Mandag morgen i bussen. De to yngste børn sover længe, der er ild i brændeovnen, Storm læser, Jesper arbejder. Jeg har netop set klippet, Ole Juncker har lavet af sine optagelser. Det ser fint ud. Han kaldte det busfamilie. Hyggeligt. Jeg har også lavet kaffe. På min brændeovn. Inderligt taknemmelig for min mands evne til at få ting til at ske. Og min egen. Tiltrækker vi engle? Tør vi tro det?
Det er jo det, der sker hele tiden. Engle i vores kølvand. Engle på vores vej. Engle omkring os. Hele tiden hjælpende hænder, hele tiden løsninger. Alt hvad vi har brug for er altid lige indenfor rækkevidde.
Vi er klar. Vi er i hvert fald meget tæt på klar. Loftet er næsten ryddet, bussen stort set pakket, cykelstativ på plads. Vi kører ganske snart. Vi lytter også. Mest. Lytter til det, som er. Det er længe siden, jeg har mediteret. Længe siden en rigtig fast morgenrutine har kørt for mig. Savner den. Vi har levet i mange forskellige kontekster og med mange døgnrytmer, sammen med mange mennesker, de sidste tre måneder.
Alligevel er jeg på vej ud over stepperne, på vej ind i et on the road liv. Måske? Ikke engang dét, ved jeg. Måske finder vi tre gode steder at opholde os, som fylder det meste af året, who knows. Og egentlig: Med bussen er der intet i vejen for at jeg har en fast morgenrutine. Min mand har den, har båret den gennem alle konteksterne denne sommer, som nu er blevet til efterår.
Det er oktober. Der er kastanjer og kulde i luften, regn og æbler. Faktisk er det helt vidunderligt. Men måske især fordi jeg ved, jeg ikke skal blive her. Jeg skal ikke gennem hele vinterens mørke og mørke og grå kulde. Det er godt at vide. Især februar er virkelig skræmmende, og den måde marts bare bliver ved og ved med vinter ... Hvor mon vi er i februar og marts?
Nogle gange er jeg bange for vores eget eventyr og må massere mine tanker. Det er et vidunderligt eventyr, vi har kastet os ud i, og jeg elsker vores liv. Jeg er glad for at vi har bygget en gammel rød bus om til et hjem, og jeg er glad for vores måned i Andalusien. Jeg er også glad for udsigten til at køre ganske snart, skifte kontekst til en bevægelse. Det skal blive godt.
Alt er godt. Faktisk.
Jeg lærer at lytte endnu mere, denne uvished, denne uforudsigelighed, denne tilstand af ikke helt at vide, hvornår og hvordan - skaber rum til det, viser at det er så vigtigt. At finde ro indeni, at holde kontakt med Gud.
Men man kan også meditere uden de store armbevægelser, ligesom man kan bede uden at ligge på knæ. Jeg kan i hvert fald tappe ind i den stille eksistens, i den grundlæggende væren, så lytteapparatet bliver slået til. Mærke mine kolde tæer, se fuglene i træet lige udenfor, trække vejret dybt. Og så véd jeg. At det er tid at koge lidt mere kaffe og sætte morgenbollerne i ovnen, at der er plads til at lappe cykler og bage kage. At Paris ikke løber nogen steder; vi når det hele. At alle timerne on the road også er rolige timer, at vi finder fred i at køre og al den zen der er i at strikke, tegne, synge på vejene dækker det behov, vi nu mærker for at sidde stille og fordybe os.
Og jeg takker Gud for det hele, for skaberværket i dets storslåethed, for livets utrolige mirakel, for mulighederne og modet - og lader taknemmelighed fylde min morgen op i min lille røde bus på den lille blå planet i det helt utroligt store univers.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Lille Skensved 8. oktober 2018
Jeg blogger, fordi det giver mening at dele. Enhver form for videredeling og alle versioner af et pip tilbage til mig er højt værdsatte.
Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk
Kommentarer