Robuste Robotter eller Ubetingede Unge

En psykolog er en, der i sit ansigts sved, studerer det, vi alle ved, skriver Piet Hein i en af sine små noter om livet, og man tænker: Manden har jo ret!

For tiden tager jeg en lille hyggeuddannelse på The Neufeldt Institute, “The Resiliense Riddle”. Neufeldt er selvfølgelig både grundig, indsigtsfuld og skarp - og samtidig sidder jeg tilbage med en følelse af, at have vidst det hele tiden. Den hyldst af “robuste børn” som jeg set vokse gennem de år, jeg har været mor har altid forekommet mig syg. Al den snak, jeg er blevet mødt med, om at børn kan være for stærkt tilknyttede til deres mor har altid efterladt mig hovedrystende med et opgivende smil om mundvigen. 

Hvad er der galt med verden?

Jeg læste mange bøger i mine år på universitetet, lærte mange ting. Det var nogle sjove og formative år og hele “rugbrødsarbejdet”; al den viden om hvem der har tænkt hvad hvornår og hvordan, og alle de tankeprocesser, jeg gik gennem inspireret af hvad jeg læste og af samtalerne med mine medstuderende er en sund muld at sætte fødderne i, ja. 

Men helt ærligt. De der ting, jeg lærte om mennesker, passede mange gange bare overhvoedet ikke. Og hvad værre er. Den ramme jeg lærte dem i var på mange måder for dårlig. Til den allerførste forelæsning om udviklingspsykologi, lærte jeg at der ikke var nogen grund til at tænke på, tale om eller forske i børn udenfor institutionerne, for “de findes ikke”. 

Hvad?

Så vi skal forstå mennesker, hvad de er, hvad de har brug for, hvordan de udvikler sig, hvilke dynamikker der sker mellem dem - hele den enorme kompleksitet - ved at se på dem i en historisk specifik, ny og fuldstændig vanvittig kontekst?

Hvis vi gør det, og får det til at virke: Kigger på børnene og deres udvikling, de unge og deres reaktioner og mønstre, de voksne og deres stress og coping, og de gamle med deres skavanker, depressioner og demens - gennem filteret af, at vi skal have den historisk speciikke konstruktion til at virke, den industrialiseringens post-war virkelighed hvor alting handler om tryghed, velstand, vækst og uvirkelighed - hvad lærer vi så?

Hvis vi ikke må kritisere filteret, eller i det mindste tage det væk fra øjnene ind i mellem - måske endda rette opmærksomheden mod filteret selv og se, hvad det er, så vi kan overveje hvorfor vi egentlig vælger netop det filter og om det er det vi vil? Kaster vi os så bare på knæ for en kontekst, bliver slaver af den? Hvor kom det fra?

Er denne her version af virkeligheden virkelig den optimale, er det virkelig det her liv, vi vil, er det virkelig det samfund, vi med vores strategier skal understøtte, udbygge og få til at virke? For enhver pris?

Vi er så rige nu, at det nærmest er grotesk. Jeg rejser mig lige og trykker på to knapper, så jeg kan få mig endu en økologisk vegan flat white her til morgen, og så sætter jeg mig med min bløde uldkjole smygende om kroppen i en stor sofa med min laptop på knæene, mens jeg tænker over hvor min re-genererende fodcreme mon er, for det klør lidt på den ene fod. Helt ærlig. Jeg har drukket helt rent vand her til morgen, og vasket mine hænder i lunkent vand med lavendelduft og børstet mine tænder med en perfekt udformet maskine til formålet og en blid hampefrø-øko-tandpasta fra et andet kontinent. Mine børn sover under bløde dyner i sikkerhed for både rovdyr og myg (nej vent, det er det samme her i nemme trygge Europa) 

Er der nogen der husker, at selv prinsesser i middelalderen ikke havde al den luksus?

Så hvad er det vi løber efter? Hvad er det egenltig vi vil? Som mennensker og som menneskehed?

Kan vi i det mindste på universiteterne overvejde det et øjeblik?

Jeg ved godt, jeg hermed dømmer al akademia på baggrund af en mere end tyve år gammel forelæsning på Københavns Universitet og det måske nok er at stramme den en anelse. Ikke desto mindre, er det mønsteret, jeg ser i langt størstedelen af den snak, der er om børn og familieliv og måske menneskeliv i det hele taget. Hvordan får vi det til at virke INDENFOR RAMMEN. 

Hvad hvis det er rammen der er syg?

Heldigivs kan vi godt udfordre rammen uden at lave væbnet revolution. Civil ulydighed, og ikke mindst at ikke give en f**k - kald det mental ulydighed er lige for hånden for alle. Bare gør noget andet. Fjern måske ordet “bare” fra den sætning, og gør noget andet. 

