On the roaad again

Turen fra Alhaurin til Tarifa var komplet uinteressant; vi kom sent af sted, fordi vi gerne ville sige godt farvel til vores venlige vært Bernhard. Bernhard var i gang med at blive skilt, og skulle også rykke ud af huset den dag, så der var almindelig opbrudsstemning. Lige som de fleste af de steder, vi har været, havde vi følelsen af at rejse fra det bedste sted på hele turen. Og som alle de andre gange, tog vi fejl.

En lille læresætning til lykke-bageriet

Livet er en proces, og man er nødt til at flytte sig hele tiden. 

Ja, ja - jeg kan mere lommefilosofi, og jeg kan i hvert fald godt selv bruge det til noget.

Motorvej vs landevej

Anyway, selve turen var bare motorvej og ret uinteressant. Bjergene skiftede en anelse og blev fladere, landskabet lidt mere tørt og ørkenagtigt, men forandringen var unægtelig lille set fra motorvejen. Til genæld var turen fra Tarifa til Zahara ret sjov. Vi kørte ad kystvej, først for at se om vi kunne finde et hotel i nærheden af Tarifa, og dernæst for at komme til Zahara. 

Søg og du skal finde

Liv proklamerede, da vi startede bilen i Tarifa, at 'Det er da godt nok mærkeligt: Nu har jeg været i Spanien i næsten en måned, og jeg har ikke set een eneste tyr!' Og hvad sker der så? Mens solen går ned bag de fladere bjerge, dukker et landskab op, der består af enorme parker af hvide vindmøller, lige så store marker med solsikker og så, ja: tyre, ikke en hist og her en enkelt, men hele marker fulde. En enkelt gang så vi en kæmpe tyr, helt enorm var den - med horn og det hele - under et træ, som var det selveste tyren Ferdinand. Og så med aftensolens lys på; det så fantastisk ud.

Sigøjner i blodet

Og hvor skønt var det lige at komme af sted igen. Vi har ligget stille i Alhaurin i mere end tre uger, og haft en vidunderlig solferie, men lidt kedeligt bliver det jo i længden - så åh - at bevæge sig videre, det var lækkert i sig selv. Alhaurin de la Torre er for så vidt en temmelig almindeiig og kedelig provinsby, og de mennesker, vi var der for at besøge, lykkedes det ikke rigtig at være sammen med - så det var også bare vidunderligt at komme videre til noget af alt det Spanien, som er så charmerende, skævt, anderledes. Vi kørte sydover, og alting blev mere arabisk i det. Husene endnu mere firkantede og hvide, skiltene tosprogede og solen endnu mere brændende. Det lykkedes os faktisk at blive lettere skoldede den første dag i Zahara, mærkeligt nok efter så meget sol. 

'Livet er langt, og verden er stor' Skiver Isabel Allende et eller andet sted. Det sidste er i hvert fald bevist på denne rejse. Hvor er der utrolig mange detaljer og steder og mennesker og landskaber og stemninger og dufte og lyde og lys.  Gad vide hvor længe, vi kan holde ud at blive hjemme, når vi kommer hjem?

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk