Hvordan kommer man i gang med at beskrive, nedfælde, fokusere, italesætte, udtrykke taknemmeligheden ved at være i live? Sandsynligvis er det umuligt. Sandsynligvis må man komme til kort. Og alligvel er det eneste rigtige at prøve, at række ud og forsøge at sætte ord på, hvilken kompleks gave, livet er. 

Med champagne i nervespidserne, solen i ansigtet, livet brændende i hver eneste celle, føler jeg mig klar til resten af mit liv, parat til at bygge broer, skabe forandring, stråle, imødekomme og være. Og dog kildrer uroen, The Dark Side, livet når det kradser - alt det svære, komplekse; alt det, jeg ikke forstår, alt det, som er skrøbeligt. 

Den sidste blodprøve

Vi er her vel for at elske. Det er vel det, det handler om. At være i kærlighedens væsen, i de relationer, som betyder noget, og vel egentlig også i dem, som er mindre alvorlige. Hvad andet kan egentlig betyde noget?

Det er fandeme så pisse overvældende at være i livet, at jeg sidder i min have og lader tårerne løbe bag solbrillerne. Jeg, der ALDRIG græder, græder nu, så jeg knapt kan skrive, så min krop ryster, ilten bliver klar og frisk, alting bliver vådt. Jeg hulker, og ved ikke noget. Bliver klar og tom og ren i tanken. Stille. 

Nej, det er nok umuligt.

Håbløst.

Ubegribeligt.

Den sidste kemo

Sekundernes gaver, der regner gennem os, hver time, hele tiden —- hold nu kæft, hvor er jeg LYSvågen, nær og nærværende, ovenpå dette. Inde i dette. En smule handlingslammet. En smule blown away. 

Hvad er første skridt i resten af mit liv. I bind to? 

Den daglige taknemmelighed. Det må være det. Den daglige taknemmelighed. 

For kærligheden. Al kærligheden. Hele fucking bunken af kærlighed, uanset hvad. Tak for den. 

“I’ve got all my life to live. I’ve got all my love to give”. 

Så heldige er vi alle sammen. 

Ved godt, at det her nummer, handler om et knust hjerte.

Men noget af beatet har båret mig gennem frygten, gennem kemotiden - "did you think, I would lay down and die? Oh, no not I - I will survive" og gode gamle Gloria Gaynor.

Så her er det. Til dem, som har fulgt med fra starten, fra dengang, jeg begyndte at synge: "I will survive".

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Tak fordi du læser med

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her