Beautiful British Columbia lever op til navnet. Både Vancouver og Mayne Island, de eneste to steder, vi har besøgt, har været smukke. Dette er det, der står centralt. Vancouver kan man læse om og se billeder fra i de to forrige blogposts, her kommer historierne fra Mayne Island.
En af min mands kolleger, nu vores alles ven, bor i et tiny house på øen Mayne, der ligger udenfor Vancouver, en times tid i båd fra fastlandet. På sejlturen derud, stopper færgen ved en enkelt ø før Mayne, og et par stykker efter, inden den vender tilbage.
Hvis man er heldig på turen, kan man se hvaler. Begge gange så vi lige ryggen af en pukkelhval, faktisk to, begge gange. Uanset hvad er man så heldig at sejle fra Vancouver til The Islands ude i et lille stræde i stillehavet, hvor der simpelthen er uendelig smukt.
Mayne er en af de helt små øer. Der bor 1200 mennesker fast og mange flere i ferierne og om sommeren. Aldrig i mit liv har jeg set så mange hjem, der bygger på campingvogne og autocampers. Smukt fittet med hævet tag af træ eller terrasser, trækonstruktioner udenom, udenpå, omkring. Der er ikke mange byggetilladelser at få, men heller ikke problemer med disse midlertidige konstruktioner, i hvert fald ikke i forhold til myndighederne. Øen har tre butikker med dagligvarer, en af dem fuldstændig som man drømmer om med grønsager fra en lokal farm, alt det gode og dyre økohalløj man gerne vil spise og naturligvis et hjørne med kropspleje i helsevarianten og tiedye-tøj, drømmefangere og andre hippie-ikonise artefacts.
En population af bambier befolker øen, som ikke har nogen store rovdyr. Bambierne, fallow deer, er en invasiv art, som blev introduceret på øen af nogen, der havde dem som bondegårdsdyr for at producere kød. Så slap de fri, og har fundet ud af at leve på øen. Det er helt enormt hyggeligt, selvom det fra et naturperspektiv ikke er helt optimalt. Der er point både for at se den, der er helt sort, og for albinoen. Trygge tripper de rundt og nipper af græsset, og alle fastboerne har indhegnet deres haver ret grundigt, hvis de vil gro en plante eller to.
Det er grundet denne invasive art, at der på det første skilt man ser, når man kører fra færgen står: All Roads at Any Time, hvilket virkelig i sandhed er totalt rigtigt. Alle køreture på øen er meget korte, et kvarter er virkelig langt - og en aften vi kørte netop så langt tilbage fra fyrtårnet til huset, vi lånte, så vi 32 i vejkanten. Faktisk, all roads all the time.
Columbian Black Tailed Deer så vi også enklete eksemplarer af, selvom de er mere sky. Og en ugle sad i en hel time på en stolpe lige på den anden side ad gaden, blot for at vende tilbage nogle timer senere for at sidde lidt på en lysledning i stedet. Odderen stak hovedet frem en enkelt gang, da vi sad ved fyret og så på aftenlyset og sælerne der hyggede rundt langs kysten. Et par gange var der søløver i kiggertsigtet, men ingen spækhuggere, som vi ellers havde sat næsen op efter. De er der, men man skal være heldig for at se dem. Et rigt fugleliv, og store træer, særlig ahorn, jordbærtræ og cedertræer præger billedet, og skønheden vil ingen ende tage.
Vores veninde har en hængkøje i haven, og et par dækstole, som vi har nydt til at se på stjerner og hvile en masse ud. De fleste dage tog jeg mig en vidunderlig lur under kastanjetræet med en stor dyne og den vidunderlige meditative øvelse at lytte til naturens lyde og slukke for tankerne, mens jeg langsomt faldt i søvn. Også dét er jo en helt fantastisk naturoplevelse. Stilheden, de meget sjældne menneskelyde, raslen, vind, fugle, insekter.
