I går, på vej hjem fra vores helt overvældende, utrolige og fantastiske oplevelse, havde vi to shoppingoplevelser.

Først stoppede vi skævt og fransk i et hjørne, fordi jeg så en kirsebærbod, og Liv og jeg løb op ad en bakke i en lille by og købte de mest utrolige friske kirsebær. Hele området, vi kørte i, er et kirsebærområde (omkring Ceret), vi havde set den ene plantage efter den anden, og nu fyldte de vores smagsløg med denne intense, utrolige oplevelse af sukker, sommer, sol - Og så købte vi også et glas honning fra samme gård, helt mærkeligt mørk, halvflydende og meget meget intenst lækker. Uhmmm

Senere samme dag var vi i Intermarche, hvor jeg gerne ville købe ind, og det endte med at jeg havde tre børn med, blev uvenner med Liv, ammede Fjord, mens jeg forsøgte at købe pasta, forlod butikken i frustration og blev skældt ud af sur fransk dame (fordi jeg skulle have brugt en anden udgang), gik ind igen med Jesper og til allersidst kom ud og havde købt alt for meget ind.

Det føles som et sår i hovedbunden, jeg tænker hele tiden frustreret på det, følte mig totalt som en fiasko, brændte sammen inde i hovedet på den der ægte kemo-maner, hvor det summer og snurrer og jeg emotionelt bare drøner nedad, så det til sidst føles som om jeg næsten ikke kan gå. Det er latterligt. Det er jo ligegyldigt. Har bare købt mad. Til min familie. Det må man jo godt. Og vi skal jo nok også spise det.

Det får mig til at tænke over, hvordan man mon løser det - hvordan er det, det bliver simple living, Less is More og alt det? For store supermarkeder, gør det ikke simplere for mig. Jeg savner hverdagen på brokvartererne med de små arabiske grønthandlere, der har det hele til dagen og vejen, og hvor man lige smutter ind hver dag og henter en peberfrugt og en liter mælk. Men er det indbildning? Da jeg boede på brokvartererne var min familie en tredjedel af, hvad den er nu? Ups - glemte at købe bleer, tænker jeg lige. Men hvad? jeg forsøger jo at lære at se til himlens fugle, tro på at der er en mening med alting, også små ting - eller at de i hvert fald kommer til at give mening hen ad vejen, når blot jeg bevarer mit lyse sind, og mit fokus.

Tak fordi du læser med.

Jeg skriver for at dele vores erfaringer og vores perspektiv, og vil elske at høre, hvad du tænker. Skriv endelig til mig i kommentarfeltet, i en personlig e-mail eller en tekstbesked – det du foretrækker. Det bringer megen glæde, når vi hører fra læsere. Tak og må solen skinne på din vej.

Med kærlighed

Cecilie Conrad

Oprindeligt publiceret på vores gamle rejsesite ud-i-det-blå.dk som nu er lukket ned - Se alle artikler fra det site her