Matadoren fra Norden - om en tyrefægterarena og meningen med det hele

Tyrefægterarenaen, Andalusien d. 7. Juli 2012

Lige syd for slottet ligger en gammel arena, der måske, måske ikke, stadig er i brug. På en mark i forbindelse med arenaen stod faktisk en hel flok flotte tyre. Imponerende dyr, ekstremt store boller – undskyld, jeg benævner det; men det er faktisk ekstremt.

Arenaen er et helt bygningsværk, både med båse til træning, til at pirre tyren, til at bedække køer, udgang til marken, og så med selv opvisningsmanegen. Vi gik rundt på dette bygningsværk i forfald, drak vand, pjattede og tog billeder i en times tid, inden vi kølede hovederne i vandet ved sankt (Marius), som har et eller andet med tyre at gøre. Det må man lige slå op. (han er tyrenes beskytter)

På slottet var der tre hoveder og utallige halsbånd med klokke fra legendariske tyre, slået i manegen. Der var malerier af tyre, masser af dem og der var tegninger af kampe, hvor tyren blev besejret, mens den stadig havde en død torero på hornene. Der var ligeledes malerier af matadorer og sabler og kapper; og i lyset af alt dette var det pludselig svært at være imod tyrefægtning.

Det er naturligvis dyreplageri, og jeg vil aldrig i mit liv gå ind for at voksne mennesker fuldt bevidst piner andre levende (dyr eller mennesker). Men jeg forstår bare pludselig, hvordan dette fænomen er et dybt rodfæstet fænomen i andalusisk kultur; hvordan der ikke bare er tale om manden mod tyren, men om et temperament, en heltedyrkelse, en romantik og en bondekultur som har vævet dette tyreblod ind i sit tæppe. Dårligt billede.  Men vild tanke alligevel.

Jeg tror jeg må læse en bog om emnet, for det er stort. På et hotelværelse så vi lid tyrefægtning på tv, og der er også tale om en sport, om talentfuld akrobatik og om mod på højt plan. Det er en imponerende udfordring af både den menneskelige krop og af frygten; og netop dette er helt centralt:

Frygt kan så let komme til at æde vores liv, og formår vi at vinde over frygten eller i det mindste tæmme den, svække den, sætte den i system og få den under kontrol, er alting så uendelig meget rigere. Tiden er vores vigtigste ressource, og alt den tid der ædes af frygt, er i det store og hele spildt, løbet ud i sandet, ligegyldig og ulykkelig. Og derfor giver tyrefægtning på et eller andet plan psykologisk mening: Den giver alle involverede mulighed for at konfrontere frygten, gennem dette både romantiske og bestialske drama.

Ved ikke helt om jeg selv mener det - for det er samtidig systematisk vold mod et dyr, der ikke selv har valgt at deltage i legen. Hvad mon I andre tænker?

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Se billeder af Kongetrappen

På slottet var en imponerende trappe, en af disse trapper, som er bygget med flisetrin med træ-ramme, og med bemalede kakler på det lodrette stykke. Det er en trappe hvpr vi legede at man skal huske at opføre sig som en konge, mens man går op.

I dette tilfælde fortalte de hele historien om, hvordan kulturen i andalusien opstod og udviklede sig; om hvordan man lever og dør i dette område  -  eller i hvert fald hvordan man gjorde det engang.

Jeg har tilbragt næsten en time af mit liv med at fotografere hvert eneste trin, hver eneste flise på denne trappe, som altså var temmelig utrolig i al sin enkelthed og ydmyghed.

Når man gik på den, følte man sig som en konge. Kun når man gik opad; hver gang en ny konge.

Først kongen af Andalusien, så kongen af hele middelalderen.

Dernæst kongen af selve den brændende sol, så konge over internettet.

Meget værdigt og stolt gik man disse trin op, og så snart man var forbi reposet og ude på svalegangen, var man sig selv igen.

Eller måske netop ikke; på svalegangen var jeg en andalusisk mamasita, stolt og med sjal, vifte og brusende skørter.

Det er mit livs første svalegang, en ægte gang langs en indre gårdhave på et slot, hvor jeg faktisk boede en enkelt nat. MED svaler, der flagrede ind og ud gennem solsejlet, der var sat op over gården, så den var til at holde ud at være i .

Tilbage til trappen og ned igen, er jeg mig selv. Helt praktisk og langt væk i mine koordinerende tanker og lister over ting, jeg lige skal huske. Helt ok. Kan godt lide at være mig, være mine ungers mor og min mands kone og søster til min chauffør og speciallærer og fotograf.

Storm på et ægte slot

Thomas (ses i baggrunden) tager billeder af en stork