Hvad med, for eksempel, at gå med hjertet forrest? Vi ønsker os ikke robuste robotter, hverken at opfostre dem eller være dem. Ingen af os ønsker sig det. Well, måske er der fem-syv stykker, der gør, men resten af menneskeheden ønsker sig i virkeligheden fællesskab, kærlighed, livsglæde, sundhed, basale behov dækket, skønhed, passion, meningsfuldhed. 

Udtaler mig lige på alles vegne her, og gør det med en vis confidence. 

Der er brug for at vi vågner op fra at løbe efter maskinen, og ser lidt på, hvad vi har og er og hvad vi vil med det. Min genereation er mere eller mindre den første generation, hvor stort set alle har været institutionsbørn, og senere gået i skole og måske på videregående uddannelser. En splittet, og psykologisk hårdt ramt generation. Og der er masser af os, der har bevaret den stærke intuition der fortæller os, at det er noget galt, når vi afleverer små børn til fremmede og prøver at få vores store børn til at være robuste i en ramme der presser dem langt ud over hvad godt er. 

Der er en frygtelig hyldest af det stærke, usårlige, robuste menneske i vores nutid. Børn der flyder ovenpå i skolesystemet og voksne der står op klokken fem om morgenen og drikker grønne væsker, inden de klæder sig i dyrt moderigtigt tøj og tjener masser af penge der betaler for store huse og flotte biler. Sårbarheden og kreativiteten bliver hobbybaseret at best. Fællsskab er noget, man måske har i sin fritid. Åndelighed i mange henseender skubbet ud af billedet som useriøst, gammeldags, uvidenskabeligt, måske endda lidt uintelligent?

Således har vi skabt en kultur, hvor vi mister kontakten til os selv, hinanden og til det, der er større end os. Kontakten til os selv mister vi, når vi vokser op mere eller mindre permanent i krise, og vi inden vi når skelsår og alder har internaliseret ideen om at det menneske, der håndterer dette med glans, er succes-mennesket. Kontakten til vores børn mister vi, når vi lærer at ignorere alt det der skriger i os når vi afleverer dem, og når vi lytter til de autoriteter, der lærer os at børn skal være robuste og at vi skal være deres managers, lære dem at “opføre” sig rigtigt, som om der var tale om et teater. Kontakten til alt det der er større end os bliver afvist som nævnt ovenfor, og tilbage står vi blottede. Nøgne. Fattige. Sultne. 

Vi har alting og ingenting. 

Laver lige en kaffe mere og tænker over kontrasten. 

Vi ved jo i virkeligheden godt at vores børn har brug for vores føleslesmæssige nærvær, at tillid er det eneste kort vi i virkeligheden har på hånden hvis vi vil passe på dem, når de bliver store, at kærlighed er det eneste der virkelig betyder noget i det lange løb (lyt eventuelt til mit podcast med Sue Elvis om Unconditional love). Vi ved godt, at det rige, nuancerede følelsesliv og det åndelige intuitive nærvær er en meget stor del af, hvad der gør livet rigt. Uden det, er der ligesom ikke dimensioner nok i vores oplevelser. 

Men tør vi være sårbare? Tør vi gå mod strømmen? Tør vi give slip?

Jeg har levet et liv mod strømmen og udenfor mainstream i rigtig mange år, og jeg kan herudefra berette, at det er pisse svært nogle gange, at usikkerhed kan fylde og at presset fra det omgivende samfund er massivt. Jeg kan til genglæd også fortælle, at jeg ikke fortryder et eneste sekund, at jeg føler mig levende og at jeg ser mine børn være stærke og engagerede og smukke og sårbare i deres engagement i verden; ikke pressede til at være noget de ikke er og med god tid til at modne. 

Det kan være en sund øvelse at se på “slutresultatet”. Dengang jeg aldrig havde hørt om hjemmeundervisning, end sige unschooling, kiggede jeg på teenagerene når jeg kiggede på alternative skoler til mit første barn. Hvad kommer der ud i den anden ende, tænkte jeg? Ved tanken om at komme mit lille barn ind i systemet, var det jo dybest set det, der var spørsmålet. 

