I centrum af Miranda do Douro løber en flod; det må være en biflod til den store, der udgør grænsen. Der er flere dæmninger i flodens forløb gennem byen, så den opfører sig mere som en sø i centrum af byens park, som er smukt anlagt. Her er diskrete, men fint astfalterede stier (det er farven der gør dem diskrete, de falder lige ind), og smukke brolagte stier visse steder. Der er i sagens natur diverse broer over floden, ovenpå dæmningerne, og der er også rester af gamle vand-relaterede bygningsværker.

Naturen er måske nok tæmmet, men får lov at være retså fri i denne park; græsset er højt, blomsterne vilde og tilfældige, træerne meget smukke. I søen er der fisk med reder på bunden; der er smukke frøer i flotte farver, og vi har endda set en gul slange smutte ud i vandet. Fuglelivet er rigt, særlig svaler og ørne og våger ser vi mange af. Om aftenen, når lyset dæmpes, men før det bliver rigtig mørkt, flakser store flagermus rundt. De kommer tidligere, i mere lys, end i Danmark, så man kan rigtig se dem. 

Vi kan se parken fra tagterrassen på hotellet, og gik en dag en tur derned for at gå over den mest maleriske bro. "Man skal jo sætte sig et eller andet mål, elles kommer man aldrig af sted, og så sker er ingenting" som min bror så klogt har sagt. Faktisk kom vi aldrig over broen.

Det var varmt og ungerne var lidt trætte og sultne, men det var også smukt og spændende og udfordrende med alle stigningerne op og ned. Da vi var blevet lidt trætte og det begyndte at være en anelse surt, bad jeg den gode Gud om, at vi kunne - og jeg citerer - "lige finde et sted, hvor vi bare kan have det lidt rart". Og så gik vi om et hjørne:

Der var en overdækket legeplads med blød bund (det der mærkelige astfaltagtige noget som er lidt stødabsorberende), med sjove og gode lege-ting. Overdækningen er den første, jeg har set og det er jo genialt: alle andre legepladser har været svedende hedende brændende varme og vi har forladt dem dehydrede, overophedede og meget trætte. Her havde de bare sat et kæmpe permanent solsejl op. Smart.

Ved siden af legepladsen var der fitness-udstyr til store børn og voksne. Set mange steder i disse lande, hvor man kan leve sit liv udendørs. Det er sjovt og vi bliver vældig pjattede af at prøve disse maskiner. For vi holder os ikke tilbage. Der er ikke meget modstand i dem, så det er så som så med effektiviteten, men det er virkelig sjovt - og det er det vigtigste.

På samme sted, 7 meter fra legepladsen lå også en lille taverna, cafe, bistro - whatever - et lille sted med en træterrasse ud over floden, et sted med en venlig mand med espressomaskine og en rar lille kone som kunne finde ud af at lave rigtig mad. Manden talte fransk og var easygoing, sjov og imødekommende. Han forstod godt at Liv ikke gad spise frostburgeren, og han forstod også, hvad jeg mente, da jeg bad hans kone lave mad til min mand og min bror - med et ægte fransk smil på læben og en kommentar om rigtige mænd. Selv spiste jeg al salaten, der garnerede alle de andres mad (altså de de ikke selv spiste) og et dejlig æg, samt en bunke pommes frites. Storm og Fjord fik tørt hårdt brød, og Storm fik også noget pølse. Mændene fik godt marineret kød, æg, kartofler og tomater. Liv fik sin første Orangina.

Jeg drak fem kopper kaffe. Uh - det var godt. Eller måske seks.

Og som om det ikke var nok med det. Jeg beder pænt om et sted, hvor vi lige kan have det lidt rart og der er: Legeplads både til børn og voksne, skygge, kaffe, dejlig mad, skøn terrasse at sidde på ved vand, som jo altid bare gør alting smukkere. Men det var ikke det hele: Sandelig om der ikke fulgte diverse naturoplevelser med i pakken. 

Når man så ned i vandet fra terrassen, og det var jo ligesom det, man gjorde, kunne man se at fiskene havde lavet hver sit lille runde hul på bunden af det lave vand. Her holdt de skarpt vagt over deres æg, og jog indtrængdende væk. De holdt også vandet i bevægelse i deres små huller ved at vifte med finnerne. Det var spændende at se, hvordan næsten hver eneste millimeter af sø-bunden var udnyttet til trods for valget af runde reder. Man skulle tro firkanter havde været mere effektive (selvom det ville have set meget mærkeligt ud). 

Samme sted så vi en meget smuk frø.

Livet har så mange gaver til os. Vi takker igen. 

P.S. Ved godt, at all you need ... is love. Men nogle gange har man også brug for at skønt sted at lege og spise og opleve og sanse og se, og for at skrive om det bagefter og for billeder der illustrerer det.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk