🎙️Du kan se episoden herover. Lytte til den i vores player, eller nyde den hvor du end finder dine podcast-episoder
☕ Har du lyst til at støtte os?
Vi bruger ikke annoncen, så hvis du kan lide hvad du hører og gerne vil støtte podcasten, så er du meget velkommen til at købe os en kop kaffe - på Buy Us a Coffee
✏️ Om episoden
I denne episode taler Anna Vestlev Sandfeld og Cecilie Conrad om, hvad man tager med sig fra sin egen opvækst ind i forældreskabet – og hvordan det former den måde, man unschooler på i hverdagen.
Samtalen tager udgangspunkt i deres fælles bedstemor, som selv hjemmeunderviste, og i Annas mor, der som enlig mor traf modige valg omkring sin datters skolegang og uddannelse. De taler om deschooling som mere end at frigøre sig fra skolen – det handler om at forstå, hvad der har formet en som menneske og som mor. Hvornår gentager man mønstre fra sin egen barndom? Hvornår bryder man med dem?
Cecilie deler sin erfaring med samtale som det bærende redskab i unschooling – op til fire timer om dagen, også med teenagere. Anna reflekterer over, hvad hun har arvet fra sin mor: tilliden til egne beslutninger, viljen til at prioritere anderledes, og friheden til at være sårbar over for sine børn, også når de er små.
🗓️ Optaget 16. marts, 2025.
Transcript af episoden
Genereret automatisk - så der er sikkert masser af fjollede fejl :)
Cecilie Conrad: 00:03
Unschooling for begyndere er et podcast, som har en vært, som er mig. Jeg hedder Cecilie Vestlev, egentlig i virkeligheden. Jeg hedder Cecilie Conrad i så mange år, at sådan er det også lidt,
Anna Vestlev Sandfeld: 00:12
og
Cecilie Conrad: 00:13
jeg er her sammen med min kusine Anna, som også hedder Vestlev et eller andet sted i Syden. Myriade af navne har giftet sig til noget Sandfeld. Og vi har mange ting til fælles udover at vi er kusiner på en måde, hvor vi mere er søstre. Så er det også sådan, at jeg har nogle nu stort set voksne børn som er unschoolet. Og Anna har nogle overhovedet ikke voksne børn men nogle meget små børn som er på i gang med at blive unschoolet. Og så tænkte vi, at til sammen kan vi ligesom godt bane vejen, for at det kunne blive nemmere for andre, der kommer efter os, at kaste sig ud i det her rimelig mærkelige projekt, det her unschooling. Og det kan vi dels fordi vi har ligesom fingrene i ulden selv. Også fordi at jeg er uddannet psykolog og på et eller andet plan har forstand på mennesker processer dynamikker udvikling, relationer og alle de der ting. Og Anna er uddannet i pædagogik på Københavns Universitet, så hun er ikke pædagog, hun er ekspert i pædagogik det er noget andet. Så vi har også en eller anden form for akademisk ballast omme i rygsækken bagved det her. Plus, jeg har jo også været for en hel række andre podcast om unschooling, så man kan vel godt argumentere for, at det her podcast er værd at lytte til, selvom vi slutter og strikker og taber ting på gulvet, og det også kan forekomme lidt rodet, så er der alligevel ret mange tanker om bagved det. Men det også meningen at være hyggeligt, og det er det, vi har det ret hyggeligt, også fordi vi har vores strikketøj med,
Anna Vestlev Sandfeld: 01:54
og
Cecilie Conrad: 01:55
det kan vi lige starte med at snakke om,
Anna Vestlev Sandfeld: 01:56
hvad
Cecilie Conrad: 01:57
strikker vi?
Anna Vestlev Sandfeld: 01:58
Jamen jeg blev lige færdig med nogle strømper her i går, forårs så nu er jeg gået i gang med, eller videre på et projekt, hvor jeg skal strikke en sommerfugl, så langt jeg er nået.
Cecilie Conrad: 02:12
Det man kan se Hvis man nu er med på en lytter Og ikke med på en youtube
Anna Vestlev Sandfeld: 02:16
Sådan en centimeter har jeg nået
Cecilie Conrad: 02:19
Af
Anna Vestlev Sandfeld: 02:19
toppen af en vinge Du
Cecilie Conrad: 02:21
strikker en sommerfugl Hvad er det for en sommerfugl
Anna Vestlev Sandfeld: 02:24
Det er en hvor Nova Min yngste har bestemt At den skal være i De her farver Der er sådan noget Strømpegarn
Cecilie Conrad: 02:36
Og
Anna Vestlev Sandfeld: 02:37
sådan noget her Strømpegarn Strømpegarn
Cecilie Conrad: 02:42
Ja men det kan
Anna Vestlev Sandfeld: 02:43
jeg se. Gulltråd selvfølgelig.
Cecilie Conrad: 02:46
Ja gul glimmer. Så har vi en...
Anna Vestlev Sandfeld: 02:50
Vi er ikke så artspecifikke. Vi er mere sådan glimmerorienteret.
Cecilie Conrad: 02:53
Vi i regnbueglimmer Guld lille pig. Ja.
Anna Vestlev Sandfeld: 03:01
Hvad
Cecilie Conrad: 03:01
med dig? Min forælder ville jo nørde en eller anden specifik hjemmehørende Truede sommerfugl, hvis hun skulle strikke en, men hun er altså også over 25, så det er en sag.
Anna Vestlev Sandfeld: 03:16
Se noget andet.
Cecilie Conrad: 03:18
Jeg sidder med halskanten på en ullen sweater, som jeg har rodet mig ud i at lave, og typisk mig, så finder jeg en opskrift, som tænker det ser fedt ud, nu skal jeg lære ny teknik, noget med, hvordan man konstruerer bærestykket. Og... Nu køber jeg garnet, og så gør jeg bare det der, og inden jeg er kommet hjem med det der garn, så er jeg i gang med at lave den om inde i mit hoved, selvom jeg er virkelig dårlig til at regne på strikkeopskrifter jeg hader at regne på strikkeopskrifter, jeg synes det er mest irriterende i hele verden, og samtidig så havde jeg sådan, ej prøv hør, kraven på den der, den er for lille til mig, jeg kommer til at blive sindssyg hovedet af, den skal være større, og så skal den jo også lige være lidt bredere, og skal den også lige være lidt kård dermed, Så vi er færdige med halskanten. Det var en meget spændende teknik. Jeg håber virkelig at der er nogle lyttere, der også strikker, men jeg tror, at der er mange unschoolende damer der strikker. Det kan være, at lige skal sætte en lille markør i det, hvor det egentlig starter, for nu snakker vi lidt om at strikke. Spændende ved den her halskant for mig, var at jeg skulle strikke den, og så skulle jeg strikke noget dobbeltstrik på halvvejen. Og så skulle jeg strikke videre, og så skulle jeg strikke den sammen i stedet for at sy den sammen, og det synes jeg var ret avanceret, altså det var det jo egentlig ikke, for det var overhovedet ikke svært, men det var ret fedt det var fedt det var ret tilfredsstillende og nu skal jeg ligesom strikke mere i nakken, så jeg skal sidde og lave nogle venderækker mens vi snakker, og hvis det bliver for sindssygt for mig, så har jeg et par strømper lige ved siden af mig, med guldklemmer. Det kunne være, at jeg skulle have strikket en børnestørrelse til din datter, det kan jeg måske gøre med resten, for vi ser glimmer
Anna Vestlev Sandfeld: 04:52
så
Cecilie Conrad: 04:53
resten må lige blive hvad størrelse bruger hun?
Anna Vestlev Sandfeld: 04:57
Vi har lige købt sko i størrelse 23.
Cecilie Conrad: 05:01
23, okay, vi strikker glimmer af resten
Anna Vestlev Sandfeld: 05:04
til
Cecilie Conrad: 05:05
størrelse 23. Det er længe siden jeg strikker børn strømper. Det hele er over størrelse 40. Det
Anna Vestlev Sandfeld: 05:10
er jo i så lille en størrelse, at det gør det rigtig hurtigt når man skal lave noget.
