Min oplevelse med Carraras marmorbjerge

Carrara og Marmorbjergene.

I dag besøgte vi marmorudgravningerne i bjergene ved Carrara. Det er Italiens største marmorbrud, det er her, Thorvaldsens statuer kommer fra, Det Skæve tårn i Pisa og med de 12 milioner tons marmor, som fortsat høstes ud af bjergene årligt, er der god chance for, at ethvert objekt i marmor, man møder, kommer herfra.

Vi bor nær Marinaen i et festligt ferie-paradis af den helt hæslige slags, men da vi er her i oktober, er alting lukket og for så vidt ret hyggeligt. Fra stranden, kan vi se de grønne, skovklædte bjerge og bag dem de enorme, marmorerede (hæhæ) brun-hvide kolosser – marmorbjergene. Når man tænker over det: Marmor-*bjerge*! Det er vanvittigt. Bjerge er i forvejen helt overvældende enorme, og så blot tanken om, at de i hovedsagen består af marmor, overvælder mig i en grad som kunne få mig til at tage endnu en universitetsuddannelse.

Det er indlysende, at man må op i bjerget for at komme til bruddet. Altid en udfordring. Altid rimelig skræmmende. Jeg fik et rimelig overvældende angst-fænomen, da vi nåede til en råt udhugget tunnel ind gennem bjerget med lidt fedtet marmor-støv snask i bunden, næsten ingen lys og hverken telefon eller GPSsignal. Ikke at vi som sådan havde brug for nogen af dem, der var ikke nogen som helst andre muligheder end at fortsætte. Vi tænkte at vende om af respekt for min enorme frygt, men fandt ud af, at vejen var ensrettet, så vi kunne kun fortsætte ind i næste tunnel. Det hjalp temmelig meget at finde ud af, at vejen var ensrettet – noget mere realistisk, at man ikke kunne risikere at møde nogen.

Men før det, før den helt smalle vej gennem bjerget – fandt vi nogle fine steder at holde ind og opleve og fotografere og spise pølsemadder. Bjegene var fantastiske og disse indhug både overvældende, smukke, rustikke, mærkelige og … ja. Der er ikke rigtig ord. Kan man overhovedet kalde det en naturoplevelse? I et vist omfang er det jo kultur.

Men det var også vældig fint at skubbe mig gennem de smalle veje og mørke tunneler, for oplevelserne ved broerne, udsigten ned i den maleriske bjergby, souvenirkiosken og den stærke kaffe var virkelig det hele værd. Altså ud over det indlysende: at det er Sundt og Sandt at bevæge sig fri af frygten og ind i det levende.

Der var marmor-arbejds-folk, som kom og hyggede en pause med en flaske rosévin og en mortadella-mad, en sludder og en espresso at køre på; der var enkelte turister (godt man ikke er her i højsæsonen), der var skyer rundt om bjergtoppene, der var koldt vand og Thomas fotograferede og fotograferede.

Enestående. En-e-stå-ende. Nu er jeg sindssygt træt og har net for første gang længe. Ville ønske, jeg kunne fortælle i timevis, ville ønske jeg ikke var så træt. Bagefter kørte vi til Massa, den anden by i marmorland og oplevede nu marmor på en helt anden måde. Domkirken af marmor, springvand af marmor. Bænke af marmor. Kantsten af marmor. En lille cirkel rundt om hvert eneste citrontræ, også af marmor. Marmor langs fortovet. Marmortrapper. Marmor-kirke. Marmorgulve. Dette kolde, blanke, glatte, hårde fænomen vil aldrig blive det samme igen.

Jesus siger jo, at vi ikke skal frygte men i stedet tro. Og jeg opfatter i den anledning frygt som ”synd”, det er min – i al ydmyghed – livserfaring at frygt gør livet ufremkommeligt, og at alting åbner sig, når man kan give slip på frygten. I dag var det svært, inderligt svært for mig i bjerget. Men efter de to tuneller, besluttede jeg at vinde over det, og vandt i det store og hele. Blev kun en anelse frustreret nede i byen fordi GPS damen simpelthen ikke kunne finde ud af at tage højde for at vi kører en minibus, ikke en lille hyggelig mini-fiat, italian style. Og i øvrigt ledte os både gennem en indkørsel forbudt port og ned på en ensrettet parkeringsplads som var næsten umulig at komme ud af igen. Men bange blev jeg faktisk ikke. Sejt nok. Sejt nok i sig selv.

Med kærlighed

Cecilie Conrad