Vi besøgte Alhambra i mandags; og Alhambra var faktisk - som man kan læse alle mulige steder - et underværk.
På vanlig sigøjnerlejr-manér satte vi ud nogle timer for sent, med unger der ikke rigtig havde fået mad, med for lidt vand og intet at spise udover chokolade, med undertegnede, der havde sovet mindre end tre timer om natten (tak til kemohjernen). Kom for sent til at hente billetterne, der var forudbestilt i maskinerne, der alligevel ikke virkede og brugte latterligt lang tid på at få pengene tilbage.
Men anyway - der er man så. Jesper skubber to unger i barnevogn og bærer på en trejde i Mei Tai, fordi jeg bare er løbet totalt tør for batteri og slæber mine birchenstokbeklædte trætte fødder op ad bakken godt gemt bag kæmpe solbriller der kan dæmpe lysets vej ind i min trætte hjerne. Folk tror at Thomas er endnu et af vores børn og japanske turister tager billeder af denne mærkelige kæmpe familie, og spanske skolebørn spørger os, hvilket obskurt land, vi mon kommer fra; klokken er næsten seks om aftenen og vi har et vindue på en halv time til at se Paladset, så der er (stadig) ikke tid til at spise.
Man drøner gennem en park; en utrolig smuk park fuld af roser og ruiner, og lander så i en laaaang kø i direkte sol, og det er bare fyrre grader og man står og slæber på en træt baby. Vi holder fanen højt, og kommer igennem - forbi sikkerhedsvagter, der med ægte svømmehals-livreder attitude, holder skarpt øje med alt og alle (vi følte os både skyldige og bange, han havde både en stav og en pistol, samt et helt bælte m ekstra patroner) - og endelig ind i selve paladset.
Og hvad sker der så? Det er faktisk et mirakel. Det er faktisk totalt utroligt, vidunderligt, overvældende. Ungerne er trætte og sultne og småsure, men det går. Det hele er old-gammelt, slidt og der er turister allevegne. Og alligevel går man om hvert eneste hjørne og bliver bjergtaget. Lyset, vandet, stenene, farverne, mønstrene, stilheden (som på en eller anden måde var der), skyggerne; det totalt talentfulde håndværksarbejde, arkitektur, rumfornemmelse, udsigterne fra vinduer, broer, søjlegange - lyden af springvand, kilder - fugle der flyver gennem udskæringer i stenene, dovne katte i skyggen. Det var faktisk helt fantastisk, det var faktisk værd at køre langt efter, det var faktisk en stor stor oplevelse.
Jeg faldt i søvn på en bænk til sidst. Sindssygt træt, sansemættet og overvældet.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Fotos: Primært taget af Thomas Felumb
Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk
Kommentarer