Cecilie Conrad: 05:15
Man nyser lige så man er færdig.
Anna Vestlev Sandfeld: 05:17
Ja, det er lige før.
Cecilie Conrad: 05:18
En anden ting ved
Cecilie Conrad: 05:18
det her podcast, det er, at vi
Cecilie Conrad: 05:21
også skal snakke om munschooling. Udover at vi strikker. Vi skal klare et helt afsnit om strik på et tidspunkt. Hvorfor det egentlig er så vigtigt at strikke. Ja, strik
Anna Vestlev Sandfeld: 05:30
og nørkleri tror jeg i virkeligheden.
Cecilie Conrad: 05:33
Det er bare meget typisk at alle de der unschooling møder, de har et eller andet de nørder med af den type der. Det er også mødre der ikke er unschooler, der har i øvrigt. Men en anden ting ved det her podcast er jo, at vi skal snakke om unschooling. Og der er sådan en dynamik der sådan lidt er, at jeg... Anna er midt i noget, og så opstår der noget, og så snakker vi om det, der ligesom er konkret for Anna. Det tror vi måske også en gang imellem at skal snakke om, hvad der er konkret i vores ende. Det tror jeg godt kunne blive meget sjovt. In the tail end. Tingene er ved at ændre sig sindssygt meget. Min yngste, der er på vej. Undskyld. Ind i noget formaliseret skoling jo,
Anna Vestlev Sandfeld: 06:11
ja,
Cecilie Conrad: 06:12
det er anden snak, nu skal vi snakke, og det der sker i podcastet, sådan teknisk, hvis man ikke har hørt nogen af afslutningene før, man kan jo bare høre dem i en random rækkebygge, der er ikke noget logik i det her, på den måde eller sådan en trappetrinsopbygning, det er, at Anna støder ind i et eller andet, og jeg ved ikke, hvad det er, før hun lige om lidt siger, hvad det er, vi skal snakke om dag,
Cecilie Conrad: 06:29
og så snakker vi om det, så det er nu.
Anna Vestlev Sandfeld: 06:34
Ja, men faktisk så snakkede vi en lille smule sidste gang om, Og det har jeg også tænkt Altså det der med at snakke lidt om Måske sådan lidt Det fundament vi står på Altså vi snakker lidt om at der er nogle formødre På en eller anden måde der har været med til at forme Der hvor vi er I vores liv Og med nogle af de her beslutninger vi har taget Og det Det tænker jeg bare kunne være ret interessant Fordi jeg kan i hvert fald mærke at jeg Som en del af mit moderskab jo Blandt andet også står på Det er På det, som jeg er formet af, altså min egen barndom og med min egen mor. Og så har vi jo min farmor og din mormor, som i hvert fald har betydet rigtig meget for dig. Jeg tror, hun har haft en vigtig placering mere for dig, end hun har haft for mig i forhold til forældreskab. Men hun har jo været sådan en Tilstedeværelse Som var meget særlig på en eller anden måde
Cecilie Conrad: 07:34
Og så har hun også hjemmeundervist Og
Anna Vestlev Sandfeld: 07:36
så har hun hjemmeundervist Ja Så det tænker jeg bare kunne være meget sjovt Lige sådan at dykke lidt ned i det der Fordi at i virkeligheden så tror jeg tit At man jo også skal være opmærksom på Hvad er det man er formet af Hvad er det man kommer af Når det at man går i gang med det her Ja Ja For det har jo også en betydning.
Cecilie Conrad: 07:56
Altså der er jo helt generelt en ret vild, et helt felt af psykologien, som
Anna Vestlev Sandfeld: 08:04
handler
Cecilie Conrad: 08:05
om den her resonanskasse i ens eget forhold til foremødre og forældre i det hele taget. Men især som kvinde, når man får børn og selv går ind i mor-rollen så er... Ens relation til din egen mor og bedste mødre. Nogle gange også, der kan også være nogle mostre og fastre og sådan nogle omsorgsfamiliepersoner der kan have en mødreagtig rolle i ens liv. Alle de relationer bliver resonanskassen for det, man går og råder med selv som mor. Det kommer virkelig om, og det er dybt interessant. Hvad der sker i det og vågne op selv, shit og vi kender alle, altså alle kender det der med, at man høre sin egen mor komme ud af munden, og man tænker hvad fanden det er, det mener jo slet ikke, eller gør jeg, hvorfor gør jeg ikke, er det bare et oprør jeg ikke blev færdig med da jeg var teenager, alt muligt det, som egentlig er sådan ret spændende, og det tænker jeg, vi kan bare have det som sådan en backdrop for den her samtale, lige husk at det her er. Når nu Anna og jeg går ind i at snakke om vores mødre og fælles formoder og andre bedsteforældre og alt muligt. Det her er jo sådan nogle slags sandheder, der gælder for alle. Man skal bare finde ud af, hvad er det egentlig for et tapet, der er på min væg. Hvad kommer det nu at snakke om tapetet på vores væg og hvordan det har påvirket os og hvad der sker med det. Men det er jo en generel snak. Forstået på den måde, det er at afsøge de her ting og hvordan de former hvem man er og hvordan man kan træde videre ind i livet. Det er en type tankegang, der relevant for alle unschoolere og for alle mødre faktisk, og en del af det man kalder de-schooling
Anna Vestlev Sandfeld: 09:48
for
Cecilie Conrad: 09:49
det handler ikke kun om at komme fri af eller få dekonstrueret ens forhold til skole og læring, i det hele taget handler de-schooling jo om at Forstå hvad det er der har skabt hvem man er
Cecilie Conrad: 09:60
Hvad det er der har skabt den virkelighed
Cecilie Conrad: 10:04
man er i Hvad det er der står bagved Når man får angst Eller man presser på med nogle bestemte ting Så man kan få truffet nogle bevidste beslutninger Der bygger på Måske en respekt for sine elders Måske en respekt for den kultur man er i Øh sådan Hvor der godt må være noget autoritært Men mest af alt En kernefornemmelse af hvem man selv er Og hvem man gerne vil være
Anna Vestlev Sandfeld: 10:28
Ja
Cecilie Conrad: 10:29
Og i relation til sine børn Og i forhold til deres udvikling og uddannelse
Anna Vestlev Sandfeld: 10:34
Jeg tænker også at der er meget det der Med at have en bevidsthed Det er meget sådan Hvis man har en bevidsthed omkring hvad det er man kommer af Så er det også nemmere at omfavne Det som Er styrkende Og være opmærksom på hvor er det man måske har Noget man skal have arbejdet med Med sig selv Eller hvorfor er det man har de her reaktioner Så det meget sådan den der bevidstgørelse Af sig selv i virkeligheden Som jeg tænker er en stor del af det Og
Cecilie Conrad: 11:02
en bevidstgørelse af Altså også sådan nogle ting Vil falde utrolig nemt For mig Som mor, der vil være nogle dele af morrollen jeg sagtens kan, og som jeg ikke engang behøver at stå op og tænke over Og så er der andre ting, der halter, eller er svære eller gør ondt Og det er jo også en virkelighed at morrollen healer
Anna Vestlev Sandfeld: 11:23
Og
Cecilie Conrad: 11:24
det siger jeg ikke, fordi vi skal misbruge vores børn som plaster på vores egen trauma Men realiteten er, at man bliver med sine børn smidt ud i nogle situationer Som kan være akut voldsomt vanskelig at være i, når man er i det, men det er så bare også de processer der går ind, og hvis man ellers kan finde ud af at gribe dem rigtigt, arbejder tingene på plads der, hvor de falder fra hinanden ind i os selv, og det er bare sådan det er, og det kræver enormt meget, som du siger det der bevidstgørelsen at man kan være i de her processer, at man... På en eller anden måde klar over, at der er noget personlig udvikling i gang, og det koster noget energi, det koster noget tid, det koster refleksion, det koster måske endnu at sidde og drikke og lidt, ikke, og bare
Anna Vestlev Sandfeld: 12:13
ligesom,
Cecilie Conrad: 12:14
når tingene falder på plads,
Anna Vestlev Sandfeld: 12:15
ja, ja,
Cecilie Conrad: 12:19
men
Anna Vestlev Sandfeld: 12:20
jeg ved ikke om, hvad der, hvordan vi sådan, altså jeg har i hvert fald gjort mig nogle overvejelser omkring Med mig og min mors forhold,
Cecilie Conrad: 12:30
så
Anna Vestlev Sandfeld: 12:31
måske vi kan starte der, og så..
