Vores Ugentlige Gåtur | Dag 206 af min 2023 Journal

Vi har nogle gange boet i bussen i Katalonien i længere tid. Det vil sige mere end en måned, nogle gange flere måneder. Hver gang har vi fået den vane at gå en lang tur på mere end ti kilometer en gang om ugen. Vi har kaldt det vores Weekly Walk og ofte gjort det om Onsdagen, nok mest grundet det matchende W på engelsk (Weekly Wednesday Walk). Så går vi en tur det tager hele dagen at gå.

I de seneste uger, en pæn sjat af dem, har vi ikke gjort det. Har vi virkelig haft for travlt? Der er ingen tvivl om at det er det, vi har oplevet; at have for travlt - og det irriterer mig faktisk. Let’s face it: Det er selvbedrag. Hvordan kan vi have for travlt til at holde fast i så god en vane. Vi har selvfølgelig aldrig været systematiske nok til at holde fast i at gøre noget hver uge på en specifik ugedag, men vi HAR da været i stand til at holde den kørende som en ugentlig ting gennem længere tid, også når vi ikke er i Katalonien.

Anyway. Vi gik endelig en 10km+ tur for nylig, af alle steder i Leicester. Det er jo ikke ligefrem fordi den by som sådan ville været på top 20 steder at tage hen i England, men nu er vores venner der og vi gik fra deres fremlejede hus i forstaden gennem nabolag og parker til en mere central del, Queens Road (så britisk!) hvor der var flere antikvariater, cafeer og en øko-shop. All we need. Især det med antikvariater i flertal.

Vi er på udkig efter alt hvad der er typisk Englsk. Alt hvad vi kan genkende fra Barnaby krimier, Harry Potter, Neverwhere (og en meget lang liste af øvrig litteratur der foregår i England), musik og urbane myter og anden vandre-information. Vi gik forbi mange meget britiske huse med deres indgangs-tilbygninger, og deres karnapvinduer i stue-etagen som små minidrivhuse der vokser ud af husene, vi gik forbi rigtig mange engelske roser og enkelte hysterisk plejede græspletter og rigtig mange hække der kunne have været eller faktisk var perfekt klippet.

Vi gik gennem en park, hvor seks gynger var arrangeret i en cirkel, så man kan gynge ind mod hinanden. Helt klart ikke tænkt til teenagere. Det blev virkelig sjovt for vores gruppe af store og tememlig store “børn” at gynge højt og undgå at sparke til hinandens fødder og se om man kunne give high-five.

Jeg elsker at unschoolede børn ikke har den skøre ide at de er for store eller for seje til at lege. Min ældste søn, som teknisk set knapt er et barn mere (sytten et halvt) var den første til at råbe: Gynger! Totat jeg skal gynge!” og han hoppede over hegnet til legepladsen, blot for at få endnu en britisk oplevelse: Indtil flere rare mennesker med mange høflige ord og fin høflig gestik forklarede ham hvor han kan finde lågen. Lidt sjovt alså.

Vi nød de andre hundeluftere i parken, og lagde mærke til at der er virkelig mange doodles (puddel+noget blandinger) og overvejede om de er vanvittigt rige herovre eller doodler bare er billigere. Der var mange fine smil og “how do you do” og “hi-ya”. Da vi kom forbi is-bilen måtte vi selvfølgelig stoppe og tage billeder, for er der noget mere typisk end den van med softice i en britisk park i sommerferien? Desværre hørte vi ikke den lille melodi sådan en van skal spille, men okay. Vi fik en boks tikket af på listen over Typisk Engelsk.

Da vi nåede frem til Queens Road var mine store børn ret sultne og første prioritet (endda over bøger) var at finde noget mad. Endnu en Typisk Engelsk oplevelse: Høflige og rare mennesker på cafeen, vegan glutenfri options, død-syg mad.

Til gengæld kunne vi rydde en hel hylde med Shakespeare relaterede bøger i et af antikvariaterne, og komme tilbage med The Norton Studieversion af samlee værker, og The Globes officielle bog om well, Mr Shakespeare og hans arbejde og tid, en roman om samme geni og et par singleudgaver af favorit-plays, og en enkelt Niel Gaiman.

På vej ud af Queens Road fik vi en virkelig god kaffe, much needed, og hele vejen tilbage havde jeg fornøjelsen af at tale med de to Vise Damer, Luna og Sarah om hvordan verden er og hvordan unschooling er og hvad vi tænker og føler om det hele, vores rejse i det her liv og vores opgave som mødre og mennesker.

Vi talte især om, hvor grænserne mon er, om vi nogen sinde bliver færdige med at pille lag af det indre løg, om vi kan sige: Aldrig. Det ville jeg ALDRIG gøre. Og landede som altid på at alle beslutnigner, alle situationer, alle strategier (stor set) er kontekstuelle, og man derfor ikke rigtig kan vide, hvad man i virkeligheden ville stille op i hypotetiske situationer. Så hvorfor overhovedet beskæftige sig med dem?

Det er det fedeste ever at have de her samtaler, et rum at udfolde alle de skøre nuancer som radical unschooler, og i konteksten at leve sammen med Luna og Sarah i en uges tid bliver jeg både lykkelig og udmattet - min hjerne er på overarbejde hele tiden.

Det bedste råd, jeg kan give til nogen som ser på unschooling og tænker, der er noget lys der, jeg må den vej, er at finde nogen at tale med. Bedst selvfølgelig nogen som har nogle års erfaring eller mange års erfaring. Det er aldrig sjovt at være den klogeste person i samtalen. Og med et radikalt valg som unschooling har man virkelig brug for support fra nogen som har gået vejen nogle år.

Alle disse samtaler er kuren, vejen, det indre arbejde der bare skal til. Sarah har altid en fin meta-analyse klar, ser strukturer bag det åbenlyse og Luna er måske den bedste i verden til at give slip.

Vi kan alle tre let blive misforstået som mere radikale end vi egentlig er, som om vi ikke tager os af vores børn, bare ignorerer reelle udfordringer og er nogle dovne typer, fordi sammenlignet med meainstream krav til barndommen er der virkelig mange ting, vi undlader at gøre. Vi lever ikke op til de regler og standarder, der er helt almindelige og vi holder os ikke indenfor de grænser som opfattes som basale. Helt modsat, så er disse kvinder så dedikerede til deres liv som mødre og arbejder hårdt for at skabe et godt liv fore deres børn. De gør det bare fra en helt anden grundide om hvad det gode liv er.

Jeg elskede den måde Luna sagede, at for hende var det en gamechanger, da hun fra den spirituelle vinkel undså, at vi alle har valgt vores liv og vores udfordringer, og således også vores børn. De har valgt os som forældre, inden de kom, de har valgt de udfordringer det måtte føre med sig og de er her for at have en livsoplevelse. I det store billede kan intet derfor for alvor gå galt. Vi behøver ikke reparere hele verden for vi udsætter vores børn for den, og vi behøver ikke ordne virkeligheden så den ser pæn ud, ændre os selv og ignorere vores egen personlighed eller egne behov og bi skal ikke beskytte os selv mod mere eller mindre alting i denne verden der måske kunne være slemt. Vi og de har altid været på rette spor under alle om stændigheder.

Det vi i stedet kan gøre, er at forblive ærlige, autentiske, nærværende, støttende - tilbyde vores perspektiv. Alt sammen i et rum af ubetinget kærlighed.

Det er en god en at huske, den her. Vi kan ikke kontrollere, hvad der kommer til at ske i vores børns liv, og vi kan heller ikke kontrollere hvad de vælger at gøre med deres liv. Det er trods alt deres.

Vi kan vælge at håndtere det der sker med venlighed, omsorg, medfølelse, forståelse, kærlighed og ressourcer i stedet for standarder, regler, målesystemer, tjekbokse, bedømmelse og vrede. Det er vores valg.

Således godt gennem-snakkede vendte vi tilbageog lavede mad, legede, ordnede, arbejdede. En af de ting, der ganske ofte sker, når man går lange ture, er at der bliver plads til at tænke lange tanker og tænke dem færdig.

Jeg er så klar til at genoptage vores Weekly Walks i min familie, og det kommer ikke til at blive rigtig svært, især hvis man må springe over i ny og næ. I horisonten har vi en uge hvor vi skal bo i en nationalpark og gå lange ture hver dag sammen med nogle (andre) venner og fire uger efter dét, har vi 200km af Camino del Norte, hvor vi skal gå hver dag i 2-3 uger. Således er det fire lange gå-ture jeg skal placere, så er jeg i mål frem til oktober.

Failer jeg, så går det nok (haha - dårlig pun), for vi kommer til at gå rigtig meget i de kommende måneder.

Lys og kærlighed

Cecilie Conrad

Se flere billeder på Facebook

Tak fordi du læser med
Jeg vil elske at høre fra dig. Lytte til dine tanker og refleksioner - eller ros :) Det er ofte følelsesladet at dele vores liv på denne måde, og vi bliver meget glade, når vi får feedback fra jer der læser med. Så du er meget velkommen til at dele en kommentar nedenfor 😋