Min vidunderlige mand siger ofte, at det jo ville være helt fuldstændig urimeligt at forvente, at jeg også skulle tjene penge. At hjemmepasse og hjemmeundervise tre børn, holde hus (ikke helt alene, men dog i hovedsagen mit arbejde) for seks mennesker og en lille hund er sandelig et fuldtidsarbejde, og man kan ikke kræve, jeg orker at lige tage en nattevagt eller noget morgenrengøring oveni. Jeg er godt gift. For han har ret. Der er meget at lave, og jeg gør det med glæde. Heldigvis er vi enige om livsvalget, at børnene ikke skal institutionaliseres (længere – vores børn gik i institutioner, indtil jeg overlevede en kræftsygdom) – men prisen er så at vi lever af en indtægt.
I mange år har min ”indtægt” været sygedagpenge, fordi jeg har (haft) kræft. Så det er ikke sådan, at vi er gået fra en eller anden meget flot og stor indtægt til ingenting fra den ene dag til den anden. I vores familie er det sådan, at vi er gået fra sygedagpengene, til en ydelse Københavns Kommune har på ca 7 tusind kroner pr måned for at passe sit eget vuggestuebarn – sådan et har jeg jo også. Den ydelse kan man få i 12 måneder, og derefter er det så nul. Så vi går ned ad en økonomisk trappe, gud ske lov. Det gør det lettere.
Det gjorde det bestemt også lettere at vælge hjemmeskolen til, dengang vi ikke rigtig startede Storm (nummer to barn) i skole, fordi jeg i forvejen hjemmepassede tre børn. Så jeg skulle ikke sige mit job op. Jeg anerkender hermed, at det havde været en vanskeligere beslutning, hvis jeg havde haft et arbejde, hvis økonomiske afkast vi var vant til og som jeg var glad for. Jeg tror nu, jeg havde besluttet det alligevel, men det er en anden sag.
Riget fattes penge. Det er det, den her artikel skal handle om. Krisen kradser, ja – det gør den. Og det kradser at ofre karrieren, at jeg ikke har noget fancy CV at falde tilbage på, som det så fint hedder. Jeg bliver mere og mere afhængig af min mand, og det kan man godt vælge at opfatte som et problem. Det gør jeg nu personligt ikke.
Men for nu at komme til sagen. Pengene. Så er det soleklart, at det her projekt var langt mere vanskeligt, hvis ikke jeg havde en mand som godt kan lide at gå på arbejde. Jeg indrømmer det gerne.
Og jeg indrømmer også gerne, at vi har færre penge, end hvis jeg også tjente penge. Det er også soleklart. Men selvom det lyder som en kliche, så er penge altså ikke alt. Jeg tror, at det allervigtigste i forbindelse med penge er ydmyghed – at lære at græsset faktisk er rigtig grønt og saftigt lige præcis dér, hvor du er. Og at vi lever i et ekstremt forbrugssamfund, hvor det aldrig aldrig stopper – hvor forestillinger om mere mere mere bliver ved og ved, bliver stoppet ind i os overalt i form af direkte og indirekte reklame. Konteksten sætter rammen for, hvad der er normalt og alle andres dobbelt-løn gør, at vi tror det er umuligt at leve på en indtægt. Det er det ikke.
Men der er i sandhed sværere.
Og så bliver det igen historien om, at valg rummer fravalg, at det der er vigtigt også peger på at andet er uvæsentligt. Min bil drypper olie. Jeg har aldrig været til frisøren. Jeg opfatter biografen som meget dyr. Vi spiser ikke ret meget kød. De voksne får kun nyt tøj, når det gamle er slidt helt op (og jeg ikke kan reparere det længere). Vi ser ikke TV, har ingen kabler eller pakker eller noget. Holder ikke avis. Tager på meget flippede (og billige) ferier. Genbruger alt muligt. Kan godt lide biblioteket. Naturen. Gratis apps.
Så kradser det? Ja. Det gør det. Men det er også dejligt at blive i fokus på det ydmyge, i fokus på det rige liv, som ikke handler om økonomisk velstand, men om stilhed, kontakt og nærvær. Jeg ved godt, jeg lyder som en gammel spraglet hippie, og det er jeg vel også. Til gengæld er jeg ret sikker på, at det her er evig sandt for vores familie. Tiden er afgørende. Timerne sammen. Ikke tingene. Ikke bankkontoen. Ikke den fancy bil. Ikke den rigtige emhætte. Ikke den dyre ferie. Ikke den fine adresse.
Hvis ikke man lærer at finde sine egen værdier og fokusere på dem, bliver man totalt overvældet af alt det, reklamebranchen gerne vil sælge os. Inklusive den store omfattende reklame for Den Vestlige Verdens liv, hvor man åbenbart skal poste billeder af nyindrettede børneværelser, mens man har en kaffe-latte til 55 kroner i hånden, frisørklippet hår og smart jakkesæt (M/K) mens man planlægger venindefrokost med taskekrabbeslat og champagne, hvis ellers man kan få tid for skiferier. Det stopper aldrig. Også i de dyre områder af Danmark kradser krisen. Det er bare virkelig hårdt at være nødt til at sælge ud af Pradataskerne for at få råd til nye støvler til teenagebørnene (også Prada). Det stopper, når det stopper inde i en selv. Eller når man beslutter sig for, hvad der er vigtigt.
Siden vi besluttede hjemmeskolen har vi været på jagt efter en anden bolig. Dét kradser. Det kradser rigtig for alvor. For vi ELSKER vores hjem, og dets placering. Men vi er til gengæld ikke i tvivl om at vores livsvalg er vigtigere end vores mursten, og er derfor konstant på jagt efter noget, som kan koste cirka det halve. Det er nødvendigt, og der er faktisk en vis renselse, en vis opvågnen i processen.
Det er sundt. Og godt. Men ikke nødvendigvis let.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Oprindeligt publiceret på SpeltMor.dk - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk
Kommentarer
Her er et udvalg af de kommentarer der oprindeligt var på denne blogpost. Vi har ikke kunne importere dem automatisk, men der er god viden og feedback gemt i dem, så her er de. Vil du skrive en kommentar, så skriv blot i kommentar-feltet nedenfor :)
***
Kommentarer