Cecilie Conrad: 12:35
Man kan jo lige overordne og sige, at har den her fælles formor, som er mor til din far og mor til min mor, så det vil sige, at din far og min mor har haft en fælles opvækst. Så den måde har vi jo et eller andet, der dribbler ned til os. Men vi har jo så også en anden forælder begge to,
Anna Vestlev Sandfeld: 12:54
som
Cecilie Conrad: 12:55
vi ikke har, hvor din mor og min far. Kommer fra en anden vinkel Og så har begge to mistet vores mor Du er mere fornyelig end jeg Ja
Anna Vestlev Sandfeld: 13:07
Og det sætter
Anna Vestlev Sandfeld: 13:07
jo Og det er jo så Der er endnu et led
Anna Vestlev Sandfeld: 13:10
i den der Bevidstgørelse og moderskabs Dennelse og sådan Men altså Og det der jo er sådan lidt særligt Det er at Jeg er jo ikke vokset op i en klassisk kernefamilie fordi min mor og min far var kærester i en kort periode og så blev hun gravid som 40-årig tilbage i... I 83. Og det vil sige, det var ret kompliceret. Det var jo ikke sådan noget man bare lige... Det var stadigvæk en tid, hvor det var lidt specielt. Og jeg tror, min mor, hun kommer, det er så en hel historie i sig selv, men hun kommer ligesom af noget opvækst hvor hun har skulle stå på egne ben. I den måde hun er på Så derfor var det meget hendes veninder Altså det var meget kvinder hun omgav sig med Og derfor så har jeg også vokset op uden min far Fordi de var ikke kærester Da jeg blev født Der var de ligesom gået fra hinanden Og så mødte jeg jo først min far Da jeg var fire år gammel Så det er jo rigtig meget min mor jeg er formet af Kan man sige, på den måde og den måde, hun var på, som jo også har været famlende og usikre og helt vild, altså tænker jeg, i en tid, hvor hun var studerende på det tidspunkt på universitetet. Men det betød jo også, at hun gjorde bare nogle ting, som hun syntes var rigtigt. Som hun følte inden i sin krop Var rigtigt Så der var ikke så meget Performance af sit moderskab Som der bare var sådan Det skal lige fungere det her Så du kommer lige med på rustur Fordi jeg er lige en del af det her rustursforløb Så jeg er blevet heddet med Til alt muligt Og hun har været meget Ja Gjort det som hun synes var rigtigt Uden ligesom at konsultere Alle mulige Altså den gang Kunne man jo heller ikke lige Falde over en masse forskellige Influencer Det var jo ikke ligesom en ting på samme måde Det var før
Cecilie Conrad: 15:16
internettet Det
Anna Vestlev Sandfeld: 15:17
var før internettet Og
Cecilie Conrad: 15:19
vi begge to voksede op den gang Det simpelthen
Anna Vestlev Sandfeld: 15:22
ikke
Cecilie Conrad: 15:22
fandtes
Anna Vestlev Sandfeld: 15:23
Det er
Cecilie Conrad: 15:24
vildt nok i dag at tænke over Jo
Anna Vestlev Sandfeld: 15:27
Men Jeg Men jeg har i hvert fald sådan en følelse af, at hun sådan i det her med, altså jeg har jo gået i vuggestue og børnehave, og så har jeg så ikke gået i klassisk folkeskole, jeg har gået i friskol og i en privatskole, men en følelse af, at hun måske i hvert fald har givet mig en opvækst hvor at Hun har lyttet til mig og respekteret min valg omkring nogle ting,
Cecilie Conrad: 16:01
mere
Anna Vestlev Sandfeld: 16:02
end andre måske har været udsat for. Og blandt andet tror jeg, fordi hun selv har været sådan en, der har stukket lidt af i forhold til de forventninger der har været. Altså hun er sådan et, hun var... Jeg var lidt ældre, da hun fik mig. Hun er jo fra 42, krigsbarn, og kom af en ikke uddannet familie. Og der er en pointe i forhold til alt det her med unschooling. Men det var ikke særlig pænt set på, at hun tog en 9. klasse. Hendes mor var meget skuffet over, at hun tog mere uddannelse end man normalt gør. Så det der med at gå videre fra 7. og 8. klasse, det var ret vanvittigt der hvor hun kom fra.
Cecilie Conrad: 16:52
Det er sjovt ikke? Det er meget
Anna Vestlev Sandfeld: 16:54
interessant. Hun
Cecilie Conrad: 16:56
modsat alt diskurs i dag, at børn ældre er skuffet over, at deres børn tager uddannelse.
Anna Vestlev Sandfeld: 17:01
Ja.
Cecilie Conrad: 17:03
Det klinger mærkeligt.
Anna Vestlev Sandfeld: 17:04
Ja, og så kan man sige, så tog hun så også en praktisk uddannelse som dekoratør, som jeg tror også er et meget uddøende værv i virkeligheden. Men hvor man jo stillede op og dekorerede vinduer og sådan noget inde i Lums bolighus. Og så var hun også lige ude at sejle med Troels Kløvedal en overgang. Men det der var sådan, så tog hun jo en HF. Som voksen, fordi hun havde lyst til at læse på universitetet. Og det er igen det der med at gå meget videre i et uddannelsesforløb end det, man kommer fra. Og det er også, når man kigger på det med videnskabelige briller ret vildt at gøre i virkeligheden. At tage så stort et skridt fra, vi tager kun 7. og 8. real, og så gå hele vejen til at tage en kandidatgrad. I dansk som var det, hun endte med. Så hun har rigtig meget skulle stå på egne ben i sin valg omkring uddannelse. Og skulle stole på, at det, hun gjorde, var rigtigt. Altså at det var den rigtige vej at gå. Og den tilgang til livet. Ja, det er bare sådan den tilgang til livet, synes jeg, der godt. Jeg kan se også sådan retrospektivt nu, har hun nok præget rigtig meget også hendes tilgang til at være mor.
Cecilie Conrad: 18:32
At
Anna Vestlev Sandfeld: 18:32
hun har været sådan, nu gør jeg det her, fordi det er det, der føles rigtigt. Så det må jo være rigtigt.
Cecilie Conrad: 18:37
Jeg
Anna Vestlev Sandfeld: 18:38
ved jo også, at hun har været mega usikker på alt muligt, men det er ikke usikkerheden, der har været fremtrædende i hendes væremåde. Det har helt klart været en tiltro til. Sine egne evner og også sådan en tiltro til at jeg jo også kunne træffe nogle gode beslutninger når jeg havde brug for at gøre det
Cecilie Conrad: 18:58
det har du jo også gjort
Anna Vestlev Sandfeld: 18:59
ja, det føles i hvert fald sådan hvad
Cecilie Conrad: 19:03
gør det så ved din måde at være mor nu også mor til barn to børn der skal jo også
Anna Vestlev Sandfeld: 19:13
Jeg tror, at det er nogle konkrete minder der kan vinde tilbage. Men jeg tror, at hun har været rigtig opmærksom på, hvad det er for nogle behov jeg egentlig havde. Hun var jo enlig mor, og det betød jo, at der var noget omkring økonomi. Og alligevel var hun meget sådan, at hun skal ikke gå på den der folkeskole som vi er tilknyttet. Fordi det er ikke den slags... Skoleelev jeg vil give mit barn.
