Om at være lokal ekspert, og om at åbne for rummelighed, der favner alle. Ved - igen - at afvise main stream børne-synet, som standardiserer både menneskelivet og menneskene.
I går fik jeg en frustreret sms fra en veninde, som var blevet sat på plads i bussen, fordi hendes søn på to år tog en skrigetur. Det er vel sket for de fleste forældre, at et (eller flere) børn bliver frustrerede, vrede, sultne, trætte nok til at larme i det offentlige rum. Det er vanskeligt, det er uhensigtsmæssigt (for de andre i det offentlige rum) og det er selvfølgelig mest af alt synd for det arme barn, som ikke kan finde sin balance.
Det, der kan gøre det endnu værre for den stakkels forælder, der skal håndtere problemet, er bedrevidende mennesker. Og måske værst af alt: Andre mødre. Andre mødre, som liiiiige skal fortælle, hvor meget bedre, de har 'opdraget' deres børn; hvordan *deres* børn aldrig aldrig skriger i bussen/supermarkedet/iskiosken og hvordan de simpelthen ikke kan forstå, man ikke kan få "det barn" til at makke ret og tie stille.
Der findes børn, som bare er stille og rolige af natur. Børn kommer 'in all shapes and sizes', børn er mennesker (for Gods sake!) og selvfølgelig lige så forskellige af natur som voksne. Derfor er der nogle børn, som aldrig aldrig kunne drømme om at løbe ud på kørebanen (og derfor ikke behøver holde i hånd og gå inderst), aldrig aldrig hæver stemmen (og derfor er lette et 'opdrage' til at være artige i bussen) som elsker tandpasta (og derfor villigt får skrubbet tænder to gange dagligt fra første tand dukker frem) og så videre. De findes, det gør de.
Hvad der også findes, er bare den her uheldige diskurs, som 1. lærer voksne mennesker (forældre altså), at 'børn' er på den samme måde og 2. siger at diverse tricks og metoder skal anvendes uden ophør for at få gode mennesker ud af disse helt standardiserede børn (læs "sig nej til teknisk og maskinelt børnesyn" om den sag). På denne baggrund opstår den helt helt forkerte forestilling, at "hvis alle bare gør som mig, vil deres børn være som mine". Og for eksempel aldrig skrige i bussen.
Det er dybest set vanvid. Men dog vanvid med en eller anden indre logik. Og det er den type logik, der kan få en mor til at irettesætte en anden mor i en bus en varm sommerdag, når et stakkels barn bare har fået for meget af 'det hele' og håndterer det med en reaktion, der larmer.
Hvis man nu ser det fra en anden vinkel, og antager, at alle mennesker er forskellige og alle forældre gør deres bedste, og ingen ingen børn skriger i bussen for at genere andre mennesker. Og så tilføjer en sjat respekt for rutinen, for det faktum at man lærer med livet, bliver bedre til alt, hvad man har prøvet og kan se lidt tilbage på og tænke over. Så følger en anden logik, som siger at en mor til en toårig nok ikke har så meget rutine, viden og erfaring om 'alle børn', at hun helt rimeligt er i en position, hvor hun kan irettesætte en fellow-mor.
Min veninde har født seks børn og været mor i seksten år. Og kunne aldrig aldrig drømme om at irettesætte en anden mor, slet ikke i det offentlige rum. Hun har endda så megen erfaring, at hun heller ikke gider svare den her ubehøvlede dame, men i stedet skriver sms'er til en ligesindet. Og ærlig talt. Det er også min opfattelse, at når man har været mor i to år, er man begynder i enhver forstand. Man ved stadig på det nærmeste intet om, hvad det i virkeligheden vil sige at have børn, og man kan have rigtig rigtig megen glæde af sund rådgivning fra erfarne damer. Og så lidt kontakt med main stream børne-tankegang som muligt. For nu at sige det præcis så skarpt, som man har lyst til i sådan en bus.
Så op med hagen, damer! Og mænd. Vid at enhver forælder i bund og grund er ekspert på sine egne børn. Især de forældre, som ikke hopper på billedet af det standardiserede barn, som ikke benytter tricks og metoder, og som tør mærke egne følelser, kan åbne øjne og ører og som tør være sig selv. Giv alle andre plads til at være forældre, så godt, de kan og find empatien frem, ikke bedrevidenheden, når andre børn og forældre uheldigvis udlever ballade i det offentlige rum. Vi skal alle sammen være her.
Så lad rummeligheden være missionen, skal nogen irettesættes må det være irettesætterne (høhø) Vi har alle sammen lov at være forskellige. Og børn har faktisk endnu mere lov til det end voksne.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Kommentarer