Fuglene er store i Vancouver, og træerne er endnu større. Efterårsfarverne overvælder i deres utrolige skønhed og ahournsiruptræerne (som vi for sjov kalder dem nu vi er i landet) stråler med deres både bitte små og kæmpe store karakteristiske blade.
Vi er landet hos Gordon Neufeldt og hans dejlige familie, hvor vi arbejder, studerer, sover, samtaler, trækker vejret. To af os er på strikt keto, så jeg laver mad hele tiden, eksamen nærmer sig, kan man mærke på de to stores tilværelse, efteråret er smukt. I genbrugsbutikkerne kan man finde varme trøjer og gode jeans, og i gaderne findes mosaik-kulturen. Det smukkeste eksempel på multikulturel sameksistens, jeg nogen sinde har set.
Efter kun et enkelt døgn i Canada var jeg solgt. Menneskene her er respektfulde, de har integritet, kulturerne overlever og sameksisterer. På gaderne ser jeg sunde stærke mennesker, der bærer sig selv med respekt og meningsfuldhed, i samtaler ser jeg lige ind i øjnene på velovervejede og interessante mennesker.
Den allerførste dag var jeg så heldig at få en teaterbillet til et stykke, der hedder M is for Mom, en del tre i en forestillingsrække udviklet af kvinder, der tre gange på 30 år har taget temperaturen på kulturen og deres oplevelse af moderskabet. Med humor og helhjertethed.
Det var fantastisk sjovt! Handlede om at hade hade hade presset til jul. Jeg grinede og følte mig spejlet og nærmest almindelig, jeg græd og følte mig menneskelig og helt enestående - ligesom alle andre. Det var smukt og sjovt og helt fantastisk.
I introduktionen til teaterforestillingen sagde direktøren de ting, som man ved lov skal sige om at være på på andre menneskers jord, mennesker, der har været her længere end nogen kan huske eller måske endda forstå, og mennesker, der aldrig overgav dette stykke jord til dem, der kom. Det kan forekomme forstilt, forceret, men det var det ikke; det var helhjertet og rigtigt.
Fem point til Canada. Ingen minuspoint endnu.
Bilerne blev i øvrigt normalstørrelse så snart vi krydsede grænsen, hvilket var virkelig sjovt, og solen skinnede. Træerne var smukke og lysende i efterårsfarverne, vi var virkelig trætte efter den lange køretur fra Las Vegas, og drønede ind i min mands chefs hjem med alt hvad vi er.
Videre har oplevelsen af Canada vist mangen en smuk side. Billedet at dette er en mosaik-kultur, ikke en smeltedigel, stammer fra Gordon - og jeg går i gaderne og ser de mange forskellige kulturer flyde frit mellem hinanden. Alle bevæger sig med selvtillid, ingen er bange for andre, jeg ser ikke nogen være en underdanig kultur, jeg hørte femten sprog i gaderne den første dag. Det bliver bare bedre og bedre.
Desuden er byen smuk. Solnedgange fra Stillehavet flyder ind over bugten og hen over tagene, kolibrier i haverne, langstrakte parksystemer med community gardens og cyklist-kultur, overalt er der disse mange kulturer der holder stand mod forfaldet til enshed.
Canadierne er ikke ét folk, og har mest det til fælles at de ikke er amerikanere. Og det er de så, faktisk, overhovedet ikke. Undskyld, jeg bare siger det, for man må ikke bodyshame, men canadierne er ikke overvægtige. Man bevæger sig rundt mellem mennesker, der har normal kropsstørrelse. De ser sunde ud, glade. Er det nabolaget jeg er i? Har gået fra et villakvarter ind til Granville island, ikke rundt i centrum, downtown.
Fuglene er store i Vancouver, og træerne er større. Tankerne svæver til Hugin og Munin, til Yggdrasil og de gamle tider. Vi er dem, vi er og vi lærer mens vi lever. Alle sammen. Historierne bliver stærke af at blive fortalt og af at komme i perspektiv. Det har været storslået at lære min mands mentor og kollega Gordon Neufeild og hans familie at kende, og det har godt nok været noget af et perspektiv på hvad nybyggerfolk også kan få ud af at skabe en verden at krydse grænsen til Canada.
Kommentarer