Jeg hedder Anna Vestlev Sandfeld, er mor og unschooler. Jeg har haft begge mine børn hjemme, siden jeg var på barsel med lillesøster Nova. I januar 2024 kunne jeg mærke en kulmination af følelser og oplevelser lægge sig som et puslespil. Vi havde vores dreng Thyge i en fantastisk børnehave på Nørrebro. Sådan et sted hvor man kun kommer ind når børnene er 2 år, og kun får plads til mindre søskende hvis der går ældre søskende i forvejen. Stabilt personale, dejlig økologisk mad. Børnene var i skoven hver tredje uge. Alt det der. Og alligevel var der noget, der gnavede i mig. Det kunne være rigtig svært at aflevere om morgenen. Jeg nægtede at lave en ”drop’n’run” med min dreng. Det var vigtigt at gøre overgangen blid og rolig. Og selv når det var sådan en dag, så føltes det som et svigt. Ikke kun af ham, men også af mig selv.
Jeg har altid læst rigtig meget, og i 2023 var Maj Humaidan aktuel med sin bog om at vælge hjemmelivet til. Det rørte noget i mig, der midt i min barsel med lillesøster. I bogen nævner hun en kvinde fra Valby med fire børn der blev unschoolet. Det var selvfølgelig min kusine Cecilie, som jeg er flettet tæt sammen med gennem vores familie og tilgang til livet. Jeg har gennem årene set hvordan et hjemmeliv ser ud, sådan helt lavpraktisk. Oplevet børn der trives og vokser. Beslutninger der bliver truffet i fællesskab. Mødt hjemmeskolefolk af alle slags i deres hjem. Og alligevel var det ikke helt entydigt, at det var den retning jeg selv ville vælge for mine børn. Jeg havde jo et arbejde som jeg var glad for og dygtig til. Jeg havde taget en kandidatuddannelse som jeg rent faktisk brugte i min hverdag.
Når livet viser sig sårbart
En af de ting man ikke kan forudsige og planlægge helt er livet. Og i juni 2018 trak livet tæppet væk under mig og min mand. Jeg var højgravid med vores første barn. Vi tog afsted til hospitalet med hende i maven, men kom hjem uden et barn i armene. Det er en anden historie at folde ud. Så det jeg vil holde fast i nu er, at det fik mig til at tænke at tiden sammen er sårbar.
I januar 2024 sagde jeg derfor til min mand, at jeg ville prøve at have Thyge hjemme. Vi kunne bare starte med 3 uger. Jeg ringede til Cecilie. ”Hvis du kan holde det ud nu, midt i vinteren, så er det det rigtige at gøre.” Noget i den retning sagde hun. En beslutning kan altid laves om. Vi skriver vores planer med blyant, for alt andet bliver simpelthen for rigidt. 3 uger blev til flere, og vi afmeldte børnehave. Meldte aldrig Nova ind i en vuggestue. Jeg ringede til min chef og sagde op på mit arbejde. Jeg holdt afskedsreception, holdt tale og fik blomster.
Bevægelse og beslutninger
Vi voksede ud af Nørrebrolejligheden og rykkede til Herlev, i rækkehus med lille have. På én indkomst landede vi et nyt sted. Og det stod meget tidligt klart for os, at en klassisk skole ikke var et valg for vores familie. Jeg ringede til Cecilie igen. Samtalen var vist meget en gentagelse. Beslutninger der kan ændres, planer skrevet i blyant. For systemet siger ikke nej til at tage et barn tilbage i skolen.
Så nu er vi her. August 2025 startede Thyge ikke i skole. Nova startede heller ikke i skole, men hun er 2 år, så det tæller ikke helt. Alligevel tænker jeg dem begge som elever i vores ikke-skole herhjemme. Vi bidrager med hvert vores, lærer hver dag. Afsøger og finder veje sammen. I virkeligheden er det nok mest mig der er på skolebænken. For aflæring af vaner, tankemønstre og tilgange er nok den største opgave der findes.
Jeg glæder mig til at dele rejsen med dig.
Kommentarer