Om at opdage, det er søndag.

Motorvejstanker fra den 13. maj

Det er søndag. Det konstaterede vi, da vi kørte til et lukket kæmpe-supermarked i morges. Ikke et øje. Ikke en bil. Meget overskueligt. Men man fik ikke vand af det. Klokken er halv tolv, vi kører med 120 km i timen sydpå. Storm ser film og spiser chips, pigerne og Fjord sover. Jeg skriver på Jespers computer, da jeg ikke ved hvor min egen er.

"I disse tre måender, er det ligemeget, hvad jeg oplever ovenpå den madoplevelse i går" - siger Jesper lige. Det var så charmerende og hyggeligt at alt er godt.

Jeg forstår godt, hvad han mener. Men ungerne er trætte af at køre bil. Det er tredje køredag i dag, og det er ved at være hårdt. Der begynder at være konflikter, fordi de trænger til kontakt. I morges planlagde vi at køre til Limouge og finde et sted at være et par dage. Men nu hvor vi har kørt nogle timer, tænker vi at køre som i går og i forgårs: Så langt sydpå som muligt. Igen. Selvom man næsten ikke kan rumme det. Men hvis vi gør det i dag og i morgen, kan vi nå frem til Perpignan området, hvor vi tror på at den der campingplads, Mille har beskrevet, er lige perfekt for os. Lige ud til Middelhavet, syd for Perpignan - altså tæt på Spanien. Så kunne vi evt blive der i hele to uger og få slappet af. Sidst vi så en vejrudsigt var der 25 grader dernede. Det er jo ægte ferie.

Vi har valgt at køre en anden vej end GPS'en anbefaler, ordi vi ikke er klar til bjerge. Route Napoelon er bare så skræmmende, så vi håber den her omvej er mindre skræmmende. Så vidt jeg husker fra mine geografitimer, er der knapt så højt ned denne vej.

Og processen: Det handler jo om mange ting, det her. Det handler blandt andet om at blive rask i mit hovede. Komme ud i alle mulige situationer, som kan presse mig til at gendanne tabt hjernekapacitet og blive mig selv igen.

De sidste to dages max stress har været:
I går: At blive påkørt bagfra, mens Jesper bakkede ved vores første betalingsstation ved motorvej. Lorteble, forskrækkede børn håndteret i bilen, mens Jesper talte med en mand der ikke talte andet end fransk.

I dag (håber ikke der kommer noget der overgår det): Mens tagbox er åben, og vi er ved at flytte silkes sæde, udløses en alarm på hotellet. Vanvittig sindssyg høje hyle-sirene-larme- terrror med sovende barn i Mei-Tai og uden mulighed for at slippe væk. Den kørte nok i 6-8 minutter, inden den blev slukket. Storm fik sine høreværn på (Liv var en helt og fandt dem lynhurtigt) og Silke var inde i bilen, hvor det var knapt så højt. Da de endelig slukkede, tænkte jeg at stress for i dag var brugt op. Slut. KLokken er ti og jeg kan ikke klare mere....

Men her er vi. Vi kører og kører. Der er gule rapsmarker og vindmøller, og meget smukt. Bakker. Motorvej.

Og ellers. Jo. Vi er vist ved at give slip. Gloede en masse på kort, bøger og GPS i nat og i morges. I virkeligheden har vi bare brug for en retning og en beslutning om, at det er køredag eller hænge ud dag. I dag er køredag. Lige nu vil vi som sagt bare gerne ned til varmen. Og havet.

Mon vi lærer bare at køre? Det var jo en helt fantastisk oplevelse i går, en gave fra oven tror jeg på. Vi har da i hvert fald besluttet bare at køre og se, hvad der sker. I dag. Måske lærer vi at give slip og bare løse tingene hen ad vejen.

B&B hotellerne er der 200 af i Frankring og vi har prøvet to af dem. Det er nok. Men det gode er, at de er helt ens og derfor helt trygge for ungerne. Når vi bare står der, giver de os lov at sove allesammen i et værelse til fire personer, et familierum som de kalder det. Det koster 80 Euro inklusive morgenmaden, som er meget kedelig og meget fuld af sukkermuligheder (lidt irriterende synes speltmor her). Det gode er at man er hurtigt ude og videre. Og sådan et kan vi også godt tage i nat. Selvom det er totalt nederen. Men det er godt at vide, så kan man jo køre ud i det blå - igen med sikkerhedsnet. For helt på stop med rygsæk er vi jo ikke med fire unger og en kæmpe bil.

Der er 137 km til Limouges - vi er der om en time. Det er en by med 200.000 personer i den by, så vi orker den ikke. Vi vil gerne finde små provinsbyer, men helst nogle der er store nok til at have supermarked eller i det mindste en bager, da vi intet vand har. Det holder jo ikke hele dagen. Men så længe de sover, tre af dem, kører vi bare.

Bekymringer for Storm har jeg jo altid mange af. Han siger indi mellem at han vil hjem. Men han tager ærlig talt også rigtig godt imod alt det nye. Han sov fint i nat, ikke længe - han vågner stadig klokken seks, og sådan er det. Vi havde trukket mørklægningsgardinet for, men en lille lys stribe i loftet fortalte ham at det var morgen (fortalte han mig). Han vækker ikke nogen, ligger bare og roder lidt rundt og små-hvisker med sig selv. Til sidst hørte jeg ham sige: 'Jeg tror altså det er morgen!'. Og det var det jo. Han kan ikke sove i bilen, men hygger med farmand, iphone (med masser af film og spil) og chips og kiks og juice. Jeg er ikke bekymret for hvad Storm spiser, for han spiser bestemt også mad. Det er lidt værre med Silke.

Men jeg skal jo lære at give slip. Børn skal nok spise, hvis man bare tilbyder dem mad. Tilbyder man dem kun dessert, bliver de fejlernærede. Og det prøver vi så at undgå. Men hvad. I går spiste vi alle kage til aftensmad, og det var en vidunderlig oplevelse. På hotellet bad Jesper mig spørge hvor den bedste pizza var, og det kunne jeg faktisk på fransk (dygtige mig!). Manden sagde helt tydeligt, at de ikke var gode, men at der var to pizzariaer i nærheden. Så vi købte ikke noget mad. Vi spiste havregryn med mælk og rosiner, fromage blanc og jordbær på sengen på vores værelse. Storm og Silke tog et dejligt legebad, og så puttede vi ungerne. Vi var pænt sultne da vi nåede til morgenmaden klokken ni, men det er jo ok.

Så jeg forsøger at give slip. Også Silke skal nok spise. Hun spiste to store portioner havregryn i går aftes. Og ingen morgenmad næsten. Bare jucie og et par bidder brød. Men det er vel også godt nok til at begynde med.

Nå. Nu må jeg lige orientere mig lidt. Vi er ved afkørsel 13 på mortovejen A71 mod Limouge og når F vågner næste gang, så er han helt sikkert meget sulten (a pro pos) da han ikke har spist siden klokken ni. Og alle andre skal også have noget mad. Måske skulle vi køre fra og finde en flække, måske skal vi bare ... ja. Giv slip og se, hvad der sker...

13. maj kl 12.18: Klokken er næsten halv et, vi har en halv tank benzin, een juicbrik, en sovende baby og 50 Euro. Det er søndag og vi har solbriller på. Hit the road! Bluse Brothers oversat til Ud I det blå for småbørnsfamilier.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her