Eventyr-skønhed, bjergsider, fugle og vand. Comosøen. RoadTrip2014 #3
Når vi rejser, er det for at se nye horisonter, for at overraskes, ryste posen, overraskes og forundres. Selvfølgelig også for at være sammen og opleve, bygge fælles historier, lære og leve livet. Selfølgelig.
Men her kommer historien om en overraskelse. Et kvantespring.
Jeg sidder og ser ud over søen, over det rolige vand; lytter til fuglesang og får der bræger lidt, ser på bådene i den lille-bitte havn og bjergene i horisonten. De små fnuglette skyer, som forandrer sig på himlen, og min mand og mine sønner, der leger i vandkanten. Finder krystaller og sneglehuse, og valnødder, som kommer flydende med flodudløbet. Så evig yndigt.
Og det, der er sindssygt, det overraskende, er at kvantespringet fra første campingplads i skygge ved siden af supermarkedet og hovedvejen til anden campingplads ved søen og med alle fastliggerne, rent faktisk er et mindre kvantespring end det, vi tog, da vi flyttede fra fastligger-hygge til det her sted midt mellem Dongo og Gravedona. Her er der ikke direkte adgang fra hovedvejen, her er der måske en kilometer til hver by på hver side, men her er der sindssygt smukt, faktisk – utrolig nok – langt smukkere. Her er vi i første parket til vandet, vi sidder og glor ud på stjerner og bjerge og vand, når vi er hjemme i bussen. Der er lys og luft og god plads, og nogle enkelte andre turister. Fastliggerne har deres campingvogns-huse, men der er ikke rigtig nogen aktivitet, så her er helt, fuldkomment fredeligt.
Den føste campingfatter, som skulle have en euro for at tisse på toilet uden bræt og papir står også i skærende kontrast til dette steds bestyrer eller ejer, som er ung og let at tale med, smiler og griner af alt vores kaos, låner os møbler og i det hele taget omgiver sig med god stemning. Der er sublimt, simpelthen.
Parallelt sidder jeg nu i bussen og blogger videre, mens vi kører tilbage fra en tur til den modsatte bred. Det er flippet nok, at vi her har en tilsvarende oplevelse. Der er motorvej på den anden side af vandet, og der er tydeligt mere turisme, mere nederen. Smukt som ind i helvede, selvfølgelig også og smalle gader og mortadella pølse hos slagtere og alt det, du kan ønske dig af italien. Undtagen altså den fuldkomne idyl, som man finder på den mere stille og mindre trafikerede side af søen.
Jeg har netop oplevet en nederen turist-restaurant med kolde, tørre panini og en euro pr bestiksæt. Sikke en ENORM kontrast til den yndige og bestemt da billige restaurant, hvor vi fik tartar og pizza fra brændefyret pizzaovn. Hvor vi nød solen og grinede med tjeneren af Jespers maffioso-accent, hvor Fjord på to år en klump pizzadej, som holdt hele dagen som modellervoks. Det er sindssygt, så forskelligt, det er, det vi oplever – og heldigvis er vi – Familien Conrad – rigtig gode til at flytte os, når det er et nederen sted, vi befinder os.
Så hvad kan man lære? Mest det med at være hurtig på aftrækkeren og flytte sig fra negativ energi; lære at suge overraskelsen til sig og være klar til de store, overraskende forandringer. Af den gode slags.
Og at HVIS man kører til Comosøen, skal man klart vælge at placere sig et sted mellem Dongo og Gravedona, fordi det ubetinget er det mest smukke og mest autentiske område. Hvor vi nu nyder freden og roen, mens vi dagligt, time til time, forundres over de enorme kontraster.
Vi boede på Camping Panorama, www.campingpanorama.info - selvfølgelig er det langt federe at være her i september, når alle de andre turister er taget hjem, men lur mig om ikke det også er det allerbedste sted ved Comosøen om sommeren, når her er helt pakket. Pladsen er svær at finde fra hovedvejen, og jeg har kørt nogle gange frem og tilbage og rundt her, uden at finde noget, som var bare i nærheden af lige så skønt.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer