Den allersidste tur? Om at køre hjem. Tanker fra bilen d.31. juli på vej mod Valby

Vi kører Søren hjem først. Henter Liv på biblioteket, hvor hun træt sidder og venter. Henter Coco i Rødovre. Henter måske endda min kaffemaskine. Men vi ER på vej hjem, og det er med en klump i halsen.

Kan man sige at virkeligheden vender tilbage?

Jeg har i hvert fald fået temmelig meget skrivebokering af at befinde mig i Danmark. Jeg vil ikke deltage i den store fælles negativitet, og føler mig alligevel trykket. Kulden og regnen gør, at man er indenfor hele tiden; der mangler ilt, der er ikke højt nok til loftet, der er ikke lys nok - og samtidig er jeg rastløs, savner at der sker noget.

Sommerhus i regnvejr er simpelthen for stenet. Vanerne vender tilbage, kalenderen begynder at fyldes, opvasken hober sig op, tøj bliver lagt til vask og bunken vokser, vi spiser mange gange hver dag (var ellers kommet ned på et succeskriterie på to måltider). Jeg får kvælningsfornemmelse og lyst til at lave en trepunktsvending og køre sydpå igen.

Og dog. Har jeg?

Danmark er det frodigste sted i verden måske? Måske nok sandsynligvis ikke. Men grønt er her. Smukt. Og desuden er det sådan, at i dette land, befinder mit netværk sig. Hvem er vi, uden alle dem, vi holder af og omgiver os med? Vi har som grund-strategi formidlet til vores ældste barn: Gør det du er god til, vær sammen med dem, der gør dig glad.

På den måde gør det godt at komme hjem. Til alle vores mennesker.

Holder sandelig også af hverdagen, på ægte Dan Turèllsk manér.

Med kærlighed

Cecilie Conrad