Hulerne ved Nerja

I går besøgte vi grotterne ved Nerja, meget store grotter der bevæger sig dybt ind under bjerget. Der har boet mennesker i disse grotter i tusindvis af år, og der er stalakitter og de andre, jeg har glemt hvad hedder. Samt mange andre mærkelige og sjove stenformationer. Der er 20 grader derinde døgnet rundt, så jeg forstår godt, at folk boede der, før man opfandt air con. Turen derop var relativt kort, og vi ankom som vanligt en time før de åbnede (siesta), så vi kunne spise og hænge ud til vi var totalt parate. 

Det var stort at se grotterne; man går en kilometers penge rundt i dem - og også selvom man ikke må se hulemalerierne, var det banebrydende at vide de var der, og se at der efterladte småting fra de mennesker, som i tusindvis af år havde et samfund herinde. Personligt reagerede jeg med en enorm træthed, lidt ligesom på Alhambra, hvor jeg faldt i søvn på en bænk. Her var dog ingen bænke, så i stedet faldt jeg hen i dybe tanker, da jeg bagefter sad og hang på en bænk på en legeplads udenfor grotterne. Det kom der en tekst ud af - hvis man vil, kan man læse den herunder.

Eksistentielt spejlkabinet

Fuldstændig paradoksalt er dette liv; spejlingerne af menneskelige historier, steder og stemninger skaber forvirrende dybder, nogle gange afgrunde for mine tanker. Når tidshorisonterne bliver lange nok, vokser kontrasten med endnu et shakra. Eller noget. Og nogle gange er det som at se gennem et periskop-legetøj med ottetakkede spejlinger af perler og glas.

Hulerne ved Nerja er enorme klassiske huler med stalakitter og stalamitter eller hvad det nu hedder. For nylig er 'nye' humemalerier opdaget flere kilometer inde, muligvis de ældste på jorden. 48.000 år gamle.

Når jeg så render rundt i sandaler og ammer min yngste søn, er amningen jo formentlig fuldkommen som den var for de mennesker, der boede der engang - mens alt andet er så forandet at det er en sand illusion at tro jeg kan forstå det. Jeg kan grave lidt i det og jeg kan spejle mit liv i det, jeg tror jeg ser.

Og hvad ser jeg? Utrolige formationer af sten, dannet af processer jeg overfladisk forstår og tid i så store mængder, at det næsten er vulgært. Måske skimtede vi et enkelt hule-maleri, i hvert fald en aftegning i væggen som kunne have været noget. Og ellers denne oplevelse af at blive bjergtaget hver eneste gang jeg kom om et hjørne, rummene var enorme, klippen ganske simpelt ubeskrivelig, lyset og mørket spændende og .... Ja. Bjergtaget. Ganske bogstaveligt talt. Egentlig lidt sprogligt sjovt.

De egentlige humemalerier var gemt væk, de er for vigtige og uudforskede til at vise frem for får som os. Men jeg må se nogen en dag. Eller en kopi, nogen får mig til at tro på er ægte.

For disse spejlinger, inspirerer ånden på en måde der er som honning for sjælen. Honning og mælk. Dyrebart, nærende, sødt og særligt kompliceret.

Hvor jeg sig beundrer dette jordiske liv og alle dets lag og alle dets muligheder.

Tak for det.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk