Eventyrlig udflugt til Iles des Embiez: Natur og nostalgi ved middelhavet

En vidunderlig ø i Middelhavet. Iles des Embiez

Her kommer en oplevelsesberetning om en dag, vi besøgte en vidunderlig, naturbeskyttet lille ø i Middelhavet nær Toulon. Og praktisk info, hvis nogen - hvad vi klart kan anbefale - skulle få lyst og lejlighed til at gøre os kunsten efter.

Fodbold i opgangen og en meget gammel klapvogns farvel-tur.

Den dag, vi besøgte Iles des Embiéz, spillede børnene mur nede i opgangen i la soleillette, hvor vi boede i Le Brusc. Det er rigtig sjovt at spille mur, især et sted, hvor der slet ikke kører biler, og udenfor opgangen er der lige et lille bitte område, hvor man kan spille bold.

Far var ude at se om han kunne få luft i klapvognens dæk, for vi vidste, dagen ville blive lang i en næsten fri natur; og vi havde madpakker og jakker og pusletaske og vandflasker og solbriller og andet godt - ret nederen at skubbe rundt med på flade dæk. Det gik forholdsvis godt for far; han fandt en pumpe og fik tryk på alle dækkene. Lige bortset fra det ene, hvis ventilgumme var helt slidt op og smuldrede, da først der kom pres på. Hverken gaffertape, plasticposer eller andre påfund kunne erstatte gummiet; og det lykkedes ikke at finde et kaninpreservativ at sætte istedet. I frankrig bruger de en anden størrelse ventiler, så det hjalp ikke engang, da vi fandt en cykelkirkegård senere på dagen.

Turen rundt på Iles des Embiez blev klapvognens sidste tur. Vi har købt den brugt for 200 kroner af en familie, som allerede havde haft den med på fire kontinenter, inden vi tog den med ud i det blå, så det var med et vist vemod. Men. Den var færdig. Helt færdig. Alt var rustent og hullet og fixet med gaffer og strips og et eller andet sted måtte det bare stoppe. Det blev så her. Eller altså EFTER vi havde skubbet den på tre hul rudndt på en klippeø ude i det blå blå Middelhav. Sikke en farveltur.

Billetjagt: En komisk kamp med automaten

For at rejse med færgen, skal man naturligvis købe billet, så i virkeligheden var det ikke problematisk, at vi kom fire minutter EFTER færgen sejlede, og dermed havde halvanden times ventetid. For først skulle vi finde det rigtige skilt, så forstå det og derefter finde den rigtige bygning, hvor man køber billetterne. Udenfor sæson, er turistkontoret og færgebillet-kontoret lukket. I stedet hænger der cirka 60 a4 papirer med forklaringer og telefonnumre og beskeder til rejsende. Nok til at forvirre undertegnede og Søren og Liv så meget, at der vitterligt gik 20 minutter, før vi fandt billetautomaten, der stod midt i rummet. Automaten talte lige så dårligt engelsk som enhver franskmand, så vi måtte afbryde vores billetshopping for at skifte sprog på halvvejen. Men til sidst lykkedes det naturligvis; vi fik billetter og var stolte, glade og pjattede.

En sejltur med mange børn. Om livsagtelse og -nydelse

Det er en særlig oplevelse at være på vandet. Lyset er helt specielt, og man kommer til at drømme om at rejse hele verden rundt ad vandvejen. Mågerne hænger som enorme lamper på opdriften rundt om færgen, og vi har tilstrækkeligt is i maverne til ikke at dø af skræk, når børnene hænger ud over rælingen og ser ned i vandet på bølgerne, farverne, kølvandet. Deres tyngdepunkt ER jo langt under deres skuldre, og vi holder fast i deres jakker.

Det virker vildt, når færgen rammer øen med så stor præcision, at man knapt mærker det. Vi går i land og studerer de enorme traktordæk, sokm sidder mellem færgen og kajen og kan virke som støddæmpere, hvis mindre dygtige færge-chauffører skulle sidde ved rattet. Jeg bruger vist det forkerte ord her, men håber at gøre mig forståelig.

Livet er først og fremmest praktisk. Og i udfoldelsen af det praktiske, ligger eventyret på lur.

Det var her på kajen at der var en cykelkirkegård, hvor vi ikke fandt en løsning for den ret irriterende tre-hjulede klapvogn. Fred med det. Vi giver aldrig op og skubbede den da bare derudaf så godt, vi kunne. Vi spillede i stedet lidt fodbold, og fandt nogle bambuspinde, som vi plukekde og skrællede til sværd og vandrestokke. Derefter studerede vi automatiske toiletter, inden vi satte ud på den fine, diskrete, men utrolig praktiske smalle astfalterede vej, der ligger rundt om hele øen.

Om at være turist i naturen. Organiseret og dog ikke turistificeret.

Der kører et lille hvidt turisttog rundt på øen, som man kan sætte sig i, hvis man vil. Vi kunne ikke drømme om det. Det virker simpelthen for dumt. Nogle ville måske mene, at det er endnu dummere, at gå rundt om en hel ø, OG op på toppen af dens lille bjerg med fire børn i alderen 1 til 13, samt en mand i kørestol / med powerextensions (=krykker). Men det er det ikke. Det er således, man oplever den store verden. Ved at kaste sig ud i det, og tro på at der er en vej, at man kan løse eventuelle problemer langs denne vej. Og når man bevæger sig ved egen kraft, åbner naturens sig i al sin fuldkomne og mirakuløse skønhed og overvælder store og små.

Våde sokker og eventyr om pirater.

Vi fandt en lille klippe-strand, hvor vi klatrede ned, lige mens vores økonomiske rådgiver ringede fra Danmark og ville planlægge låneomlægning. Why not? Det skal jo også passes. Her fandt vi drømme om sørøvere, for der var en gammel stenmole ud i vandet og en rusten kæde, der sad fast under en klippe. Halvdelen af familien fik våde fødder, inden vi kom op igen. Men pyt. Uden sokker, tørrer plasticsko ret hurtigt.

Store mirakler helt tæt på.

Vi fandt også vinmarker, som vi gik helt ud i og respektfuldt studrerede. De havde netop sat skud, og håbet om forår også når vi kommer hjem, bredte sig i vores hjerter. Børnene plukkede blomster i mange farver, og det var ren idyl. Videre fandt vi flere strande og klipper, og omkring hvert eneste hjørne var bjergtagende udsigter over middelhavet. Vi fik et fint billede af liv som den lille havfrue Frankrig style og et vandret træ, som var helt utrolig godt at klatre i for alle børnene: Dette lige ved siden af en lille samling træer, hvor vi gemte påskeæg og sang "Se oppe, Se nede" og legede påskegemmelegen med chokoladen. Godt tidspunkt at finde lidt sukker at brænde af på vejen op til toppen af bjerget. Vi spiste også vores yndlingsret: Vejsidefrokost og følte os måske lidt trætte i benene.

På toppen af Iles des Embiez: Geder og udsigt

Men på toppen af bjerget på Iles des Embiez, er der et tårn. Og der skulle vi hen. Vi lod klapvogn være klapvogn, tog mindstemanden i slyngen og lod de tre store løbe. Skubbede Sørens kørestol så langt, vi kunne og fortstatte helt romantisk hånd i hånd op ad skråningen mod toppen. Efter at have parkeret Søren med benene oppe og en udsigt over middelhavet. Ikke dårligt.

På toppen var der ganske rigtigt geder i tårnet. Det er så sjovt. På afstnad ljgner det virkelig en trodlmands gemmested eller måske en prinssesses. Og når man når helt derop, er det noget endnu bedre: Ægte bjerggeder af en af de større slags, med snoede horn og overraskende balance. Vi fodrede dem og var kun en anelse bange for deres lange horn.

På den anden side af bjerget, viste der sig at være en grussti, som måske liiiige kunne bruges til kørestol hvis man ikke var for sart og havde nogle store muskler. Og det havde man. Så Jesper gik ned igen. Rundt om bjerget (okay: afsløret - det er et ret lille bjerg) og hentede Søren. Totalt hasarderet, og kun med et enkelt styrt på nedturen, lykkedes projektet og vi tilbragte alle syv en time i gedernes selskab med luft i håret og horisont hele vejen rundt. Næsten. Det var fantastisk.

Og resten. Resten er historie som de siger. Om huler under buske, mærkelige blomster, klipper der rager langt ud i luften, trætte fødder, en ret irriterende klapvogn og beslutningen om dens afskaffelse, brikjuice, jordbær, peberfrugter. Det var en utrolig dag, og vi sluttede lige ved Capelle Cecile med gruppebillede og nostalgi: Livs konfirmationsindbydelse brydes netop at et foto af lille søde liv (3 år) på netop dén trappe i aftenlys. Hvis man nogen sinde kommer i nærheden af Toulon og har en feriedag at bruge af, er dette en helt fantastisk naturoplevelse, livsforandrende, lysende, smuk.

Praktisk info: Alt du behøver at vide om Iles des Embiez

Øerne hedder Iles des Embiéz, fordi der faktisk er tale om tre øer. Opholder man sig i området i nogle dage, eller rejser man med færre (eller ingen) småbørn, kan man evt besøge to af dem. Den ene er så tæt på fastlandet, at der bare er bygget en fin lille bro. Den er, sammen med lige nogle meter af vandet rundt om den, totalt fredet. Man må ikke bade her, man må ikke ændre på naturen. Men der er stier og offentlige toiletter og skraldespande og bænke, så det er ikke sådan rigtig wildlife trekking. Ret praktisk for rejsende med småbørn og / eller kørestol.

Man KAN faktisk vade fra den lille ø ud til den store, som er oplevelsesbeskrevet ovenfor. Der er ikke langt, og vandet når blot op til brystet på en voksen. Vi har ikke selv prøvet det, men vi har set flere gøre det, med oppakning oppe på skuldrene.

Man kan også vælge færgen - der findes familiebilletter og prisreduktion for børn og handicappede. Vi gav ca 2450 kroner for biletterne til syv mennesker, men det var ikke i højsæson, så det kan evt være dyrere.

Der er uendelig mange ferielejligheder i Le brusc, og også små fiskerhuse og andet hyggeligt til leje, så man kan sikkert let finde noget, blot man kører derhen. Der er også Park Hotel, som ligger tæt på havnen og er rigtig hyggeligt. Ude på øen er der ligeledes hoteller og ferielejligheder og mens vi var der, var de i gang med at bygge ferie rækkehuse.

Læs mere om øen her

Afstand fra Toulon er 25 km, og der går en bus fra stationen, hvis man kommer med tog. Fra Marseilles, hvor der er daglige direkte flyvninger, er det ca 70 km, og hvis man ikke lejer en bil, består logistikken i tog til Toulon og videre med ovennævnte bus.

Med kærlighed

Cecilie Conrad