Jeg har brug for at skrive hver dag og ved det, jeg har brug for at meditere hver dag og ved det, jeg har brug for at træne hver dag og ved det. Og alligevel sker det ikke. Mærkeligt. Mystisk. Måske almindeligt?
I går fik vi Silke hjem fra Vietnam, efter at have klaret en hel måned uden hende. Vi sagde farvel til hende den syvende august i London og hentede hende i København den sjette september. Et barn som aldrig har været væk hjemmefra mere end et døgn, bortset fra at hun ikke bor nogen steder. Altså et barn, som aldrig har været væk fra sine forældre mere end et døgn. Det var vildt for os alle sammen.
Med vanlig forsinket præcision kørte vi til lufthavnen i sidste øjeblik for at gøre det, som jeg tror er international tradition: at være der når flyet lander, for at stå at vente lige der, hvor man går gennem den ensrettede dør ud af det sikrede område til dem der står og venter. Stå og vente en time måske. Det er ligemeget.
Silkes kæreste er britisk og skal gennem en strengere paskontrol uden EU pas (vi er ikke fans af Brexit), og vi vented længe. Men det er okay. Det var hyggeligt. En smuk time i kærlighed, kulminerede i kys og kram og tårer på en rigtig fin måde.
Og vi lærte noget. På vejen til lufthavnen gik det op for os, hvor vigtigt det var at have et flag med. Så vigtigt at nogle af de få minutter vi havde at give af kunne undværes til et stop for at købe flag. Man har flag med i lufthavnen når man henter nogen. Sådan er det.
Der er flag til fødselsdage, flag ved konfirmationer, eksaminer, til jul og nytår, når man bliver gift, når børn bliver født. Flaget fejrer ikke nationen, det har ikke noget med det at gøre. Flaget symboliserer fejringen selv. Jeg tror, det er forskelligt fra de fleste andre lande i verden, at flaget på den måde spiller en central rolle i kommunikationen af at noget er vigtigt og værd at fejre.
Så der stod vi. Med vores danske flag og ventede og ventede. Det er en smuk scene i Love Actually, lufthavnsscenen, og det var en smuk scene i Københavns lufthavn: mennesker der elsker hinanden, venter på hinanden, har savnet hinanden, bliver genforenede. I en hel time stod vi der og ventede på at det skulle blive vores tur. Talte om hvordan også denne venten er en del af kærligheden, hvordan det at stå der med øjnene klistret til dørene og se alle mulige mennesker, der IKKE er dem man venter på, komme gennem og række øjne, hjerter og arme ud mod nogen som venter, er smukt, bygger op, er en oplevelse af at være en der elsker. Og samtidig en oplevelse af at netop dette er det humane, det fælles, det vi er, det vi er her for.
Fred og kærlighed.
Virkelig.
Det er det, vi har brug for.
Og ikke så meget andet.
Comments