Tilbage

Sommerdage, total ferie

Cecilie Conrad·29/05-2012

De sidste par dage (mandag og tirsdag d. 28. og 29. maj) har - bortset fra vores utrolige tur til Le Gorge De La Fou - været det fede Middelhavsliv. Vi har været nede på stranden og samlet smukke sten, set på krabber og soppet.

Port Vendres

kigger-paa-baade-IMG_1566

Mandag, pinsedag, kørte vi til Port Vendres for at hænge ud og købe ind og se mænd spille petanque. Havde lige glemt at det var pinsedag. Så vi spiste is og dårlig cafémad på havnen og fandt petanque og legeplads. Og nød den ene utrolige udsigt over Middelhavet efter den anden. Port Vendres har en naturlig havn, og vi nød også den. Havnelivet med blandingen af fiskerbåde og lystbåde; dybt rige og dybt ydmyge mennesker side om side.

En fiskerbåd sejlede ind med blæksprutter, og Storm turde røre dem. Som den eneste. Der var masser af fisk mellem bådene og det var skønt at gå der og glo. Jeg kommer til at drømme om at lære at sejle og kunne sejle hele Middelhavet rundt, og se alle disse havne og alt dette havneliv.

Badevinger, hajer og svømmeture i poolen

pool

Poolen er også en scene for sig. Vi har købt en Peter Plys bold til Silke, fordi der var for mange konflikter rundt om den fælles bold, og det fungerer. De er glade og leger. Vi skal naturligvis være med, men det vil vi jo også gerne og far agerer haj. Storm og Silke klarer sig begge fint med svømmevingerne. Det er Liv, der har lært dem begge at give slip og turde flyde rundt i vandet, hvor ingen af dem kan bunde. Storm bliver helt sindssygt kold, og har lært at lægge sig op på de varme brædder, dækket omkring poolen er bygget af. Og vi har alle lært at komme godt med solcreme på inden, for der er knald på solen. Vi er også rimeligt gode til at huske hatte til de tre små + Jesper. De store piger med masser af hår bruger bare solbriller.

Kids Club er i hvert fald her, en fantastisk ting. Sophie arbejder kun med naturmaterialer og ikke-kemisk maling, laver kunst af genbrug og sten og blad og ler og sejlgarn. Hun er skøn og nærværende, og lærer lige Liv at tale fransk samtidig. De hygger sig virkelig, og Liv får udfoldet sig talentfuldt. Også Jesper går dybt ind i det, og laver fine ting. Silke har på vores rejse lært at tegne mennesker, og tegner og maler fine ting. Storm er helst fri for at være med, hader jo sådanne fællesaktiviteter, da de minder ham om børnehave. Så vi går tur, og det er dejligt.

IMG_1374

Campingpladsen har et børnebadeværelse, hvor jeg (kald mig lige Supermor) havde tre børn i bad samtidig i går - de tre mindste endda. Det er virkelig godt lavet. Der er to babybadekar i god højde med bruser og vandhane, fire vaske i forskellige højder til børn, to børnetoiletter og et pissoir i drengehøjde (det ser ellers vildt sødt ud når Storm står på tæer ved de almindelige) og så to brusekabiner i børnestørrelse, hvor de selv kan trykke på knappen til vand, og hvor Storm og Silke i går hyggede sig gevaldigt, så længe at jeg både fik badet Fjord, ammet ham og puttet ham; ryddet op i min taske, tjekket facebook, lagt mascara, dyrket udsigten, taget billeder, kigget på svalerederne, kigget på mennesker.... Hey - jeg tror de skal i bad igen i dag.

Om at realisere sine drømme
Jesper og jeg har aftalt at lave drømmebog. Vi er altid utrolig gode til at tale om livet, eksistensen og hvad de er, vi gerne vil og hvordan vi kommer derhen, når vi er på ferie. Også denne gang. Og nu har vi besluttet at lave deciderede drømmebøger på ægte hippiemaner - blot i iPhoto, så de kan blive trykt. Orker ikke collager og plasticlommer. Jesper er jo handlingens mand, så han har handlet på to af sine drømme, inden han overhovedet fik skrevet dem ind i bogen. Typisk ham. Jeg fik handlet på en enkelt i går, da jeg rejste mig - selvom jeg var vanvittigt træt og kemo-kikset i hovedet - og gik op ad bakken for at nyde solnedgangen. Jeg vil nemlig gerne gøre det til en vane at nyde en solnedgang, en ægte hel solnedgang mindst en gang om ugen. Fik en fantastisk oplevelse ud af det i går.

cecilie-jesper

Børnenes og deres udvikling
Liv savner skolen og veninderne og skriveklubben. Selvfølgelig. Det er også synd for hende. Men hun får også fantastiske oplevelser her. Hun har lært at tale både fransk og engelsk til mennesker, hun ikke kender. Og hun har fået utrolige timer med sine søskende og alene-tid med begge sine forældre den ene gang efter den anden. Hun er en skøn nærværende pige, som suger til sig og virkelig keder sig, når hun ikke får lov at lære noget. Hun har læst en bog på engelsk nu, og det skal nok blive til flere, inden vi kommer hjem. Og hun har tegnet og malet og sunget og sovet og lavet mad. Og er kommet på facebook, så er savnet blevet mindre, og hun får lov at Skype med veninderne, når der er internet nok til det.