Cecilie Conrad: 19:39
Så
Anna Vestlev Sandfeld: 19:40
hun fandt den her lille friskole hvor vi jo så var max. 18 i klassen til at starte med. Og hvor musik havde rigtig meget plads. Og betalte jo ligesom for det. Det koster jo ekstra penge, kan man sige, at have sit barn på sådan en friskole. Så hun har jo truffet nogle valg som har været sådan... Kan man sige, vigtigere for hende end at vi havde råd til at kunne tage på en eller anden sommerferie, eller have råd til noget i forhold til mad og sådan noget. Nogle gange havde vi sgu ikke særlig meget derhjemme at spise, men hun prioriterede ligesom anderledes, for at sikre, at det jeg kom ind i, var noget, der var meningsfuldt og omsorgsfuldt i forhold til der, hvor hun kunne se, at jeg var.
Cecilie Conrad: 20:27
Så
Anna Vestlev Sandfeld: 20:29
den... Den del synes jeg rigtig meget Jeg tager med Eller har taget med At være opmærksom på Hvor er det egentlig man er henne Og også at være sådan lidt Nå ja men i dag er det det her princip der gælder Men i morgen er det måske noget andet Fordi det er noget
Anna Vestlev Sandfeld: 20:43
andet du har brug for Og så en ting som
Anna Vestlev Sandfeld: 20:50
er en historie hun altid havde at når jeg fik noget mad at spise, så bestemte jeg jo selv, hvilken rækkefølge Vi har aldrig haft det der med desserter for eksempel.
Cecilie Conrad: 21:02
Det
Anna Vestlev Sandfeld: 21:02
har aldrig været en ting hjemme hos os. Så hvis jeg havde en madpakke hvor der var en pollekchokolademad og noget leverpostej, så bestemte jeg jo selv, hvornår jeg spiste hvad. Og det er jo sådan en lille bitte ting, men jeg tror faktisk, at er ret kontroversielt i nogle familier, at man siger at du må godt spise det søde først. Fordi hvis det er det, du har brug for, så gør da det, det der lige meget.
Cecilie Conrad: 21:28
Men det er jo også hele det her med at bryde med ideen om mand, altså ideen om, at ting skal være på den måde, fordi det skal de,
Anna Vestlev Sandfeld: 21:35
og
Cecilie Conrad: 21:37
jeg synes jo, at vi egentlig er i gang med at snakke om sådan, at man Det ender jo med at have nogle principper og man ender med at have nogle, skal vi kalde det systemer, altså et princip er lidt mere at bære sig igennem mange forskellige situationer, det bygger på en værdi, og så beslutter man sig for, okay, så må det være sådan her, vi gør, og det må være sådan nogenlunde det her, der er huskereglen, ligesom når jeg siger sikkerhed og sundhed, for eksempel så ved mine børn godt, hvad det betyder, fordi det kommer alt. Først Så hvis der er problemer med sikkerhed og sundhed Så bliver man nødt til at stoppe alle andre processer Og forstyrre på sikkerhed og sundhed Så kan man gå videre Det er et princip vi har Og så kommer der måske nogle andre ting Jeg kan også tit høre mig selv sige fællesskabet først og det er sådan noget med, i alle mulige sammenhænge at man bare er nødt til at se på, hvad er man i for et fællesskab og hvilken hensyn skal man tage, og hvordan skal man bidrage, og sådan, jeg husker et lille eksempel men hvis det sådan er, nu skal vi lige have et oprydningsflow, jamen så starter man med at bidrage i de ting der fælles, man rydder op i stue, køkken badeværelse. Vasketøjs bunker, som er noget vi deler i vores familie det behøver man ikke at gøre, men det gør vi i vores familie og så kan man bagefter nørde rundt med at rydde op med sin egen rygsæk og sådan nogle ting, ikke?
Anna Vestlev Sandfeld: 22:56
Ja, ja.
Cecilie Conrad: 22:57
Sådan nogle principper de bygger på værdier, og de er fine, og så har man jo også nogle gange nogle systemer og nogle flows, som er sådan lidt mere noget med at bare være i, hvordan skal det lige glide for tiden, og der skal man huske ikke at blande de to ting sammen men at lige husker at man godt kan stoppe og Måske kan der være en grund til, at man siger pollechokolademaden til sidst hvis man har et meget småt spisende barn, og pollechokolademaden ligesom er guldorden, der gør, at man lige får spist noget. Kan det nogle gange i nogle sammenhæng i nogle familier være rigtigt? Det er vigtigt når vi laver en podcast om unschooling at der kan sidde nogen og lytte, så det kan jo være, det er jo simpelthen så sindssygt svært at være unschooler, at blive unschooler at bryde fri af hele mandtingen og man kan godt få lyst til at klamre sig til, okay jeg er unschooler, så børnene må spise i den rækkebølge igen, det jo ikke sådan det er, altså det er sådan, at man er unschooler så man må lige stoppe og tænke over det. Hvis man har en eller anden ligegyldig regel om, at man ikke må få havregryn til aftensmad for eksempel så kan man overveje hvorfor er det, at man ikke må få havregryn til aftensmad. Jeg lige stod sagde det til min veninde, jeg sad i en skihytte i Norge sammen med en anden familie. Og så kom jeg til at blande mig i, hvad hendes 11-årige søn måtte spise, fordi han ville bare rigtig gerne have græsk yoghurt med granola og bær til aftensmad. Og hun var sådan, at han havde rigtig mad. Og så kom jeg til at sige, altså hun er også unschooler, der er ikke noget. Og så kom hun til at sige, prøv at forklare mig, hvordan det der ikke er rigtig mad. Jeg kan forstå det, hvis de skal have kiks og saftevand og sådan noget, at man ligesom kan få lyst til som mor at sige, ah kunne vi tale lidt om vitaminer og fiber, men det her er jo, altså ja, nå, og det er det vi snakker om som sådan et unschooling princip, hvis vi skal lave regler for hvad unschooling er, så det du har taget med der Jeg ved jo også, hvordan dine børn spiser, og hvordan I tænker mad hjemme hos jer. Jeg har jo optaget måske 9 podcast kun om mad, hvad vi skal læse til dem. Det er jo et kæmpe tema i sig selv. Men det bygger jo på ideen om, det du siger. Vi starter lige med at se på børnens behov. Så kigger vi på vores værdier. Det kan også gøres inden for, at regnfølge er lige meget. Men begge dele skal ligesom få plads til de to fødder, vi står på.
Anna Vestlev Sandfeld: 25:20
Og
Cecilie Conrad: 25:20
så laver vi regler.
Anna Vestlev Sandfeld: 25:22
Det
Cecilie Conrad: 25:22
er jo der. Eller lad være med at lave regler.
Anna Vestlev Sandfeld: 25:25
Ja, har samtaler.
Anna Vestlev Sandfeld: 25:27
Det tror jeg også, du har sagt rigtig meget i mange podcasts. At det jo meget også er samtalebaseret, den her måde at være forældre på.
