Hvem bestemmer over dit barn? Og hvor meget? Og hvornår? Og hvorfor?
Ideen om liberty self ownership er vældig vældig inspirerende for familielivet. Jeg er ingen filosof, og jeg mener ikke, jeg sådan umiddelbart kan finde løsningen på alverdens problemer. Jeg er klar over, at Libetarians angribes fra mange sider, og det er vildt for mig ikke længere at kalde mig socialist. Men det er en anden sag. Her gælder det 'bare' om at redde børnene.
Jeg synes selv-ejerskab giver vildt god mening, når det kommer til børn i alle størrelser. Det er en næsten daglig opgave at finde balancen mellem styring og frihed - for forældrene. Men den opgave hører med, og vi må konstant afbalancere magtanvendelse, overtalelse og alt det bestemme-halløj med den ultimativt vigtige anden side af sagen: Børnenes frihed til at være, mærke og udvikle sig selv.
Friheden og roen og kærligheden i at være god nok, som man er, elsket nok, uanset hvad man gør, kan lide, finder på. Der er nogle hårfine balancer, og så er der også den praktiske side. Jeg har skrevet udførligt om det i en artikel om det syge maskinelle børnesyn, og også i den om husmoderens hænder (som aldrig hviler) - det her med, at langt hovedparten af det, vi voksne bestemmer i vores familie, bestemmer vi af praktiske hensyn. For at få ressourcerne til at slå til. Ikke af pædagogiske eller moralske hensyn. Hovedparten af resten er helbred, kropslig såvel som akademisk og sjælelig. Vi passer på vores børn, mens vi lærer dem at passe på sig selv. Læs også artiklen om tid, og om at finde ud af, hvad der er vigtigt.
At kunne passe på sig selv, og samtidig være i stand til at passe på alt levende omkring sig, er vores hoved-fokus for vores børns opvækst. Skal vi lære dem noget, er dette på top fem. Jeg vil ikke lave en liste, og slet ikke en prioriteret.
I denne kontekst synes jeg, at self ownership giver virkelig god mening. Mine børn lærer i videst (praktisk) mulig omfang, at de selv bestemmer over deres kroppe og deres tid, deres initiativ og engagement. Jeg synes, det er vanvittigt vigtigt, at de lærer at mærke efter, hvor de selv er, hvad de har brug for, hvad der er det rigtige for dem (læs i den anledning om sundhed her). Det betyder, at jeg nødig tvinger tandbørsten ind i munden på dem, at jeg ikke bestemmer, hvad de spiser, hvor de sover, om de skal have tøj på, om de skal klippes - dit og dat. Jeg bestemmer ikke, hvilke bøger, de læser eller hvad de tegner. Jeg ved godt, at der er utrolig meget, de lærer, blot ved at vokse op med os (udflippede) forældre, og at man ikke kan undgå at påvirke dem. Det synes jeg bestemt også, man skal. På en bevidstgjort og åbenhjertig måde. Jeg ved også godt, at den ramme, vi voksne sætter bestemmer over deres liv. Netop derfor er det så vigtigt, at voksne ikke også bestemmer alt muligt andet, bare fordi de plejer, bare fordi de kan.
Mine børn lærer, at de ejer sig selv. Og hvis de gør 'som jeg siger', vil jeg gerne have, at de gør det, fordi de stoler på mig og ved, jeg hjælper dem - ikke fordi jeg er voksen og bestemmer. Og jeg glæder mig over deres indvendinger, og argumenter - og må sige, at især de to ældste ofte virkelig har haft ret, når de har protesteret over stort og småt. En lillle anekdote fra i går: Storm gik mod stranden (fra en parkeringsplads) i strømpesokker, og jeg sagde: "Enten sko eller bare tæer - sokkerne bliver slidt op for hurtigt ellers". Og Storm svarede: "Mor. Jeg kan virkelig godt lide at gå i strømpesokker, og vi køber jo alligevel genbrugssokker, som nogle andre har haft før mig og som næsten ikke koster nogen penge. Og vi har mange sokker derhjemme. Betyder det virkelig så meget?". Nej. Det gjorde det selvfølgelig ikke. Samme søn har jo også protesteret mod saksen i håret (Læs: Kan drenge have langt hår?), og mod skolen, så han nu hjemmeskoles, fordi det i sandhed er det rigtige for ham.
Tænk pointen ind i familielivet, inden du (evt) går i bro over de politiske konsekvenser, hvis self ownership skal tænkes i en samfundsmæssig kontekst. Det vil jeg helst ikke udbrede mig om. Og det er også en anelse ligemeget; det ligger ikke lige om hjørnet at vi laver revolution på dét plan. Til gengæld kan man sagtens lave en stor revolution i sit liv, sin tid, sine allervigtigste relationer, hvis man lærer at slippe sine børn. Det er dine børn, ikke statens, ikke pædagogernes, ikke skolelærernes eller sundhedsplejerskens. Men - først og fremmest er det dit ansvar; det er dét, det betyder.
Børnene er dybest set deres egne. Fra den dag, de bliver født.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Udvalgte kommentarer fra da artiklen var på SpeltMor.dk
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Kommentarer