Lidt om Zahara de los Atunas

Forskellen på at bo i Zahara de los Atunas i en uge og på slottet nord for Sevilla i et døgn, er så kolossal, at man skulle tro der var tale om forskellige lande, kulturer, sprog, personligheder. I Zahara gik alting uendelig langsomt; der var knapt energi til at udtale konsonanter. Tre minutter var fem, ti minutter en halv dag, et kort stop det meste af en uge. Der skete næsten ingenting i Zahara, og alligevel var der et mylder. Alting skete bare ligesom enormt tilbagelænet og langsomt, roligt og sløvt.

Men kaffen var rigelig og god, brødet nybagt og duftende, solen brændende - men luften klar og kølig, og udsigten fantastisk.

Vi var i bølgen blå og legede vandkamp med atlanterhavet; særlig Storm og jeg fandt det utrolig morsomt at se om bølgerne nu fik os, eller måske bare vores badetøj. Vi sov dybt og længe med skodderne for, for udenfor var stranden og det utrolige lys. Vi var meget længe oppe, og sent ude og nyde fuldmånen. Vi fandt en bager der havde fantastiske kager, og som endda havde flødeboller – én eneste, hver af de to dage, vi var der.

Vi besøgte legepladsen, hvor Fjord spiste sit første stykke vandmelon og Jesper fik masser af points hos de spanske kvinder, der sad og holdt øje med deres børn – tænk engang en drøm af en mand, der gider være sammen med - og made sin baby. Storm legede på legepladsen, og håndterede at de spanske børn talte en masse til ham, uden han kunne forstå det. Silke kiggede på butikker med mor, og liv studerede kvantemekanik og fotografi-teori hos Thomas på deres mange små ture rundt i byen.

Det var i Zahara, vi oplevede dramaet med den forsvundne hundehvalp og det var også dér vi boede på pensionat hos en hyggelig gammel gubbe, som også havde fire børn og dermed et vist åndsligt fællesskab med os. Vi fik lov at låne vaskemaskinen, og i gården fandt vi en kasse med fulge – måske vagtler – som ikke var kælefugle; tydeligt opdræt til egen fortæring. Der var bygget vognhjul ind i selve husbyggeriet, der var masser af tagterrasser med hvidkalkede mure og flisegulve, der var malede fliser at fotografere, og tusindvis af myrer når man havde mad på værelset.

På stranden var en lille tjekket cafe, der bare havde kaffe, the, kage, is og frisk juice – samt internet. De fik megen af vores tid, og en god portion euro. Ikke et ord blev vekslet; vi var rigelig sammen resten af tiden – her uploadede vi vores billeder og stenede rundt på Facebook, hvor det ikke længere giver mening at statusopdatere – der er ingen der gider høre mere om al den sol og al den ferie, vi oplever.

Zahara var et sted, man godt gad vende tilbage til. En badeby med stil og charme, lidt fornemmelse af østens mystik, mangen en hvidkalket mur, glade mennesker, vildt men smukt hav, dejlig mad, god stemning, godt brød, stærk kaffe. Hvad mere kan man ønske sig?

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk