bror, sin ægtefælle og samtlige sine fire børn ind i en lille gondol for bare at tro på at systemet holder (for det ser altså skrøbeligt ud, sådan i forhold til bjergets storhed), men også samtidig en oplevelse af utrolig skønhed. 

Udsigten over Malagabugten, himlen der smelter sammen med havet i horisonten i denne disede tone af blåt lys - ja, den var naturligvis endnu mere overvældende, da vi først var kommet helt derop. Men samtidig var bevægelsen, det at sidde der og holde vejret og holde i hånd, mens man stiger op og det klikker i ørerne og bugten åbner sig mere og mere, mens man nærmest sniger sig langs bjerget opad og opad. Ja, bevægelsen var en voldsom, stor oplevelse af en særlig, kompliceret skønhed. 

Bjerget

Det var bjerget vel sådan set også. I al sin kæmpe-stor-hed. Til trods for svævebane, og velbygget sti, colaautomater og junkfood, besad bjerget og den utrolige udsigt fra det, en særlig, kompliceret skønhed. Vi var i vældig god tid, og gik en laaaaaang tur rundt i de udlagte ruter, tog billeder, spiste kiks, så dyr (firben, sommerfugle, biller, fugle), drak alt vandet og al juicen. Det var skønt at være sammen. Storm og Silke blev trætte, og det var bestemt også synd for dem, at vi kom så meget for tidligt.

Fuglene

Da klokken til sidst blev fem, gik vi ind for at se fugle på falkoner-området. Det begyndte med gribbe, som er enorme fugle. De gik fredeligt rundt og var - ja - enorme. Falkonerene sendte dem op at cirkulere, mens vi ventede på at præsentationen skulle gå i gang. Det er utroligt at se dette samarbejde mellem opvindene og dyrene. Gribbe er virkelig store, rigtig rigtig store. Og alligevel ligger de bare og sejler rund i luften. De bevæger ikke vingerne, flytter sig bare fra den ene opvind til den anden, og kan cirkulere i timevis. Det gjorde de heldigvis ikke, for vi havde ventet rigeligt den dag. 

Da showet begyndte, fik han fuglene til at flyve tæt hen over vores hoveder, så vi virkelig kunne mærke, hvor enorme de er. Thomas tog dramatiske billeder, det var også ret utroligt. 

Fugle i hovedet

Falkoneren var ung, og talte spansk og engelsk flydende, så vi fik det hele med. Han viste disse gribbe, flere ørne, nogle falke og en ugle til sidst. Det store scoob var, at en falk satte sig på alles hoveder - undtaget de mindste børn, og undertegnede (nok fordi jeg sad med hele tre småbørn på skødet/ved min side). 

Storm med ørn på armen

Og så er det jo altid spændende for publikum at deltage, så det var stor succes, at manden inviterede to børn til at deltage i showet. Første gang sagde han, at den første dreng, der kom kunne få lov at prøve noget. Storm var lynhurtig og meget modig; kastede sig ud i det. Og fik en stor læderhandske på. Falkoneren kaldte ørnen til sig, så den landede hos Storm, der var meget imponeret. Manden bad os voksne om at oversætte til Storm at han skulle være stærk i armen, og så fik han lov at holde den kæmpe fugl helt selv. Det var et stort øjeblik. Meget stort. Heldigvis havde vi Thomas med, som har taget fantastiske billeder af det, for vi andre sad bare med åben mund.

Liv på scenen

Senere bad han igen en dreng om at komme, men den dreng, der kastede sig ud i det forstod ikke opgaven, kunne ikke gribe og var temmelig bange for fuglene. Desuden forstod hans mor hverken spansk eller engelsk, så hun kunne ikke forklare ham, hvad han skulle. Så da  manden sagde, han havde brug for en dreng, der kunne spansk eller engelsk rejste Liv sig op; hun var klar! Noget overrasket var den unge spansk/engelske mand - han var vist ikke vant til piger med ben i næsen. Men ikke uden evne til omstilling; han bad hende komme, og de kastede sig ud i øvelsen.

Der var to fugle, der kæmpede om at få det kød, Liv skulle kaste til ørnen - de hoppede om fødderne på Liv og falkoneren. Og Liv skulle kalde og svinge armen på en bestemt  måde efter at have grebet kødet i luften, før de to hoppende fugle snuppede det. Og når ørnen så kom, skulle hun kaste kødet højt op i luften, så den kunne gribe det. Hun klarede det hele tre gange (alle de tre gange der var), og der var ikke et øje tørt. Thomas tog igen billeder, og vi hujede og klappede sådan som forældre nu engang skal. Liv fik en ægte ørnefjer i belønning - de giver held, så nu glæder vi os til LOTTO på lørdag. 

Ugleunger, uendelig blødt og meget meget skarpt

Til sidst fik vi lov at holde ugleunger. Det var stort. Deres dun var uendelig bløde, men deres kløer var til gengæld skarpe. Det var meget specielt i hænderne at opleve disse to sensoriske modsætninger samtidig; meget specielt.

Souvenirs

Storm fik en unge til sin Ørn, som er hans sovebamse, vi har købt engang til falkonershow mens jeg var skaldet - i øvrigt den eneste gang, jeg brugte min paryk, husker jeg - helt ude af konteskt. En helt anden historie. Men da så vi et rigtig fint show, og Storm som elsker ørne, fik en ørnebamse, som er hans gode sovebamse og med på rejsen her. Så da der var ørne-unge-bamser, måtte jeg simpelthen købe en til ham. Silke fik en ugle-unge-bamse, fordi hun havde holdt en nuttet lille ugle. Og Liv måtte nøjs med sin fjer. Hun ønsker sig vist også mere en macbook air, end en ny bamse.

Vilde flamingoer

Nå - tilbage til i dag: Det er blevet aften, vi har været ved Fuente del piedra for at se den enorme flok flamingoer, der yngler i Europa - der skulle være op til 25.000 dyr, står der i Politikens visuelle guide til Andalusien. I virkeligheden er lagunen udtørret, og der er næsten ingen fugle. Vi så på meget stor afstand, gennem varmedis og Thomas' stærkeste zoom noget, som måske - nok sandsynligvis - var måske 40 flamingoer. Eller også var det får, det kan ikke helt tydeligt afgøres. Døm selv, når jeg får billederne op. Det var i hvert fald en meget mærkelig oplevelse - igen dette med at sætte ud med en forventning om, hvad man skal opleve og så komme hjem og have lært noget, man vidste i forvejen: Ingen kender dagen, før solen går ned. Og det er ikke målet, det er rejsen, det handler om.

I morgen skal vi se Alhambra. Gad vide om det står der endnu?

Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her