Den første morgen, efter syv måneder i Mexico og USA, vågnede jeg i min van et sted på Montserratbjerget. Ordet “gypsie” dansede gennem min stille hjerne, og jeg følte mig fuldstændig hjemme, båret af Livets store mysterie og med masser af den livsappetit, jeg vist er skabt med rigelige mænger af. Et par dage senere havde vi overnattet ved Middelhavet, og jeg skrev en morgentekst til et bogprojekt, jeg er i gang med, mens jeg sad på en mur og så ud over havet, og lige dén her tekst synes jeg er en fin åbning til at dele rejsefortællinger igen på bloggen. Der har været for stille for længe.
Det er et indblik i mit rejseliv, i virkeligheden som nomade og i noget af alt det, jeg har lært af at leve et liv uden for det, man måske kunne kalde normalt.
At vende tilbage når man er nomade
Jetlagget damper af lige så stille. Vi har været tre nætter hos vores venner i Terrassa, og sover nu for første gang freestyle på stranden, den velkendte ved Coma Ruga nær vores gamle base på Mon La Bassa. Inden vi rejste fra Europa sidste efterår, solgte vi den store røde bus.
I går besøgte vi dyre-refugiet (Mon La Bassa), hvor bussen har været parkeret de seneste fem år, og hvor vi har haft basen for vores omrejsende tilværelse. Det var mærkeligt, vemodigt og overvældende at være hjemme og ikke hjemme på samme tid, kun få dage efter at vi var “hjemme” i Europa og “hjemme” i vores Mercedes van conversion, som vi har haft som base de sidste næsten to år.
Mon La Bassa er et lille paradis. Følelsen af at skulle være her i området kun en lang weekend er skæv. Vi føler os hjemme og kunne godt have brugt nogle uger. Vi må lade tiden folde sig ud, få den til at føles rolig og lang, selvom vi har travlt; vælge skarpt.
Okay, mange ting der gerne vil siges samtidig! Prøver lige igen.
På en mur ved Middelhavet
Jeg ser ud over Middelhavet på sunde, vidunderlige Spanien. Ældre mennesker går tur med deres børnebørn i morgensolen eller speedwalker med deres stave og leggings og holder sig friske og sunde. Folk løber og hører musik. Jeg elsker virkelig Spanien. Livskvaliteten er stor her. Fattigdom og arbejdsløshed giver plads til bedsteforældre og indre ro, faktisk. Solen skinner fuldstændig vidunderligt. Konteksten af kultur, fysiske rammer, klima og historisk baggrund betyder virkelig meget for livet, hvordan det kan udfolde sig og hvad der sker.
Et fantastisk eksempel er at jeg blev solskoldet i går. Jeg bliver ALDRIG solskoldet, især ikke efter at jeg er blevet nomade. Jeg er udenfor hele tiden, og jeg mærker min krop, lusker ind i skyggen eller tager en skjorte på, hvis huden fortæller mig, at det er tid. Men i Crazy USA har jeg været indenfor i månedsvis, nu jeg tænker over det. Ja, ja, et hike her og der, en time om morgenen med kaffen ude på terrassen, yes - men i det store og hele: huse, biler, butikker. Første dag i min van i Katalonien brændte jeg skuldre og nakke. Velkommen til virkeligheden! Købte solcreme og kom i tanker om, hvor meget jeg elsker Spanien. Troede jeg var færdig med Spanien, og kom så tilbage efter syv måneder og opdagede, at Spanien er livskvalitetens eget land.
Jeg havde ellers planlagt at gå på cafe, når jeg vågnede og skrive mine morgenfortællinger der, vi flyttede endda bilen i går aftes, tættere på min favorit-morgen-middelhavs-café. Men så vågnede jeg næsten to timer før caféerne åbnede og måtte rode rundt for at finde alle elementerne til kaffebrygning.
I solopgangen ved Middelhavet, med afspejlinger af palmer på min mørkegrå van og fuglene der vågnede og baskede rundt, fik jeg brygget en utrolig stærk kop kaffe, der gjorde jobbet. Gypsy style. På paseoen, hvor bedstemødrene fortalte om madopskrifter til de voksne børnebørn, der havde taget dem med ud på morgentur – eller er det mon omvendt? Og joggerne, der mødte mig med deres “Bon Dia” – katalansk for godmorgen, hundeluftere på vej mod sandet og brændingen, smilede og trak den friske luft langt ned i lungerne.
