Tirsdag d. 29. maj kørte vi ud for at se Le gorge de la fou ved Arles sur Tech. Brugte GPS for en sikkerheds skyld, og kørte 54 km som tog en time, fordi det var bjergkørsel. Det gik fint, ingen gyselige hårnålesving eller mærkelige grusveje.
Det var den mest utrolige naturoplevelse der ventede os. Meget turist-klargjort, men ellers var vi heller aldrig kommet derind. Så vidt, jeg kunne forstå de franske skilte, er det den længste og smalleste kløft i Pyreneerne, vi har været inde i. De har bygget en gangbro med sikkerhedsnet over (sten) og langs siderne, og med nød-telefoner for intet telefonsignal kan nå ned i den smalle sprække. Så på den måde var det ikke ren natur. Men eftersom der løber en flod i bunden af kløften, ville man under ingen omstændigheder (måske med mindre man var med i Mission Impossible) kunne komme derind. Og da slet ikke med fire børn.
Kulde
Allerede da vi nærmede os bjerget, faldt temperaturen, og inde i kløften var den kun det halve af uden for (15 grader versus 30), nogle steder endnu koldere, så vi kunne se vores ånde. Jeg havde Fjord i en Mei Tai og da det var hårdt arbejde at gå, blev han fint holdt varm. Alle andre fik langærmet på, undtagen stakkels Jesper, der gav mig sin trøje og selv iførte sig et tørklæde med turkise Hawaiblomster ud over sin skjorte og shorts.
Om forventninger og gloser
Storm var meget meget spændt, ikke til at stoppe. Løb ind i oplevelsen, op ad den første trappe og ud på broen. Vi andre halsede efter. Og dette til trods for at drengen havde været ved at dø af skræk på vejen, næsten ikke turde gå ind i bilen blot ved tanken om at se en .... ja: grotte. Jeg havde lige kikset med gloserne og troede at gorges var grotte, ikke kløft (hvad jeg ellers burde vide, da jeg elsker min oplevelse fra Gorges du Verdon). Nå. Men NU ved vi allesammen at gorges betyder kløft og ikke grotte, og Jespers ønske om at se en grotte på turen har vi således til gode.
Jeg ved ikke, hvordan man formidler den oplevelse, vi havde. Vi gik af denne nævnte bro, henover floden som brusede hastigt og larmende under os. Mellem disse kolde klipper, som var fugtige, nogle steder decideret våde. Vi så hundredevis af blomster, mange mange forskellige planter, der groede i disse fuldstændig umulige omgivelser - bregner, clematis, mos, .... ja mit vokabularium mht botanik er noget rustent. Men det var overvældende at se denne utrolige kraft, der er i alt levende, denne evne til at leve og overleve og blomstre i de mest umulige omgivelser. Et sted voksede et træ direkte, strakt og stærkt vandret ud fra klippen. Det så fantastisk ud.
Vi gik og gik og gik. Der var halvanden kilometer ind, ad denne bro, op og op ad trapper, rundt om det ene hjørne efter det andet. Først på halvvejen fandt vi ud af det med glosen, og indså at der ikke ville komme en grotte til sidst. Visse steder snævrede klipperne sig sammen og ind, så det var helt klaustrofobisk. Et sted lå en kæmpe sten i spænd og man gik under den på ægte tegneseriemaner - og over denne enorme sten var åbningen lissom mindre, så man måtte undre sig. Der var steder, hvor fugten havde vasket lange linier i klippen og der var steder hvor de var blevet runde, nærmest som bi-kuber. Man pegede og sagde åh! og mååååte lige om næste hjørne hele tiden. Børnene blev trætte i benene og på et tidspunkt blev Storm også decideret bange, så Jesper måtte fortælle Alberthistorier mens vi gik. Som jeg ikke hørte, da floden brusede og brusede.
Om at føle sig lille, og alligevel tryg
På et tidspunkt kom jeg bagud. Skulle lige fixe noget med Mei Tai. Og da jeg var alene (med F)jord i kløften, ikke kunne se min familie, var ensomheden overvældende og enorm - på et eneste sekund! Disse enorme bjerge sætter tingene i perspektiv i sig selv, og at gå så nær dem, i så lille en sprække gav mig oplevelsen af at være ... meget glad for at have en familie, nogen at høre sammen med, nogen jeg ved er der, rundt om det næste hjørne. Både dem, der helt konkret var der - min elskede kernefamilie, og også alle dem der også er der i form af mit skønne netværk. Og så i sidste ende - Vorherre som jeg jo ved holder hånden over os, og altid ved hvor vi alle er, så ingen nogen sinde i sandhed er alene. Men det er en anden sag.
På halvvejen satte jeg mig og ammede Fjord. Der var en bænk. Det var der vist tre steder undervejs. Jeg sad der med Liv, og det var vældig hyggeligt. Vi sludrede og pjattede, og Fjord blev mæt og glad. Jesper havde kæmpet for at få Storm til at turde gå videre og var gået i forvejen. Så da vi skulle videre, satte vi lidt fart på for at indhente dem. Men de havde været hurtige, de var simpelthen nået frem til slutningen, hvor vi fandt dem siddende på en større terrasse med åben himmel over og flere bænke. Alle var trætte i benene, og herude var det så varmt igen, da solen godt kunne nå herned. I klippen bag os var der en masse huller højt højt oppe, og vi så ørne svæve over kløften og roligt sejle ind i deres huller. Måske var der unger? Vi drak alt vores vand, hørte slutningen af en Alberthistorie og blev gruppe-fotograferet af en venlig fransk dame. Som i øvrigt troede at Storm og Silke var tvillinger.
Og så troede man lige at retur ville være stroppetur, men faktisk var det næsten lige så utroligt. At se det hele den anden vej fra, lidt mere oppefra var lige så smukt og næsten lige så overvældende. Et sted så Liv og jeg flagermus (de andre var foran), vi så i hvert fald flagermuselort og nogle skygger der nok var flagermus. Det var svært at se i modlyset. Men meget spændende.
Dårlige pandekager på et godt tidspunkt.
Hele turen tog lige over to timer, og vi var alle meget trætte i benene efter at have gået tre kilometer på bro og trapper i oplevelses-mode. Jesper var også træt i armene, eftersom han havde båret Silke det meste af tilbagevejen. Seje lille pige klarede næsten at gå hele den lange tur. Og så satte vi os og spiste de lovede pandekager med Nutella. Bløde, shake and bake agtige og kedelige - men mand hvor var vi sultne og trætte, så de tre vigtigste ingredienser til et fantastisk måltid var til stede: Sult, kærlighed, kontekst.
Vi talte om, at det er perfekt at rejse i forsommeren. Der var plads til turistbusser, og vi syntes egentlig der var mennesker nok som det var - selvom der var enkelte ledige parkeringspladser helt nede ved kløften. Hvad der var heldigt, for de der stejle opkørsler til ekstrapladserne, havde vi aldrig turdet køre op ad. Det kan godt være, man kan være uheldig om sommeren og havne sammen med to busser, og så er det nok ikke helt så overvældende fedt, hvis man hele tiden falder over andre mennesker. På den anden side er bjergene meget meget store. Også mange mennesker fylder lidt i sammenligning.
Da vi kørte, tænkte vi, at vi havde oplevet nok for to-tre dage på de to timer. Fuldkomment fyldt op, overvældede og trætte kørte vi i aftensolen tilbage gennem bjergene. Det var fantastisk. Intet mindre. Og Jesper fortalte Alberthistorien om den dag, Albert brugte alle sine penge (og det var mange).
Tak fordi du læser med.
Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.
Med kærlighed
Cecilie Conrad
Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her
Kommentarer