Fra Paris til Köln: Om at finde skønhed ved nærvær og selv-programmering

Der er langt fra Paris til Köln: Om skønhed, nærvær og selv-programmering ... og om lange køredage med mange børn

Jeg kan ikke lide Tyskland. Jeg ved intet om Tyskland, har aldrig oplevet noget andet end transit, taler ikke sproget, har ikke læst en ærlig bog om landet og kulturen; det eneste, jeg egentlig kender til er Holocaust og krigen. Totalt fælles-europæisk sårskorpe, der bliver pillet alt for meget i.

Min uvidenhed, og min programmering via fordomme og krigsfortællinger, sætter mig i en tilstand, jeg ikke ønsker at være i. Heldigvis ved jeg noget om dette: om skønhed, nærvær og selvprogrammering, og er i stand til at låse programmet op, trække vejret dybt og finde den utrolige skønhed, som jo faktisk altid er til stede.

Nu har jeg - måske for første gang i mit liv - sovet en nat i Tyskland, og må sande at jeg kan pakke mine fordomme sammen. Vi blev mødt af humoristiske, imødekommende, kreative, easygoing mennesker, som på ingen måde så skævt til vores kaotiske sigøjnermanerer og rock star attitude. Som bøjede reglerne for at give plads til os, som smilede venligt og lod os tegne og lege hen over deres pause og morgenmad. Well-well. Når man intet ved, har man kun fordomme tilbage at holde sig til.

Og jeg er sandelig stadig bange for mennesker, der forventer orden, overholdelse af regler, rent tøj, og et teater, hvor vi lader som om noget, måske alting, er finere og bedre end det er. Især det sidste. Jeg bryder mig ikke om noget, der giver sig ud for noget andet, end det er. Det her var et motorvejshotel, just lige præcis udenfor motorvejen (altså ikke på en rasteplads, men i et industrikvarter lige udenfor motorvejen på vej mod en eller anden by lige syd for Köln).

Der er altid en solnedgang, en pic-nic og en times sjov.

Jeg spurgte receptionisten om der var et sted, vi lige kunne spise (resten af) vores håndholdte supermarkedsmad som en hurtig pic-nic, inden vi skulle op og putte. Det er simpelthen for stenet at køre bil otte timer i streg (næsten) og så gå direkte op på et hotelværelse. Hun forklarede ruten til et grønt område i nærheden med legeplads og det hele. Man kunne ikke køre derhen i bil (hvad der sådan set var en gave), så vi satte ud med bæresele, løbecykel, barnevogn og min stakkels flænsede storetå* som dunkede og dunkede. Jeg lod som om det var et fake gangster limp og spiste min egen medicin: Flyt fokus: Det er jo bare en omstændighed, tåen skal ikke have lov at ødelægge min gode dag.

Vil løb og legede og fandt pinde og fjer, Silke Storm og jeg (vi var gået i forvejen), og fandt til sidst en stor åben græsplæne med en ret sej legeplads. Der var både en lang snoet rutchebane OG en svævebane af den gode slags. Der var også mange irriterende myggeagtige fluer som godt nok ikke stak, men efter endt solnedgang og leg, blev grunden til at vi fik spat og gik.

Håndholdt og effektivt

Efter næsten tre måneder on the road, er der nogle ting, man bliver virkelig sej til. Vi er seje til pic-nic, eller 'håndholdt' som det hedder i vores familie - det kan nemlig lige så godt indtages i bilen eller på sengen på et hotel eller på en bænk mens man får skiftet dæk, eller i skyggen under et træ. Ikke noget med dameblads-vattæpper, fine tubberware-boxe der liiiige passer til sidste nye salat-mode, smarte pindemadder og andet ballade. Man skal bruge følgende (i hvert fald når man er os)

• en affaldspose, en pakke vådservietter og en kniv
• 'tårnet' som vi kalder en tredelt box, vi bruger til havregryn, rosiner og kokosmel
• små yogurter
• et brød
• noget ost/nutella/tahina/pølse/tortilla/hummus - købes fixt og færdigt
• en færdiglavet salat ELLER en peberfrugt og nogle tomater
• to flasker danskvand
• diverse frugt og nødder
• noget at sidde på er godt, vi har som regel alt muligt med lidt uorganiseret
  

- alt dette kan indkøbes i ale velassorterede supermarkeder for under 250 kr, og man bruger under 25 minutter på det, hvis man er lidt effektiv og ikke kommer til at tænke og shoppe og debattere og blive ambitiøs på alle mulige områder.

Hold tråden: Skønhed, nærvær og selvprogrammering

Jeg har faktisk ikke tabt tråden, det hele hænger jo sammen. Vi fandt en utrolig skønhed på denne græsplæne syd for Köln. Solnedgangen var måske ikke overvældende, men den pyntede gevaldigt. Vi spillede bold med vores børn, lod Fjord spise noget rigtig mad selv, hvad der var en fest og hørte ham sige at han var tørstig - hvad der gjorde ham utrolig glad. Hvem elsker ikke at blive forstået, imødekommet og hjulpet? Vi fik pjattet lidt de voksne imellem, på den elskelige og kærlige måde, der næsten er for meget, men også rigtig hyggelig. Vi bliver sådan et ægtepar, som ikke behøver at tale sammen - inden vi fylder fyrre! Desværre kunne jeg ikke gå op ad bakken og deltage i festlighederne omkring den utrolig sjove rutchebane (stadig tåen), så jeg måtte nøjs med at filme.