Cecilie Conrad: 25:38
Jamen det er helt crazy, jeg går overveje at tage en uddannelse til, lige nu, fordi alle mine børn er gået i gang med uddannelser stort set, og det er sådan lidt sådan, jamen så er det jo bare det vi laver, hvis vi skal godt så bliver jeg også,
Anna Vestlev Sandfeld: 25:48
og
Cecilie Conrad: 25:49
der er så lige de sidste par dage, nu har jeg jo noget tid, man skal sidde hjem inden eller jeg har et par måneder til at tænke over det, de sidste par dage har jeg gået og tænkt over, altså det jeg ikke vil give slip på, hvis jeg skal tage en uddannelse også. Det er alle de timer jeg bruger på at snakke med mine børn Og det er virkelig mange Altså jeg har tre hjemmeboende børn Og konstant dårligt Så vi ved over ikke at ringe til hende der er blevet hjemmefra Nu er jeg så bare Jeg skal da ikke ringe til nogen Så det har ikke noget at gøre med det Jeg er bare ikke så god til det i min tilfælde Og jeg oplever stort set aldrig At sidde og have en samtale med dem Og så føle At noget andet er vigtigere, altså at sådan nu må jeg også hellere lige, altså der kan være sådan nogle ting med, vi skal rejse om tre timer, nu skal jeg sgu lige komme ud af den her Airbnb, altså selvfølgelig kan der godt være noget, men jeg har ikke lyst til at gå af med, altså jeg bruger jo nok, det er jo nok i hvert fald et deltidsjob, jeg bruger nok i hvert fald fire timer om dagen på samtale. Og jeg håber at det meste af den samtale er sådan, altså det er ikke sådan noget, hvem skal lave mad, altså eller, det er jo meget, er magtigt, og der utroligt lidt af det, der er instruerende det er jeg heldigvis kommet forbi, de er meget søde, man kan godt bare sige, hey, nu... Så rydder det, eller heldigvis har de også selv. Så alle de der tjove ting, det gleder sgu meget godt. Så det er sådan noget, vi taler om relationer, vi taler om politik vi taler om filosofi, vi taler om planlægning. Sådan et større flow, end hvad skal vi her spise. Sådan lidt mere okay, skal vi rejse derover, hvorfor skal vi det, og hvad for nogle værdier på spil. Vi taler om familiehistorier, vi taler om alt det akademiske, følelser selvfølgelig, følelser processer udviklinger, drømme håb, hvordan man får drømme håb til at blive til visioner planer og alle sådan nogle ting. Det gør jeg jo stadig. Nu er de 14, 17, 20 og 26. Jeg bruger stadigvæk i hvert fald fire timer om dagen. På samtale Hens strikketøj Det er både af det Det er det der skal til Ellers så forstår man jo ikke Altså det er jo det der er fundamentet For at kunne forstå Hvad er der egentlig brug for
Anna Vestlev Sandfeld: 28:28
Jeg tror faktisk det der med samtale Er også sådan en ting som I virkeligheden er meget sådan Symptomatisk for hvor man er I den her proces Jeg kan godt mærke at jeg stadigvæk har det der med Ej jeg skal lige have ordnet det der køkken Jeg skal lige have gjort det der mad klar Nogle gange glemmer jeg lidt at sidde nede Og bare lige være sammen med de der børn Det
Cecilie Conrad: 28:48
skal du jo også Altså forskellen er jo også Børn er været to og seks Og mine er jo så store De kan selv lave mad
Anna Vestlev Sandfeld: 28:57
Altså
Cecilie Conrad: 28:57
jeg kan jo bare sige, at gider ikke lave mad i dag, og så laver jeg noget, og så gør de det bare selv, eller et eller andet, og jeg, altså i går der havde min ældste hjemmeboende på 20, han havde en dårlig dag, han var syg på livet og alt muligt var galt, og så da han havde siddet og kørt lidt rundt i det, det har man jo nogle gange brug for at gøre, så rejste han sig op og sagde, nu er jeg kræftet nu kan ikke holde det mere, nu bryder jeg op. Og så ryllede hele huset op og vaskede op og svuppede vasken og han kiggede ikke ud med skralder, fordi der er rigtig meget smil her. Men altså, og det er virkelig bare noget andet end at stå med små børn hvor det er jo faktisk kun dig, der kan tage det i køkkenet. Det kan godt være, at de kan finde ud at proppe noget ind i en opvaskemaskine, men det er svært. Man er hele tiden bagud med det praktiske, når man har små børn, og det er man ikke helt på samme måde, når man har store børn. Det er relativt svært mærke.
Anna Vestlev Sandfeld: 29:50
Men jeg tror måske, at min pointe er det der med at være sådan, ja ja, så er jeg lidt bagud med det, men lige nu, der bruger jeg lige 10 minutter på bare lige at være her, altså så man ikke hele tiden er sådan den der time foran, ikke, i sit hoved.
Cecilie Conrad: 30:04
Også dig, der engang kan jeg huske, vi bare sådan havde en eller anden udveksling på sms eller sådan noget, hvor du sagde, det der med at, noget med, og det er virkelig længe siden, men det der med at gå i ordnemode, ikke?
Anna Vestlev Sandfeld: 30:18
Ja.
Cecilie Conrad: 30:18
Det er sådan et gear, man sætter i, og det er jo et gear, der er vigtigt når man er mor, at det er en meget, meget vigtig ting, altså
Anna Vestlev Sandfeld: 30:25
det
Cecilie Conrad: 30:26
er ikke et eller andet ligegyldigt spild af tid, at bygge en ræde, der fungerer slet ikke, når man er unschoolere, altså man skal jo kunne være der med hele sin ånd, som et lille barn inde i det, og det er vores ansvar at sørge for, at glider, det er godt, at de kan få nogle opgaver, og så lander man der, hvor jeg er nu, hvor nogle af dem faktisk bare kan selv tage ansvar for, hvordan det skal være, men Men så længe de er små det er ikke ligegyldigt, det er bare det jeg prøvede at sige. Samtidig så er forskellen på at være i ordne mode, at være i værre mode eller process mode, ret vigtigt at lægge mærke til. Jeg har for eksempel også lige de her dage enormt meget lyst til at rive nogle matematikbøger frem og det har en kæmpe kontekst, og det lyder jo meget mærkeligt i en skolekontekst. Jeg har et barn, der fløjter med ideen om at gå på en skole
Anna Vestlev Sandfeld: 31:17
og
Cecilie Conrad: 31:18
lige prøver det af, og han siger at det måske kunne være lidt nice. Hav en fornemmelse af om de faglige ting vi kræver at gå i skole, om han forstår dem Fordi vi har indset at vi kan og ved enormt mange ting Men formatet man gør det i en skolesammenhæng kan nogle gange være sådan Hvad fanden er det for et ord du bruger der Eller det er jo ikke fordi jeg ikke kan skrive, men hvad er det lige at skrive ind
Anna Vestlev Sandfeld: 31:46
Det er en form,
Cecilie Conrad: 31:47
ikke? Altså der kan være en bestemt form og man skal lægge her. Der er sådan en formatering af det, som ja, det kunne vi så optage en hel afsnit om. Det er der jeg er, ikke? Det der med at formatere unschooling ind i, eller hen på, eller et eller andet formelt skoling, hvis det er det, de ønsker sig i den anden ende. Nå men så jeg har lyst til at rive mellem 10 bøger frem og jeg har sådan, kan vi ikke for helvede bare få det, altså det er bare åbent på side 1 at gå i gang og ikke i gang, fordi det er svært. Og det er dueren, det er sådan det der med, nu vil jeg gerne ordne det, altså kunne du tage nogle bokse, kunne jeg lige få lært dig det der, fordi det er jo fordi, brøkregning er ikke svært giv mig en time, så ved du hvordan det virker, og så river jeg lige matematikvognen frem så du kan se, hvordan ser det ud i en skole, der gør de det på den her måde, og så er det det, altså det tager måske tre timer, så er du færdig med det, og det har sådan lyst til, det er sådan den dueren i det. Men processen i det er jo meget meget vigtigere,
Anna Vestlev Sandfeld: 32:44
altså
Cecilie Conrad: 32:45
