Mystik i grænselandet, om Miranda do douro

Her kan man læse om butikkerne, dyrene, menneskene, tagterrassen og alle sofaerne: Lidt om det, der gør denne her by mærkelig og speciel.

Miranda do douro ligger lige over grænsen til Portugal, temmelig langt nordpå. Det er en surrealistisk by at opholde sig i, skaber en stemning af mærkelige smalle film, oldgammel plastic og måltider, man ikke forstår.

Byen er fuld af butikker, hvad der jo er normalt - men her er det mærkeligt: Her er møbelforretninger, med virkelig funky møbler i god kvalitet; tjekkede og godt designet, lækre og af gode materialer. Man får lyst til at købe en trailer. Dernæst er der butikker med håndklæder, sengetøj, nattøj, strømper og sengetæpper. Nogle af dem har også lidt pynt til hjemmet. Det meste af dette er billigt og grimt. Og så er der butikkerne med olivenolie, bromæreddike, mandler og rødvin, som åbentbart er det, man køber, når man grænseshopper i Portugal. Så er der masser af barer, billige restauranter og tøjbutikker. Men mest af alt møbler og sengetøj/håndklæder/nattøj.

Jeg spekulerer på om der mon bor rigtige mennesker i denne by; mennesker der bare skal ned og hente avisen og et frisk brød, mennesker der HAR håndklæder og sofaer?

Og så er der dyrene i Miranda.

Vi ser ørne og våger hele tiden (undtagen fra plasticbåden, se indlæget kvinde på kanten), mange og tæt på. Så mange, at det næsten er uinteressant, vi gider ikke fotografere dem længere. Men smukke og imponerende er de jo. Vi har set en gul slange, og blev meget bange og skyndte os væk. Vi har set nogle fisk, som har reder på bunden af søen; der er æg under støvet og de forsvarer kraftigt deres små områder. Vi har set en meget skriggrøn frø med brune og gule striber. Og så har vi set en meget stor, mærkelig hund uden ejer og uden halsbånd gå rundt i byen om natten. Det ligner en hyæne - men det kan da ikke passe?!

Menneskene her oplever vi som enten supervenlige, hyggelige easygoing mennesker (det er typisk dem med espressomaskiner) eller helt hovski-snovski personer, der stirrer på os som om vi kom fra en anden planet. Det ved de dog godt, vi ikke gør, for vi kan høre dem tale om Danmark og danskerne rundt om  i hjørnerne og på barerne og restauranterne. Selvom vi mere ligner en flok sigøjnere eller rockstjerner eller noget andet mere eksotisk; vi er efterhånden totalt ligeglade på den afslappede måde (ikke den ligegylidge), og alt er ved at være gået i stykker: tøj, barnevogn, sko - det hele er hullet og lapper og fixet med stribs og gaffer. Nu overdriver jeg naturligvis, men lidt alligevel. Vi kører ikke i en nypudset bil, vi går ikke i pæne sko, børnene har ikke tøj der er købt i sæt og som er med frynser, vi har ikke frisuerer med hårlak. Anyways - måske tager vi lige en by mere i Portugal, bare for at se om det virkelig kan passe.

Men nu må vi se, der er også nogle grotter, vi skal have kigget på i Nordspanien og så er der jo Guggenheim i Bilbao, som kalder - den permanenter udstilling om tid og rum tænker vi at bruge mindst to hele dage på. Og vi skal jo snart hjem igen. Der er mi ndre end tre uger tilbage af vores rejse; mærkeligt. Har på ingen måde lyst til at tage hjem.

Nå, så er der jo tagterrassen, hvor jeg sidder lige nu og ser ud over hele byen. Jeg kan se kranen de bruger til at bygge et eller andet, jeg kan se ruinen som er fint resaureret, jeg kan se slottet, den gamle bymur og alle yndighederne på skråningerne og i parkerne. Her er virkelig malerisk. Og i dag er der skyer - det er første gang i 54 dage, vi faktisk har skyer på himlen. Der har også været støvregn i tre minutter, fordelt over to 'byger'. Og det blæser nok til at det er helt dejlig køligt. Tagterrassen er et scoop. Der er så dejligt og særligt at man får lyst til at indspille en film på den, og ved, den bare vil være god alene fordi den foregår på dette særlige og skønne sted.

Vi har fået terrassen åbnet, selvom de normalt først åbner den til august, og det er bare os der bruger den. En enkelt gang har jeg i tre minutter set nogle andre. Vi føler os totalt frie og hjemme; det er dejligt. Indenfor er der en bar (som jo altså er lukket) i et rum med femten sofaer og et tv (som endda har en børnekanal, hvad Storm finder helt fantastisk).

Hotellet her har i det hele taget en aftale med en eller anen sofa-mand. Der er sofaer overalt. Og de er fede nok, hverken grimme eller støvede eller gamle. Fæde sofaer, man får lyst til at smide sig i. Det er nice. Der er sofaer ved siden af elevatoren - på alle etager; der er ni sofaer i restaurenten (resultatet er at bordene, man spiser ved må stå så tæt, at man knapt kan komme frem mellem stolene), der er tre sofaer i receptionen og en på vej op til samme. Det er meget mystisk. Jeg har desuden ikke set andre end min egen familie sidde i nogen af dem.

Hvis nogen skulle få lyst til at rejse hertil, kan det varmt anbefales. Til trods for den mærkelige sammensætning på denne bys shopping-menu, er her smukt, afslappet, nok at se på og opleve, varmt og venligt. Vores små, skønne detaljeoplevelser, må man bare læse om i andre indlæg. For det her skulle handle om det mystificerende ved denne kombination af fænomener. Jeg ved godt, det ikke er helt skarpt, men jeg havde så meget sol og vind i ansigtet, at jeg ikke kunne se skærmen og ikke kunne tænke klart. Og dog håber jeg naivt, at det kan bruges til noget; at det kan viderebringe en stemning fra vores tur - hvad der jo er meningen med hele det her blog-noget.

Med kærlighed

Cecilie Conrad 

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk - Nu er alle mine danske artikler samlet på CecilieConrad.dk