Bevares, vi var mega-trætte. Ungerne konfliktede lidt (de to midterste), solen forsvandt og gav plads til myggene ret hurtigt, der var ingen toiletter (et lille men irriterende praktisk problem) - ja, man kunne have valgt mangen et negativt fokus. Men vi var sammen, og vi var programmerede til at det skulle være smukt, sjovt og nærværende. Så det var det. På den virkelig gode måde. Skønheden ligger i beskuerens øje. Og den er der altid. Også her, i industrizonen et eller andet tilfældigt sted.

Selvprogrammering er en stærk kraft

Der var - og er vist stadig - en semi-videnskabelig terapeutisk retning, der hedder NLP, neuro lingvistisk programmering. Dem, der kender til det, kan sikkert sige noget mere koncist om temaet. Min pointe er blot denne. Vi gør det hele tiden, og vi skal gøre det - det er ok. Vi beslutter os for at virkeligheden er på en eller anden måde, og at tingene vil udfolde sig efter et mønster, vi kender. Dét er selvprogrammering. Også kendt som selvopfyldende profetier, når det går rigtig højt.

Selvprgrammering kan gøre du husker tandpasta i supermarkedet, men det kan bare også totalt ødelægge dit liv, hvis du tillader daglige, rutinemæssige, ubevidste negative selvprogrammeringer, såsom: 'det er noget lort at gå på arbjede', 'min kone er skidesur', 'det regner altid', 'jeg har ingen penge', 'jeg får aldrig en kæreste', 'der roder over det hele'. Til genæld virker det også omvendt: 'Jeg er faktisk ikke bange for højder, når bare det er broer' (eksempel fra vores rejse, se indlæg om broen i Portugalese), eller 'Jeg glæder mig til et fantastisk måltid i aften' eller 'Det bliver spændende at se, hvad der er bag den der skov'.

Nærvær er stærkere (æv-bæv)

En god løsning er at arbejde med nærvær. Alle er i stand til at komme ind i nuet. Lige for et øjeblik droppe tanker og følelser, planer, forventninger, forestillinger, dit og dat - og bare lige trække vejret og lægge mærket til, hvad der foregår rundt omkring dem. Gør man det til en rutine, kan man slippe for mangen en negativ programmering og opdage en fortryllet, eventyrlig og vidunderlig verden - nemlig virkeligheden.

Det er en god ting at krydre med lidt bevidstgørelse: At se på, hvilke selvprogrammeringer, man slæber rundt på og om de egentlig arbejder for eller imod det gode liv. Men det er level 2.

(så er der i øvrigt en hel verden af udefra kommende programmeringer, der kan sætte mit pis i kog, og som jeg derfor vil lade ligge for nu - men tænk nyhedsstrøm, dameblade, fælles-diskurser henover frokosten, hele trygheds og sikkerheds og sundhedsflippet som vores stat er så fuld af .... nå: don't get me started)

My point being

I går lærte jeg noget om Tyskland, om mine egne fordomme og jeg havde en fantastisk god dag sammen med min mand og mine fire skønne unger - til trods for at vi kørte fra Paris til Köln (hvad der faktisk er ret langt) og jeg kom temmelig ledt til skade. For jeg sov i samme rum som hele familien, jeg kom meget meget tættere på mit bestemmelsessted, jeg så en vidunderlig solnedgang og en tysk frodighed, som var skøn og overvældende, min yngste søn kom så tæt på at kravle at det fik mig til at le ... ja, man kan altid blive ved. Nu vil jeg lade være. Og lade det være ved det.

*Til dem, der interesserer sig for undertegnedes storetå

På en tankstation i Nordfrankrig pustede vi luft i vores nye sommerdæk, og købte vafler. Da jeg lige ville smutte ind for at spørge om man kunne låne et toilet også, skete der et meget uheldigt og endnu mere ubehageligt sammenstød mellem en dør med alluminiumskant og min højre storetå samt (forhenværende) negl. Meget blod, meget smerte, meget handlekraft: sprit og en stram steril bandage. Så reaktionen: hedetur, kvalme - ind i skyggen, ned med en Coca Cola, som jeg efter fire graviditeter med kvalme i samtlige ni måneder OG en kræftsygdom af den ledere slags, VED virker.

Er i øvrigt også ret sej til det med steril forbinding i kraft af sygdommen, hvor jeg gik med CVK (Centralt Vene Kateter) i et halvt år - det er kort og godt en plasticslange, der er opereret ind i højre bryst og op bag kravebenet, ind i en Central Vene og ned til to cm over hjertet. Man bruger den til at pumpe kemoterapi, blod og medicin ind og til at tage daglige blodprøver ud. Der, hvor den kommer ind er der stor risiko for infektion og når man lever stort set uden immunforsvar, er dette sådan set livstruende - så det er for alvor at holde det rent. HELT rent. HELE tiden. Derfor kørte automatpiloten ret sejt hen over den flænsede tå, inden reaktionen for alvor kom. Smart. Praktisk.

Kan videre berette, at det virkede. Bandagen fik lov at sidde et døgn, og jeg kunne pille neglen af et fint og sundt sår dagen efter. Det heler som det skal - tak til apotekets spirtservietter, og rutinen fra min sygdomsperiode - samt mit nu fantastisk sunde blod, som kan hele og helbrede. Det føles faktisk næsten som et mirakel.

Med kærlighed

Cecilie Conrad