det at være i det, det er bare, men så går der måske fire og en halv time med at sidde og snakke om, hvad er det for nogle følelser, og hvad er det for nogle processer hvad er for nogle værdier, hvad er det for nogle drømme, hvorfor er det man gerne vil det, og i øvrigt kommer man lige til at tale om et eller andet med Epstein og Trump og folketingsvalg i Danmark. Thomas Akinas eller et eller andet undervejs hvor, jamen var vi ikke i gang med at tale om det her, jo, men vi var også bare i gang med at tale om det der kom op,
Anna Vestlev Sandfeld: 33:12
hvis
Cecilie Conrad: 33:13
det kom op, var det vigtigt, og så løber nogle gange sporet, man kommer til at sidde og tale om en eller anden konflikt, man havde en eller anden gang, og hvad det var med det og sådan noget, men det er jo aldrig spild af tid, at sidde fire og en halv time ind i et proces,
Anna Vestlev Sandfeld: 33:27
men
Cecilie Conrad: 33:30
man kan godt sidde bagefter og have det sådan. Det kan vi så igen ikke lære det der røgregning Altså Det må jeg så deal med Ja Og der vil jeg så gerne hvis vi taler om formødre Og hvordan de påvirker en Det var også lidt det vi prøvede at
Cecilie Conrad: 33:44
snakke om Sige at Vores fælles bedstemor
Cecilie Conrad: 33:50
Hun var Sindssygt god til At smide alt hvad hun havde i hænderne For proces Der var mange ting, hun ikke kunne finde ud af, og man kan godt mene alt muligt, men hun var virkelig god til, hvis vi, jeg var naboer med hende i 10 år,
Anna Vestlev Sandfeld: 34:09
så
Cecilie Conrad: 34:10
lærte jeg meget tidligt, og det er ikke noget med yndlings, men jeg tror, jeg var hendes yndlingsbarnebarn på den måde, at jeg var det barnebarn, der havde mest relation med hende, som drak tid med hende, og det er måske bare, fordi jeg ælst. Så var jeg jo også bedre til at tage bussen derhen og sådan noget hurtigere i den tid hun levede, altså det er jo ikke fordi... Så jeg havde et meget stærkt forhold til hende. Jeg har også en historik med dengang min mor og far blev skilt, var min far ret meget ude af balance og min mor, man kunne godt kalde det en form for flugt da hun flyttede hjem til sin mor og låste døren og gemte os der, og det var ikke rart og sådan noget. Der boede jeg jo hos min mormor i mit livs første krise, og det betyder også meget, at jeg var dér i den omsorg. Så jeg lærte at tage bussen hjem til mormor meget hurtigt, det er en dejlig ting ved dansk børneopdragelse, som jeg synes vi godt kan løfte en pegefinger til vores danske lyttere omkring husk det der med selvstændighed vi er begyndt at overbeskytte vores børn børn kan godt selv tage bussen selvstændighed og
Anna Vestlev Sandfeld: 35:11
tillid, de kan altså meget mere end man
Cecilie Conrad: 35:13
vil det betyder meget for mormor som det er for mig, hun, Slappe sine processer de ting hun var i gang med, når jeg dukkede op, jeg ved jo ikke om det gælder for alle, men når jeg dukkede op igennem hele mit liv, fra jeg var en lille pige og kunne tage bussen derud, og til jeg var en voksen kvinde med fire små børn levede hun da jeg fik en fjerde, det kan jeg så ikke lige huske, det tror jeg, som bare lige skulle ind og låne et eller andet. Slap det bare Og så havde hun bare tid til process Hun havde tid til en virkelighedsmælds samtale En virkelighedsmælds ting Så man kunne være i den process sammen
Anna Vestlev Sandfeld: 35:58
Og det
Cecilie Conrad: 36:00
var virkelig, virkelig fint For den relation Og det var virkelig virkelig fint For den måde hun kunne være der for mig Det var aldrig hendes agenda Det kom Jo ældre hun blev, jo mere kom det selvfølgelig. Kan du skifte batterier Kan du løse den for mig? Kan du løse det her? Og noget selvfølgelig Og det er jo også fair. Men det startede altid med, hvad er dit behov? Hvad har du brug for at snakke om? Og det gik fra, hun var jo altid i gang med noget. Hun var i gang med at studere et eller andet eller lægge en kjole op. Eller rydde op på en bogreol. Hun var altid i gang med noget. Hun sad jo aldrig og kiggede ud af vinduet. Så det gik fra hendes duo-mode til et process-mode lige så snart der var en relation. Eller i hvert fald, hvis det var mig. Jeg ved jo ikke, hvordan det været for alle andre af gode grunde. Det kan jeg jo ikke se. Og det prøver jeg at tage med.
Anna Vestlev Sandfeld: 36:53
Jeg
Cecilie Conrad: 36:53
synes det er et struggle, fordi jeg synes jeg har meget at lave, og jeg synes også at jeg har mange børn så selvom de store selv kan vaske op, så er der jo stadigvæk alligevel sådan, nu har jeg siddet og snakket med dig i 4 timer, du har 3 søskende, jeg skal også lige nå omkring de andre måske kunne jeg også godt selv bruge at lave en yogaøvelse eller et eller andet, ikke? Ja Ja. Men jeg synes det er et vigtigt princip, og jeg synes det er noget jeg har fået med, jeg ved ikke.
Anna Vestlev Sandfeld: 37:19
Ja.
Cecilie Conrad: 37:20
Om hun var sådan med dig, det har jo sikkert været en helt anden relation.
Anna Vestlev Sandfeld: 37:24
Ja, det har været anderledes. Jeg har jo været lidt yngre og kom lidt senere ind og skulle lige finde min plads i familien. Og så var jeg jo på sådan en 80'er-ordning, så det vil sige, at jeg var jo kun hos min far hver tredje weekend. Og hver tredje onsdag Så sådan noget Det var der ikke Ligesom den gør Og jeg tænker Dem der ikke selv har oplevet det Og som kun kender skilsmisseordninger Fra nu De tænker Kunne man overhovedet det Det var sådan meget almindeligt Jeg følte mig jo aldrig sådan På den måde hjemme hjemme Jeg var jo altid på besøg på en eller anden måde. Når jeg var hjemme hos min far. Det kan man. Det en helt anden. Hvad det så har gjort med den relation. Men altså. Men jeg kan jo huske. Det der med at. Komme på besøg hos hende. Og at det var altid sådan meget. Sådan at det var rart. Altså det tror jeg er sådan. Sådan noget der sidder fast. Og så da hun flyttede ind der lige ved siden af. Sådan. Min far boede på det tidspunkt Altså så blev det jo nemt Lige at smutte over Og måske spise en mad Sammen med hende Og så hjalp hun jo mere At kunne optage Den nyeste Michael Jackson musikvideo Sådan noget Så jeg tror måske det har været En lidt anderledes fragmenteret Relation Men jeg kan huske det der med At jeg også tager ud og besøger hende Da hun lå på det plejehjem der Og
Cecilie Conrad: 39:03
jeg
Anna Vestlev Sandfeld: 39:05
kan huske at hun var meget meget glad for At hun nåede at møde min mand For det nåede hun faktisk
Cecilie Conrad: 39:11
Det
Anna Vestlev Sandfeld: 39:12
har nok været til Fjords barnedop Fjords barnedop Kan det passe?
Cecilie Conrad: 39:18
Pas. Jeg har
Anna Vestlev Sandfeld: 39:21
været lige der omkring. Jo, det
Cecilie Conrad: 39:24
er jo nok det, at han kom ind i familien, det er så 14 år siden, ikke?
Anna Vestlev Sandfeld: 39:30
12
Cecilie Conrad: 39:30
år
Anna Vestlev Sandfeld: 39:30
siden.
Cecilie Conrad: 39:33
Ja, det er 14 år siden, at Georg blev født, så det er ikke
Anna Vestlev Sandfeld: 39:36
12
Cecilie Conrad: 39:36
år siden, han blev
Anna Vestlev Sandfeld: 39:37
født. Ja så har det været noget andet. Men i hvert fald så nåede hun ligesom at møde ham, og det var en ret vigtig ting, kan jeg huske. Og det er jo også lidt det der med matriarken på en eller anden måde i familien, som har noget værdi eller noget vægt i forhold til, at man føler sig set. Men
Cecilie Conrad: 40:01
altså Anna og
Cecilie Conrad: 40:01
Banana, vi er jo begge to på vores
Cecilie Conrad: 40:07
møderne side, den ældste kvinde lige.
Anna Vestlev Sandfeld: 40:10
Ja.
Cecilie Conrad: 40:11
Ja,
Anna Vestlev Sandfeld: 40:12
nu har jeg jo på min mors side også noget kusiner og sådan noget, men jeg er med på hvad du mener.
Cecilie Conrad: 40:18
I mødrelinjen, du har ikke nogen mor og du har ikke nogen mormor.
Anna Vestlev Sandfeld: 40:20
Ja.
