Friheden til at stå på hovedet i sand. Når man vil.

Er det ineffektivt, er det ligegyldigt, er det usystematisk, uprofessionelt og ‘at komme ingen vegne’?

Ja.

Måske er det. Lige bortset fra ligegyldigt.

Ligegyldigt er nemlig det, det ikke er. For det, som er inde i alt det her, eller over det – metalaget: er stemningen, meningsfuldheden, fællesskabet – det lys, som skinner gennem en opfindsom og lidt kluntet dag, hvor den mindste er lidt træt, og den største sover meget længe og jeg ikke lige kan finde mine sko. Og min telefon. Det, det hele drejer sig om, er de valg, vi træffer, og de fællesskaber, vi er forpligtede på og klar til at værne om. Den kærlighed, og det engagement, der er i den tid, vi har sammen, de ting vi vælger at lave sammen, de veje, vi finder. Det vi er, ikke det, vi vil og kan og når og ‘klarer’. Men det, vi er, og dem, vi er det sammen med.

Ninjaer i solnedgangen. Det er yndigt.

For nylig delte en af mine hjemmeskolende veninder en cover-musikvideo over den der ”Let it go” hit-sang fra filmen Frost. Og den får mig simpelthen til at tude (den får mig for øvrigt også til at grine). For linierne ”Here I stand, and here I’ll stay / ’cause I’m their mom” er så lynkskarpt præcis det, mit valg drejer sig om. Den ubetingede kærlighed, som findes i den familiære relation og det dybe venskab, er det lys, der stråler gennem menneskelivet og direkte ind i evigheden (hvor det vel også kommer fra) – dét lys, jeg endnu mærker fra min just afdøde mormor OG fra den farmor, som døde for 15 år siden – dét lys er det eneste, der bliver tilbage, når dagen er gået. Det stråler ind i brøkregningen og latinstudierne, i tomaterne og filmcitaterne, det findes i salaten og kombuchaen.

Og hvis I kommer og siger, det her er banalt, er jeg på den ene side imponeret og på den anden side skeptisk. Findes der virkelig, i sandhed mennesker, som aldrig nogen sinde glemmer dét fokus, som aldrig nogen sinde får rokket så meget ved båden, at en formiddag kan komme ud af balance og man mister sit cool?

Det er sandt, at det er banalt – og just derfor så uendelig vigtigt at huske på vigtigheden af.

For øvrigt rokkede båden for mig, fordi jeg havde set en interessant film: ”Schooling the World”, som en kær og stærkt inspirerende veninde, jeg har, havde anbefalet. Måske er dens retorik en anelse irriterende, men dens pointe er sat’me vigtig. Øjenåbnenede. Båd-rokkende. Og så var det, at bølgeskvulpene ramte mit cool, og jeg mistede fokus. Det fokus, som siger, at alene dét at jeg gør det – hjemmeunderviser mine børn – gør dén store og altafgørende forskel.

En cykeltur en almindelig formiddag. Gennem elefantporten.

Mine børn går ikke i skole. De dage, jeg har overskud og er megasej og nærværende, og man kunne skrive en lærebog i både unschooling og self ownership og alt muligt andet bare på baggrund af vores liv, er det megasejt for dem, at de lever et liv i frihed, altid sammen med nogen som elsker dem ubetinget, altid med fokus på det gode liv.

De dage, hvor jeg er forvirret, og den yngste er ”i en fase”, og projekter hele tiden falder sammen, og ting bliver væk, er det megasejt for dem, at de lever et liv i frihed, altid sammen med nogen som elsker dem ubetinget, altid med fokus på det gode liv.

Er alt det her nu noget ævlende, svævende hippie-fis? Nix. Det er det faktisk ikke. Zoomer man ud, ser man mennesket som et bevidst væsen med det særlige talent at overføre viden til den næste generation OG at lagre viden til kommende generationer eller mennesker, der befinder sig langt væk. Menneskelige kulturer bygger netop på denne særlige kunnen: at vi kan lære vores børn alt, hvad vi ved; alt det vi ikke ved, vise dem vejene og fortælle om vildvejene, undres sammen med dem og undersøge verden med de redskaber, vi nu har.

Og faktisk er en af de aller vigtigste ting, vi mennesker lærer vores børn, åndeligheden. Helstøbtheden. At leve i pagt med det, vi tror på. Hvad det så end er. At deltage i den kultur, vi kommer fra og skal bygge videre på; at forstå historien såvel som det indre liv – at rumme de eksistentielle kanter og finde vej i livets mange muligheder – alt sammen åndelige opgaver, som kræver den åndelige opdragelse.

Så en opvækst med frihed til at være sig selv, og fred til at mærke, hvad der giver mening og hvilken vej, der peger fremad. En opvækst i et fællesskab (stort eller lille), hvor der er kærlighed og hvor man kender hinanden ind i den mindste detalje; hvor alle tør og kan være autentiske og nærværende – det er for mig at se den største gave, den vigtigste ”skole”, dén generationsmæssige overlevering, som overtrumfer det hele. Det lys som skinner over alle dage i vores skøre hjemmeskole-liv.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Videoer omtalt i artiklen

If A Mom Sang "Let It Go" From 'Frozen'

Selvfølgelig har du hørt "Let It Go" fra Disneys "Frozen" en million gange, men du har aldrig hørt det som dette! Her er den version, du ville høre, hvis Elsa var mor og ikke isdronningen!

Schooling the World: The White Man's Last Burden trailer

Hvis du ville ændre en gammel kultur på en generation, hvordan ville du så gøre det? Du ville ændre den måde, den opdrager sine børn på. Den amerikanske regering vidste dette i det 19. århundrede, da den tvang indianerbørn ind på offentlige kostskoler.

Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her