Jeg har ikke set mange sunde teenagere i mit liv, i hvert fald ikke procentuelt. Det er barsk at gå i puberteten, og teenagelivet er i de vestlige samfund sindssygt forskruet og følger lige efter en bardom i separation, et mere eller mindre permanent stress-respons og en hyldest af robusthed og selvstændighed, der fragmenterer de vigtigste relationer og dermed hele leveringssystemet for den omsorg, børn skal have og som de dybest set har måske endnu mere brug for i teenageårene. Der er en industri af press på de unge: De skal være på en bestemt måde, klæde sig på en bestemt måde (eller flere stereotyper er der at vælge imellem, men det skal betyde en hel masse), udfolde deres sociale liv på en bestemt måde, og føle nogle bestemte følelser. Der er masser af do og don't. Og der er penge i skidtet. De skal være voksne og frie og vilde på en bestemt måde, og det er "lame" at være noget andet. 

Der er så meget mistrivsel og lidelse derude. 

Og der er så meget LAME snak om at teenagere er forfærdelige. Ih! hvor de voksne kan snakke om at teenagere er frygtelige og umulige. 

Men det er det, der kommer ud i den anden ende, når man har givet dem de forkerte rammer i så mange år og overlader dem til at finde ud af det i dialog med hinanden og industrien - så er relationen der ikke til et smukt fællsskab og fundamentet er der heller ikke til en stabil transit fra barndom til voksenliv. 

Hjemmepassede småbørn og unschoolede børn er ikke robuste, ikke i den forstand, ordet normalt bruges. De er ikke selvstændige. De får bundet deres sko og serveret måltider og sover i ske med deres forældre, de har ikke vækkeure og skal ikke følge instruktioner. Der er ingen læringsmål, eksaminer, mobning, karakterbøger, afleveringssituationer. Mange har ikke “skærmtid” eller “pligter”. Det ligner noget værre useriøst noget. 

Hjemmepassede småbørn og unschoolede børn vokser op i en virkelighed, hvor der altid er ubetinget kærlighed til at holde dem. Uanset hvad er du elsket. Disse børn har en ro indeni, der giver plads til et helt andet liv. Disse børn folder sig ud på deres egne præmisser. De har tusindvis af timer til at mærke deres følelser og tænke deres tanker, og lige så mange til at tale om dem med mennesker der elsker dem og også talte med dem sidste år og også har tænkt sig at tale med dem om tyve år. 

De unge mennesker, der kommer ud af dette har det på en helt anden måde. De bærer sig selv anderledes. De ser voksne lige ind i øjenene med respekt og forventer at blive respekteret. De lytter til samtaler og bidrager til dem. De vasker sågar op, også uden at blive bedt om det, mine damer og herrer! De finder spontant på at de vil have jobs og uddannelser, eller at de vil flytte ind hos bedstemor og hjælpe til - hvad der nu passer til dem. De er søde og sjove og fjollede og kloge og fulde af energi og engagement. 

De samler ting op fra gulvet for de ældre, og tager hensyn til de yngre når de spiller fodbold, de tænker rigtig rigitg meget og føler endnu mere, og har brug for store mængder stilhed, hvile, søvn, samtale; de har brug for musik og meditationer (i enhver form), de har brug for at få måltider sereveret nogle år endnu, og tøj vasket, de har brug for at lære små og store lifeskills osm at sy en knap i eller tjene penge eller finde vej rundt i forskellige kutlurer; de har brug for at afsøge forskellige passioner uden fordømmelse og for at blive elsket ubetinget stadig, igen, for evigt; de har brug for fællesskab i familie, udvidet familie og i venskaber der ikke behøver at være udelukkende jævnaldrende. 

Det sidste de har brug for er at være robuste. Ikke i klassisk forstand. 

De har - ligesom alle andre - brug for at kunne skifte mellem robusthed, som dybest set er et stressrespons og følelsesmæssigt nærvær, som gerne skulle være basistilstanden. De har brug for at have et system af relationer omkring sig som de kan vende tilbage til, række ud til, hvis livet presser og de har brug for erfaring med at kunne stole på dette system. 

Se, ægte styrke ligger i at kunne reagere adekvat, og derefter finde tilbage til det nærværende, levende, engagerede liv i kærlighed og tillid. Det er det helhjertede liv. Det liv, hvor vi tillader det intelligente og komplekse psykiske liv at folde sig ud i al sin stråleglans. Er der grund til stress, lukker vi ned for de nuancerede følelser og bliver ensporede og stærke: Er der en sabeltiger, løber vi bare, uden at føle noget som helst, tænke særlig meget over det eller forholde os til eksistensen som sådan - men når vi er i sikkerhed, er det præcis alt det, vi skal. Og vi kan ikke gøre det alene. Når vi er i sikkerhed igen skal vi holdes om og ryste af skræk, fortælle og fortælle vores historie til den er på plads, og lytte til de ældre der ved noget, tale med de viise der forstår noget og søge kontakten med det som er større end os, så vi får det spirituelle nærvær, der somehow sætter alting på plads til sidst. Gør vi ikke det, bliver vi afstumpede, ensporede, følelsesløse, afskårede fra hinanden og fra at mærke vinden på kinderne og se skønheden i blomsterne og børnenes øjne. 