Cecilie Conrad: 40:22
Det har jeg heller ikke, det synes jeg var det vildeste da min mor døde,
Anna Vestlev Sandfeld: 40:27
eller
Cecilie Conrad: 40:28
nej det var det ikke, men det var en vild ting da min mor døde, jeg har jo mange søskende. Hvoraf jeg også tæller dig med, men selvfølgelig ikke lige i forhold til da min mor døde, det var jo ikke din mor der døde men det var godt nok det der med at stå med den, altså sådan okay, så er det jo mig nu der er matriaren, fandt mærkeligt, altså det er ikke en rolle jeg som jeg havde været 45 eller sådan noget, var klar til at have, altså det var eddermame mærkeligt
Anna Vestlev Sandfeld: 41:02
Ja fordi man jo også ligesom er den der så skal Altså tage alt Man har ikke en man kan ringe til mere Præcis
Cecilie Conrad: 41:09
Jeg
Anna Vestlev Sandfeld: 41:10
synes meget det er sådan det der Og det er jo også igen tilbage til det der med Så kan man have en eller anden frustration omkring Noget med sine børn Og hverdagen Og hvorfor spiser de ikke det her Eller åh nu var det jo også lige en svær dag Fordi et eller andet Og hvem er det så man ligesom Tager den med Lænk for det Det menneske der har været der allermest i hele ens liv er der ikke længere og
Cecilie Conrad: 41:35
det
Anna Vestlev Sandfeld: 41:36
gør jo et eller andet ved at man er nødt til lige pludselig at finde ud af hvem er det så jeg kan have som sparringspartner og selvfølgelig kan man sige jeg har min mand og jeg har dig og jeg har veninder og sådan noget men det gør jo noget i forhold til at man også er nødt til at lige få styr på sit fundament igen på en eller anden måde altså
Cecilie Conrad: 41:57
jeg synes stadigvæk at det er rigtig vanskeligt
Anna Vestlev Sandfeld: 41:59
Ja,
Cecilie Conrad: 41:60
men selvfølgelig ikke noget jeg mærker til det på samme måde til hverdag, men jeg er også i den heldige situation, at både min mor og min mormor støttede op om unschooling-valget, og det tog mormor lidt længere tid end mor at forstå hvad det gik ud på. Men egentlig synes de begge to, at skolerne var blevet så dårlige, og livet som skolebarn ikke er ideelt. Det at kunne få lov til at vokse op med personlig frihed og egne valg og alle de der ting, egentlig var ret fedt og da vi begyndte at rejse, så blev det ligesom endnu bedre, og sådan, okay, så får de en måde at være i verden på, som bare er bedre end hvis de havde gået i skole, og jeg havde rigtig meget rygdækning, og det er ikke alle unschooling-mødre, der sidder med det, der er rigtig mange unschooling-mødre, som ligger i kamp med deres forældre og sviger forældre. Og som ikke kan ringe og tude, fordi så får de bare den der, du skulle også have sendt dem i skole reaktion, som man ikke kan bruge til en skid. Altså som virkelig bare er nedbrydende, især når man har et dårligt dag, hvor man har brug for bare at ringe og tude. Så jeg er jo privilegeret på en eller anden måde, at jeg kan savne min mor og min mormor og kunne ringe til dem og få lov at læse af.
Anna Vestlev Sandfeld: 43:20
Ja.
Cecilie Conrad: 43:21
Fordi jeg ved godt, at der er masser mennesker, som har levende forældre og bedsteforældre, som ikke kan bruge dem til det.
Anna Vestlev Sandfeld: 43:28
Og
Cecilie Conrad: 43:29
det er selvfølgelig en anden situation. Hvis jeg havde levende forældre og bedsteforældre altså levende mor og mormor, og havde det vanskeligt med dem, det har jeg haft. Jeg har haft meget store konflikter med især min mor. Så ville jeg gøre meget ud af at løse dem. Altså nu hvor jeg har prøvet hvordan det er ikke at have dem. Min mand har jo også nogle gange konflikter med sin mor og alt muligt med det Altså ikke fordi hun er en dejlig min svigermor, men det har man jo Og hver gang så kan jeg så sidde der og bare sige du har kun en mor og du har bare fikst det der Altså fikst det nu bare, det er ikke det værd at være irriteret eller eller andet
Anna Vestlev Sandfeld: 44:10
Ja og jeg tror også Der hvor jeg har også haft Et kompliceret forhold til min mor Nu fik det måske til at lyde som om vi var Meget meget tætte og snakkede sammen hver dag Og det gjorde vi ikke Fordi hun var også en vanskelig kvinde At være datter af Fordi hun var meget Stod på sig selv Og var meget sådan Det er sådan her tingene er Hun var sådan en man godt kunne slå sig på Og hun var sådan man Og jeg kan jo også se mig selv i hende På mange måder Men jeg tror jeg ville gå til hende På en anden måde Som du siger Hvis jeg fik hende igen Og jeg tror jeg er opmærksom på Hvad er det for en relation jeg gerne vil have Jeg vil gerne have at de har lyst til At snakke med mig hver dag Når de på et eller andet tidspunkt flytter hjemmefra Det havde jeg ikke lyst til Så jeg vil gerne have, at vi har en ærlighed over for hinanden i forhold til at kunne sige, at nu har jeg lige brug for, at du er lidt for meget. Nu skal du lige trække dig lidt, og nu har jeg brug for, at du er tæt på. Og uden at det handler om, at man bliver såret, men at det bare handler om, at nu mærker jeg lige, hvad jeg har brug for, og nu siger jeg det lige højt. Og så regner jeg med, at selvfølgelig forstår du, at det handler om mig selv og ikke om dig. Og det er sådan en ting, jeg tror,
Anna Vestlev Sandfeld: 45:26
jeg tager med i mit forældreskab.
Anna Vestlev Sandfeld: 45:31
At det er det der med at prøve at fastholde en ærlighed og en sårbarhed og sådan en i øjenhøjde ting. Fordi det vil jeg gerne have, at mine børn de tager med videre.
Cecilie Conrad: 45:44
Det var meget godt at sidde og lande.
Anna Vestlev Sandfeld: 45:46
Mm.
Cecilie Conrad: 45:47
Vi kan lære vores røg men vi har jo snakket i. Med hvad vi kan lære af vores relation til vores morer og hvad for en mor vi gerne vil være, og hvad for en relation vi gerne vil have med vores børn Jeg taler ikke i telefon med mine voksne hjemmeflyttede fra barn hver dag overhovedet. Og jeg beundrer dem, som ringer til deres mor hver dag, eller ringer til deres børn hver dag. Det er selvfølgelig vigtigt. Jeg synes også, det er i orden ikke at have det sådan. Men jeg lægger mærke til, at nu hvor jeg er i den der proces, hvor de er store, de er teenager, de fleste af dem, og man er ligesom i gang med, at relationen forandrer sig på den måde, at det der med at turde være lidt sårbar og gå ud af mor-rollen og ligesom sige også til en teenager i fuldblåen teenage-liv, sådan, nu er jeg sårbar, her kan jeg mærke at jeg får det svært, det her driller for mig, det gør ondt inde i mig, eller jeg kan ikke være i det her. Jeg forfølsom endnu, eller at træde lidt mere i karakter, også som et subjekt. Det hjælper rigtig rigtig meget. Jeg har altid kunnet det med ham, der er 20, fordi han bare er sådan et
Anna Vestlev Sandfeld: 46:59
old
Cecilie Conrad: 46:60
soul eller new soul eller et andet, og han en bulls-up type, han er en meget god alene satir, det har han bare altid kunnet tilbyde men de to yngste, som jo stadig er teenager, der lægger jeg bare mærke til, at vi har så meget relation, at jeg kan. At hvis jeg siger, at det her er svært for mig så kan de godt være i det og ligesom sige, kan vi så snakke om det her tema i overmorgen, eller hvordan kan de komme rundt om det og ligesom der kommer sådan en level i relationen og det er rigtig, rigtig sundt tror jeg, at man ikke prøver sådan at spille supermand, altså. Ja. Man prøver at være det, som man også gerne vil være om 20 år. At man kan være et helt menneske i en tæt kontakt, og der ikke er noget pretend.
Anna Vestlev Sandfeld: 47:52
Ja.
Cecilie Conrad: 47:53
Det er måske lidt sværere, når børnene er så små. Der bliver man nogle gange nødt til at toppe dem op og snutte op.
