Magnolierne blomstrer i Prag i april, og æbletræerne, og kirsebærtræerne. Efter en uge i byen er vi landet. Det er indlysende, at vi ikke taler sproget, selvom enkelte ord er lette at skelne, især på skrift. Det er indlysende, at der er noget i folkekarakteren, kommunikationsformen eller en lille 'bug', når tjekkisk bliver til engelsk, som er lidt svær for skandinaver at rumme: en vekslen mellem åben, humoristisk venlighed og aggressiv, demeaning dominans.
Solen skinner på os, og vi går lange ture og lærer denne smukke by at kende, mens vi lærer os selv at kende. Således er Prag ikke anderledes end alle andre kontekster. Man skal ikke lade sig hvirvle ind i dialoger, der ikke fungerer; man skal ikke lade sig gå på af lidt dytten i trafikken. Der er en eller anden bug i systemet; tjekkerne er garanteret dejlige allesammen, og det er sandsynligvis blot kulturforskellene, der gør det svært at høre en medvært i Airbnb-systemet tale om rengøring fem gange på to dage og blive dyttet af, mens man overholder fartgrænserne i bykørsel. Ro på nu; det handler ikke om os. Overhovedet.
Solens stråler ind gennem vinduerne i vores lejede lejlighed i et nybygget kvarter i Prag 8, nær Palmovka metrostation. Der er træer og kanaler og stier udenfor, fuglesang, morgenløbere, hundeluftere. Byens centrum er et overrendt mareridt af turister og alt, hvad dertil hører; skønheden drukner i folkemassernes pres. Vi er stærke mennesker alle fem og erfarne rejsende - alligevel bliver byens midte for meget for os. Det er simpelthen overvældende, for meget. Man kan naturligvis blokere mentalt, men så er man der jo ikke. For at opleve skønheden må man stå tidligt op og gå i morgentimerne, før butikkerne åbner, før man kan købe souvenirs og skorstenskager og kaffe og øl, mens solen står op over Karlsbroen og det astronomiske ur og al skønheden.
Nu er vi landet i byen og den første morgentur er planlagt til torsdag morgen.
I mellemtiden glæder vi os over at bo lidt uden for byen. Offentlig transport er billig og let at bruge, og vi er glade for at gå gennem parkerne og langs floden. Alt er som det skal være.
Over Letna Park svinger den motoriserede metronom, der minder om, at tiden går og alting forandrer sig. Det står, hvor der engang stod et Stalin-monument, og minder os om, at ethvert styre en dag er væk. Står og peger langsomt mod den blå himmel. Letna Park er helt vidunderlig: masser af grønt og en fantastisk udsigt. Oppe ved metronomet hænger skatere ud, og vi gjorde som vi altid gør, når vi besøger monumenter. Tog ganske enkelt derhen og hang ud. Også selvom kun en af os skater. Vi så på de unge mennesker både med og uden skateboard; vi så på de andre turister, der vippede forbi; vi så på hunde og øldåser og blomster, tog skoene af og nød solen.
Det er og bliver en god strategi at tage ud med et enkelt formål. I realiteten er det alt det, man tilfældigvis oplever på vej derhen, derhenne og på vejen hjem, som skaber eventyret. Letna Park og metronomet gav os et skatehangout til vores families skatere. Det gav os en oplevelse af et andet skaterspot i en tunnel under nogle store veje, et spot, som var for meget, og hvor der blev røget tunge joints, var massiv graffiti, en cool gyngestruktur til at hvile på og alle faciliteter til skaterkulturen. Vi fik solskin på de store glasfacader på nybyggeriet og gik forbi et af de store kommunistiske bygningsværker, hvis æstetik stadig kan få et menneske til at føle sig lille og ligegyldig. Vi så en smuk grand danois; vi så den lave sol over floden; vi nød blomsterne; vi gik på vores ben forbi et film-set, der optog noget med Anden Verdenskrig; så gamle, smukke biler og skuespillere i værdigt tøj fra 1930’erne og reagerede følelsesmæssigt på dem, der var klædt ud som Hitlerjugend, også selvom vi godt vidste, at det var skuespillere.
Og så er vi tilbage til det med følelserne. Det med at lægge mærke til dem, lade dem være, hvad de er, lære at give dem plads uden at lade dem fylde, lære at temperere dem, lære at være en resonansboks for hinanden, lære at lytte, når de taler, og have fred i dét. En vandretur gennem en by kan være lige så godt et bagtæppe som alle andre kontekster for at folde disse indre erkendelser ud.
På et helt andet plan er det en del sjovere: det med eventyret. Magnolierne blomstrer i Prag, og metronomet peger lige op i himlen, mens de unge mennesker falder på deres skateboards, og rejser sig igen. Og igen. Vi taler om at håndtere følelser, ikke fordi der er noget særligt, men fordi det er en interessant samtale. Og ligesom regimer en dag forsvinder, er følelser også noget, der damper af. Mens de står på, kan de næsten opleves som et regime, næsten som en diktator - og man må lære at træde et skridt til siden og tænke på metronomet: fra side til side svinger det, og det er okay. Selvom det peger på noget, er det også i bevægelse. Nogle gange skal man bare lade tiden gå.
Noget af det, der gør nomadelivet så lækkert, er, at det er så let at få disse synergier mellem oplevelserne derude i verden og refleksionerne, læreprocesserne, samtalerne inde i erkendelsesrummet, endda følelsesrummet. Metronomet og vores byvandring understøttede på smukkeste vis samtalens tema, næsten som om der var en højere mening.
Vi har haft teenagere i familien i tretten år; vores erfaring som forældre til teenagere er netop selv blevet teenager, og vi elsker og respekterer teenageres liv og indre rejse. Vi elsker at tale med vores teens og at være en del af rammen og afsættet for dem.
Nu blomstrer magnolierne i Prag og vi går ture, metronomet måler tiden langsomt og vedholdende, og vi lærer og lærer og lærer. Mens vi oplever, mens vi vandrer, mens vi samtaler, mens vi overraskes, mens vi tager imod.
Kommentarer