Alperne. Om at være højt, højt oppe

Liv, min elskede og mirakuløse datter i 1100 meters højde.

Alperne. Om at være højt, højt oppe - Road Trip 2014 #2

The hills are alive.

Vi boede nogle dage hos Finn i Schweitz, et land med alper, et land højt, højt oppe. Alligevel grinede Finn af os, da vi kaldte landskabet for et bjerg. Og selvom hele Schweitz jo sandsynligvis ligger langt højere end Himmelbjergets top, har manden jo ret. Der er ikke rigtig meget alpelandskab over Bodensee.

Så egentlig stod vi kun stille et kvarters tid ved Morschach, efter en megalang tunnel og ved en meget utrolig smuk sø i 1100 meters højde. Det var business as usual med de alper. Vi kørte gennem dem i et stræk, nød det, studerede det – men altså: fra motorvejen kunne vi råbe Ihhhh og nææhhh og pege på vandfald og køer og træer og klipper og bjergtoppe med sne og bjergtoppe, som forsvinder i skyer.

Alperne er virkelig særlige. Men det trækker bare rigtig rigtig meget at komme på den anden side af dem, ned til de par grader, det bare ER varmere på den anden side.

Comosøen. Where to begin?

Langs Comosøen løber en hovedvej i italiensk stil. Der køres hurtigt og tæt, bilerne er små og fodgængere i evig livsfare. Der er smukt som bare pokker: Bjergene, træerne, de små byer, de gamle mure, og så alt lyset i vandet, alt vandet, himlen. Man kan ikke stoppe, man kan ikke vende, man kan ikke holde pause, og man skal være sindssygt hurtig på aftrækkeren.

Vi kørte i myldretiden. Og vi var sultne.

Første campingstop: En virkelig nederen campingplads, med skygge, mellem et supermarked og en hovedvej, og en campingfatter som ville have en euro pr person for at tisse, koldtvandsbrusere og ubehagelig stemning. Samt ti-tusind myg. Vi var der i seks minutter.

Fastliggerfænomenet. Camping er fascinerende.

Videre videre, og så en hurtig beslutning og et sving til højre fandt vi en hyggelig og imødekommende campingplads ned til søen. Med masser af fastliggere, og god stemning. Og altså søen. Sultne grænsende til det desparate parkerede vi, ristede brød, smuttede ned til vandet og så på lyset som forsvandt, kastede sten i vandet og puttede børn.

Mens vi langsomt sugede fastliggerfænomenet til os. Folk som ikke har hjul på campingvognene. Folk med masser af presenninger og cykelelastikker, og med clematis og baljer og plasticbokse. Lige foran vores spot boede Hr og Fru Småborgerlig med grønne måtter omkring teltet, paraplystativ og tagrende, parabol og to helt ens lamper i vindueskarmen. Mutter vimsede ud og samlede blade op, hvis de faldt ned fra træerne, og fatter skældte ud på mine børn, hvis deres ballon nærmede sig hans plasticmøbler. Hun læste, mens han så TV, når solen gik ned og alle andre ville have nydt udsigten over den mørke sø og til alle stjernerne. Det var et virkelig mystisk fænomen.

Men der var også de hyggelige typer. Med clematis voksende på tørresnoren, hjemmesko og ”ciao bella!” til mine sønner, store campingsmil og roligt tempo. Det er sgu altid sjovt at glo på folk.

Eventyr-skønhed

Comosøen er meget stor. Se på et kort. Det er en virkelig stor sø. Men ligesom Bodensee, ER det jo en sø, så der er bjerge og byer og træer lige på den anden side. Selvom vandet er stort og smukt og levende og blankt. Det er lidt som at være i en hemmelig dal, selvom der bor masser af mennesker og er masser af turisme. Det gør ikke det store. Efter et par nætter som naboer til Hr. og Fru NøjHvorViHarStyrPåDet flyttede vi to kilometer ned ad vejen til en stille plads med færre mennesker og et spot til os lige ud til søen. I skrivende stund ligger jeg og glor ud over det mørke vand, mens jeg prøver at ignorere mine seks tusind myggestik. En virkelig ulempe ved udelivet, disse myggestik. Vi sprøjter og smører og gør ved, men man slipper sgu ikke helt for det. Ungerne er også helt plettede.

Det har været diset i dag, og om end, det var lidt kedeligt lys at fotografere i efter klokken tre, var det til gengæld vanvittig smukt med denne dis i forhold til bjernene som træder frem i forskellige toner efterhånden som skyerne dannes og udvikler sig. Dette er vældig eventyrligt.

Tilgiv mig at mine rejseblogindlæg slutter lidt pludseligt. Det er ofte noget med at falde i søvn pludseligt, eller at børn har akutte behov eller bilen kører eller der sker noget spændende. Fortsættelse om Comosøen følger. Skal blot uploade dette, skriver da del to. 

Med kærlighed

Cecilie Conrad