Jeg føler, der er tusind ting at skrive, og alligevel kommer jeg ingen vegne. Jeg fryser og burde klog af skade snart løbe morgentur, inden det bliver for varmt. Samtidig ved jeg bare, at når jeg lægger computeren fra mig, kommer jeg ikke til at skrive mere i dag. Og der er simpelthen så meget at sige. Både rejsefortælling og livsvisdom og hvad der ellers er derimellem.
Sigøjneren sidder på en mur med sin kaffe og sin laptop, kolde fødder i skyggen. Kaffen er kølig og for stærk. Sigøjneren har en kæmpe Mercedes parkeret, og min ven Jonatan, som jeg er i gang med et bogprojekt med, skrev om forskellen mellem at være rig og føle sig rig. Om forskellen mellem identifikationen og eksistensen somehow. Forskellen mellem at have og at være.
Det gode liv og den perfekte parkeringsplads
I går, da jeg parkerede ved stranden på vores yndlingsplads (som selvfølgelig var den eneste ledige parkeringsplads overhovedet), tænkte jeg, at det her virkelig er det gode liv. Min utrolige mand tjener penge nok til, at vi kan udfolde præcis det liv, vi gerne vil. Vi parkerede lige dér, hvor Gud gerne ville have os til at parkere, på pladsen med springvandet lige ved yndlingsrestauranten og Middelhavet og alle vennerne; dér hvor vi vinker til nogen, så snart vi drejer ind fra vejen, hvor vinden bruser i palmerne og sandet er varmt og lækkert, mens bølgerne er både kølige og kærlige i maj måned. Hvor jeg dog elsker Middelhavet. Det er mit Hav.
Lige der tænkte jeg det, mærkede det, oplevede det fra det dybeste af min væren: Det her er det gode liv. Jeg har givet slip på bussen, elsker stadig Mon La Bassa, men er færdig med at bo der. Skal jeg være her? Skal jeg være lige her, ved vandet. Det giver ikke mening at være 3 kilometer fra det hele tiden. Vi skiftede til badetøjet og hoppede i, hylede i kulden og elskede det - for det er jo ikke RIGTIG koldt, ikke danskerkoldt. Solen brændte. Det var hen under aften. Skuldre og nakke var blevet røde, og Middelhavets kærlighed groundede oplevelsen af at være i det gode liv.
At føle sig rig, heldig, velsignet, tryg, båret er noget, man kan arbejde på. Hvis man styrer udenom at lade egoet danse sin crazy spotlight-larmende dans og kommer i tanker om, at penge-elementet mest er en praktisk foranstaltning, der ikke har ret meget at gøre med det, der får livet til at stråle – og at det, der gør, kræver en indre indsats, et mindset og en evne til at vende tilbage til equilibrium hver eneste gang livet rammer.
Det er ved at være sidste udkald til at løbe morgentur, før det bliver for varmt. Alligevel kan jeg ikke overskue at rejse mig. Kaffen var for stærk og jeg er lidt dårlig. I går mistede jeg næsten bevidstheden i bilen, aner ikke hvad der skete. Spiste frisk lakridsrod fra Delta del Ebro, måske var det det? Må være blid ved mig selv. Måske skal jeg slet ikke løbe i dag.
Det flyder ikke rigtig. Jeg har kvalme.
Prøver igen.
Livet er lige blevet meget bedre. Har rodet rundt under papkasser og mellem våde håndklæder for at sætte min mælkeskummer til transformatoren, så jeg kunne skumme luksus-oatly-havremælk op til den alt for stærke kaffe. Har drukket halvdelen. Kvalmen er væk. Dalrede tilbage til mit tæppe, og muren jeg sidder på i mine pink plys hjemmesko og følte mig hjemme. Vi er i sandhed blevet nomader. Hjemme er en mur ved Middelhavet om morgenen med udsigt til mine egne hjemmesko og horisonten.
Pink hjemmesko og Abrahams folk
Rødderne i vores kultur var også nomader. Abrahams folk flyttede sig rundt, og jeg føler mig hjemme i livsstilen.
Der ER faktisk mange steder, hvor vi er hjemme. I går besøgte vi Mon La Bassa, hvor vi har tilbragt måske halvandet år sammenlagt, siden vi blev nomader.
Vi var på markedet, hvor jeg har købt vores mad så mange, mange gange, og mødte vores mennesker der og den ekstremt høje kvalitet råvarerne har. Man kniber en tåre, når man sætter tænderne i en peberfrugt fra “naboen”; den gård, der ligger nærmest dyrerefugiet, hvor 4 generationer stadig dyrker jorden sammen, og er de vildeste punk-selvstændige fantastiske katalanske mennesker med hjertet og hjernen det rette sted. Især når man har spist masseproducerede californiske supermarkedsgrønsager i tre måneder. I Katalonien er vi hjemme. Ikke bare i steder og kvalitetsprodukter, men også i en kulturel kombination af selvstændighed, styrke, varmblodethed og sammenhold. Og så er jeg slet ikke begyndt at tale om solen!
Sidder på muren i sunde stærke Spanien og tænker: “De aner ikke hvad de har her”.
En kultur hvor gamle mennesker stadig nyder livet. En kultur hvor bønder dyrker rigtig mad, og man bare kan købe det på markedet. Et sted i verden, hvor luften er frisk om morgenen, og havet er smukt.
Jeg dalrede en tur frem og tilbage igen og hentede mere kaffe med mine pink hjemmesko, sparkede dem af og satte mig på muren. Der er flere og flere mennesker ude nu. Det er lørdagmorgen, og det ville være nice at pakke kaffekøkkenet sammen og være lidt mindre nomadagtig at se på. Men bilen er kaos, og børnene sover stadig – hvad kan jeg egentlig gøre? Eje det. Føler de lange linjer, og hvordan konteksten, der altid er relevant, udviker sin magi. Jeg elsker Europa. Farvel, crazy USA. Det var et vildt ridt.
Den hellige morgenkaffe
Ritualet kan udfolde sig på mange måder. Den hellige morgenkaffe virker for mig. Den hellige morgenkaffe og det at fortælle mine historier. Dette er faktisk i ramme alvor mit ritual, der giver mig styrke og ro til det vilde liv, jeg lever. Til at håndtere manglen på privatliv, og de mange daglige “Hvad nu”-beslutninger, de skift der konstant sker og de muligheder der åbner sig, som sætter mig i stand til at høre Mysteriet når det kalder og se vejen når den viser sig foran os, så vi kan leve et guidet liv i al den frihed. Fri-dom som mine dobbeltsprogede børn, ofte kommer til at sige når de taler dansk.
Helt ude af kontekst kommer jeg til at tænke på to meget kontrasterende historier fra mit nomadiske liv. To historier, der handler om at lade sig føre af livet, lade sig guide - om hvordan det at lytte kan folde sig ud på mange måder, og hvordan dansen med den stærke energi altid skaber fantastiske eventyr, med eller uden vildveje.
To fortællinger om guidance energi og community
(FOTO: Fra La Palma, Januar 2018 da vi vendte tilbage for vistnok tredje gang)
Engang besøgte vi et community på La Palma. Eight Life hed det. La Palma er en overvældende fantastisk ø. Bjerget rummer en dyb dyb vibration, en styrke, der er så voldsom, at man enten preller af eller bliver fyldt af en livsenergi så stærk, at det er svært at beskrive. La Palma er magisk. Og var det ikke for Eight Life, var vi måske aldrig taget til La Palma. Vi havde et dybt håb om at dette community kunne blive vores nye base, at vi kunne migrere til denne ø ude i Atlanterhavet og leve i solskin nær et økologisk marked med likeminded mennesker. Men jo nærmere vi kom, jo mere modstand havde jeg, mærkede jeg. Delay efter delay. Lige stoppe her. Lige blive der et par dage. Lige spise frokost. Lige spise middag. De sidste to kilometer, vi kørte, klokken næsten ti om aftenen, strittede alting på mig. Alting var forkert, mærkeligt: Agressive høje hegn, hunde der gøede, en vibration jeg SLET IKKE havde lyst til at være i.
Sandt nok viste Eight Life sig at være det mest vanvittige projekt nogen sinde. Vi rejste igen efter at have sovet, være blevet vist rundt, og ærligt fortalt at vi kunne tydeligt mærke, det ikke var for os at være der. Dyr i fangenskab bag europapallehegn og bange for mennesker. Affald over det hele i en idéologi om no-waste, som kan være god nok, men så må man have et system med orden og planer for alle de gamle køleskabe og plastikposer og knækkede fliser. Efter 9 år ikke engang rent vand. Fire mennesker (heraf en af dem en baby) søgte flere mennesker til deres community, og da vi landede med fire børn villige til at flytte ind og give det et skud, blev vi mødt af at deres communitymøde var vigtigere end at sige hej til os, og af tonsvis af “privat” skilte der fortalte os, hvor vi måtte være og ikke være i den kommende måned, mens vi skulle møde hinanden. Mærkelige, mærkelige mennesker, der kunne bruge seriøst HELE DAGEN på at lave 5 liter rødbedejuice midt i deres kaos af plastikposer og klamt vand med fiskelort i.
Det ved jeg, fordi vi sagde pænt farvel og så gik den smukkeste og mest vidunderlige tur i bjerget, før vi vendte bilen og kørte et andet sted hen. Men det er en anden historie. En historie om jul, om gedehyrden, om en aloe vera-plante, som fik rigtig meget rødvin, og om en udsigt over Atlanthavet, som stadig står skarpt i mit indre her ti år senere, om julemanden på hippiemarkedet og om at vende tilbage til Clarissa og yogashalaen i den anden ende af øen, hvor der var julemiddag og midnatschokolade klar. Men som sagt. En anden gang.
På mange måder tilsvarende kørte vi til Mon la Bassa for 6 år siden. Vi blev inviteret, mens vi var i Paris, og var på vej derned længe. Tre uger måske. Parkeret i den store røde bus på Gruissan Plage, hvor Betty Blue blev optaget. Utroligt smukt sted: i efterårets rusk ved vandet med flamingoer og saltproduktion, og det mest utrolige spabad nogen sinde. Det tog lang tid at komme af sted.
Da vi endelig kørte, var der “de gule veste”, en fransk protestbevægelse mod dieselpriser eller regeringen eller nok snarere begge dele, der lukkede vejene, og vi måtte vente. Så var der Pyrenæerne, vi næsten ikke kom over med den kæmpestore veteranbus. Byen Figueres lige på den anden side, med Dalis kunst, var et vidunderligt stop, der også fik sin tid. Nærmere og nærmere, mere og mere energi, var det godt eller skidt? Vi tankede, før vi kørte hen til broen og holdt meget længe og så på den bro i øsende regnvejr, før vi tog chancen og kørte over den. Den var godt nok lille. Autoværnet på den ene side var faldet af og blottede floden nedenunder.
Den korte version er, at vi aldrig kørte over den bro igen, og at Mon La Bassa er et af de mest magiske og vidunderlige steder i verden, som stadig føles som hjemme, og var det HELT rigtige sted for os at have base de første mange år af vores fuldtidsrejseliv.
Pointen er, at det kan være utrolig svært at mærke forskel på om noget er meget rigtigt eller helt forkert. Er det en form for cirkel? Lidt det samme? I stedet for meget langt fra hinanden, så på en måde så langt fra hinanden at noget i energien bliver det samme, mødes igen? Jeg forstår det faktisk ikke.
Vi tror vi ved, men vi tager altid fejl
(FOTO: en udsigt på La Palma en dag vi gik en lang tur i bjerget, og der pludselig var en stol)
Jeg havde et kort over La Palma hængende på min væg i månederne inden vi tog derned for at give community-livet en chance. Drømmen om at slippe ud af trummerum – København og vintermørket sivede rundt i mit hjem. Da vi kom dertil, viste La Palma sig fra mange stærke sider. Vi mødte nogle vidunderlige danskere, der havde rejst i 2-3 år på det tidspunkt, og som er blevet vores virkelig gode venner. De lærte os en masse om rejselivet og sagde fra starten: Det handler om community! La Palma var også dér, hvor vi (et par år senere, hvor vi havde lejet et hus der) mødte Tamara og Manu, et tysk-argentinsk par som havde forladt deres permakulturfarm i Brasilien for at bo i en autocamper, og det var Manu, der sagde: Det flytter sig fra drøm til virkelighed, når du sætter en dato, for dér flytter det sig fra luftkastel til planlægning. Det bliver praktisk i stedet for diffust. En måned senere havde vi købt bussen og samme år rejste vi.
Jeg har lært mange gange i mit liv, at man tror, man gør noget af en eller anden grund, men i virkeligheden er man der af helt andre grunde. Der er Guds plan og min plan. Og jeg ved godt, at jeg må navigere efter energierne, føle mig frem, gøre det, der giver mest mening både i hjerne og hjerte, det, som klinger med min sjæl, mit dybe selv. Og jeg tror, jeg kender forklaringerne, sammenhængene, jeg tror, jeg forstår et eller andet, jeg tror, jeg véd.
Men det eneste, jeg ved, er, at jeg aldrig rigtig ved. Godt for mig at jeg ved, at Gud har en plan, at jeg ikke behøver vide, at det er godt nok at tage næste skridt i tillid, også når det føles mærkeligt, også når jeg kun kan se ET skridt frem, nogle gange ikke engang dét, kun kan tageskridtene laaaaaangsomt: flytte vægten lidt, løfte hælen, trække vejret, balancere, komme i kontakt med lårmusklen, løfte hælen lidt mere … you get the picture. Selv dér, især dér, må man vide, at alt er godt. At vejen frem er der. At Gud har en plan. Det er kun min opgave at tage skridtet, ikke forstå, ikke regne ud, ikke få styr på, og intet kan gå rigtig galt, heller ikke når det føles sådan.
Det er spændende, hvordan begge oplevelser havde så meget energi i sig, hvordan vi troede, vi vidste, hvorfor vi gjorde det, vi gjorde, men livet foldede noget helt andet ud for os. Eight Life bragte os til La Palma, hvor vi har entet så meget og lært så meget og levet så stærkt, og omvendt troede vi, at vi bare lige skulle to uger til Mon La Bassa for at klappe nogle dyr, inden vi skulle videre rundt i verden med den store røde bus, men lige dér dukkede et community og en magisk base op til os, hvorfra vi kunne basere vores vilde og omflakkende og uforudsigelige rejseliv.
Det magiske liv
Livet er i sandhed magisk. En tillidsopgave. Et vildt ridt. Jeg tænker på Kierkegaards: Vi lever livet forlæns, men forstår det baglæns, og overvejer, om ikke der er lidt samme dynamik mellem at bruge alle sine intuitive og spirituelle sanser, når man navigerer, og at skrue den fantastiske hjerne på som motor; den nysgerrige søgen efter at forstå og kunne forklare og rationalisere det er at leve forlæns. Samtidig må vi bare overgive os til, at det kun er i bagklogskabens uhyggeligt klare lys, at vi i sandhed forstår, hvad der foregår; det store spørgsmål om, hvorfor vi får kun glimtvis svarene på.
Jeg husker engang, at jeg tilfældigt mødte en veninde på gaden i København, hvor jeg boede. Hun boede i den anden ende af landet, og havde en stor buket blomster i hånden. Jeg havde for kort tid siden fået mit første barn, og min veninde udbrød: “NU ved jeg, hvorfor jeg købte de blomster, da jeg skiftede tog i Odense!”. There you go. Vi bliver nødt til at stole på al kaoset, og vi bliver nødt til at prøve at mærke med alle sanserne og tænke efter bedste evne, men i sidste ende må vi også have tillid til processen - og til det, der er større end os. Forholde os undrende og ydmygt.
Sidde på en kold mur med for stærk kaffe og vente på solopgangen og nok overskud til at finde havremælken, mens grønne papegøjer danner team med grå duer og verden folder sig ud, magisk, mystisk, vild og smuk.
Velkommen tilbage til Europa, Gypise, siger havet, siger fuglene, siger den brusen i palmetoppene.
Kommentarer