Mine familie lever et liv i stor frihed. Og mine børns skoling er meget lidt styret. Jeg tror meget på livets proces, men sandelig også på den træk-kraft, der er i oprigtig interesse og derfor styrer jeg vores ”undervisning” meget lidt. Decideret unschooling er det vist ikke, så vidt jeg forstår på eksperterne, men der er sandelig også lang vej til et virkeligt curriculum. Det meste er efter devicen: Make it up as you go.
Det betyder ikke, at jeg er uambitiøs – faktisk har jeg en høj bar for mine børns uddannelse, jeg regner blot med, at det meste kommer af sig selv, som en del af livets udfoldelse. Med sprogene presser jeg lidt på, det finder jeg meningsfuldt, og jeg kan se, mine børn trives ved det. For det er trivsel, der er i højsædet i min bog, ikke resultatet af deres skoling. Ikke i sig selv. Med sprog mener jeg både læse og skrive modersmål og andre sprog, forstå sprogets opbygning OG de videnskabelige sprog, her især matematikken.
Mine børn er små endnu, så der er ingen grund til at forvente en meget fokuseret indsats. Associationerne løber stærkt, og fantasien er heldigvis stor. Overvældende. I matematikbogen havde vi den anden dag om ligebenede trekanter og om rektangler. Så var det, vi øvede os lidt i at tegne dem på et papir, og opdagede, man kunne tegne drager, hvis man lavede et skævt rektangel. Deraf fulgte – som lyn og torden – det magiske væsen: Elektrisk Smil, som Storm tegnede, jeg farvede og klippede ud, og som Storm kunne fortælle mange detaljer om. Denne rejse, fra matematikbogen til historien ville uden tvivl aldrig været opstået i et planlagt liv, og den ville være blevet skåret væk, hvis det havde været vigtigt for mig at følge et skema. I stedet lærte vi denne utrolige figur at kende, og hinanden at kende i processen med at indfange dette narrative element til Storms magiske univers. Og min søn lærte, at hans historier, tanker, ideer, begreber, interesser er lige så vigtige som disse ”tankernes sprog”, vi lærer i matematikbogen.
Denne metodefrihed – at flippe fra det ene til det andet, og tilbage igen kan måske forekomme kaotisk – men ser man i vores fotobøger og vores skole-mappe, hvor alting printes og arkiveres – opstår den ene ø af meningsfuldhed efter den anden. Men det behøver man ikke, og det gør vi heller ikke ret ofte. For det, det hele handler om, er at leve og være. Ikke registrere så meget. Ikke planlægge så meget. Ikke have så meget tjek på det hele. Helst ikke.
Det er som at gå en tur, uden at vide, hvor man skal hen. Uden at vide, hvornår man når frem. Uden at kende ruten, detaljerne - men dog med en retning, med en meningsfuldhed. Og med en vandflaske, nogle kiks, en kikkert og en natur-nøglebog, et verdenskort og et kamera. Så sandelig. Man er nødt til at tage af sted, ellers sker der ingenting - sagde min bror engang. Livs-hacket er at give slip på planen og være parat til at lade tingene udfolde sig, som Gud eller universet eller tilfældighederne nu har planlagt det.
Egentlig er det ikke *som* at gå en tur på den måde. Det *er* at gå en tur på den måde. Når man tænker over det.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her
Kommentarer