Der er et begreb, jeg ofte støder på i kredse for hjemmeundervisning, alternative livsstile, selvstyre og unschooling-verden.
Det er ideen om "At opnå sit fulde potentiale".
Jeg finder denne ide fuldstændig usmagelig.
Du ser, ideen om at opnå sit fulde potentiale er ekstremt ambitiøs. Og der er to store problemer involveret, plus et bonusproblem.
Det ene er ideen om, at jeg selv ønsker for MIG at opnå mit fulde potentiale Dette er en toksisk idé, der fører til perfektionisme, stress og et ikke-tilstedeværende liv. Et liv hvor vi skal løbe hurtigt for opnå, i stedet for at være.
Personligt kunne jeg have haft en strålende karriere som psykolog, jeg kunne have været enormt meget bedre til at spille på min handpan, jeg kunne have lært ti sprog flydende, jeg kunne have læst alle klassikerne, jeg kunne have været 10 kilo lettere og 100% stærkere, jeg kunne have lært at tegne bede, danse bedre og være bedre til og alt muligt andet - og det ville måske ikke engang være mit fulde potentiale. Men det ville helt sikkert være enden på det der er mig, enden på et liv fuld af flow, intuition, kærlighed og spontanitet.
Og det er slemt nok.
Men værre, meget værre, er at påtvinge denne ambition på ANDRE, hvilket er præcis det, der sker med den alternative diskurs. Voksne vil sætte scenen for deres (eller andres) børn - de ønsker barnet skal opnå deres fulde potentiale.
Jeg hader simpelthen ideen.
Det komme af forældrekærlighed, ønsket om at gøre DET BEDSTE for børnene, men i processen ødelægger det, det hele ved at have så ekstreme forventninger, som i de gode gamle historier, hvor helten i sit forsøg på at undgå sin skæbne skaber den katastrofe, der blev forudsagt i myten. Det er også et afledt problem af et generelt problem, jeg har talt om mange gange før. Problemet med at vælge, hvad vi vil blandt de hundredvis af muligheder. Og det er i høj grad en del af forbrugerkulturen, hvor fokus er på at opnå, ikke på at være.
Du ser, vi er nødt til at vælge, hvad vi vil bruge vores tid på.
Bevidst eller ubevidst lukker vi mange døre hele tiden, i hvert fald for nu. Hvis jeg vælger at tage en hvilkeperiode som vi gør nu i Sverige, vælger jeg samtidig IKKE at øve mig på mit instrument i to timer om dagen. Og hver gang jeg vælger at lytte til en podcast på et af de to sprog, jeg taler flydende, afviser jeg en mulighed for at blive bedre til et af de fem sprog, jeg taler mindre flydende.
Hvis jeg vælger at studere det sprog, der tales i det land, jeg er bosat i på et givent tidspunkt, vælger jeg samtidig ikke at blive dygtigere til et af de sprog jeg næsten kan flydende. Når jeg vælger at lave mad, er der hundrede ting, jeg kunne have gjort i stedet.
At lære at vælge, hvordan man udfolder sig i den givne kontekst og tid, er en af de vigtigste livsfærdigheder, og jeg mener, at det er giftigt at gøre det inden for en ramme af forventninger (både indre og ydre) om at opnå vores fulde potentiale.
Lad være. Beslut hvad der er vigtigt, og gå efter det 70% af tiden og efterlad masser af plads til ufokuseret hvile, intuition og den store "intet".
Lad bare være.
Lad være.
Vælg at være.
Og vælg at det at være er godt nok.
Husk, at det "opnå det fulde potentiale" i dette liv er at leve det.
Lys og kærlighed
Cecilie Conrad
Tak fordi du læser med
Jeg vil elske at høre fra dig. Lytte til dine tanker og refleksioner - eller ros :) Det er ofte følelsesladet at dele vores liv på denne måde, og vi bliver meget glade, når vi får feedback fra jer der læser med. Så du er meget velkommen til at dele en kommentar nedenfor 😋
Kommentarer