For gør vi ikke det, bliver vi sidste ende bange for vores følelsesliv - efter enhver belastende begivenhed (og dem slipper vi ikke for) kommer altid en reaktion, og til at begynde med gør den på den ene eller anden måde ondt, og den vil ofte også være meget kaotisk oplevelsesmæssigt. En masse følesler og tanker og fysiske reaktioner blander sig med hinanden og man ved ikke, hvad der er op og ned. Der er kun EN måde at lære det (og alt andet). Ved at øve sig. Når man vokser op i en virkelighed af ubetinget kærlighed og tid nok til enhver proces (som regel), vil man forme klar forståelse for nuancerne i alle disse elementer, og man vil have rigtig meget erfaring med at bevæge sig fra stress-respons til det nuancerede nærvær. 

Vi hylder i vores samfund stressresponset og kalder det “robusthed” hvis børnene bliver i dette respons hele tiden, men den virkelige styrke - det som er powerful - er at kunne vende tilbage fra sabeltigerspurten til at hvile blikket mod horisonten i tillid til livets helhed. 

En psykolog er en, der i sit ansigts sved, studerer det, vi alle ved. Min Neufeldt uddannelse giver mig en masse begreber og forskningsresultater til at bakke op om det, jeg altid har vidst - og jeg står tilbage med følelsen af, at … 

… måske ved “vi” det ikke længere. Måske er vi ved at have et FOR forskruet forhold til hvad det vil sige at være menneske, og hvad vi sigter efter, når vi prøver at sætte vores børn op til “success” og samle os selv sammen til et lykkeligt liv. Hvis fundamentet af at menneske ikke længere er at vokse op i en familiestruktur, hvis sundhed ikke længere bygges på ubetinget kærlighed og måles i sunde nærværende glade unge mennesker (med eller uden blomster i håret), så er jeg ikke sikker på, at “vi” som samfund længere ved, hvad der er godt for os. 

Vil vi virkelig have børn og unge, der bare bider det hele i sig og tager alle slagene, tror vi virkelig at robusthed er at de ikke knækker? Er det ikke tydeligt, at netop jagten på robusthed og den vanvittige overladen de unge til sig selv og hinanden i et kærlighedsløst pengemaskinesamfund af krav og hyper veldesignede reklameindput i tusindvis har skabt frygtelige forhold og en enorm vækst i psykisk lidelse hos børn og unge? 

Eller kunne vi måske tænke os, at det faktisk er meningen, at det skal være ligesom i eventyrene? At det er derfor de stadig taler til os? At det skal være som i den gamle midsommervise, hvor bøgen er grøn og bølgen er blå og ungdommen danser? Vi har brug for at leve! Og når vi opfostrer vores børn, må vi vise dem vejen til at bevare en kompleks og smuk og magisk tilværelse. Når vi ser på teenagerne, bør vi se entusiasme, usikkerhed, engagement, livsappetit, vildskab, oprør, iderigdom, omsorgsfuldhed, intelligens, nysgerrighed, nærvær, kompleksitet, længsel og drømme og sene nætter og store tanker, forvirrede forviklinger og dramatiske grineflip. Alt sammen samtidig!

Hvis vi som samfund ikke længere ved at det rigtige liv er det, hvor man lever, det hvor man er sårbar og tingene er komplekse, hvor man er forvirret ganske ofte og har brug for hinanden, hvis man ikke tør tage den aktuelle sociale konstruktions filter fra øjnene og overveje filteret selv: Hvad laver vi og hvor er vi på vej hen - så er det på høje tid at stoppe op og tygge lidt på dén: 

Hvad er det egentlig det handler om, det hele? Og hvad er vi for nogen, vi mennesker? Og hvad laver vi her? Hvad er det gode liv?

Således fuldstændig åbentstående med verdens største ubesvarede spørgsmål, vil jeg afslutte min første blogpost længe, som ikke bygger på rejselivet og invitere enhver der læser med til at fortælle mig hvad de tænker. Resonnerer det? Er der noget, vi skal snakke videre om? Hvad kan vi gøre ? Hvad har du gjort og hvad er dine udfordringer? Bekymringer? Tøv ikke, hverken i kommentarfeltet, på email eller sms - jeg tror der er brug for at vi snakker om det her, finde veje og vildveje og omveje og udveje - sammen.