Sandfestival i Hundested - Rimelig vildt!

Sandfestival i Hundested - Det var noget af en helhedsoplevelse. Læs om vores oplevelser ved Hundested Sandfestival og lokale oplevelser. Lær om færgeturen, havnen, sandskulpturer, og maden.

Færgen: en idyllisk start på dagen

Hvis man er så heldig at være i Odsherred, må man med færge for at komme til Hundested. Rørvig er jo den yndigste ferieby med fisk på havnen, gammeldags isbutikker, en lille yndig strand i havnen og fiskenet og krabbe-fiske-tømmerflåde-sted og så færgelejet, forstås. Der er ingen grund til at gå ret meget op i, hvornår færgen sejler, for der er let at hygge sig i al den idyl.

Vi lod bilen stå i Hundsted, og som fodgængere kunne vi komme helt hen til kanten og se den store færge lægge til. Utrolig præcision! Den enorme maskine, og ingenting bliver smadret. Bruset af al vandet, de store klonk og knald, når broen klikkes på plads, alle de spændende knapper. Det er en sand fornøjelse.

Hver gang, vi går om bord på en færge, får vi lyst til at købe en og bygge den om til bolig. Der er bare så inderligt hyggeligt på sådan en rigtig god gammeldags færge. Uden fis. Uden boldrum og kaffebar, bare old school oplevelser på dækket, fastsurrede borde og bænke indendørs, et danmarkskort og en sejlplan. Fantastisk.

Vi stod ude i vinden og så en sæl eller måske et marsvin. Et stort hav-dyr i hvert fald, som ikke var en fugl. Hvem der havde haft en kikkert med. Det var fantastisk dragende.

Havnen: mere end bare både

Allerede i indsejlingen elskede vi Hundested havn. Nu elsker vi jo alle havne, især hyggelige turist-lystbåde-havne, men denne havde så det ekstra trækplaster, at der lå et sunkent skib. Hvilke drømme myldrer ikke frem på nethinden, når der stikker et vrag op ad vandet – pirater og sunkne skatte, kampe og bomber, fænomenale redningsaktioner. Kontrasten til den solfyldte, yndige havn var poetisk, og man fik lyst til at skrive en digtsamling. Eller en roman.

I stedet gik vi i land og kom forbi det trafikale stress, det lidt er at komme til fods fra en færge med fire børn og en lille hund. I havnen kiggede vi på fiskerbåde og dyre lystbåde, lyset i vandet og alle vandmændene. Hurtigt spottede vi skilte med ”frisk fisk” og ”kaffe” (hvad mere har man brug for), og skiltet til sandfestivallen i øvrigt. Det var jo derfor, vi kom.

Sandet: kunst og leg for hele familien

Sandfestivallen ligger bag høje hegn, og man følger skiltningen, som er tydelig og gør det let. Enkelte sandskulpturer stikker op bag hegnet, så man er ikke i tvivl. Der er åbent dagligt fra 10 – 19, og priserne er yderst rimelige: 40 for voksne (over 11 år), 20 for børn over 5 år. Personligt havde jeg måske ikke kaldt det voksenbilletter til børn på 12 år, hellere et eller andet med halv pris, hvis man er under 11 og over 5 – men det er sføli i småtingsafdelingen. Priserne er rimelige, alle kan være med.

Udstillingen kan alt det, den skal. For det første er der kunsten: De enorme sandskulpturer, som man må undres over, imponeres over, glo på, studere, vende tilbage til, tale om. De er virkelig fascinerende, disse enorme sandbjerge. Man undres … I udstillingens øvrige elementer får man forklaringen, hvis man giver sig tid. Inde i indgangsområdet, er der sat skærme op med videoer, som viser processen med at lave skulpturerne og fortæller om det særlige sand. Ser man dem, giver det noget mere mening, at man kan konstruere disse skulpturer, uden de braser sammen, ligesom vores egne sandslotte på stranden. Videoerne er heldigvis uden lyd, virkelig et stort plus i min bog – der er noget tekst, man kan læse og ellers er de stille. Der kunne have været irriterende Enya musik, og der kunne have været voice-over på to sprog – begge dele havde gjort rummet til et irriterende støj-forurenet sted. I stedet blev det cosy og med plads til fordybelse. Godt tænkt.

På glasborde lå almindeligt sand, som man kunne skrive og tegne i og endnu bedre: udenfor var opstillet store sandkasser med det særlige lerblandede sand, skulpturerne var lavet af. Og borde og bænke. Og en rutchebane. Dette sidste skal man ikke kimse af. For hacket med en sådan udstilling, som med så mange andre oplevelser i dette liv, er at give sig tid. Bare blive hængende og se, hvad der sker. Rode lidt i sandet, prøve at bygge en figur, sidde lidt på bænken, sludre lidt med folk, tage nogle billeder, læse skiltene, snakke lidt med børnene, skrive en sms. Og når roen sænker sig over familien, træder kunstværkernes detaljer frem, og oplevelsen bliver mere helstøbt.