Hvad var Mayne Island ellers? Et klart billede af hvilket type hus vi gerne vil bygge os, når vi en dag når dertil igen, vidunderligt skønne vandreture, især den sidste, hvor vi gik ti kilometer rundt i den største af “parkerne”, en gammel skov af stor stor skønhed. Vi gik til vi blev helt trætte, vi gik til det blev mørkt. Noget af det aller aller bedste.
Mayne Island var også samtaler om kultur og natur, om at være en ny kultur på nogen andres jord, om first nation people, om at være menneske. Min mands kollega, nu vores alle sammens ven, har så mange træk, de rligner mig, at vi brød ud i latter mange gange. Små ting som hvordan et hovedpudebetræk skal føles og fænomenet at have sit eget forklæde med, også når man rejser med carry on, bøger vi læser og fornemmelsen af skeer, stilhed, frihed. Tamara forærede mig en bog af, Richard Wagamese, en First Nation forfatter hun holder meget af, en bog, jeg glæder mig meget til at læse
Min nu voksne datter #2, Silke, eksellerede i at bage vidunderlige cookies - endnu en god grund til at at lave et madunivers på bloggen igen, mens min yngste søn og jeg kæmpede os gennem tredje uge på keto-kur. En af dagene havde vi chokoladeværksted, chokolade som faktisk kan laves i en ketoversion, hvilken treat for os, der har spist coleslaw og tofu i fjorten dage.
Billedet er hverken af cookies eller af coleslaw, men af Nessie, der er et te-æg, som stikker hvoedet op af det lækreste krus, vi var så heldige at få lov at låne sammen med huset.
Efter fem dage pakkede vi alting sammen og rejste videre. Turen med færgen tilbage til fastlandet kan være afslutning og begyndelse af denne historier. Uendelig smuk i solopgangen, feature: pukkelhvalerne igen for en kort bemærkning, temmelig koldt. Med snuderne mod Las Vegas er det okay at fryse lidt.
Åh, ja: Et lille nomademirakel. Min rutine med mine endags kontaktlinser er at løbe næsten helt tør, alternativt fuldstændig tør, inden jeg husker at bestille nye, og denne gang ramte jeg så den udfordring at i både USA og det meste af Canada skal man have en recept fra lægen for at købe briller og kontaktlinser. Så jeg var nødt til at finde en leverandør fra British Columbia, hvor det er lovligt at sælge kontaktlinser uden recept (men ikke briller), og fik bestilt i så meget sidste øjeblik at jeg havde de sidste på, da æsken ankom den sidste dag, inden vi skulle rejser videre.
Har jeg mon lært noget af det? Hver ENESTE gang tænker jeg at det har jeg, at denne gang husker jeg det. Gad vide, om jeg så faktisk gør det næste gang?
Og endnu en slutbemærkning: Det var på Mayne Island, jeg igen begyndte en lomme-notesbog, endnu en gang oplevede at mit hovede bare har brug for at offloade alle mulige ting, og at den lommebog jeg begyndte i Prag som skulle være præcis dét, har udviklet sig til at være en Morning Pages rutine, som jeg elsker elsker elsker, kalder mit MorgenMirakel. Så en lille japansk lommebog, jeg købte i Vancouver med det simpelthen lækreste papir, er nu mine tredje lille bog, der skal frem om morgenen, og den eneste, der bliver fremme hele dagen. Hold nu op, hvor er det rart at slippe af med telefonen og finde det stille fokus igen. Kan varmt anbefale at anskaffe sig en lommebog ig simpelthen se om den kan løse problemet, hver gang, man rækker ud efter sin telefon. Capture, clarify, organie, engage. Nemlig.
Fra Mayne Island kan man se til USA, bjerget med sne på toppen i horisonten er i USA. Mærkeligt tæt på, selvom man måske ikke kan være længere væk fra det USA, jeg kender, når man går rundt mellem Bambi og Jordbærtræ og Freestyle off grid living på en lille ø udenfor Vancouver.
Kommentarer