Liv-udsigt

Storm er begyndt at have hestehale. Som om der ikke længere er 'lukket på grund af ombygning'. Han spiser ting, han officielt ikke kan lide, hvis han er sulten. Han går i kødet på den ene oplevelse efter den anden. Han synger, fortæller, leger, spiller computer. Spørger pænt om lov til ting, og siger ofte: "Det ville være rart, hvis ... " når der er noget, han gerne vil.

Silke har lært at tegne personer og mus. Hun danser og synger, og er meget storesøster. Hun lærer gloser på fransk og er stolt. Hun følger med Storm, og det er lidt hårdt arbejde.

Fjord-baby

Fjord er jo den der udvikler sig hurtigst lige hu. Han sidder stadig på potte, når han skal. Han er fuldammet, men begyndt at være meget interesseret i mad. Har suttet artiskokker, baguette, broccoli, æble, kirsebær. Vi tager det ikke så tungt med babymad. Han får bare det, der lige er. Ikke for meget med mælkeprodukter - men havde dog en fest med en skål fromage blanc i går ud over det hele. Formentlig ikke meget i munden. Han er begyndt at grine med latter på, og snakker meget. Kan tydeligt sige hej. Han kan snart sidde selv, kan vende sig både fra ryg til mave og omvendt (og til sundhedsplejerskerne: Dette til trods for at han er blevet båret i vikle, slynge, Mei-tai, arme, Babybjørn rigtig rigtig sindssygt meget, og derudover har siddet i autostol ca 3000 km i sit korte liv).

Nå - nok for nu. Glæder mig til at have net nok til at supplere alle disse tusind ord, med de billeder der kunne have sagt det hele i sig selv.

klippe (1)

Tak fordi du læser med.

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Med kærlighed

Cecilie-Underskrift-300x133

Cecilie Conrad


Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her

Rådgivning, samtaler, artikler, og podcast om familieliv og læring

Hej, jeg hedder Cecilie Conrad og jeg er uddannet psykolog, mor til fire, radikal unschooler og fuldtidsrejsende. Jeg har levet med unschooling i over et årti og hjælper andre familier med at finde deres egen vej – uanset om det handler om hjemmeskole, unschooling eller det større spørgsmål om, hvordan man vil leve som familie.

Jeg tilbyder rådgivning, samtaler og foredrag. Jeg kalder mit arbejde grandmothering – ikke coaching i klassisk forstand, men tilstedeværelse, faglighed og konkret hjælp til at navigere i moderskabet og finde hjem til sine egne værdier.

Er jeg den rigtige til at hjælpe dig? Du kan booke en gratis afklarende samtale, så snakkes vi ved og finder ud af det.

Hør mine Podcast

Jeg deler ud af min viden og nysgerrighed om familielivet og læring i mine 3 podcast.

Læs mine seneste artikler

Hvis Wenceslaus, Václau af Bøhmen er Den Gode Konge, er han som et tarotkort, den ultimative konge-symbol; den konge vi alle gerne vil have, måske de…Læs mere
Magnolierne blomstrer i Prag i april, mens vi besøger metronomet i Letna Park og opdager, hvordan følelsesliv og totalitært regime kan fortælle noget…Læs mere
Længe betragtede vi maleriet af Sankt Kristoffer, som bærer barnet over floden: Alle dæmonerne, der rækker ud efter ham, i alle deres former, og barn…Læs mere
Historien om en dør, som er historien om en mand, som forvandlede denne indsigt til en række forslag. « Hey, kan vi tale om det her? » En historie om…Læs mere
Jeg voksede op med to fædre. Jeg voksede op i to familier, med to mødre, to fædre og to hold søskende. Kun en af mine søskende rejste med mig fra de…Læs mere
Jeg sidder i min venindes sofa og ved, det er tid at drage videre. Jeg drikker kaffe, det er tidlig morgen. Hele huset som består af to familier og …Læs mere
I går spillede jeg GTA med min yngste søn. I forgårs talte jeg om psykopati med den ældste. De to ting har alting og ingenting med hinanden at gøre.…Læs mere
For første gang i mit liv, rammer jeg en mur af ægte stress. Problemer med at sove. Problemer med at huske. Problemer med humøret. Det er for meget.…Læs mere
Jeg har brug for at skrive hver dag og ved det, jeg har brug for at meditere hver dag og ved det, jeg har brug for at træne hver dag og ved det. Og …Læs mere