I den største sandkasse, kunne man grave efter sten-dukater, som dernæst kunne byttes til en is. Lidt uheldigt, at det kun var en bestemt is, man så kunne få, da der blev lagt mange kræfter i at finde disse skatte, og skuffelsen var stor, da det så var en is, man ikke kunne lide. Om end, jeg købte prisforskellen til en is, de kunne lide, var oplevelsen ikke helstøbt for børnene. Måske det alligevel skal være mit eneste kritikpunkt på denne udstillings konstruktion.

Vi hang i nogle timer og legede med sand og kiggede på kunst, og legede med ruchebane. De indendørs kunstværker har utrolige detaljer, men de portrætterede i hovedsagen ret uhyggelige elementer af den nordiske mytologi (udstillingens tema), så børnene var hurtigt ude igen.

Vi har læst Valhalla tegneserierne mange gange, og nogle bøger med Nordiske Heltesagn, og temaet for udstillingen vakte derfor genkendelsens glæde i min børneflok, og alligevel også nysgerrighed, da nogle af de valgte temaer var ukendte for os, og skiltene derfor var interessante at læse.

Kan klart anbefales.

Maden: lokale smagsoplevelser

I Hundested Havn findes en skøn naturlegeplads med fiske- og sæltema. Og græs! Fandeme skønt som kontrast til al det asfalt, man ofte finder på legepladser. Vi sad i en robåd og spiste medbragte chokolademadder.

Der findes også en lille havne-café, som bærer navnet Den Blå Ansjos. Der er sikkert flere, men længere nåede vi ikke. Og det var der heller ingen grund til. Alene navnet sælger stedet til os, fordi vi engang har tilbragt underskønne timer på et creperie ved Perpignan som hedder Le cactus bleu – og selvom en kaktus ikke er en ansjos, var stemningen fuldstændig den samme.

Min obskure fødevareintollerance bragte mig i kontakt med kokken, som vel også er ejer eller bestyrer – en sympatisk mand med humor og nærvær. Han lavede mad til mig, som jeg kunne tåle og som jeg så absolut også kunne lide. Vi fik pommes frites som havde fået nok (faktisk noget man ikke ofte oplever), fiskefileter med god remoulade, en skøn salat, røget laks, flødespinat og en fiskefrikadelle. Indtaget i lege-robåd på en legeplads i en havn. Bagefter kunne vi hente rigtig espressokaffe og Hansen is i Den Blå Ansjos, og nyde pop-surrealistisk kunst og fiske-tema-udsmykning på den gode, skæve, fine og hyggelige (men lige præcis ikke irriterende-københavner-trendy måde). Man kunne også have spist på caféen inde eller ude, begge dele med udsigt lige ned i lystbådehavnen. My favorite.

Tiden: kunsten at nyde dagen

Da vi om formiddagen tog af sted, var motivationen ikke enorm hos min fotograf og ældste datter Liv Ea. Åhhh hun kunne godt have brugt en søndag i lænestolen med hækletøjet, romanerne, computeren, bacon og pandekager og måske, måske ikke, en lille tur på stranden. Kækt sagde jeg til hende, at når man sådan tager af sted om formiddagen og bare skal se lidt sand-slotte, tager det jo ikke hele dagen, og hun kunne fint nå mange timer i lænestolen.

Men. Men-men. Hacket er jo netop at give sig tid. Give hinanden tid. Give oplevelsen tid. Finde vej langsomt, nyde udsigten, gå i stå, glo på folk, klappe hunde, spise langsomt, dutte salt på fingerspidsterne og drikke vand, lytte til vinden, se på færgen ude i vandet, prøve rutchebanen 46 gange i træk, finde vand til hunden, følge børn på toilettet og se på alle billederne på væggen, læse skiltene, rime på butiksnavne, stjæle hinandens solbriller, se på mennesker. Så går tiden ikke. Den fyldes, fyldes til bristepunktet, fyldes på en flydende og levende måde, fyldes op og bliver meningsfuld, sitrende, strålende.

Nemlig.

Og så har man faktisk kræfter tilbage, at the end of the day, til at bage pandekager både med og uden kakao, piske flødeskum med håndkraft og grine højt og længe af fornøjelsen ved at spise dessert til aftensmad. Mens solen går ned. Over en smuk dag i september.

Besøg Hundested Sandskulptur Festival – info@sandfestival.dk – www.sandfestival.dk

Med kærlighed

Cecilie Conrad