Skrevet i bilen d. 15. Juli 2012, på vej mod Bilbao
I går løb jeg tør for batteri, ret pludseligt og blev meget pjattet, mens jeg havde utrolig svært ved at holde mig vågen. Har ikke sovet så meget på det seneste. For første gang, fandt vores GPS et hotel, hvor vi simpelthen ikke kunne holde ud at overnatte.Der var skræmmende. Der var en kirkegård for brugte landbrugs-køretøjer og store gravkøer med mere, og der var charme-tønder (grønne) med affald. Der var en overdækket parkeringsplads uden en eneste bil, og en tankstation der muligvis, muligvis ikke, havde benzin. Der var en cola-automat, hvad der ville have en stor hjælp, hvis den havde været i aktiv tjeneste; denne var frakoblet, amputeret, forladt, støvet og sørgelig.
Som en hån mod os mega-overtrætte voksne, som IKKE havde sovet i bilen. Vi havde just forladt en benzinstation i protest uden at købe benzin, fordi de ikke havde Coca-Cola, og fordi de - blot for at dreje kniven rund i det allerede saltede sår - havde en flot espressomaskine, UDEN kaffe. Vi købte lakrids for 13 euro og kørte videre. Ramte så ovennævnte hotel, hvor vi simpelthen måtte give op.
Om at se ørne, og om befriende latter
Endnu en ørn prydede himlen, og min overtrætte hjerne fandt det decideret sjovt at kalde den Jørgen. Hvilken Andeby-humor! Heldigvis har jeg en entusiastisk seksårig søn, som ler med mig. Som forstår, at det handler om latteren, om at grine sammen og være superfjollede - ligsom søstrene i Kunderas 'Latter og glemsen' som sætter sig under dynen og leger latter: griner kunstigt, indtil den ægte, befriende, helende, skønne latter bobler op og overtager. Sådan lo min søn og jeg, og visse af de andre i selskabet lo med i smug, om end de fastholdt at min humor var humorforladt. Bevares, det var den også. 100%
På den øde, uhyggelige parkeringsplads ved det ensomme hotel, besluttede vi naturligvis, at her kunne vi ikke sove. I stedet kørte vi til Baravenda og fandt et cheap hostal. Vanvittigt trætte var vi, især undertegnede, og det udfoldede sig som et utrolig pjattet, fnisende og urimeligt teenageagtigt humør. Men de var sandelig også hårdt at man måtte slæbe sig rundt indtil klokken 23, før man ramte en seng, når man var udmattet allerede klokken fire om eftermiddagen. Og min skønne familie tolererer det da også.
Med slæbende, men lykkelig skridt gennem et lukket strøg
Eftersom ungerne havde sovet i bilen, måtte vi ud og lufte dem. Så vi indledte med at gå en tur i byen, ned ad handelsgaderne, hvor butikkerne heldigvis var lukkede. Fjord har lært en meget belastende pige-agtig skrigelyd; Silke drønede af sted på løbecykel og eftersom vi har mistet Storms løbecykel, løb han for fuld knald. Ungerne er super i trafikken, også disse sydlandske kaotiske gader, hvor sidegaderne er pludselige, fortorvene til forhandling og skæve og mærkelige og nogle gange pludselig hører op. De forstår virkelig, de skal stoppe. Men det var temmelig kaotisk og lettere støjende, da vi bevægede os gennem byen.
Legepladser, dét kan de finde ud af i Spanien
Legepladsen var til gengæld en virkelig gave. Den lå sådan oppe, og havde en utrolig udsigt over en dal med marker og enge, og med bjerge i horisonten. Bag disse bjerge gik solen ned, mens vi spiste kebab og pommes frites på en bænk. Det var, som sådan noget jo er, vanvittigt smukt. Hele turen værd, al overtrætheden og de slæbende fødder.
Det var en skøn legeplads, med balanceleg og svævebane, og det var spændende at studere folkelivet. Klokken var ti om aftenen, og der var masser af børn. Det var søndag, så de var velklædte, hele banden. Ungerne i fine små sko, strøgne skjorter, strutskørter, flæser på underbukserne. Kvinderne i aftenkjoler og høje hæle, mændene velklædte men en anelse mere afslappede. Spænder i håret på pigerne, vandkæmmede drenge. Bedsteforældre. God stemning, leg og samtale. Det ku vi lære noget af hjemme; men vi har brug for et bedre klima for at have et sådant fællesskab i gaderne.
Detaljen, kan jeg holde tråden?
Hvad blev der er af det med detaljen? Kan I selv finde den? Det er de små ting, der tæller i denne her dag. Jeg har også passeret en landegrænse, jeg har set bjerge og floder, men jeg skriver om disse små ting, fordi de berører mig, fordi det er fra disse lokale udgangspuntker, min oplevelse af Europa udfolder sig. I dag har vi hverken set paladser, spiste lokale specialiteter eller gået på en camino (om end vi har kørt forbi en lige før den der bil-kirkegård). Men vi har dyrket detaljen og samværet og det skønne pjattede humør.
Dagens detaljer - i udvalg
Vi har taget fantastiske fotos (Thomas), pjattede fotos (Jesper leger han tisser et springvand), lavet en stopmotionfilm på en plads i Portugal, dukket ufattelige mængder kaffe, kørt af en lille hullet landevej ca 25 kilometer og set virkeligheden som vi troede den så ud for 100 år side, udfolde sig udenfor vores vinduer i form af små bitte portugisiske byer, hvoraf en lå hen over grænsen. Man skulle tro, man var i lejre. Husene var bygget af sten fjernet fra markerne, de var skæve og gamle, gaderne var helt seirøst brolagt der hvor de var bedst, alt var smalt, håndlavet, gammelt, smukt. Der var naturligvis en lille flod, og ikke et øje tørt. Og pludselig stod der et helt officielt skilt, blåt med gule stjerner på og ordet Espania i midten. Meget specielt og mystisk.
Det har været en begivenhedsrig dag. Med hundredevis af vidunderlige detaljer. Jeg håber, jeg har formidlet nogle af dem her, jeg håber, jeg kan inspirere enkelte til at se nogle skønne små udgangspunkter, fixpunkter, i jeres dage, på jeres færd - om det så 'bare' er på turen ned i supermarkedet. Jeg så en klovn med ballondyr på vej til supermarkedet i dag; og det var rigtig hyggeligt, fordi jeg kun havde et eneste barn med (Fjord), som ikke kan plage endnu.
Nok for nu. Skal aflevere computeren til Silke, der gerne vil se en film, mens vi kører. Det ER også efterhånden kedeligt.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Kommentarer