Tilbage

Kernen i vores unschool - vi er hinanden

Cecilie Conrad·25/05-2017

Interessant er det jo, at vi mennesker formentlig ikke rigtig er noget, uden hinanden. Om unschooling, ubetinget kærlighed, skolens magtforhold, subjektets relationelle natur og visdom. intet mindre.

I centrum af vores valg, af unschooling

Unschooling handler, for mig, ikke om metode. Det handler ikke om, hvorvidt jeg stiller krav om syv-tabellen eller om, hvor længe vi sover, hvor og hvornår vi holder weekend, og slet ikke om vores forhold til statens mere eller mindre eksplicitte krav til vores livsindhold.

Det er så det. Så har jeg ingenting sagt. Men alligevel. Sat scenen.

Unschooling hos os handler om Det Gode Liv, om eksistensen, om det, det hele handler om. Det afgørende ved unschooling er, at både børn og voksne udfolder de allervigtigste elementer af livet så helhjertet og og fuldkomment som muligt. Det afgørende er at bære sig selv, og at være i sine vigtige relationer. At kunne eksistere på den præmis, at den ubetingede kærlighed, det gensidige, inspirerende, respektfulde forhold mellem mennesker er den hjemmebane, vi lever i. Og for. Det er dét, man kommer til at fortryde på sit dødsleje, hvis man ikke lægger hele sjælen i det: Selvforholdet og alle de øvrige vigtige relationer.

I sidste ende er det afgørende for alle niveauer af livet; det, det hele handler om OG dér, det hele sker. Altså relationer. Relationerne til de allervigtigste mennesker i vores liv, herunder os selv.

Det er relationer, vi falder tilbage på.

IMG_0532-e1500755148835

Vi har naturligvis projekter, kriser, arbejdsopgaver, tilstande, som vi udlever, magter, udfolder. Men relationerne er det, der er helt afgørende, både for den succes og fuldkommenhed, man kan opleve i alle andre elementer af livet, og for den oplevelse, det er at udfolde disse.

Både jeg og mine børn har tilladt os selv at leve først og fremmest i den ubetingede kærlighed. Det er dér, vi står; det er dér, vi er.

Interessant er det jo, at vi mennesker formentlig ikke rigtig er noget, uden hinanden. Det er relevant at tænke og tale om selvforholdet, hvem vi ER inde i os selv, hvad vi har med os som subjekter, hvad vi kan og ved - men borer man lidt i det, viser det sig, at vi har vores historie om relationer, at vi lærte vores selvforhold af relationer, at vi kan det, vi kan, fordi vi lærte det af nogen, udviklede det i relationer og at alt det, vi som subjekter kan præstere, kan vi godt eller skidt, på baggrund af de relationer, vores liv falder tilbage på.

Det er intet så ørkesløst som ensomhed. Intet så rædselsfuldt som usunde relationer. Well, måske noget. Enkelte sygdomme eller tvangstilstande, men lad nu argumentet svæve.

Vi er det, vi er, når vi har hinanden. Færdig bum.

Uden hinanden er vi ingenting. Et snefnug i en vintervind.

IMG_5374

Derfor er enhver form for skoling udenfor familiens ramme en punktering af det, der i min optik er det allermest afgørende element af unschoolingen: At vi lever nær hinanden, i vores ubetingede kærlighed, dybe respekt, gensidige inspiration - Skolerne skiller familierne ad, og deri ligger deres aller-voldsomste gift. Men også deres magt. Når man skiller familierne ad, fjerner man den styrke, som vokser i mennesker der elsker hinanden, den selvstændighed der vokser af at høre til og høre sammen og den stamina, der vokser af altid at have opbakning. Ægte opbakning, ikke teknikket anerkendelse.

Så. Nu er det sagt. Det er det, det hele handler om, når vi unschooler hos os. Det store billede.

Hvad vi lærer undervejs er af mindre betydning; vi samler de sten op på stranden som er smukke, vi løser de opgaver, der præsenterer sig for os, vi udvikler de talenter, der brænder og danser i vores hjerter og hjerner;  vi gør det, der giver mening - og som biprodukt lærer vi alt muligt.

Vi lever intenst og sammen hver eneste dag. Ikke som om det var vores sidste dag, men dog med en viden om, at vi intet har at fortryde. Og vi lærer, som om vi skal leve for evigt, som Ghandi vistnok sagde. Vi er sultne i hjernerne. Men nogle gange også i den tilbagelænede muskel, som skal nå at se grundigt på bjergene, suge solen, kramme rigtig meget, mærke vores tæer og tænke nogle flyvende tanker til ende.

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad,  Andalusien 25. maj 2017


Oprindeligt publiceret på CecilieConrad.com - Nu er alle mine danske blogindlæg samlet på CecilieConrad.dk

Rådgivning, samtaler, artikler, og podcast om familieliv og læring

Hej, jeg hedder Cecilie Conrad og jeg er uddannet psykolog, mor til fire, radikal unschooler og fuldtidsrejsende. Jeg har levet med unschooling i over et årti og hjælper andre familier med at finde deres egen vej – uanset om det handler om hjemmeskole, unschooling eller det større spørgsmål om, hvordan man vil leve som familie.

Jeg tilbyder rådgivning, samtaler og foredrag. Jeg kalder mit arbejde grandmothering – ikke coaching i klassisk forstand, men tilstedeværelse, faglighed og konkret hjælp til at navigere i moderskabet og finde hjem til sine egne værdier.

Er jeg den rigtige til at hjælpe dig? Du kan booke en gratis afklarende samtale, så snakkes vi ved og finder ud af det.

Hør mine Podcast

Jeg deler ud af min viden og nysgerrighed om familielivet og læring i mine 3 podcast.

Læs mine seneste artikler

Så smukt er der udenfor el Soplao grotten, man fatter det knapt. Alene køreturen derhen, kaffen foran grotten med denne udsigt, burde kunne gøre enhv…Læs mere
Oplev den betagende skønhed og kultur i San Vincente de la Barquera, en perle i Cantabrien, Spanien. Læs kapitel 2 af vores rejsefortælling og find u…Læs mere
Oplev en dag i San Vincente de la Barquera, hvor en familie navigerer gennem turistfælder, skuffelser og små glæder. Læs mere
Da vi var blevet lidt trætte og det begyndte at være en anelse surt, bad jeg den gode Gud om, at vi kunne - og jeg citerer - "lige finde et sted, hvo…Læs mere
En uventet rejseoplevelse på vej mod Bilbao: Fra en øde hotel-parkering med en kirkegård af maskiner til en aften fuld af latter og familiehygge i Sp…Læs mere
'Hvad gør I med kræsne børn?' spurgte en veninde, just inden vi rejste på vores 90 dage i Europa. 'Giver dem noget, de kan lide' svarede min mand. Me…Læs mere
I byen, hvor de fleste mennesker åbenlyst stirrer på mig, ser jeg mig selv klart. Egentlig på den gode måde. I Miranda do Douro, stirrer folk på mig.…Læs mere
Om børn der har fået sukker nok. Det er min erfaring, at det virker at give slip. Lige nu er jeg på 90 dages rejse rundt i Europa og har den samme fe…Læs mere
Byen er fuld af butikker, hvad der jo er normalt - men her er det mærkeligt: Her er møbelforretninger, med virkelig funky møbler i god kvalitet; tjek…Læs mere