Anna Vestlev Sandfeld: 47:60
Ved du hvad, det skulle man tro, men jeg synes faktisk godt, de kan. Forstå det indenfor der hvor de er.
Cecilie Conrad: 48:10
Ja,
Anna Vestlev Sandfeld: 48:10
det
Cecilie Conrad: 48:12
er også rigtigt.
Anna Vestlev Sandfeld: 48:13
Man skal ikke underkende, man bliver overrasket over hvad de der børn de kan fange. Nogle gange
Cecilie Conrad: 48:19
kan det sådan en pause lyde. Altså det der med at man kan sige prøv at hør guys, jeg har det sgu bare lige lidt tungt i dag.
Anna Vestlev Sandfeld: 48:26
Ja.
Cecilie Conrad: 48:27
Altså det kan man egentlig faktisk godt slippe af sted med at sige til et barn.
Anna Vestlev Sandfeld: 48:31
Og når man så siger det til en toårig, så får man et kram, som jo er helende på sådan en helt vild måde. Og den store på seks år, nu er han jo også sådan en, der har ordet i sin magt på en eller anden måde, men ham kan man jo snakke med, altså man kan godt snakke med ham om, at jeg har det svært det er sådan her, det er fordi det her. Og så... Jeg
Cecilie Conrad: 48:53
er jo også med ham, der er 20,
Anna Vestlev Sandfeld: 48:55
da
Cecilie Conrad: 48:55
han er
Anna Vestlev Sandfeld: 48:55
seks
Cecilie Conrad: 48:55
det er jo det, jeg siger.
Anna Vestlev Sandfeld: 48:57
Men jeg tror bare, hvis man også skal have sådan en, det kan man jo måske lukke den af med den her, at man skal ikke være bange for allerede tidligt og i virkeligheden ture at tage de der ting med sig ind i forældreskabet. Altså den der sårbarhed og sådan noget, det er ikke noget, man behøver at vente med til de er teenager. Men jeg tror, at det der med at være ens autentiske jeg i forhold til sine børn er... Det er sindssygt hårdt og svært fordi man hele tiden lægger de der lag ind af sådan en performance i
Cecilie Conrad: 49:39
forhold
Anna Vestlev Sandfeld: 49:40
til, at man skal alt muligt som mor, og jeg tror især i dag med alle mulige sociale medier som fortæller en alt muligt, som man gør forkert eller skal gøre på en anden måde. Men hvis man tør at tage det der med ind, det kan de godt rumme og de kan rumme det meget mere, end man tror. Meget meget meget mere. Børn er ikke lavet af papir og skrøbelig glas.
Cecilie Conrad: 50:06
Det er de
Anna Vestlev Sandfeld: 50:07
faktisk ikke.
Cecilie Conrad: 50:08
Det der bare også er, det er at de ved det jo godt.
Anna Vestlev Sandfeld: 50:12
Det
Cecilie Conrad: 50:12
der med at man tror man kan holde sit fysisk liv hemmeligt for sine børn kan man jo ikke.
Anna Vestlev Sandfeld: 50:16
Så
Cecilie Conrad: 50:17
er det jo faktisk meget bedre at man sætter nogle ord på.
Anna Vestlev Sandfeld: 50:20
På
Cecilie Conrad: 50:21
en måde de kan forstå.
Anna Vestlev Sandfeld: 50:23
Så
Cecilie Conrad: 50:23
de også
Anna Vestlev Sandfeld: 50:24
kan mærke
Cecilie Conrad: 50:24
sådan,
Anna Vestlev Sandfeld: 50:25
hov, jeg
Cecilie Conrad: 50:25
har en eller anden fornemmelse
Anna Vestlev Sandfeld: 50:26
af.
Cecilie Conrad: 50:28
Så de forstår, hvad fanden der foregår. Det er meget bedre. Og det, jeg ved ikke, hvad det har med formøder at gøre. Jeg tror vi er nødt til at runde af, så vi holder vores schedule. Men det er i hvert fald en måde at være i mor-røvelsen. Det tror jeg hverken min mor eller min mormor gjorde,
Anna Vestlev Sandfeld: 50:49
faktisk. Nej, og det tror jeg heller ikke min mor. Hun havde også rigtig svært ved det Det kom kun til de sidste par år, at hun begyndte være mere ærlig. Jeg
Cecilie Conrad: 51:01
lægger også mærke til, når jeg taler med mine nu store børn om min egen tid, fra før jeg fik dem. Hvem jeg var, hvad jeg lavede, hvad der skete, hvordan mit liv så ud. Så er de vildt interesserede i at høre det. Faktisk og det jo ikke fordi jeg er specielt interessant egentlig, men det har bare med relationen at gøre, og jeg ved faktisk ikke, jeg har ikke ret mange røverhistorier fra læringen i min mor eller mormors barndom, og ville gerne have haft dem, altså så det der med at være autentisk og hel og sårbar og pinlig i relationen til sine børn til og med dumme børn, det tror jeg bare er, ja det kræver bare noget mod. Og der er jo også bare højere sprøl af... Der typer derude der siger at man misbruger børnenes følelsesliv og at man ikke skal læse af på sine børn og man skal bruge dem som sutteklud og alt muligt andet Og det lyder også meget fint og fornuftigt men realiteten er bare at børn udmærket ved og kan mærke hvor man er følelsesmæssigt Men de kan ikke forstå det hvis man så begynder at spille et eller andet teater om at man er et andet sted Og hvis man så oven i købet prøver at narre Selv at løse det hele ved at være perfektionist Eller på slankekur Eller et eller andet andet Perfektionist på børnenes vegne Og drøner rundt med et følelsesliv Der egentlig har stafetten Men det er man ikke selv bevidst om På en ordentlig måde Så bliver det kraftedeme svært at navigere på børn Som hvis emotionel register er i læringsmode Og tager alt muligt ind Hvis man ikke kan tale om Hvad der faktisk går over Og så kan det sgu godt være, at var federe, hvis der foregik noget andet, men det gør der jo ikke, altså lige nu har vi for 10.000 norske kroner skiliftpas, ikke, og det kunne have taget os op på toppen af bakken og slaget lommet ned, hvis ikke det var fordi, nu var jeg lige ved at bruge et banor, men stormer en pelikan og sneer en pelikan, og det er vildt irriterende, og det kan vi da godt sige, at det var federe, hvis solen skinede, men det gør den jo ikke, altså og det er lidt det samme med det der med, hvis man er et uperfekt sted. Inde i, og det fylder ja det var federe hvis det ikke var der, men når det er der, så må vi forholde os til det, og så må vi også være ærlige omkring det, og have noget selvindsigt omkring det, og have plads til det, og også så sige dem, det er så en learning opportunity måske for vores børn for at forstå hvordan følelser virker, hvordan relationer virker, hvordan processer virker, hvordan det påvirker, og hvordan vi er sammen i livet, så må vi være sammen i livet, så må løsningen være kanelbygget, og det er sådan et billede måske ja. Hvor man måske havde planlagt matematik og grøn grød men sådan blev det ikke.
Cecilie Conrad: 53:37
Skal vi lukke?
Anna Vestlev Sandfeld: 53:38
Ja, det tror jeg.
Cecilie Conrad: 53:40
Vi er gået i ævler. Jeg vil godt sige, at jeg har strikket overhovedet ikke på mit komplicerede strikketøj, for det kunne jeg sgu alligevel ikke.
Anna Vestlev Sandfeld: 53:46
Jamen jeg har strikket en lille bit smule.
Cecilie Conrad: 53:49
Jamen jeg har strikket glimmerstrømper. Jeg glæder mig til at lave dem i størrelse Hvad var det? 23.
Anna Vestlev Sandfeld: 53:54
23.
Cecilie Conrad: 53:56
Det bliver det næste. Jeg drikker mange sokker, fordi jeg meget er i gang med at snakke, når jeg strikker. Jamen
Anna Vestlev Sandfeld: 54:02
det er det.
Cecilie Conrad: 54:03
Svære ting. Nå, nu er det også blevet koldt og alt muligt. Jeg vil sige tak for i dag.
Anna Vestlev Sandfeld: 54:08
I lige måde.
Comments