Livet er det, der sker

Nogle gange, skal man passe på, hvad man drømmer om. I går var en dejlig stenet dag ovenpå den sene fodbold/sankt-hans oplevelse; vi hang ud, det var smeltende varmt allerede klokken ni om morgenen, vi legede med Skylanders og Silkes nye dukker - klippede hinandens hår, lagde neglelak med glimmer på, skrev blogs, sov længe, spiste dejlig mad og godt med kage. 

Og da klokken så var blevet otte, var det ligesom for stenet det hele. Der var bare ikke rigtig sket nok, så vi overtalte ungerne til at tage med ned i byen, gå en tur og spise en is - selvom de egentlig hellere ville se lidt mere lille-nørd og putte i sengen.

Vi parkerede og pakkede unger og løbecykler ud og begyndte at gå, ned til den centrale og hyggelige del af byen. Der var politi, afspærringer og fodbold på masser af skærme, folk i fint tøj, masser af søde små piger i kæmpe flamenco-kjoler og mennesker overalt. Og trommer i det fjerne - Liv opdagede, at der var ved at ske noget lidt nede af en sidegade og vi gik derned, blot for at deltage i begyndelsen på en stor procession, det var folkeligt og fornøjeligt og alligevel højtideligt og smukt. Fantastisk. 

Bagefter fandt vi is, og opdagede at hele Alhaurins centrale del var bygget om til forlystelsespark, støjhelvede og boder med slik og plastic ('hvorfor er her så meget, jeg ikke har brug for?' sagde Sokrates på markedet).

Der var yndig lys-pynt i træerne, der var mennesker overalt, og en hoppeborg til ungerne (faktisk var der flere, men vi nøjedes med een). Det var folkefesten i kølvandet på religionen, fuldstændig som dagen før med fodbold på stranden. Bare mere TIVOLI-agtigt.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk