1. Find ud af, hvad der er rigtig vigtigt = hvad ønsker du de har lært, når de bliver teenagere (dvs når du ikke længere kan få lov at lære dem så meget)
2. Fokuser på det og kun det (drop svigermors, pædagogers, avisskriveres, veninders ambitioner)
3. Sæt grænser der, hvor de er = rundt om dig selv. Dvs vær autentisk, vær dig selv, sig, hvad du tænker og mener (også til en treårig) og tillad dine børn det samme.

 

1. Du gør det altid godt nok, for det eneste du forventer af dig selv er at du er dig selv (og det er svært at undgå)
2. Du har et fokus, som du selv har valgt og du kan sige fra overfor alle de andre ('det skal nok komme, jeg har ikke tralvt med at lære dem det, de er jo så små endnu'- øv dig på den sætning eller en tilsvarende, der fungerer for dig)
3. Du får lov at være nærværende og sammen med dig selv, når du er sammen med din familie, i stedet for at være projekt-forælder med exempelvis konsekvens strategi (som er stress fordi du jo 'ødelægger' det hele hvis du en dag bare ikke orker at stille krav - og i øvrigt også på mange andre planer en dårlig strategi)

Det svære kan være at give slip på alle forestillingerne om, hvordan familielivet 'bør' være og turde være sig selv og rumme at børnene er dem selv. Det betyder ikke, at man ikke skal gøre sig en bunke overvejelser over livet med børn - det synes jeg bestemt, man skal - men en af mine kæpheste er netop, at vi moderne forældre bør droppe projekterne, alle vores forestillinger og ambitioner om barndommen og begynde at tillade barndommen at ske, tillade livet at udfolde sig frit og utvungent, rumme op og nedture og gribe og værdsætte øjeblikkene et ad gangen. Allesammen. 

For dem, der har lyst til at hente inspiration, har jeg skrevet en fin ting om blancen mellem frihed og struktur her.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på min gamle blog SpeltMor.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra SpeltMor.dk her